Formand
Kristian S. Larsen - for adresse se under bestyrelsen.
I tillid til Guds Ord
Hartvig Wagner fyldte 90 år i oktober.
I den anledning er der udgivet en lille bog med en række fine foredrag. Køb den for kr. 79,-.
Læs mere om udgivelsen ved at åbne pdf.filen nedenfor.
I den anledning er der udgivet en lille bog med en række fine foredrag. Køb den for kr. 79,-.
Læs mere om udgivelsen ved at åbne pdf.filen nedenfor.
| i_tillid_til_guds_ord.pdf |
"Fra Wittenberg til verden" - en boganmeldelse
Cand. theol. Knud W. Skov har anmeldt "Fra Wittenberg til verden".
Læs anmeldelsen ved at åbne pdf.filen nedenfor.
Læs anmeldelsen ved at åbne pdf.filen nedenfor.
| fra_wittenberg_til_verden.pdf |
Kampen om kønnene
Mikkel Vigilius, Cand.theol., Ph.d., højskolelærer og redaktør, Hillerød, skriver følgende i sit forord til en meget aktuel rapport, der kan hentes via linket nedenfor.
”Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem” (1Mos 1,27). Det er det første, vi hører om mennesket i Bibelen: at vi er skabt i Guds billede som mand og kvinde.
Få dele af den kristne tro bliver i vor tid så stærkt anfægtet som den bibelske lære om de to køn. Ønsket med det, som her præsenteres, er at give kristne hjælp til at forstå, glæde sig over og holde fast ved det, som Bibelen lærer om de to køn.
I første kapitel gives en introduktion til de ideologiske strømninger i vor tid, som undergraver og anfægter et bibelsk syn på køn. I andet kapitel gives en indføring i den bibelske lære om de to køn. I tredje kapitelredegøres der for, hvordan biologien bekræfter den bibelske lære om de to køn. I fjerde kapitel rettes fokusmod de transkønnede, den rette lægelige og psykologiske hjælp til dem, og den rette kristne sjælesorg overfor dem.
Til de afsnit, som redegør for medicinske, humanbiologiske og psykologiske forhold, har jeg fået kompetent og grundig hjælp fra en professor i medicin og en overlæge i psykiatri. Det har været vigtigt for mig, at disse afsnit er fagligt velunderbyggede og holdbare.
Jeg takker varmt for hjælpen.
Til de øvrige afsnit har jeg fået hjælp fra en række personer, som har givet gode råd og ændringsforslag.Jeg takker varmt også for denne hjælp.
Få dele af den kristne tro bliver i vor tid så stærkt anfægtet som den bibelske lære om de to køn. Ønsket med det, som her præsenteres, er at give kristne hjælp til at forstå, glæde sig over og holde fast ved det, som Bibelen lærer om de to køn.
I første kapitel gives en introduktion til de ideologiske strømninger i vor tid, som undergraver og anfægter et bibelsk syn på køn. I andet kapitel gives en indføring i den bibelske lære om de to køn. I tredje kapitelredegøres der for, hvordan biologien bekræfter den bibelske lære om de to køn. I fjerde kapitel rettes fokusmod de transkønnede, den rette lægelige og psykologiske hjælp til dem, og den rette kristne sjælesorg overfor dem.
Til de afsnit, som redegør for medicinske, humanbiologiske og psykologiske forhold, har jeg fået kompetent og grundig hjælp fra en professor i medicin og en overlæge i psykiatri. Det har været vigtigt for mig, at disse afsnit er fagligt velunderbyggede og holdbare.
Jeg takker varmt for hjælpen.
Til de øvrige afsnit har jeg fået hjælp fra en række personer, som har givet gode råd og ændringsforslag.Jeg takker varmt også for denne hjælp.
Søsterorganisation
Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse i Norge = For Bibel og Bekjennelse
Luthersk fordybelsesdag om dåben lørdag d. 30. november i Herning
Bag indbydelsen står
Fordybelsesdagen finder sted i Missionshuset Bethania, Torvet 9, 7400 Herning fra kl. 8.45.
Bliver vi Guds børn i dåben eller stadfaster dåben blot, at vi er Guds børn. Det er en af tidens aktuelle spørgsmål. Fire kompetente undervisere går i dybden og underviser om dåbens rigdom.
Undervisere
Læs mere om dagen i programmet.
- Karsten Christensen, Harboøre
- Knud W. Skov, Herning
- Karsten Ambrosen, Holstebro
- Michael Lerche Nygaard, Kolding
Fordybelsesdagen finder sted i Missionshuset Bethania, Torvet 9, 7400 Herning fra kl. 8.45.
Bliver vi Guds børn i dåben eller stadfaster dåben blot, at vi er Guds børn. Det er en af tidens aktuelle spørgsmål. Fire kompetente undervisere går i dybden og underviser om dåbens rigdom.
Undervisere
- Jan Bygstad, Norge
- Asger Chr. Højlund, Aarhus
- Leif G. Jensen, Aarhus
- Kurt Larsen, Aarhus
Læs mere om dagen i programmet.
Boganmeldelse af Hartvig Wagners: himlen og Himlen
Kriger i blød uldfrakke
Hartvig Wagner er en markant skikkelse i dansk kirkeliv i det 20. århundredes anden halvdel og efter årtusindskiftet. Han er den eneste nulevende af den kreds, som i 1964 udgav pjecen ”Kirkens ja og nej”, som blev anledningen til stiftelsen af Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse”. På tærsklen til de halvfems har han udgivet et overkommeligt og særdeles læseværdigt udvalg af sine erindringer.
Hvis man forventer at møde en troens stridsmand i panser og plade, bliver man skuffet. Kampene og ikke mindre nederlagene tilsløres ikke, men alt lægges frem i en mild og fredsommelig toneart, så man frem for krigeren nærmere har følelsen af at lytte til den venlige, høflige mand i blød uldfrakke.
Vi får et glimt af et dejligt barndomshjem med en from mor og en karakterfuld og gudfrygtig far. Vi tager med Wagner i en Volvo 544 til Tyskland for at opspore af familiens tyske rødder, som afslører forbindelser bagud til selveste Philip Melanchton.
Som dreng og ung fangede fysik og mekanik den opvakte knægts interesse. I løbet af krigen og gymnasietiden på Horsens Statsskole modnedes funktionærsønnen fra Bråskovgård bl.a. gennem læsning af C. Skovgaard-Petersens: ”Ungdommens Bog” og var afklaret med, at fremtiden for ham hed teologi og ikke astronomi, som det længe så ud til. Faderen formulerede det uforglemmeligt: så kommer du til at beskæftige dig med retsiden, det andet er vrangsiden. Deraf kommer bogens særprægede titel ”himlen og Himlen” med henholdsvis lille og stort begyndelsesbogstav.
Astronomien vedblev dog at have Wagners nærmest nørdede interesse, som blev udlevet på rejser, og nyforlovet måtte Marie pænt følge med til Sverige for at opleve en total solformørkelse, selv om hun også forstod at sætte hælene i og nedlagde veto mod køb af en stjernekikkert for et – ja, astronomisk beløb. I hjemmet blev der dog grønt lys for indretningen af et mindre observatorium med en kuppel af aluminium, der den dag i dag rager op over carporten som en anden miniature af Ole Rømer Observatoriet i Aarhus.
I studietiden var det især den store danske dogmatiker Regin Prenter, som fangede Wagners interesse. Hos ham skrev den unge mand sit speciale om Brorsons salmer, en lidenskab, Wagner løbende har vedligeholdt og delagtiggjort andre i gennem foredrag og billeder.
En kort tid som sekretær ved missionshuset ”Carmel” og timelærer på Aarhus Seminarium gik forud for de første unge præsteår i Thy, Nørhå og Stenbjerg, hvorefter fulgte en travl gerning ved Sankt Johannes kirke i Herning. Herfra blev Wagner i 1974 hentet som den første forstander for Indre Missions nystiftede bibelskole på Børkop Højskole.
Her udøvede Marie og Hartvig Wagner en beundringsværdig indsats, og højskolen fik aldrig senere så store elevhold som i Wagners tid, selv om andre faktorer som KFS’s ledertræningscenter, udenlandske bibelskoleophold også spiller ind her. Desværre blev gerningen som højskoleforstander brat standset af intern uro på skolen. Det er svært for udenforstående helt at fatte den krise, Børkop Højskole kom ud i, men mon ikke meget kunne være blevet belyst ved hjælp af de to ringbind, Wagner har stående uden at ville afsløre indholdet nærmere? Eller er det forlaget, som har sat en lyddæmper ind? Næppe, for det er et typisk træk ved disse erindringer, at al ufred og bitterhed er som blæst væk, selv om det var en smertelig og uventet afsked for Marie og Hartvig Wagner.
