Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse - (Kirkens JA og Nej)
H. O. Okkels
Formand for KSBB
Siden midten af 1960'erne har vi kaldt til samling på bibelens og bekendelsens grund. Det er ikke mindre påkrævet i vor tid, hvad den seneste debat om vielse af homoseksuelle og ændret ægteskabslovgivning tydeligt vidner om.
Vores grundlag finder du nemt. Klik her.
Igennem en årrække udgav vi KIRKELIG INFORMATION. Bladet er desværre gået ind, men vi vil fortsat søge at holde alle interesserede informerede om, hvad der sker i dansk og nordisk kirkeliv.
Vores grundlag finder du nemt. Klik her.
Igennem en årrække udgav vi KIRKELIG INFORMATION. Bladet er desværre gået ind, men vi vil fortsat søge at holde alle interesserede informerede om, hvad der sker i dansk og nordisk kirkeliv.
VELKOMMEN TIL KIRKESTÆVNE I AARHUS - 16.9.2017 - KLIK HER: Kirkestævne
LÆS HANS OLAV OKKELS LILLE SKRIFT I ANLEDNING AF REFORMATIONSJUBILÆET
| reformationsjubilæet._h.o._okkels.pdf |
LÆS HARTVIG WAGNERS ARTIKEL OM DEN LUTHERSKE BEKENDELSE
| den_lutherske_bekendelse_og_den_økumeniske_situation.pdf |
UDTALELSE FRA KIRKELIG SAMLING - JULI 2017
Hans Olav Okkels
I Anledning af debatten om, hvorvidt præster i folkekirken skal tvinges til at vi homoseksuelle ønsker Kirkelig Samling at udtrykke følgende:
Eftersom Gud har indstiftet ægteskabet som en forbindelse mellem en mand og en kvinde med befalingen ”Bliv frugtbare og talrige”, og eftersom der er en sammenhæng mellem den befaling og at ”Gud velsignede dem”(1.Mosebog 1,27-28), er der ingen baggrund for vielse af homoseksuelle – og slet ikke i betragtning af, at homoseksuel praksis afvises flere steder bl.a. i Rom 1,26-27. Jesu udtrykkelige henvisning til, at Gud fra begyndelsen skabte mennesket som mand og kvinde (Matt 19,4-6), understreger yderligere, at der ikke findes bibelsk begrundelse for vielse af homofile.
I det gamle Grækenland var i visse ansete kredse homofil kærlighed anset for at være finere end heteroseksuel kærlighed, men os bekendt var der ingen, som foreslog ægteskab mellem homofile. I Senmiddelalderen var der paver, som levede homofilt, men uden at foreslå ægteskab mellem folk af samme køn. Der var udbredt erkendelse af, at ægteskab er mellem en mand og en kvinde.
Det er ikke rigtigt, når det hævdes, at vi fordømmer kærligheden mellem homofile, men vi afviser, at et forhold mellem to af samme køn er et ægteskab.
Nogle har hævdet, at ægteskabet ikke er indstiftet af Gud og påberåber sig Luther, som sagde, at ægteskabet er en verdslig ting. I virkeligheden vil Luther dermed sige, at også et ægteskab blandt jøder, muslimer og hedninger og ikke-troende er indstiftet af Gud og velsignet af Ham, idet alle ægtefolk er kaldet til som Skaberens medarbejdere at give livet videre, hvilket igen forudsætter, at ægteskabet er mellem to af hver sit køn. Luther fastholdt, at ægteskabet er indstiftet af Gud, men ikke noget sakramente.
Det antydes i debatten, at folkekirken må følge udviklingen i samfundet og lade synspunkter, som vinder frem i folket, præge kirkens praksis. Jesus siger: ”I er jordens salt” (Matt 5,13). Det er det modsatte. Jorden bevares, så længe Jesus disciple holder fast ved hans og apostlenes lære og forkynder den.
Hans Olav Okkels. Pastor emer. Formand for Kirkelig Samling
Eftersom Gud har indstiftet ægteskabet som en forbindelse mellem en mand og en kvinde med befalingen ”Bliv frugtbare og talrige”, og eftersom der er en sammenhæng mellem den befaling og at ”Gud velsignede dem”(1.Mosebog 1,27-28), er der ingen baggrund for vielse af homoseksuelle – og slet ikke i betragtning af, at homoseksuel praksis afvises flere steder bl.a. i Rom 1,26-27. Jesu udtrykkelige henvisning til, at Gud fra begyndelsen skabte mennesket som mand og kvinde (Matt 19,4-6), understreger yderligere, at der ikke findes bibelsk begrundelse for vielse af homofile.
