UDTALELSE FRA KIRKELIG SAMLING - JULI 2017
Hans Olav Okkels
I Anledning af debatten om, hvorvidt præster i folkekirken skal tvinges til at vi homoseksuelle ønsker Kirkelig Samling at udtrykke følgende:
Eftersom Gud har indstiftet ægteskabet som en forbindelse mellem en mand og en kvinde med befalingen ”Bliv frugtbare og talrige”, og eftersom der er en sammenhæng mellem den befaling og at ”Gud velsignede dem”(1.Mosebog 1,27-28), er der ingen baggrund for vielse af homoseksuelle – og slet ikke i betragtning af, at homoseksuel praksis afvises flere steder bl.a. i Rom 1,26-27. Jesu udtrykkelige henvisning til, at Gud fra begyndelsen skabte mennesket som mand og kvinde (Matt 19,4-6), understreger yderligere, at der ikke findes bibelsk begrundelse for vielse af homofile.
I det gamle Grækenland var i visse ansete kredse homofil kærlighed anset for at være finere end heteroseksuel kærlighed, men os bekendt var der ingen, som foreslog ægteskab mellem homofile. I Senmiddelalderen var der paver, som levede homofilt, men uden at foreslå ægteskab mellem folk af samme køn. Der var udbredt erkendelse af, at ægteskab er mellem en mand og en kvinde.
Det er ikke rigtigt, når det hævdes, at vi fordømmer kærligheden mellem homofile, men vi afviser, at et forhold mellem to af samme køn er et ægteskab.
Nogle har hævdet, at ægteskabet ikke er indstiftet af Gud og påberåber sig Luther, som sagde, at ægteskabet er en verdslig ting. I virkeligheden vil Luther dermed sige, at også et ægteskab blandt jøder, muslimer og hedninger og ikke-troende er indstiftet af Gud og velsignet af Ham, idet alle ægtefolk er kaldet til som Skaberens medarbejdere at give livet videre, hvilket igen forudsætter, at ægteskabet er mellem to af hver sit køn. Luther fastholdt, at ægteskabet er indstiftet af Gud, men ikke noget sakramente.
Det antydes i debatten, at folkekirken må følge udviklingen i samfundet og lade synspunkter, som vinder frem i folket, præge kirkens praksis. Jesus siger: ”I er jordens salt” (Matt 5,13). Det er det modsatte. Jorden bevares, så længe Jesus disciple holder fast ved hans og apostlenes lære og forkynder den.
Hans Olav Okkels. Pastor emer. Formand for Kirkelig Samling
Eftersom Gud har indstiftet ægteskabet som en forbindelse mellem en mand og en kvinde med befalingen ”Bliv frugtbare og talrige”, og eftersom der er en sammenhæng mellem den befaling og at ”Gud velsignede dem”(1.Mosebog 1,27-28), er der ingen baggrund for vielse af homoseksuelle – og slet ikke i betragtning af, at homoseksuel praksis afvises flere steder bl.a. i Rom 1,26-27. Jesu udtrykkelige henvisning til, at Gud fra begyndelsen skabte mennesket som mand og kvinde (Matt 19,4-6), understreger yderligere, at der ikke findes bibelsk begrundelse for vielse af homofile.
I det gamle Grækenland var i visse ansete kredse homofil kærlighed anset for at være finere end heteroseksuel kærlighed, men os bekendt var der ingen, som foreslog ægteskab mellem homofile. I Senmiddelalderen var der paver, som levede homofilt, men uden at foreslå ægteskab mellem folk af samme køn. Der var udbredt erkendelse af, at ægteskab er mellem en mand og en kvinde.
Det er ikke rigtigt, når det hævdes, at vi fordømmer kærligheden mellem homofile, men vi afviser, at et forhold mellem to af samme køn er et ægteskab.
Nogle har hævdet, at ægteskabet ikke er indstiftet af Gud og påberåber sig Luther, som sagde, at ægteskabet er en verdslig ting. I virkeligheden vil Luther dermed sige, at også et ægteskab blandt jøder, muslimer og hedninger og ikke-troende er indstiftet af Gud og velsignet af Ham, idet alle ægtefolk er kaldet til som Skaberens medarbejdere at give livet videre, hvilket igen forudsætter, at ægteskabet er mellem to af hver sit køn. Luther fastholdt, at ægteskabet er indstiftet af Gud, men ikke noget sakramente.