I hele tre år søgte denne fremragende teolog og højt værdsatte præst embeder i folkekirken og blev gang på gang uberettiget vraget, før der langt om længe var en kreds i Herning-forstaden Gullestrup, som kaldte Wagner ind i en rig og frugtbar afsluttende præstetjeneste.
Der fortælles vidt og bredt om mennesker, Wagner mødte på vejen, alt sammen i en atmosfære af venlighed og sympati, også når meningerne krydsede hinanden. Wagner er meget berejst, og et hav af gange har han været rejseleder til Israel, dels for at besøge stederne, hvor den hellige historie udspandt sig, dels for at pleje sin interesse for den bibelske arkæologi.
Noget af det smukkeste i bogen er skildringen af ægtefællen Marie, som sandt at sige også har affundet sig med meget fra en omflakkende kirkelærer og ombejlet foredragsholder og underviser. Marie døde i 2013 og led de sidste år af Alzheimer, så det til allersidst blev nødvendigt med ophold på plejehjem. Med kærlighedens følsomhed skildres denne svære sidste periode af et næsten 60-årigt ægteskab, så man uvægerligt konkluderer: bag en stor mand står der en ædel og rank kvinde som støtte og sin families sammenhængskraft.
Men som nævnt i indledningen er det ikke kun omkring ægtefællen og de nærmeste, at kærlighedens kåbe kastes. Alt og alle omtales med respekt og mildhed. Grundakkorden er taknemlighed.
Nederst på Maries gravsten på kirkegården i Herning står salmelinjen: Tak og ære være Gud. De ord vil også engang komme til at indramme Hartvig Wagners liv og gerning, og det kan vi kun samstemme i.
Niels Jørgen Kobbersmed
Hartvig Wagner: himlen og Himlen, Lohse, 216 sider
Hartvig Wagner er en markant skikkelse i dansk kirkeliv i det 20. århundredes anden halvdel og efter årtusindskiftet. Han er den eneste nulevende af den kreds, som i 1964 udgav pjecen ”Kirkens ja og nej”, som blev anledningen til stiftelsen af Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse”. På tærsklen til de halvfems har han udgivet et overkommeligt og særdeles læseværdigt udvalg af sine erindringer.
Hvis man forventer at møde en troens stridsmand i panser og plade, bliver man skuffet. Kampene og ikke mindre nederlagene tilsløres ikke, men alt lægges frem i en mild og fredsommelig toneart, så man frem for krigeren nærmere har følelsen af at lytte til den venlige, høflige mand i blød uldfrakke.
Vi får et glimt af et dejligt barndomshjem med en from mor og en karakterfuld og gudfrygtig far. Vi tager med Wagner i en Volvo 544 til Tyskland for at opspore af familiens tyske rødder, som afslører forbindelser bagud til selveste Philip Melanchton.
Som dreng og ung fangede fysik og mekanik den opvakte knægts interesse. I løbet af krigen og gymnasietiden på Horsens Statsskole modnedes funktionærsønnen fra Bråskovgård bl.a. gennem læsning af C. Skovgaard-Petersens: ”Ungdommens Bog” og var afklaret med, at fremtiden for ham hed teologi og ikke astronomi, som det længe så ud til. Faderen formulerede det uforglemmeligt: så kommer du til at beskæftige dig med retsiden, det andet er vrangsiden. Deraf kommer bogens særprægede titel ”himlen og Himlen” med henholdsvis lille og stort begyndelsesbogstav.
Astronomien vedblev dog at have Wagners nærmest nørdede interesse, som blev udlevet på rejser, og nyforlovet måtte Marie pænt følge med til Sverige for at opleve en total solformørkelse, selv om hun også forstod at sætte hælene i og nedlagde veto mod køb af en stjernekikkert for et – ja, astronomisk beløb. I hjemmet blev der dog grønt lys for indretningen af et mindre observatorium med en kuppel af aluminium, der den dag i dag rager op over carporten som en anden miniature af Ole Rømer Observatoriet i Aarhus.
I studietiden var det især den store danske dogmatiker Regin Prenter, som fangede Wagners interesse. Hos ham skrev den unge mand sit speciale om Brorsons salmer, en lidenskab, Wagner løbende har vedligeholdt og delagtiggjort andre i gennem foredrag og billeder.
En kort tid som sekretær ved missionshuset ”Carmel” og timelærer på Aarhus Seminarium gik forud for de første unge præsteår i Thy, Nørhå og Stenbjerg, hvorefter fulgte en travl gerning ved Sankt Johannes kirke i Herning. Herfra blev Wagner i 1974 hentet som den første forstander for Indre Missions nystiftede bibelskole på Børkop Højskole.
Her udøvede Marie og Hartvig Wagner en beundringsværdig indsats, og højskolen fik aldrig senere så store elevhold som i Wagners tid, selv om andre faktorer som KFS’s ledertræningscenter, udenlandske bibelskoleophold også spiller ind her. Desværre blev gerningen som højskoleforstander brat standset af intern uro på skolen. Det er svært for udenforstående helt at fatte den krise, Børkop Højskole kom ud i, men mon ikke meget kunne være blevet belyst ved hjælp af de to ringbind, Wagner har stående uden at ville afsløre indholdet nærmere? Eller er det forlaget, som har sat en lyddæmper ind? Næppe, for det er et typisk træk ved disse erindringer, at al ufred og bitterhed er som blæst væk, selv om det var en smertelig og uventet afsked for Marie og Hartvig Wagner.
I hele tre år søgte denne fremragende teolog og højt værdsatte præst embeder i folkekirken og blev gang på gang uberettiget vraget, før der langt om længe var en kreds i Herning-forstaden Gullestrup, som kaldte Wagner ind i en rig og frugtbar afsluttende præstetjeneste.
Der fortælles vidt og bredt om mennesker, Wagner mødte på vejen, alt sammen i en atmosfære af venlighed og sympati, også når meningerne krydsede hinanden. Wagner er meget berejst, og et hav af gange har han været rejseleder til Israel, dels for at besøge stederne, hvor den hellige historie udspandt sig, dels for at pleje sin interesse for den bibelske arkæologi.
Noget af det smukkeste i bogen er skildringen af ægtefællen Marie, som sandt at sige også har affundet sig med meget fra en omflakkende kirkelærer og ombejlet foredragsholder og underviser. Marie døde i 2013 og led de sidste år af Alzheimer, så det til allersidst blev nødvendigt med ophold på plejehjem. Med kærlighedens følsomhed skildres denne svære sidste periode af et næsten 60-årigt ægteskab, så man uvægerligt konkluderer: bag en stor mand står der en ædel og rank kvinde som støtte og sin families sammenhængskraft.
Men som nævnt i indledningen er det ikke kun omkring ægtefællen og de nærmeste, at kærlighedens kåbe kastes. Alt og alle omtales med respekt og mildhed. Grundakkorden er taknemlighed.
Nederst på Maries gravsten på kirkegården i Herning står salmelinjen: Tak og ære være Gud. De ord vil også engang komme til at indramme Hartvig Wagners liv og gerning, og det kan vi kun samstemme i.
Niels Jørgen Kobbersmed
Hartvig Wagner: himlen og Himlen, Lohse, 216 sider
Hans Olav E. Okkels (3.11.1935 - 10.3.2019)
Hans Olav E. Okkels var gennem mange år væsentlig og afholdt drivkraft i Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse. Vi bringer her ligprædiken fra begravelsen Sdr. Hygum kirke, lørdag d. 16. marts 2019 som hans søn Jakob holdt:
Så langt som Østen er fra Vesten, har han fjernet vore Synder fra os. Som en Fader forbarmer sig over sine Børn, forbarmer HERREN sig over dem, der frygter Ham (Ps. 103,12-13).
En mand er død! En syg, gammel mand er død. Dér ligger han og ånder ikke mere. Og det er helt forfærdeligt! Det siger jeg ikke bare, fordi den mand var min Far; ikke bare, fordi han havde familie og stod i relation til mange andre mennesker. Nej, det er en mand, skabt i Guds billede, der er død.
De fleste af os har før været i nærheden af døden. Vi har mange gange læst om kendtes og ukendtes død, og lur mig, om der ikke er noget i os, der prøver at gemme det væk i pæne omskrivninger, - en del af os forsøger at normalisere døden: ”den vej skal vi jo alle...,” og så tror vi, at vi(!) kan bedømme, om det er urimeligt og unfair, eller om det er en naturlig afslutning på livet...