I det gamle Grækenland var i visse ansete kredse homofil kærlighed anset for at være finere end heteroseksuel kærlighed, men os bekendt var der ingen, som foreslog ægteskab mellem homofile. I Senmiddelalderen var der paver, som levede homofilt, men uden at foreslå ægteskab mellem folk af samme køn. Der var udbredt erkendelse af, at ægteskab er mellem en mand og en kvinde.
Det er ikke rigtigt, når det hævdes, at vi fordømmer kærligheden mellem homofile, men vi afviser, at et forhold mellem to af samme køn er et ægteskab.
Nogle har hævdet, at ægteskabet ikke er indstiftet af Gud og påberåber sig Luther, som sagde, at ægteskabet er en verdslig ting. I virkeligheden vil Luther dermed sige, at også et ægteskab blandt jøder, muslimer og hedninger og ikke-troende er indstiftet af Gud og velsignet af Ham, idet alle ægtefolk er kaldet til som Skaberens medarbejdere at give livet videre, hvilket igen forudsætter, at ægteskabet er mellem to af hver sit køn. Luther fastholdt, at ægteskabet er indstiftet af Gud, men ikke noget sakramente.
Det antydes i debatten, at folkekirken må følge udviklingen i samfundet og lade synspunkter, som vinder frem i folket, præge kirkens praksis. Jesus siger: ”I er jordens salt” (Matt 5,13). Det er det modsatte. Jorden bevares, så længe Jesus disciple holder fast ved hans og apostlenes lære og forkynder den.
Hans Olav Okkels. Pastor emer. Formand for Kirkelig Samling
DET ALMINDELIGE PRÆSTEDØMME - RET FORSTÅET
Hartvig Wagner
I den aktuelle debat om gudstjenestens form efter arrangementet ”Befri Gudstjenesten” i Aarhus Domkirke dukker et minde op fra et menighedsrådsmøde i Nørhaa/Stenbjerg i Thy, hvor jeg var sognepræst fra 1957 til 1963.
Et medlem af rådet sagde ved den lejlighed: ”Det med gudstjenesten og prædikenen har du jo studeret, og det overlader vi tillidsfuldt til dig som dit felt. Det har vi valgt dig til at klare. Så skal vi nok tage os af de ydre rammer og sørge for, at kirkebygning, kirkegård og præstegård er i orden.”
Det var dengang!
I årene siden er meget blevet anderledes i sognene bakket op af den kirkelige lovgivning. Nu kommer præster jævnligt under pres fra menighed og menighedsråd, som ønsker forskelligt nyt indført i gudstjenesten og præstens øvrige virke. Nyt, som ikke altid har hjemmel hverken i Bibelen, bekendelsesskrifterne eller autoriserede ritualer.
Som eksempler på den slags kan jeg henvise til en passage i Kristeligt Dagblads leder den 8. februar:
”Når menighedsråd i dag søger ny præst, bærer jobopslagene ofte præg af, at man efterspørger alt andet end teologisk uddannede præster. I stedet søger man en nærværende teamleder eller et aktiv til sognets familie- og børnearbejde. Teologi kan nævnes en passant, men fokus er på service og omsorg.”
Og bliver ansøgeren indkaldt til samtale med menighedsrådet, kommer kravene igen på tale, måske så absolut, at ansøgeren straks bliver klar over ingen chancer at have.
Som alibi for en sådan fremgangsmåde påberåber man sig gerne læren om det almindelige præstedømme, der er udledt af Luthers kendte ord fra 1520 i skriftet ”Til den tyske adel”: ”Hvad der er krøbet ud af dåben kan rose sig af allerede at være indviet til præst, biskop og pave.”
De gode og sande ord kan imidlertid let gå hen at blive misbrugt, hvis man ikke gør sig den sammenhæng klar, som Luther brugte dem i. Ordene er vendt imod den katolske embedsforståelse, som indebærer, at gejstligheden er en særlig stand i kirken, der står som midler mellem Gud og mennesker.
Kun via den ret indviede præst med biskop og paven i spidsen, kan et menneske finde ind til Gud. Imod den opfattelse hævder Luther med rette, at der kun er én mellemmand/formidler, nemlig Kristus (1 Tim 2,5). Ved dåben til Kristus og troen på ham har alle kristne lige adgang til Gud og lige andel i alle Kristi gaver.