Det antydes i debatten, at folkekirken må følge udviklingen i samfundet og lade synspunkter, som vinder frem i folket, præge kirkens praksis. Jesus siger: ”I er jordens salt” (Matt 5,13). Det er det modsatte. Jorden bevares, så længe Jesus disciple holder fast ved hans og apostlenes lære og forkynder den.
Hans Olav Okkels. Pastor emer. Formand for Kirkelig Samling
DET ALMINDELIGE PRÆSTEDØMME - RET FORSTÅET
Hartvig Wagner
I den aktuelle debat om gudstjenestens form efter arrangementet ”Befri Gudstjenesten” i Aarhus Domkirke dukker et minde op fra et menighedsrådsmøde i Nørhaa/Stenbjerg i Thy, hvor jeg var sognepræst fra 1957 til 1963.
Et medlem af rådet sagde ved den lejlighed: ”Det med gudstjenesten og prædikenen har du jo studeret, og det overlader vi tillidsfuldt til dig som dit felt. Det har vi valgt dig til at klare. Så skal vi nok tage os af de ydre rammer og sørge for, at kirkebygning, kirkegård og præstegård er i orden.”
Det var dengang!
I årene siden er meget blevet anderledes i sognene bakket op af den kirkelige lovgivning. Nu kommer præster jævnligt under pres fra menighed og menighedsråd, som ønsker forskelligt nyt indført i gudstjenesten og præstens øvrige virke. Nyt, som ikke altid har hjemmel hverken i Bibelen, bekendelsesskrifterne eller autoriserede ritualer.
Som eksempler på den slags kan jeg henvise til en passage i Kristeligt Dagblads leder den 8. februar:
”Når menighedsråd i dag søger ny præst, bærer jobopslagene ofte præg af, at man efterspørger alt andet end teologisk uddannede præster. I stedet søger man en nærværende teamleder eller et aktiv til sognets familie- og børnearbejde. Teologi kan nævnes en passant, men fokus er på service og omsorg.”
Og bliver ansøgeren indkaldt til samtale med menighedsrådet, kommer kravene igen på tale, måske så absolut, at ansøgeren straks bliver klar over ingen chancer at have.
Som alibi for en sådan fremgangsmåde påberåber man sig gerne læren om det almindelige præstedømme, der er udledt af Luthers kendte ord fra 1520 i skriftet ”Til den tyske adel”: ”Hvad der er krøbet ud af dåben kan rose sig af allerede at være indviet til præst, biskop og pave.”
De gode og sande ord kan imidlertid let gå hen at blive misbrugt, hvis man ikke gør sig den sammenhæng klar, som Luther brugte dem i. Ordene er vendt imod den katolske embedsforståelse, som indebærer, at gejstligheden er en særlig stand i kirken, der står som midler mellem Gud og mennesker.
Kun via den ret indviede præst med biskop og paven i spidsen, kan et menneske finde ind til Gud. Imod den opfattelse hævder Luther med rette, at der kun er én mellemmand/formidler, nemlig Kristus (1 Tim 2,5). Ved dåben til Kristus og troen på ham har alle kristne lige adgang til Gud og lige andel i alle Kristi gaver.
Men for at ingen skal misforstå eller misbruge ordene om, at alle døbte er indviet til præst, biskop og pave, tilføjer Luther: ”selv om det ikke sømmer sig for enhver at udøve sådan et embede. Thi selv om vi alle i lige grad er præster, så må ingen selv træde frem og uden vort valg fordriste sig til at øve det, som vi alle har lige stor myndighed til. Thi det, der er fælles, kan ingen uden menighedens vilje og befaling tiltage sig” (Luthers Skrifter i Udvalg IV, s. 47).
Luther henholder sig derfor til, at Kristus gennem sine apostle har indstiftet et særligt hyrdeembede, der har et særligt ansvar for, at Guds ord og ordninger gøres gældende både i gudstjenesten og i hverdagslivet. I sit vigtige skrift ”Om koncilierne og kirken” fra 1539 opregner Luther syv kendetegn på den sande kirke. Det kirkelige embede er et af dem.
Han skriver: ”For det femte kender man i det ydre kirken på, at den indvier eller kalder kirketjenere eller har embeder, som den skal besætte… Hvad ville der komme ud af det, hvis alle ville tale eller uddele, og ingen ville vige for andre? Det må være befalet og overdraget én alene at prædike, døbe, absolvere og række sakramentet. Alle de andre må være tilfreds med og indvilge i dette. Hvor du ser dette, vær da vis på, at dér er Guds folk og det kristelige, hellige folk” (Luthers Skrifter i udvalg II, s. 396).