Men vi tror for lidt om os selv, hvis vi tænker, at vi kun indgår i et biologisk kredsløb. Og vi tror for lidt om Gud, hvis vi betragter Ham som et begreb, som en rollator for det svage sind på flugt. Han er en Fader i langt højere grad, end vi forstår eller selv kan være. Vi behøver ikke anstrenge os, for at få Gud Faders opmærksomhed:
Mens salmisten ser på himmelens uendelige stjernevrimmel, skriver han: ”Hvad er et menneske, at Du kommer ham i hu, et menneskebarn, at Du tager Dig af ham” (Ps. 8,5). Til forskel fra alt andet har Gud skabt os alle i sit eget billede, og vi har haft hans opmærksomhed fra første begyndelse og under hele vor livsvandring, - hvor langt vi så end er nået. Det var også Fars tro om sit eget liv her på jorden – som barn og voksen, som ægtemand og familiefar, som præst – og i livets andre relationer og opgaver: at han stod under Guds kærlige bevågenhed.
Men så kom døden og tog Fars liv. Døden er en røver og en terrorist. Og nu har døden igen holdt et grumt spejl op foran os, for Far ånder ikke mere. Hans livsvandring er slut. En mand er død med alt, hvad han bar i sig!
Far vidste godt at han skulle dø, og at det kunne komme hastigt. Han tænkte meget på os, der ville blive ladt tilbage... Døden bryder fælleskaber!
Vi tilhører ikke os selv. Vi tilhører vore forældre og søskende, vore ægtefæller og børn på en særlig måde, men vi er også bundet sammen med venner og naboer og tilhører et folk på denne jord. Men alle disse fælleskaber bliver ødelagt, når døden viser sit grimme fjæs.
Når vi spiser aftensmad sammen, når vi synger fællessang eller holder hinanden i hånden, så rummer det i al sin kraft kun en jordisk afglans af det fællesskab, som Gud skabte os til med Ham og hinanden, - dét som er Hans himmelske mål for os.
Far vidste ikke bare, at han skulle dø – Han vidste også hvorfor: Han var en synder...
Vi kender det fra os selv. Vi elsker ikke Gud af hele vort hjerte, sjæl og sind – ej heller vor næste som os selv. Sådan var det også for Far. Og syndens løn er døden (Rom. 6,23). Synden og døden bryder alle fællesskaber – alle på jorden og i himlen. MEN: ”Så langt som østen er fra vesten har Han fjernet vore synder fra os”. I sin Faderlige kærlighed ”forbarmer Herren sig over dem, der frygter Ham”.
Nu kunne man tænke, at det bare er salmistens poetiske udtryk, en narresut uden egentlig og ægte trøst. Men sådan er det ikke! For der var en anden mand, der døde. Ikke fordi Han var en synder, ikke fordi Han skulle lønnes med døden. Men Guds Søn lod sig føde – og døde for os..., i vores sted..., for vore overtrædelsers skyld... – ”for at vi, hvad enten vi er vågne eller sover, skal være sammen med Ham” (1. Thess. 5,10). En anden mand døde...
Vi er kommet ind i Fasten og har vendt blikket mod Jesu lidelses vej, Hans lydighed indtil døden på korset, og det er dét, det hele handler om: en anden mand døde! Og ikke nok med det – vi ser det i lyset af Påskens evangelium: at Jesus Kristus opstod fra de døde.
Paulus skriver i Rom. 6: ”Er vi døde med Kristus, da tror vi, at vi også skal leve med Ham, for vi ved, at Kristus er opvakt fra de døde” (Rom. 6,8-9). Læg mærke til, hvad han skriver! - Hvorfor har vi lov at tro det? Hvorfor kan vi have et håb om LIV med Kristus? Jo, fordi vi ved, at Kristus er opvakt fra de døde. Han havde selv mødt Ham på vejen til Damaskus. Apostlene så ikke bare den tomme grav, men også den opstandne Herre Jesus Kristus selv, og det gjorde over 500 andre også (1. Kor. 15,6): ”Vi ved, at Kristus er opvakt fra de døde og ikke mere dør”, skriver Paulus.
Det kan han skrive, fordi synden er sonet. Døden er ikke mere herre over Jesus. Døden kan ikke længere bryde fællesskabet for den, der er død med Kristus. Hvad enten vi er vågne eller sover skal vi leve med Kristus (1. Thess. 5,10).
Far prædikede gerne om dåben og nadveren, nådemidlerne, der forener os med Kristus. Gennem dem fjerner Gud vore synder fra os, så langt som østen er fra vesten – det er ret langt!
Gennem dåben og troen bliver vi ét med Jesus Kristus og vokser sammen med Ham så fuldkomment, at vi ikke bare kan glæde os over Hans opstandelse, men selv har lod og del i den. Hans sejr over døden er også vor sejr. Døden er ikke længere herre over os. Jo, døden er stadig en røver og en terrorist, og de fleste af os bliver bange for døden, men fordi Gud lod det blive Påske, er døden underlagt Jesus og nødt til at tjene Ham!
I vor angst over for døden vender vi os måske til læger og sundhedsvæsenet eller til kunstens forvandlende kraft, eller vi drukner uroen i arbejde, oplevelser og støj. Men døden forbliver unaturlig og grum, og over for den er vi magtesløse. Jesus opstod derimod og vandt sejr over døden, og nu er døden magtesløs over for Ham – og altså over for os, når vi er i Ham! Så er døden kun en søvn, mens vi venter på at høre Jesu stemme på den yderste dag. Gennem dåben og troen genoprettes det fællesskab, som synden og døden brød. Så har vi lov at leve med Kristus – og ikke mere dø!
Far lærte os en salme af Kingo, og den handler om vor menneskelige svaghed og afhængighed af Gud, om synden og om vore hjerters hårdhed, men også om den trøst, der er i Jesu død og sår, og som bærer os gennem død til evigt liv og fællesskab. Se, det er vigtigt og en stor grund til taknemmelighed og lovsang. Den salme valgte Far også her i menighederne, og vi skal snart synge den sammen.
Vi begyndte i Ps. 103, og der skal vi også slutte med en opfordring: ”Min sjæl, lov Herren, og alt i mig love Hans hellige Navn! Min sjæl, lov Herren og glem ikke alle Hans velgerninger. Han som tilgiver Dig alle dine misgerninger og læger alle dine sygdomme, Han som udløser dit liv fra graven og kroner Dig med miskundhed og barmhjertighed...” (Ps. 103:1-4)!
En mand er død, men en anden mand døde i hans sted, længe før Far blev født. Vi skal alle dø en gang, men en anden mand døde i vores sted, længe før vi blev født.
Amen, Halleluja!
Salmer ved begravelsen: DDS 8, 441, 598, 223 og 218
Begravelsestalen kan downloades her
Så langt som Østen er fra Vesten, har han fjernet vore Synder fra os. Som en Fader forbarmer sig over sine Børn, forbarmer HERREN sig over dem, der frygter Ham (Ps. 103,12-13).
En mand er død! En syg, gammel mand er død. Dér ligger han og ånder ikke mere. Og det er helt forfærdeligt! Det siger jeg ikke bare, fordi den mand var min Far; ikke bare, fordi han havde familie og stod i relation til mange andre mennesker. Nej, det er en mand, skabt i Guds billede, der er død.
De fleste af os har før været i nærheden af døden. Vi har mange gange læst om kendtes og ukendtes død, og lur mig, om der ikke er noget i os, der prøver at gemme det væk i pæne omskrivninger, - en del af os forsøger at normalisere døden: ”den vej skal vi jo alle...,” og så tror vi, at vi(!) kan bedømme, om det er urimeligt og unfair, eller om det er en naturlig afslutning på livet...
Men vi tror for lidt om os selv, hvis vi tænker, at vi kun indgår i et biologisk kredsløb. Og vi tror for lidt om Gud, hvis vi betragter Ham som et begreb, som en rollator for det svage sind på flugt. Han er en Fader i langt højere grad, end vi forstår eller selv kan være. Vi behøver ikke anstrenge os, for at få Gud Faders opmærksomhed:
Mens salmisten ser på himmelens uendelige stjernevrimmel, skriver han: ”Hvad er et menneske, at Du kommer ham i hu, et menneskebarn, at Du tager Dig af ham” (Ps. 8,5). Til forskel fra alt andet har Gud skabt os alle i sit eget billede, og vi har haft hans opmærksomhed fra første begyndelse og under hele vor livsvandring, - hvor langt vi så end er nået. Det var også Fars tro om sit eget liv her på jorden – som barn og voksen, som ægtemand og familiefar, som præst – og i livets andre relationer og opgaver: at han stod under Guds kærlige bevågenhed.
Men så kom døden og tog Fars liv. Døden er en røver og en terrorist. Og nu har døden igen holdt et grumt spejl op foran os, for Far ånder ikke mere. Hans livsvandring er slut. En mand er død med alt, hvad han bar i sig!