Men for at ingen skal misforstå eller misbruge ordene om, at alle døbte er indviet til præst, biskop og pave, tilføjer Luther: ”selv om det ikke sømmer sig for enhver at udøve sådan et embede. Thi selv om vi alle i lige grad er præster, så må ingen selv træde frem og uden vort valg fordriste sig til at øve det, som vi alle har lige stor myndighed til. Thi det, der er fælles, kan ingen uden menighedens vilje og befaling tiltage sig” (Luthers Skrifter i Udvalg IV, s. 47).
Luther henholder sig derfor til, at Kristus gennem sine apostle har indstiftet et særligt hyrdeembede, der har et særligt ansvar for, at Guds ord og ordninger gøres gældende både i gudstjenesten og i hverdagslivet. I sit vigtige skrift ”Om koncilierne og kirken” fra 1539 opregner Luther syv kendetegn på den sande kirke. Det kirkelige embede er et af dem.
Han skriver: ”For det femte kender man i det ydre kirken på, at den indvier eller kalder kirketjenere eller har embeder, som den skal besætte… Hvad ville der komme ud af det, hvis alle ville tale eller uddele, og ingen ville vige for andre? Det må være befalet og overdraget én alene at prædike, døbe, absolvere og række sakramentet. Alle de andre må være tilfreds med og indvilge i dette. Hvor du ser dette, vær da vis på, at dér er Guds folk og det kristelige, hellige folk” (Luthers Skrifter i udvalg II, s. 396).
Hvorfor understreger Luther dette så kraftigt også i andre skrifter og i sine taler? Fordi han oplevede det almindelige præstedømme misforstået og misbrugt af dem, han kaldte ”Sværmerne”. Når alle ved dåben var indviet til præst, biskop og pave, tog ”Sværmerne” fejlagtigt anledning af de ord til at indføre alle mulige nye skikke rundt om i samtidens menigheder. Vild forvirring herskede mange steder. Med samme iver og glød kæmpede Luther på begge fronter, mod paven og mod ”Sværmerne”.
I dagens folkekirke er det almindelige præstedømme – som Luther forstod det – alvorligt truet af den samme misforståelse, som han kæmpede så lidenskabeligt imod. Talen om ligestilling og demokrati, truer med at splitte kirken, når enhver vil hævde sin ret til at få indført sine private idéer eller tidens forestillinger om kristendom og gudstjeneste.
Den misforståelse dukker op ikke bare blandt lægfolk. Der er også præster, der vil trumfe egne påfund igennem. Derfor er der grund til at minde om Grundtvigs ord: ”Vor tro er ej på hvad som helst, man kristendom vil nævne” (Salmebogen nummer 384,2).
Og heldigvis behøver ingen at være i tvivl om, hvad sand kristendom er. Det fremgår klart af Bibelen og kirkens bekendelsesskrifter. Det almindelige præstedømme ret forstået indebærer menighedens ansvar for, at den valgte præst holder sig til Bibel og bekendelse i ord og gerning, mens præstens ansvar og opgave er at formane menigheden til at gøre det samme.
Det almindelige præstedømme giver derimod ingen i menigheden – heller ikke menighedsrådet – kompetence til at kræve f.eks. vielse af to af samme køn eller nadver med kager og saft indført i sognet. Både menighed og præst skal sørge for, at der ikke sker ting, der strider mod Bibelen.
Det almindelige præstedømme er ikke et tag selv-bord og ikke et bredt folkeligt mandat til at gøre hvad som helst, der er oppe i tiden. Ret forstået lægger det almindelige præstedømme op til at skabe orden i Kirken.
Glemmes det, bliver resultatet let i stedet uorden og forvirring, sådan som det for nyligt er sket i forbindelse med eksperimenterne i Aarhus Domkirke. Der er al mulig grund til at tage det almindelige præstedømme op til grundig overvejelse.
Lyt i den forbindelse til Luther og følg ham, og det vel at mærke ikke kun i reformationsåret!
Til slut et minde fra et af de sidste menighedsrådsmøder, jeg oplevede som fungerende sognepræst. En aktiv gruppe pressede på for at få indført forskelligt nyt i gudstjenesten. Jeg gav udtryk for, at jeg den sidste korte tid inden afsked gerne ville forrette højmessen, som jeg plejede – helt i overensstemmelse med ritualbogen. Menighedsrådsformanden, som var valgt på den socialdemokratiske liste, svarede: ”Vi er alle bedst tjent med at kunne vide, at vor præst har det bedst, med det han siger og gør under gudstjenesten.”
Jeg ved ikke, om formanden nogen sinde havde hørt om det almindelige præstedømme. Men hans replik var i alt fald i god overensstemmelse med en ret forståelse af det.