Hvorfor understreger Luther dette så kraftigt også i andre skrifter og i sine taler? Fordi han oplevede det almindelige præstedømme misforstået og misbrugt af dem, han kaldte ”Sværmerne”. Når alle ved dåben var indviet til præst, biskop og pave, tog ”Sværmerne” fejlagtigt anledning af de ord til at indføre alle mulige nye skikke rundt om i samtidens menigheder. Vild forvirring herskede mange steder. Med samme iver og glød kæmpede Luther på begge fronter, mod paven og mod ”Sværmerne”.
I dagens folkekirke er det almindelige præstedømme – som Luther forstod det – alvorligt truet af den samme misforståelse, som han kæmpede så lidenskabeligt imod. Talen om ligestilling og demokrati, truer med at splitte kirken, når enhver vil hævde sin ret til at få indført sine private idéer eller tidens forestillinger om kristendom og gudstjeneste.
Den misforståelse dukker op ikke bare blandt lægfolk. Der er også præster, der vil trumfe egne påfund igennem. Derfor er der grund til at minde om Grundtvigs ord: ”Vor tro er ej på hvad som helst, man kristendom vil nævne” (Salmebogen nummer 384,2).
Og heldigvis behøver ingen at være i tvivl om, hvad sand kristendom er. Det fremgår klart af Bibelen og kirkens bekendelsesskrifter. Det almindelige præstedømme ret forstået indebærer menighedens ansvar for, at den valgte præst holder sig til Bibel og bekendelse i ord og gerning, mens præstens ansvar og opgave er at formane menigheden til at gøre det samme.
Det almindelige præstedømme giver derimod ingen i menigheden – heller ikke menighedsrådet – kompetence til at kræve f.eks. vielse af to af samme køn eller nadver med kager og saft indført i sognet. Både menighed og præst skal sørge for, at der ikke sker ting, der strider mod Bibelen.
Det almindelige præstedømme er ikke et tag selv-bord og ikke et bredt folkeligt mandat til at gøre hvad som helst, der er oppe i tiden. Ret forstået lægger det almindelige præstedømme op til at skabe orden i Kirken.
Glemmes det, bliver resultatet let i stedet uorden og forvirring, sådan som det for nyligt er sket i forbindelse med eksperimenterne i Aarhus Domkirke. Der er al mulig grund til at tage det almindelige præstedømme op til grundig overvejelse.
Lyt i den forbindelse til Luther og følg ham, og det vel at mærke ikke kun i reformationsåret!
Til slut et minde fra et af de sidste menighedsrådsmøder, jeg oplevede som fungerende sognepræst. En aktiv gruppe pressede på for at få indført forskelligt nyt i gudstjenesten. Jeg gav udtryk for, at jeg den sidste korte tid inden afsked gerne ville forrette højmessen, som jeg plejede – helt i overensstemmelse med ritualbogen. Menighedsrådsformanden, som var valgt på den socialdemokratiske liste, svarede: ”Vi er alle bedst tjent med at kunne vide, at vor præst har det bedst, med det han siger og gør under gudstjenesten.”
Jeg ved ikke, om formanden nogen sinde havde hørt om det almindelige præstedømme. Men hans replik var i alt fald i god overensstemmelse med en ret forståelse af det.
Kronik i KD d. 13. marts 2017
Hartvig Wagner
Pastor emer.
7400 Herning
Et medlem af rådet sagde ved den lejlighed: ”Det med gudstjenesten og prædikenen har du jo studeret, og det overlader vi tillidsfuldt til dig som dit felt. Det har vi valgt dig til at klare. Så skal vi nok tage os af de ydre rammer og sørge for, at kirkebygning, kirkegård og præstegård er i orden.”
Det var dengang!
I årene siden er meget blevet anderledes i sognene bakket op af den kirkelige lovgivning. Nu kommer præster jævnligt under pres fra menighed og menighedsråd, som ønsker forskelligt nyt indført i gudstjenesten og præstens øvrige virke. Nyt, som ikke altid har hjemmel hverken i Bibelen, bekendelsesskrifterne eller autoriserede ritualer.
Som eksempler på den slags kan jeg henvise til en passage i Kristeligt Dagblads leder den 8. februar:
”Når menighedsråd i dag søger ny præst, bærer jobopslagene ofte præg af, at man efterspørger alt andet end teologisk uddannede præster. I stedet søger man en nærværende teamleder eller et aktiv til sognets familie- og børnearbejde. Teologi kan nævnes en passant, men fokus er på service og omsorg.”