Far vidste godt at han skulle dø, og at det kunne komme hastigt. Han tænkte meget på os, der ville blive ladt tilbage... Døden bryder fælleskaber!
Vi tilhører ikke os selv. Vi tilhører vore forældre og søskende, vore ægtefæller og børn på en særlig måde, men vi er også bundet sammen med venner og naboer og tilhører et folk på denne jord. Men alle disse fælleskaber bliver ødelagt, når døden viser sit grimme fjæs.
Når vi spiser aftensmad sammen, når vi synger fællessang eller holder hinanden i hånden, så rummer det i al sin kraft kun en jordisk afglans af det fællesskab, som Gud skabte os til med Ham og hinanden, - dét som er Hans himmelske mål for os.
Far vidste ikke bare, at han skulle dø – Han vidste også hvorfor: Han var en synder...
Vi kender det fra os selv. Vi elsker ikke Gud af hele vort hjerte, sjæl og sind – ej heller vor næste som os selv. Sådan var det også for Far. Og syndens løn er døden (Rom. 6,23). Synden og døden bryder alle fællesskaber – alle på jorden og i himlen. MEN: ”Så langt som østen er fra vesten har Han fjernet vore synder fra os”. I sin Faderlige kærlighed ”forbarmer Herren sig over dem, der frygter Ham”.
Nu kunne man tænke, at det bare er salmistens poetiske udtryk, en narresut uden egentlig og ægte trøst. Men sådan er det ikke! For der var en anden mand, der døde. Ikke fordi Han var en synder, ikke fordi Han skulle lønnes med døden. Men Guds Søn lod sig føde – og døde for os..., i vores sted..., for vore overtrædelsers skyld... – ”for at vi, hvad enten vi er vågne eller sover, skal være sammen med Ham” (1. Thess. 5,10). En anden mand døde...
Vi er kommet ind i Fasten og har vendt blikket mod Jesu lidelses vej, Hans lydighed indtil døden på korset, og det er dét, det hele handler om: en anden mand døde! Og ikke nok med det – vi ser det i lyset af Påskens evangelium: at Jesus Kristus opstod fra de døde.
Paulus skriver i Rom. 6: ”Er vi døde med Kristus, da tror vi, at vi også skal leve med Ham, for vi ved, at Kristus er opvakt fra de døde” (Rom. 6,8-9). Læg mærke til, hvad han skriver! - Hvorfor har vi lov at tro det? Hvorfor kan vi have et håb om LIV med Kristus? Jo, fordi vi ved, at Kristus er opvakt fra de døde. Han havde selv mødt Ham på vejen til Damaskus. Apostlene så ikke bare den tomme grav, men også den opstandne Herre Jesus Kristus selv, og det gjorde over 500 andre også (1. Kor. 15,6): ”Vi ved, at Kristus er opvakt fra de døde og ikke mere dør”, skriver Paulus.
Det kan han skrive, fordi synden er sonet. Døden er ikke mere herre over Jesus. Døden kan ikke længere bryde fællesskabet for den, der er død med Kristus. Hvad enten vi er vågne eller sover skal vi leve med Kristus (1. Thess. 5,10).
Far prædikede gerne om dåben og nadveren, nådemidlerne, der forener os med Kristus. Gennem dem fjerner Gud vore synder fra os, så langt som østen er fra vesten – det er ret langt!
Gennem dåben og troen bliver vi ét med Jesus Kristus og vokser sammen med Ham så fuldkomment, at vi ikke bare kan glæde os over Hans opstandelse, men selv har lod og del i den. Hans sejr over døden er også vor sejr. Døden er ikke længere herre over os. Jo, døden er stadig en røver og en terrorist, og de fleste af os bliver bange for døden, men fordi Gud lod det blive Påske, er døden underlagt Jesus og nødt til at tjene Ham!
I vor angst over for døden vender vi os måske til læger og sundhedsvæsenet eller til kunstens forvandlende kraft, eller vi drukner uroen i arbejde, oplevelser og støj. Men døden forbliver unaturlig og grum, og over for den er vi magtesløse. Jesus opstod derimod og vandt sejr over døden, og nu er døden magtesløs over for Ham – og altså over for os, når vi er i Ham! Så er døden kun en søvn, mens vi venter på at høre Jesu stemme på den yderste dag. Gennem dåben og troen genoprettes det fællesskab, som synden og døden brød. Så har vi lov at leve med Kristus – og ikke mere dø!
Far lærte os en salme af Kingo, og den handler om vor menneskelige svaghed og afhængighed af Gud, om synden og om vore hjerters hårdhed, men også om den trøst, der er i Jesu død og sår, og som bærer os gennem død til evigt liv og fællesskab. Se, det er vigtigt og en stor grund til taknemmelighed og lovsang. Den salme valgte Far også her i menighederne, og vi skal snart synge den sammen.
Vi begyndte i Ps. 103, og der skal vi også slutte med en opfordring: ”Min sjæl, lov Herren, og alt i mig love Hans hellige Navn! Min sjæl, lov Herren og glem ikke alle Hans velgerninger. Han som tilgiver Dig alle dine misgerninger og læger alle dine sygdomme, Han som udløser dit liv fra graven og kroner Dig med miskundhed og barmhjertighed...” (Ps. 103:1-4)!
En mand er død, men en anden mand døde i hans sted, længe før Far blev født. Vi skal alle dø en gang, men en anden mand døde i vores sted, længe før vi blev født.
Amen, Halleluja!
Salmer ved begravelsen: DDS 8, 441, 598, 223 og 218
Begravelsestalen kan downloades her
| ligprädiken_hoo_2019-03-16_jo.pdf |
Guds Skaberværk bør holdes i ære
Salmebogstillægget - 100 salmer
Kan vi tænke os en gudstjeneste i Danmark uden salmesang? Nej. Kan vi tænke os en salmebog uden de store: Kingo, Brorson, Grundtvig, Ingemann? Nej. Kan vi tænke os en salmebog uden salmer fra vor tid? Nej.
Derfor hilser vi alle bestræbelser på at bevare og forny salmetraditionen hos os velkommen. Salmebogstillægget 100 salmer giver menighederne mulighed for at synge nye salmer ind. Smag og behag er forskellig. Nogle salmer vil slå igennem, andre ikke. Det er salmedigtningens vilkår. Derfor takker vi initiativtagerne for udgivelsen og skylder en tilbagemelding på, hvad vi har glædet os over og hvad vi ikke har kunnet følge.
Derfor hilser vi alle bestræbelser på at bevare og forny salmetraditionen hos os velkommen. Salmebogstillægget 100 salmer giver menighederne mulighed for at synge nye salmer ind. Smag og behag er forskellig. Nogle salmer vil slå igennem, andre ikke. Det er salmedigtningens vilkår. Derfor takker vi initiativtagerne for udgivelsen og skylder en tilbagemelding på, hvad vi har glædet os over og hvad vi ikke har kunnet følge.
| 100_salmer_-_en_respons_-_forår_2018.pdf |
SKRIFTETALE FRA KIRKESTÆVNET I AARHUS - 16.9.2017
Skriftetale ved gudstjenesten ved Kirkelig Samlings kirkestævne lørdag d. 16.9.2017 v/ sognepræst Flemming Baatz Kristensen Sct. Pauls kirke, Aarhus.
Livet i lyset og livet i mørket
Og dette er det budskab, som vi har hørt af ham og bringer videre til jer: Gud er lys, og der er intet mørke i ham. Hvis vi siger, at vi har fællesskab med ham, men vandrer i mørket, lyver vi og gør ikke sandheden. Men hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, har vi fællesskab med hinanden, og Jesu, hans søns, blod renser os for al synd. Hvis vi siger, at vi ikke har synd, fører vi os selv på vildspor, og sandheden er ikke i os. Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed. Hvis vi siger, at vi ikke har syndet, gør vi ham til en løgner, og hans ord er ikke i os - 1 Joh 1,5-10.
Det er sagt om reformationen, at den blev til i en skriftestol. Mere rigtigt er måske at sige: med udgangspunkt i en skriftestol. Luther var flittig til at gå til skrifte. Og det var jo det personlige, lønlige skriftemål, ikke det vi skal møde om lidt, det gudstjenestelige offentlige skriftemål. Han havde en god sjælesørger, men det gav ham ikke det han havde brug for: en nådig Gud, vished om frelse og tilgivelse. Havde jeg nu bekendt det hele? Nu synder jeg igen, er tilgivelsen så slut? Det satte ham i gang med at søge Guds ord og blev anledning til den evangeliske opdagelse.
Altså: Fejlslagen sjælesorg og forkyndelse, en kirke der ikke gav ham det, han søgte, satte en søgen i gang, der førte til en genopdagelse af det kristne budskab og det blev til reformationen.