Kronik i KD d. 13. marts 2017
Hartvig Wagner
Pastor emer.
7400 Herning
Et medlem af rådet sagde ved den lejlighed: ”Det med gudstjenesten og prædikenen har du jo studeret, og det overlader vi tillidsfuldt til dig som dit felt. Det har vi valgt dig til at klare. Så skal vi nok tage os af de ydre rammer og sørge for, at kirkebygning, kirkegård og præstegård er i orden.”
Det var dengang!
I årene siden er meget blevet anderledes i sognene bakket op af den kirkelige lovgivning. Nu kommer præster jævnligt under pres fra menighed og menighedsråd, som ønsker forskelligt nyt indført i gudstjenesten og præstens øvrige virke. Nyt, som ikke altid har hjemmel hverken i Bibelen, bekendelsesskrifterne eller autoriserede ritualer.
Som eksempler på den slags kan jeg henvise til en passage i Kristeligt Dagblads leder den 8. februar:
”Når menighedsråd i dag søger ny præst, bærer jobopslagene ofte præg af, at man efterspørger alt andet end teologisk uddannede præster. I stedet søger man en nærværende teamleder eller et aktiv til sognets familie- og børnearbejde. Teologi kan nævnes en passant, men fokus er på service og omsorg.”
Og bliver ansøgeren indkaldt til samtale med menighedsrådet, kommer kravene igen på tale, måske så absolut, at ansøgeren straks bliver klar over ingen chancer at have.
Som alibi for en sådan fremgangsmåde påberåber man sig gerne læren om det almindelige præstedømme, der er udledt af Luthers kendte ord fra 1520 i skriftet ”Til den tyske adel”: ”Hvad der er krøbet ud af dåben kan rose sig af allerede at være indviet til præst, biskop og pave.”
De gode og sande ord kan imidlertid let gå hen at blive misbrugt, hvis man ikke gør sig den sammenhæng klar, som Luther brugte dem i. Ordene er vendt imod den katolske embedsforståelse, som indebærer, at gejstligheden er en særlig stand i kirken, der står som midler mellem Gud og mennesker.
Kun via den ret indviede præst med biskop og paven i spidsen, kan et menneske finde ind til Gud. Imod den opfattelse hævder Luther med rette, at der kun er én mellemmand/formidler, nemlig Kristus (1 Tim 2,5). Ved dåben til Kristus og troen på ham har alle kristne lige adgang til Gud og lige andel i alle Kristi gaver.
Men for at ingen skal misforstå eller misbruge ordene om, at alle døbte er indviet til præst, biskop og pave, tilføjer Luther: ”selv om det ikke sømmer sig for enhver at udøve sådan et embede. Thi selv om vi alle i lige grad er præster, så må ingen selv træde frem og uden vort valg fordriste sig til at øve det, som vi alle har lige stor myndighed til. Thi det, der er fælles, kan ingen uden menighedens vilje og befaling tiltage sig” (Luthers Skrifter i Udvalg IV, s. 47).
Luther henholder sig derfor til, at Kristus gennem sine apostle har indstiftet et særligt hyrdeembede, der har et særligt ansvar for, at Guds ord og ordninger gøres gældende både i gudstjenesten og i hverdagslivet. I sit vigtige skrift ”Om koncilierne og kirken” fra 1539 opregner Luther syv kendetegn på den sande kirke. Det kirkelige embede er et af dem.
Han skriver: ”For det femte kender man i det ydre kirken på, at den indvier eller kalder kirketjenere eller har embeder, som den skal besætte… Hvad ville der komme ud af det, hvis alle ville tale eller uddele, og ingen ville vige for andre? Det må være befalet og overdraget én alene at prædike, døbe, absolvere og række sakramentet. Alle de andre må være tilfreds med og indvilge i dette. Hvor du ser dette, vær da vis på, at dér er Guds folk og det kristelige, hellige folk” (Luthers Skrifter i udvalg II, s. 396).
Hvorfor understreger Luther dette så kraftigt også i andre skrifter og i sine taler? Fordi han oplevede det almindelige præstedømme misforstået og misbrugt af dem, han kaldte ”Sværmerne”. Når alle ved dåben var indviet til præst, biskop og pave, tog ”Sværmerne” fejlagtigt anledning af de ord til at indføre alle mulige nye skikke rundt om i samtidens menigheder. Vild forvirring herskede mange steder. Med samme iver og glød kæmpede Luther på begge fronter, mod paven og mod ”Sværmerne”.