Og bliver ansøgeren indkaldt til samtale med menighedsrådet, kommer kravene igen på tale, måske så absolut, at ansøgeren straks bliver klar over ingen chancer at have.
Som alibi for en sådan fremgangsmåde påberåber man sig gerne læren om det almindelige præstedømme, der er udledt af Luthers kendte ord fra 1520 i skriftet ”Til den tyske adel”: ”Hvad der er krøbet ud af dåben kan rose sig af allerede at være indviet til præst, biskop og pave.”
De gode og sande ord kan imidlertid let gå hen at blive misbrugt, hvis man ikke gør sig den sammenhæng klar, som Luther brugte dem i. Ordene er vendt imod den katolske embedsforståelse, som indebærer, at gejstligheden er en særlig stand i kirken, der står som midler mellem Gud og mennesker.
Kun via den ret indviede præst med biskop og paven i spidsen, kan et menneske finde ind til Gud. Imod den opfattelse hævder Luther med rette, at der kun er én mellemmand/formidler, nemlig Kristus (1 Tim 2,5). Ved dåben til Kristus og troen på ham har alle kristne lige adgang til Gud og lige andel i alle Kristi gaver.
Men for at ingen skal misforstå eller misbruge ordene om, at alle døbte er indviet til præst, biskop og pave, tilføjer Luther: ”selv om det ikke sømmer sig for enhver at udøve sådan et embede. Thi selv om vi alle i lige grad er præster, så må ingen selv træde frem og uden vort valg fordriste sig til at øve det, som vi alle har lige stor myndighed til. Thi det, der er fælles, kan ingen uden menighedens vilje og befaling tiltage sig” (Luthers Skrifter i Udvalg IV, s. 47).
Luther henholder sig derfor til, at Kristus gennem sine apostle har indstiftet et særligt hyrdeembede, der har et særligt ansvar for, at Guds ord og ordninger gøres gældende både i gudstjenesten og i hverdagslivet. I sit vigtige skrift ”Om koncilierne og kirken” fra 1539 opregner Luther syv kendetegn på den sande kirke. Det kirkelige embede er et af dem.
Han skriver: ”For det femte kender man i det ydre kirken på, at den indvier eller kalder kirketjenere eller har embeder, som den skal besætte… Hvad ville der komme ud af det, hvis alle ville tale eller uddele, og ingen ville vige for andre? Det må være befalet og overdraget én alene at prædike, døbe, absolvere og række sakramentet. Alle de andre må være tilfreds med og indvilge i dette. Hvor du ser dette, vær da vis på, at dér er Guds folk og det kristelige, hellige folk” (Luthers Skrifter i udvalg II, s. 396).
Hvorfor understreger Luther dette så kraftigt også i andre skrifter og i sine taler? Fordi han oplevede det almindelige præstedømme misforstået og misbrugt af dem, han kaldte ”Sværmerne”. Når alle ved dåben var indviet til præst, biskop og pave, tog ”Sværmerne” fejlagtigt anledning af de ord til at indføre alle mulige nye skikke rundt om i samtidens menigheder. Vild forvirring herskede mange steder. Med samme iver og glød kæmpede Luther på begge fronter, mod paven og mod ”Sværmerne”.
I dagens folkekirke er det almindelige præstedømme – som Luther forstod det – alvorligt truet af den samme misforståelse, som han kæmpede så lidenskabeligt imod. Talen om ligestilling og demokrati, truer med at splitte kirken, når enhver vil hævde sin ret til at få indført sine private idéer eller tidens forestillinger om kristendom og gudstjeneste.
Den misforståelse dukker op ikke bare blandt lægfolk. Der er også præster, der vil trumfe egne påfund igennem. Derfor er der grund til at minde om Grundtvigs ord: ”Vor tro er ej på hvad som helst, man kristendom vil nævne” (Salmebogen nummer 384,2).
Og heldigvis behøver ingen at være i tvivl om, hvad sand kristendom er. Det fremgår klart af Bibelen og kirkens bekendelsesskrifter. Det almindelige præstedømme ret forstået indebærer menighedens ansvar for, at den valgte præst holder sig til Bibel og bekendelse i ord og gerning, mens præstens ansvar og opgave er at formane menigheden til at gøre det samme.
Det almindelige præstedømme giver derimod ingen i menigheden – heller ikke menighedsrådet – kompetence til at kræve f.eks. vielse af to af samme køn eller nadver med kager og saft indført i sognet. Både menighed og præst skal sørge for, at der ikke sker ting, der strider mod Bibelen.