Hvad med i dag? Vi lever i en tid præget af megen skyldfølelse og et skrigende behov for tilgivelse der går til ondets rod og virkelig forløser og er seriøs. Forløser forkyndelsen af syndernes forladelse i dag? Bliver den en selvfølge, overfladisk, mens den virkelige dybe, konkrete skyld nager og tynger og giver os dårlig samvittighed? Bærer vores sjælesorg og forkyndelse igennem, så kristne sættes fri til at ånde frit i evangeliet og til at springe højt af glæde og være lystige i Kristus? Vi taler i dag om præstationssamfundet. Hvornår har jeg gjort nok? Er det grundtonen i dit liv og i mit?! Eller tyngethed, kynisme, brokkeri, selvmedlidenhed?!
Men kunne Luther så bruge skriftemålet efter den evangeliske opdagelse?
I høj grad men: med en helt anden forståelse og med andre konsekvenser: Det blev to ting: Syndsbekendelse og tilgivelsens ord. Og med vægten lagt på det tilsagte ord fra skriftefaderen som fra Gud selv. Gældende på jorden og i himlen. Men der var ingen tvang. Og det var ikke nødvendigt at skriftemålet fandt sted over for en præst.
Det blev for ham den store skat. Han kalder det personlige skriftemål som han vel aflagde over for sin sognepræst, Bugenhagen: ”den dyrebareste, umistelige og nødvendigste skat i verden”. Han fortsatte med at skrifte. Han levede af det. Gennem det erfarede han både udtømning og en frisættelse. Luther elskede absolutionens faste ord: Sig det igen! Det var medvirkende til et liv i den evangeliske frihed, til hans munterhed, at han evnede at skelne det ene fra det andet, hans djærvhed, frimodighed.
I dag: Relancer skriftemålet! Det foreslog forfatteren Henrik Jensen for nogle år siden ved et foredrag for Indre Missions medarbejdere.
Ja, det er vigtigt:
I en skyldtynget tid med tyngede kristne.
Det er godt med det gudstjenestelige skriftemål.
Men det blev jo skabt af historiske omstændigheder og er en underlig anakronisme.
Der er gode sider ved det skriftemål, som vi skal møde det om lidt.
Men der er også mangler: Samtalen, det konkrete, og boden efter forladelsen og ikke for at fortjene forladelsen, for den er givet os inden. Boden går på dette: hvordan rette op på det her menneskeligt og i forhold til mig selv?
Også den lille syndsbekendelse i højmessen forudsætter skriftemålet.
Relancer det!
Begynd med præsterne, så vi lever i det og så vi kan forkynde og undervise om det og selv ved hvad der handler om.
Og mennesker har brug for det, når de har brug for det.
Bonhoeffer taler et sted noget om at netop i privatskriftemålet bøjes vort hovmod.
Det er sandt, hårdt og forlæsende som en befrielse til at leve. Jeg ved det fra mit eget liv. Jeg har gået til skrifte ca fire gange årligt siden 1990. Og jeg ved det fra sjælesorgen i menigheden.
Kunsten er at vi ikke skal overdrive skriftemålet. Aldrig skal vi tvinge nogen og alle skal sikkert ikke gå til skrifte, hvis de ikke fusker og kan hvile i syndernes forladelse. Omvendt er det at gå til skrifte en dyrebar gave men givet for vores tros og livs for sundheds skyld.
Den er befrielse til at leve. En befrielseshandling som er fremadrettet: til at leve og være - med Luthers udtryk - ”lystig i Kristus”. Det kan på sin særlige måde ´forme en kristen karakter med en sund identitet og skabe helhed og integritet i vores liv. Det er ren katharsis.
Det skal vi leve, for som vi hørte, en kristen vandrer i lyset.
Og så er der en sammenhæng mellem skriftemål og nadver, som vi skal synge om den til sidst i Luthers nadversalme:
”Men før gaven vi tør tage, må vort hjerte vi ransage, thi hvo hid uværdigt går, døden her for livet får” (461, v.3). Derfor ”den lille syndsbekendelse” efter en kort skriftetale ved højmessen med et absolutionsord. Derfor forudsættes skriftemålet. Et liv i vandringen vi lyset er nødvendig, men en formalisering i form af gudstjenesteligt skriftemål lørdag eller søndag er ikke nødvendigt.
Og dermed frigøres nadveren til at være himmelfest på jorden, eukaristi altså teksigelse og glædesmåltidet som også formidler syndernes forladelse med Luthers ord: ”Hvor syndernes forladelse er, dér er liv og salighed”.
I overgangen mellem skriftemål og nadver i dag synger vi den stærke Brorsonsalme:: «Hvo vil mig anklage».
Hvordan er man så ordentlig beredt til at gå til nadver? I Luthersalmen siger han: «Tror du ret af hjertegrunden og bekender det med munden, da er ud beredt helt vel, da får føde her din sjæl» (461, v.8): Mere skal der ikke til. Og tro, hvad er det? Det er som Luther siger: ”det mørke, Kristus bor i”. Tro er længsel. Tro er jeg kan ikke undvære dig, Kristus! Jeg er dig ikke værd, men kan ikke undvære dig. Tro er den famlende tomme hånd, nødråbet. At vende sig til Kristus og vende tilbage til Ham.
Så kommer nadveren til os som festen, næringen, ren modtagelighed af sagen: Ham selv, offerets nærvær og tilstedeværelse. Det er Ham, det er Hans legeme og blod, det mest intime Kristusnærvær i denne verden på denne side af Hans genkomst. Virkeligt, realt nu! Fællesskabet med Kristus og hinanden, Kristi legeme og blod i vore årer, fornyelse af forholdet til hinanden.
Reformation betyder at gå tilbage til grundformen, den ægte form. Og det skal vi hele tiden, for vi kan ikke bare det her. Vi har fået det skænket.
Nu skal vi opdage det. Stille det frem. Gøre det tilgængeligt i dag. Og tage det i brug. Og selv gå foran.
Livet i lyset og livet i mørket
Og dette er det budskab, som vi har hørt af ham og bringer videre til jer: Gud er lys, og der er intet mørke i ham. Hvis vi siger, at vi har fællesskab med ham, men vandrer i mørket, lyver vi og gør ikke sandheden. Men hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, har vi fællesskab med hinanden, og Jesu, hans søns, blod renser os for al synd. Hvis vi siger, at vi ikke har synd, fører vi os selv på vildspor, og sandheden er ikke i os. Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed. Hvis vi siger, at vi ikke har syndet, gør vi ham til en løgner, og hans ord er ikke i os - 1 Joh 1,5-10.
Det er sagt om reformationen, at den blev til i en skriftestol. Mere rigtigt er måske at sige: med udgangspunkt i en skriftestol. Luther var flittig til at gå til skrifte. Og det var jo det personlige, lønlige skriftemål, ikke det vi skal møde om lidt, det gudstjenestelige offentlige skriftemål. Han havde en god sjælesørger, men det gav ham ikke det han havde brug for: en nådig Gud, vished om frelse og tilgivelse. Havde jeg nu bekendt det hele? Nu synder jeg igen, er tilgivelsen så slut? Det satte ham i gang med at søge Guds ord og blev anledning til den evangeliske opdagelse.
Altså: Fejlslagen sjælesorg og forkyndelse, en kirke der ikke gav ham det, han søgte, satte en søgen i gang, der førte til en genopdagelse af det kristne budskab og det blev til reformationen.
Hvad med i dag? Vi lever i en tid præget af megen skyldfølelse og et skrigende behov for tilgivelse der går til ondets rod og virkelig forløser og er seriøs. Forløser forkyndelsen af syndernes forladelse i dag? Bliver den en selvfølge, overfladisk, mens den virkelige dybe, konkrete skyld nager og tynger og giver os dårlig samvittighed? Bærer vores sjælesorg og forkyndelse igennem, så kristne sættes fri til at ånde frit i evangeliet og til at springe højt af glæde og være lystige i Kristus? Vi taler i dag om præstationssamfundet. Hvornår har jeg gjort nok? Er det grundtonen i dit liv og i mit?! Eller tyngethed, kynisme, brokkeri, selvmedlidenhed?!
Men kunne Luther så bruge skriftemålet efter den evangeliske opdagelse?
I høj grad men: med en helt anden forståelse og med andre konsekvenser: Det blev to ting: Syndsbekendelse og tilgivelsens ord. Og med vægten lagt på det tilsagte ord fra skriftefaderen som fra Gud selv. Gældende på jorden og i himlen. Men der var ingen tvang. Og det var ikke nødvendigt at skriftemålet fandt sted over for en præst.