I dagens folkekirke er det almindelige præstedømme – som Luther forstod det – alvorligt truet af den samme misforståelse, som han kæmpede så lidenskabeligt imod. Talen om ligestilling og demokrati, truer med at splitte kirken, når enhver vil hævde sin ret til at få indført sine private idéer eller tidens forestillinger om kristendom og gudstjeneste.
Den misforståelse dukker op ikke bare blandt lægfolk. Der er også præster, der vil trumfe egne påfund igennem. Derfor er der grund til at minde om Grundtvigs ord: ”Vor tro er ej på hvad som helst, man kristendom vil nævne” (Salmebogen nummer 384,2).
Og heldigvis behøver ingen at være i tvivl om, hvad sand kristendom er. Det fremgår klart af Bibelen og kirkens bekendelsesskrifter. Det almindelige præstedømme ret forstået indebærer menighedens ansvar for, at den valgte præst holder sig til Bibel og bekendelse i ord og gerning, mens præstens ansvar og opgave er at formane menigheden til at gøre det samme.
Det almindelige præstedømme giver derimod ingen i menigheden – heller ikke menighedsrådet – kompetence til at kræve f.eks. vielse af to af samme køn eller nadver med kager og saft indført i sognet. Både menighed og præst skal sørge for, at der ikke sker ting, der strider mod Bibelen.
Det almindelige præstedømme er ikke et tag selv-bord og ikke et bredt folkeligt mandat til at gøre hvad som helst, der er oppe i tiden. Ret forstået lægger det almindelige præstedømme op til at skabe orden i Kirken.
Glemmes det, bliver resultatet let i stedet uorden og forvirring, sådan som det for nyligt er sket i forbindelse med eksperimenterne i Aarhus Domkirke. Der er al mulig grund til at tage det almindelige præstedømme op til grundig overvejelse.
Lyt i den forbindelse til Luther og følg ham, og det vel at mærke ikke kun i reformationsåret!
Til slut et minde fra et af de sidste menighedsrådsmøder, jeg oplevede som fungerende sognepræst. En aktiv gruppe pressede på for at få indført forskelligt nyt i gudstjenesten. Jeg gav udtryk for, at jeg den sidste korte tid inden afsked gerne ville forrette højmessen, som jeg plejede – helt i overensstemmelse med ritualbogen. Menighedsrådsformanden, som var valgt på den socialdemokratiske liste, svarede: ”Vi er alle bedst tjent med at kunne vide, at vor præst har det bedst, med det han siger og gør under gudstjenesten.”
Jeg ved ikke, om formanden nogen sinde havde hørt om det almindelige præstedømme. Men hans replik var i alt fald i god overensstemmelse med en ret forståelse af det.
Kronik i KD d. 13. marts 2017
Hartvig Wagner
Pastor emer.
7400 Herning
BOOK ET FOREDRAG med HARTVIG WAGNER på tlf. 9721 5227
1. Hvad er, og hvad vil Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse?
2. Den lutherske bekendelse i den økumeniske situation + kort orientering om KSBB
3. Hvad er Kirken, og hvad skal Kirken? + kort orientering om KSBB
4. "Fred og ingen fare"? + kort orientering om KSBB
5. Guds virkelighed + kort orientering om KSBB
2. Den lutherske bekendelse i den økumeniske situation + kort orientering om KSBB
3. Hvad er Kirken, og hvad skal Kirken? + kort orientering om KSBB
4. "Fred og ingen fare"? + kort orientering om KSBB
5. Guds virkelighed + kort orientering om KSBB
TAK for en gave til Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse
Uanset omlægning, hvor udgifterne på forskellig måde er blevet reduceret, er der stadig udgifter forbundet med KSBB´s arbejde. Det koster f.eks. at opretholde kontakten til og samarbejdet med andre bekendelsesbevægelser, - og der er udgifter til tryksager, kontorartikler, porto, møder m.v., selv om vi sparer, hvor vi kan.
Derfor vil vi gerne hermed bede KSBB´s venner om et bidrag til dækning af disse nødvendige udgifter.
Gaver kan indbetales på KSBB´s bankkonto i NORDEA – reg. nr.1931, kontonr. 0251745994.
På forhånd TAK for enhver gave!
Bestyrelsen
Derfor vil vi gerne hermed bede KSBB´s venner om et bidrag til dækning af disse nødvendige udgifter.
Gaver kan indbetales på KSBB´s bankkonto i NORDEA – reg. nr.1931, kontonr. 0251745994.
På forhånd TAK for enhver gave!
Bestyrelsen