Det blev for ham den store skat. Han kalder det personlige skriftemål som han vel aflagde over for sin sognepræst, Bugenhagen: ”den dyrebareste, umistelige og nødvendigste skat i verden”. Han fortsatte med at skrifte. Han levede af det. Gennem det erfarede han både udtømning og en frisættelse. Luther elskede absolutionens faste ord: Sig det igen! Det var medvirkende til et liv i den evangeliske frihed, til hans munterhed, at han evnede at skelne det ene fra det andet, hans djærvhed, frimodighed.
I dag: Relancer skriftemålet! Det foreslog forfatteren Henrik Jensen for nogle år siden ved et foredrag for Indre Missions medarbejdere.
Ja, det er vigtigt:
I en skyldtynget tid med tyngede kristne.
Det er godt med det gudstjenestelige skriftemål.
Men det blev jo skabt af historiske omstændigheder og er en underlig anakronisme.
Der er gode sider ved det skriftemål, som vi skal møde det om lidt.
Men der er også mangler: Samtalen, det konkrete, og boden efter forladelsen og ikke for at fortjene forladelsen, for den er givet os inden. Boden går på dette: hvordan rette op på det her menneskeligt og i forhold til mig selv?
Også den lille syndsbekendelse i højmessen forudsætter skriftemålet.
Relancer det!
Begynd med præsterne, så vi lever i det og så vi kan forkynde og undervise om det og selv ved hvad der handler om.
Og mennesker har brug for det, når de har brug for det.
Bonhoeffer taler et sted noget om at netop i privatskriftemålet bøjes vort hovmod.
Det er sandt, hårdt og forlæsende som en befrielse til at leve. Jeg ved det fra mit eget liv. Jeg har gået til skrifte ca fire gange årligt siden 1990. Og jeg ved det fra sjælesorgen i menigheden.
Kunsten er at vi ikke skal overdrive skriftemålet. Aldrig skal vi tvinge nogen og alle skal sikkert ikke gå til skrifte, hvis de ikke fusker og kan hvile i syndernes forladelse. Omvendt er det at gå til skrifte en dyrebar gave men givet for vores tros og livs for sundheds skyld.
Den er befrielse til at leve. En befrielseshandling som er fremadrettet: til at leve og være - med Luthers udtryk - ”lystig i Kristus”. Det kan på sin særlige måde ´forme en kristen karakter med en sund identitet og skabe helhed og integritet i vores liv. Det er ren katharsis.
Det skal vi leve, for som vi hørte, en kristen vandrer i lyset.
Og så er der en sammenhæng mellem skriftemål og nadver, som vi skal synge om den til sidst i Luthers nadversalme:
”Men før gaven vi tør tage, må vort hjerte vi ransage, thi hvo hid uværdigt går, døden her for livet får” (461, v.3). Derfor ”den lille syndsbekendelse” efter en kort skriftetale ved højmessen med et absolutionsord. Derfor forudsættes skriftemålet. Et liv i vandringen vi lyset er nødvendig, men en formalisering i form af gudstjenesteligt skriftemål lørdag eller søndag er ikke nødvendigt.
Og dermed frigøres nadveren til at være himmelfest på jorden, eukaristi altså teksigelse og glædesmåltidet som også formidler syndernes forladelse med Luthers ord: ”Hvor syndernes forladelse er, dér er liv og salighed”.
I overgangen mellem skriftemål og nadver i dag synger vi den stærke Brorsonsalme:: «Hvo vil mig anklage».
Hvordan er man så ordentlig beredt til at gå til nadver? I Luthersalmen siger han: «Tror du ret af hjertegrunden og bekender det med munden, da er ud beredt helt vel, da får føde her din sjæl» (461, v.8): Mere skal der ikke til. Og tro, hvad er det? Det er som Luther siger: ”det mørke, Kristus bor i”. Tro er længsel. Tro er jeg kan ikke undvære dig, Kristus! Jeg er dig ikke værd, men kan ikke undvære dig. Tro er den famlende tomme hånd, nødråbet. At vende sig til Kristus og vende tilbage til Ham.
Så kommer nadveren til os som festen, næringen, ren modtagelighed af sagen: Ham selv, offerets nærvær og tilstedeværelse. Det er Ham, det er Hans legeme og blod, det mest intime Kristusnærvær i denne verden på denne side af Hans genkomst. Virkeligt, realt nu! Fællesskabet med Kristus og hinanden, Kristi legeme og blod i vore årer, fornyelse af forholdet til hinanden.
Reformation betyder at gå tilbage til grundformen, den ægte form. Og det skal vi hele tiden, for vi kan ikke bare det her. Vi har fået det skænket.
Nu skal vi opdage det. Stille det frem. Gøre det tilgængeligt i dag. Og tage det i brug. Og selv gå foran.
LÆS HANS OLAV OKKELS LILLE SKRIFT I ANLEDNING AF REFORMATIONSJUBILÆET
| reformationsjubilæet._h.o._okkels.pdf |
LÆS HARTVIG WAGNERS ARTIKEL OM DEN LUTHERSKE BEKENDELSE
| den_lutherske_bekendelse_og_den_økumeniske_situation.pdf |
UDTALELSE FRA KIRKELIG SAMLING - JULI 2017
Hans Olav Okkels
I Anledning af debatten om, hvorvidt præster i folkekirken skal tvinges til at vi homoseksuelle ønsker Kirkelig Samling at udtrykke følgende:
Eftersom Gud har indstiftet ægteskabet som en forbindelse mellem en mand og en kvinde med befalingen ”Bliv frugtbare og talrige”, og eftersom der er en sammenhæng mellem den befaling og at ”Gud velsignede dem”(1.Mosebog 1,27-28), er der ingen baggrund for vielse af homoseksuelle – og slet ikke i betragtning af, at homoseksuel praksis afvises flere steder bl.a. i Rom 1,26-27. Jesu udtrykkelige henvisning til, at Gud fra begyndelsen skabte mennesket som mand og kvinde (Matt 19,4-6), understreger yderligere, at der ikke findes bibelsk begrundelse for vielse af homofile.
I det gamle Grækenland var i visse ansete kredse homofil kærlighed anset for at være finere end heteroseksuel kærlighed, men os bekendt var der ingen, som foreslog ægteskab mellem homofile. I Senmiddelalderen var der paver, som levede homofilt, men uden at foreslå ægteskab mellem folk af samme køn. Der var udbredt erkendelse af, at ægteskab er mellem en mand og en kvinde.
Det er ikke rigtigt, når det hævdes, at vi fordømmer kærligheden mellem homofile, men vi afviser, at et forhold mellem to af samme køn er et ægteskab.
Nogle har hævdet, at ægteskabet ikke er indstiftet af Gud og påberåber sig Luther, som sagde, at ægteskabet er en verdslig ting. I virkeligheden vil Luther dermed sige, at også et ægteskab blandt jøder, muslimer og hedninger og ikke-troende er indstiftet af Gud og velsignet af Ham, idet alle ægtefolk er kaldet til som Skaberens medarbejdere at give livet videre, hvilket igen forudsætter, at ægteskabet er mellem to af hver sit køn. Luther fastholdt, at ægteskabet er indstiftet af Gud, men ikke noget sakramente.
Det antydes i debatten, at folkekirken må følge udviklingen i samfundet og lade synspunkter, som vinder frem i folket, præge kirkens praksis. Jesus siger: ”I er jordens salt” (Matt 5,13). Det er det modsatte. Jorden bevares, så længe Jesus disciple holder fast ved hans og apostlenes lære og forkynder den.
Hans Olav Okkels. Pastor emer. Formand for Kirkelig Samling
Eftersom Gud har indstiftet ægteskabet som en forbindelse mellem en mand og en kvinde med befalingen ”Bliv frugtbare og talrige”, og eftersom der er en sammenhæng mellem den befaling og at ”Gud velsignede dem”(1.Mosebog 1,27-28), er der ingen baggrund for vielse af homoseksuelle – og slet ikke i betragtning af, at homoseksuel praksis afvises flere steder bl.a. i Rom 1,26-27. Jesu udtrykkelige henvisning til, at Gud fra begyndelsen skabte mennesket som mand og kvinde (Matt 19,4-6), understreger yderligere, at der ikke findes bibelsk begrundelse for vielse af homofile.
I det gamle Grækenland var i visse ansete kredse homofil kærlighed anset for at være finere end heteroseksuel kærlighed, men os bekendt var der ingen, som foreslog ægteskab mellem homofile. I Senmiddelalderen var der paver, som levede homofilt, men uden at foreslå ægteskab mellem folk af samme køn. Der var udbredt erkendelse af, at ægteskab er mellem en mand og en kvinde.
Det er ikke rigtigt, når det hævdes, at vi fordømmer kærligheden mellem homofile, men vi afviser, at et forhold mellem to af samme køn er et ægteskab.
Nogle har hævdet, at ægteskabet ikke er indstiftet af Gud og påberåber sig Luther, som sagde, at ægteskabet er en verdslig ting. I virkeligheden vil Luther dermed sige, at også et ægteskab blandt jøder, muslimer og hedninger og ikke-troende er indstiftet af Gud og velsignet af Ham, idet alle ægtefolk er kaldet til som Skaberens medarbejdere at give livet videre, hvilket igen forudsætter, at ægteskabet er mellem to af hver sit køn. Luther fastholdt, at ægteskabet er indstiftet af Gud, men ikke noget sakramente.
Det antydes i debatten, at folkekirken må følge udviklingen i samfundet og lade synspunkter, som vinder frem i folket, præge kirkens praksis. Jesus siger: ”I er jordens salt” (Matt 5,13). Det er det modsatte. Jorden bevares, så længe Jesus disciple holder fast ved hans og apostlenes lære og forkynder den.
Hans Olav Okkels. Pastor emer. Formand for Kirkelig Samling
DET ALMINDELIGE PRÆSTEDØMME - RET FORSTÅET
Hartvig Wagner
I den aktuelle debat om gudstjenestens form efter arrangementet ”Befri Gudstjenesten” i Aarhus Domkirke dukker et minde op fra et menighedsrådsmøde i Nørhaa/Stenbjerg i Thy, hvor jeg var sognepræst fra 1957 til 1963.
Et medlem af rådet sagde ved den lejlighed: ”Det med gudstjenesten og prædikenen har du jo studeret, og det overlader vi tillidsfuldt til dig som dit felt. Det har vi valgt dig til at klare. Så skal vi nok tage os af de ydre rammer og sørge for, at kirkebygning, kirkegård og præstegård er i orden.”
Det var dengang!
I årene siden er meget blevet anderledes i sognene bakket op af den kirkelige lovgivning. Nu kommer præster jævnligt under pres fra menighed og menighedsråd, som ønsker forskelligt nyt indført i gudstjenesten og præstens øvrige virke. Nyt, som ikke altid har hjemmel hverken i Bibelen, bekendelsesskrifterne eller autoriserede ritualer.
Som eksempler på den slags kan jeg henvise til en passage i Kristeligt Dagblads leder den 8. februar:
”Når menighedsråd i dag søger ny præst, bærer jobopslagene ofte præg af, at man efterspørger alt andet end teologisk uddannede præster. I stedet søger man en nærværende teamleder eller et aktiv til sognets familie- og børnearbejde. Teologi kan nævnes en passant, men fokus er på service og omsorg.”
Og bliver ansøgeren indkaldt til samtale med menighedsrådet, kommer kravene igen på tale, måske så absolut, at ansøgeren straks bliver klar over ingen chancer at have.
Som alibi for en sådan fremgangsmåde påberåber man sig gerne læren om det almindelige præstedømme, der er udledt af Luthers kendte ord fra 1520 i skriftet ”Til den tyske adel”: ”Hvad der er krøbet ud af dåben kan rose sig af allerede at være indviet til præst, biskop og pave.”
De gode og sande ord kan imidlertid let gå hen at blive misbrugt, hvis man ikke gør sig den sammenhæng klar, som Luther brugte dem i. Ordene er vendt imod den katolske embedsforståelse, som indebærer, at gejstligheden er en særlig stand i kirken, der står som midler mellem Gud og mennesker.
Kun via den ret indviede præst med biskop og paven i spidsen, kan et menneske finde ind til Gud. Imod den opfattelse hævder Luther med rette, at der kun er én mellemmand/formidler, nemlig Kristus (1 Tim 2,5). Ved dåben til Kristus og troen på ham har alle kristne lige adgang til Gud og lige andel i alle Kristi gaver.
Men for at ingen skal misforstå eller misbruge ordene om, at alle døbte er indviet til præst, biskop og pave, tilføjer Luther: ”selv om det ikke sømmer sig for enhver at udøve sådan et embede. Thi selv om vi alle i lige grad er præster, så må ingen selv træde frem og uden vort valg fordriste sig til at øve det, som vi alle har lige stor myndighed til. Thi det, der er fælles, kan ingen uden menighedens vilje og befaling tiltage sig” (Luthers Skrifter i Udvalg IV, s. 47).
Luther henholder sig derfor til, at Kristus gennem sine apostle har indstiftet et særligt hyrdeembede, der har et særligt ansvar for, at Guds ord og ordninger gøres gældende både i gudstjenesten og i hverdagslivet. I sit vigtige skrift ”Om koncilierne og kirken” fra 1539 opregner Luther syv kendetegn på den sande kirke. Det kirkelige embede er et af dem.
Han skriver: ”For det femte kender man i det ydre kirken på, at den indvier eller kalder kirketjenere eller har embeder, som den skal besætte… Hvad ville der komme ud af det, hvis alle ville tale eller uddele, og ingen ville vige for andre? Det må være befalet og overdraget én alene at prædike, døbe, absolvere og række sakramentet. Alle de andre må være tilfreds med og indvilge i dette. Hvor du ser dette, vær da vis på, at dér er Guds folk og det kristelige, hellige folk” (Luthers Skrifter i udvalg II, s. 396).
Hvorfor understreger Luther dette så kraftigt også i andre skrifter og i sine taler? Fordi han oplevede det almindelige præstedømme misforstået og misbrugt af dem, han kaldte ”Sværmerne”. Når alle ved dåben var indviet til præst, biskop og pave, tog ”Sværmerne” fejlagtigt anledning af de ord til at indføre alle mulige nye skikke rundt om i samtidens menigheder. Vild forvirring herskede mange steder. Med samme iver og glød kæmpede Luther på begge fronter, mod paven og mod ”Sværmerne”.
I dagens folkekirke er det almindelige præstedømme – som Luther forstod det – alvorligt truet af den samme misforståelse, som han kæmpede så lidenskabeligt imod. Talen om ligestilling og demokrati, truer med at splitte kirken, når enhver vil hævde sin ret til at få indført sine private idéer eller tidens forestillinger om kristendom og gudstjeneste.
Den misforståelse dukker op ikke bare blandt lægfolk. Der er også præster, der vil trumfe egne påfund igennem. Derfor er der grund til at minde om Grundtvigs ord: ”Vor tro er ej på hvad som helst, man kristendom vil nævne” (Salmebogen nummer 384,2).
Og heldigvis behøver ingen at være i tvivl om, hvad sand kristendom er. Det fremgår klart af Bibelen og kirkens bekendelsesskrifter. Det almindelige præstedømme ret forstået indebærer menighedens ansvar for, at den valgte præst holder sig til Bibel og bekendelse i ord og gerning, mens præstens ansvar og opgave er at formane menigheden til at gøre det samme.
Det almindelige præstedømme giver derimod ingen i menigheden – heller ikke menighedsrådet – kompetence til at kræve f.eks. vielse af to af samme køn eller nadver med kager og saft indført i sognet. Både menighed og præst skal sørge for, at der ikke sker ting, der strider mod Bibelen.
Det almindelige præstedømme er ikke et tag selv-bord og ikke et bredt folkeligt mandat til at gøre hvad som helst, der er oppe i tiden. Ret forstået lægger det almindelige præstedømme op til at skabe orden i Kirken.
Glemmes det, bliver resultatet let i stedet uorden og forvirring, sådan som det for nyligt er sket i forbindelse med eksperimenterne i Aarhus Domkirke. Der er al mulig grund til at tage det almindelige præstedømme op til grundig overvejelse.
Lyt i den forbindelse til Luther og følg ham, og det vel at mærke ikke kun i reformationsåret!
Til slut et minde fra et af de sidste menighedsrådsmøder, jeg oplevede som fungerende sognepræst. En aktiv gruppe pressede på for at få indført forskelligt nyt i gudstjenesten. Jeg gav udtryk for, at jeg den sidste korte tid inden afsked gerne ville forrette højmessen, som jeg plejede – helt i overensstemmelse med ritualbogen. Menighedsrådsformanden, som var valgt på den socialdemokratiske liste, svarede: ”Vi er alle bedst tjent med at kunne vide, at vor præst har det bedst, med det han siger og gør under gudstjenesten.”
Jeg ved ikke, om formanden nogen sinde havde hørt om det almindelige præstedømme. Men hans replik var i alt fald i god overensstemmelse med en ret forståelse af det.
Kronik i KD d. 13. marts 2017
Hartvig Wagner
Pastor emer.
7400 Herning
Et medlem af rådet sagde ved den lejlighed: ”Det med gudstjenesten og prædikenen har du jo studeret, og det overlader vi tillidsfuldt til dig som dit felt. Det har vi valgt dig til at klare. Så skal vi nok tage os af de ydre rammer og sørge for, at kirkebygning, kirkegård og præstegård er i orden.”
Det var dengang!
I årene siden er meget blevet anderledes i sognene bakket op af den kirkelige lovgivning. Nu kommer præster jævnligt under pres fra menighed og menighedsråd, som ønsker forskelligt nyt indført i gudstjenesten og præstens øvrige virke. Nyt, som ikke altid har hjemmel hverken i Bibelen, bekendelsesskrifterne eller autoriserede ritualer.
Som eksempler på den slags kan jeg henvise til en passage i Kristeligt Dagblads leder den 8. februar:
”Når menighedsråd i dag søger ny præst, bærer jobopslagene ofte præg af, at man efterspørger alt andet end teologisk uddannede præster. I stedet søger man en nærværende teamleder eller et aktiv til sognets familie- og børnearbejde. Teologi kan nævnes en passant, men fokus er på service og omsorg.”
Og bliver ansøgeren indkaldt til samtale med menighedsrådet, kommer kravene igen på tale, måske så absolut, at ansøgeren straks bliver klar over ingen chancer at have.
Som alibi for en sådan fremgangsmåde påberåber man sig gerne læren om det almindelige præstedømme, der er udledt af Luthers kendte ord fra 1520 i skriftet ”Til den tyske adel”: ”Hvad der er krøbet ud af dåben kan rose sig af allerede at være indviet til præst, biskop og pave.”
De gode og sande ord kan imidlertid let gå hen at blive misbrugt, hvis man ikke gør sig den sammenhæng klar, som Luther brugte dem i. Ordene er vendt imod den katolske embedsforståelse, som indebærer, at gejstligheden er en særlig stand i kirken, der står som midler mellem Gud og mennesker.
Kun via den ret indviede præst med biskop og paven i spidsen, kan et menneske finde ind til Gud. Imod den opfattelse hævder Luther med rette, at der kun er én mellemmand/formidler, nemlig Kristus (1 Tim 2,5). Ved dåben til Kristus og troen på ham har alle kristne lige adgang til Gud og lige andel i alle Kristi gaver.
Men for at ingen skal misforstå eller misbruge ordene om, at alle døbte er indviet til præst, biskop og pave, tilføjer Luther: ”selv om det ikke sømmer sig for enhver at udøve sådan et embede. Thi selv om vi alle i lige grad er præster, så må ingen selv træde frem og uden vort valg fordriste sig til at øve det, som vi alle har lige stor myndighed til. Thi det, der er fælles, kan ingen uden menighedens vilje og befaling tiltage sig” (Luthers Skrifter i Udvalg IV, s. 47).
Luther henholder sig derfor til, at Kristus gennem sine apostle har indstiftet et særligt hyrdeembede, der har et særligt ansvar for, at Guds ord og ordninger gøres gældende både i gudstjenesten og i hverdagslivet. I sit vigtige skrift ”Om koncilierne og kirken” fra 1539 opregner Luther syv kendetegn på den sande kirke. Det kirkelige embede er et af dem.
Han skriver: ”For det femte kender man i det ydre kirken på, at den indvier eller kalder kirketjenere eller har embeder, som den skal besætte… Hvad ville der komme ud af det, hvis alle ville tale eller uddele, og ingen ville vige for andre? Det må være befalet og overdraget én alene at prædike, døbe, absolvere og række sakramentet. Alle de andre må være tilfreds med og indvilge i dette. Hvor du ser dette, vær da vis på, at dér er Guds folk og det kristelige, hellige folk” (Luthers Skrifter i udvalg II, s. 396).
Hvorfor understreger Luther dette så kraftigt også i andre skrifter og i sine taler? Fordi han oplevede det almindelige præstedømme misforstået og misbrugt af dem, han kaldte ”Sværmerne”. Når alle ved dåben var indviet til præst, biskop og pave, tog ”Sværmerne” fejlagtigt anledning af de ord til at indføre alle mulige nye skikke rundt om i samtidens menigheder. Vild forvirring herskede mange steder. Med samme iver og glød kæmpede Luther på begge fronter, mod paven og mod ”Sværmerne”.
I dagens folkekirke er det almindelige præstedømme – som Luther forstod det – alvorligt truet af den samme misforståelse, som han kæmpede så lidenskabeligt imod. Talen om ligestilling og demokrati, truer med at splitte kirken, når enhver vil hævde sin ret til at få indført sine private idéer eller tidens forestillinger om kristendom og gudstjeneste.
Den misforståelse dukker op ikke bare blandt lægfolk. Der er også præster, der vil trumfe egne påfund igennem. Derfor er der grund til at minde om Grundtvigs ord: ”Vor tro er ej på hvad som helst, man kristendom vil nævne” (Salmebogen nummer 384,2).
Og heldigvis behøver ingen at være i tvivl om, hvad sand kristendom er. Det fremgår klart af Bibelen og kirkens bekendelsesskrifter. Det almindelige præstedømme ret forstået indebærer menighedens ansvar for, at den valgte præst holder sig til Bibel og bekendelse i ord og gerning, mens præstens ansvar og opgave er at formane menigheden til at gøre det samme.
Det almindelige præstedømme giver derimod ingen i menigheden – heller ikke menighedsrådet – kompetence til at kræve f.eks. vielse af to af samme køn eller nadver med kager og saft indført i sognet. Både menighed og præst skal sørge for, at der ikke sker ting, der strider mod Bibelen.
Det almindelige præstedømme er ikke et tag selv-bord og ikke et bredt folkeligt mandat til at gøre hvad som helst, der er oppe i tiden. Ret forstået lægger det almindelige præstedømme op til at skabe orden i Kirken.
Glemmes det, bliver resultatet let i stedet uorden og forvirring, sådan som det for nyligt er sket i forbindelse med eksperimenterne i Aarhus Domkirke. Der er al mulig grund til at tage det almindelige præstedømme op til grundig overvejelse.
Lyt i den forbindelse til Luther og følg ham, og det vel at mærke ikke kun i reformationsåret!
Til slut et minde fra et af de sidste menighedsrådsmøder, jeg oplevede som fungerende sognepræst. En aktiv gruppe pressede på for at få indført forskelligt nyt i gudstjenesten. Jeg gav udtryk for, at jeg den sidste korte tid inden afsked gerne ville forrette højmessen, som jeg plejede – helt i overensstemmelse med ritualbogen. Menighedsrådsformanden, som var valgt på den socialdemokratiske liste, svarede: ”Vi er alle bedst tjent med at kunne vide, at vor præst har det bedst, med det han siger og gør under gudstjenesten.”
Jeg ved ikke, om formanden nogen sinde havde hørt om det almindelige præstedømme. Men hans replik var i alt fald i god overensstemmelse med en ret forståelse af det.
Kronik i KD d. 13. marts 2017
Hartvig Wagner
Pastor emer.
7400 Herning
BOOK ET FOREDRAG med HARTVIG WAGNER på tlf. 9721 5227
1. Hvad er, og hvad vil Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse?
2. Den lutherske bekendelse i den økumeniske situation + kort orientering om KSBB
3. Hvad er Kirken, og hvad skal Kirken? + kort orientering om KSBB
4. "Fred og ingen fare"? + kort orientering om KSBB
5. Guds virkelighed + kort orientering om KSBB
2. Den lutherske bekendelse i den økumeniske situation + kort orientering om KSBB
3. Hvad er Kirken, og hvad skal Kirken? + kort orientering om KSBB
4. "Fred og ingen fare"? + kort orientering om KSBB
5. Guds virkelighed + kort orientering om KSBB
TAK for en gave til Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse
Uanset omlægning, hvor udgifterne på forskellig måde er blevet reduceret, er der stadig udgifter forbundet med KSBB´s arbejde. Det koster f.eks. at opretholde kontakten til og samarbejdet med andre bekendelsesbevægelser, - og der er udgifter til tryksager, kontorartikler, porto, møder m.v., selv om vi sparer, hvor vi kan.
Derfor vil vi gerne hermed bede KSBB´s venner om et bidrag til dækning af disse nødvendige udgifter.
Gaver kan indbetales på KSBB´s bankkonto i NORDEA – reg. nr.1931, kontonr. 0251745994.
På forhånd TAK for enhver gave!
Bestyrelsen
Derfor vil vi gerne hermed bede KSBB´s venner om et bidrag til dækning af disse nødvendige udgifter.
Gaver kan indbetales på KSBB´s bankkonto i NORDEA – reg. nr.1931, kontonr. 0251745994.
På forhånd TAK for enhver gave!
Bestyrelsen