Det almindelige præstedømme er ikke et tag selv-bord og ikke et bredt folkeligt mandat til at gøre hvad som helst, der er oppe i tiden. Ret forstået lægger det almindelige præstedømme op til at skabe orden i Kirken.
Glemmes det, bliver resultatet let i stedet uorden og forvirring, sådan som det for nyligt er sket i forbindelse med eksperimenterne i Aarhus Domkirke. Der er al mulig grund til at tage det almindelige præstedømme op til grundig overvejelse.
Lyt i den forbindelse til Luther og følg ham, og det vel at mærke ikke kun i reformationsåret!
Til slut et minde fra et af de sidste menighedsrådsmøder, jeg oplevede som fungerende sognepræst. En aktiv gruppe pressede på for at få indført forskelligt nyt i gudstjenesten. Jeg gav udtryk for, at jeg den sidste korte tid inden afsked gerne ville forrette højmessen, som jeg plejede – helt i overensstemmelse med ritualbogen. Menighedsrådsformanden, som var valgt på den socialdemokratiske liste, svarede: ”Vi er alle bedst tjent med at kunne vide, at vor præst har det bedst, med det han siger og gør under gudstjenesten.”
Jeg ved ikke, om formanden nogen sinde havde hørt om det almindelige præstedømme. Men hans replik var i alt fald i god overensstemmelse med en ret forståelse af det.
Kronik i KD d. 13. marts 2017
Hartvig Wagner
Pastor emer.
7400 Herning
BOOK ET FOREDRAG med HARTVIG WAGNER på tlf. 9721 5227
1. Hvad er, og hvad vil Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse?
2. Den lutherske bekendelse i den økumeniske situation + kort orientering om KSBB
3. Hvad er Kirken, og hvad skal Kirken? + kort orientering om KSBB
4. "Fred og ingen fare"? + kort orientering om KSBB
5. Guds virkelighed + kort orientering om KSBB
2. Den lutherske bekendelse i den økumeniske situation + kort orientering om KSBB
3. Hvad er Kirken, og hvad skal Kirken? + kort orientering om KSBB
4. "Fred og ingen fare"? + kort orientering om KSBB
5. Guds virkelighed + kort orientering om KSBB
ÉN BIBEL - ÉN SALMEBOG
H. O. Okkels
Vi har kun én Bibel, og det er Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelses klare holdning, at vi selvsagt også kun skal have én salmebog, hvori de ritualer, der bygger på Bibelen, skal bevares uantastet, hvorimod de ritualer, der har Guds ord og ordninger imod sig, ingen hjemstedsret har i Den (autoriserede) Danske Salmebog. Det blev konklusionen, da KSBB på sit bestyrelsesmøde den 20. januar drøftede spørgsmålet om, hvor mange udgaver Den (autoriserede) Danske Salmebog skal udkomme i?
Problemstillingen skyldes alene vedtagelsen af loven om vielse af mennesker af samme køn. Spørgsmålet om flere slags salmebøger er for os at se meningsløs, hvilket hænger sammen med, at homofililoven aldrig skulle have været vedtaget, fordi den alene bygger på menneskers påfund, og ikke tager afsæt i Guds ord og anordninger, der har været gældende lige fra skabelsen.
Kun ved at lade Den (autoriserede) Danske Salmebog udkomme i én udgave (uden ritual for vielse af mennesker af samme køn) undgår man, at forstærke den verserende splid i folkekirken, som vielsesritualet har skabt, en splid der først bliver løst, når biskopperne, der burde være ordets vogtere, går i sig selv, og vil medvirke til, at loven bliver tilbagekaldt.
Da vi er vidende om, at der verserer en sag ved Højesteret, som skal behandles onsdag den 16. marts i år, der går ud på, at bevise, at homofililoven er grundlovsstridig, skal vi for god ordens skyld meddele, at afgørelsen af denne sag ved Højesteret, ingen betydning har for KSBB´s holdning til problemstillingen om forskellige udgaver af salmebøger. Vores holdepunkt er alene Guds ord i Bibelen, som vi ved flere lejligheder i denne sag har citeret fra, og som aldrig er blevet modbevist.
På vegne af Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse
Hans Olav Okkels / Jakob Mortensen
Problemstillingen skyldes alene vedtagelsen af loven om vielse af mennesker af samme køn. Spørgsmålet om flere slags salmebøger er for os at se meningsløs, hvilket hænger sammen med, at homofililoven aldrig skulle have været vedtaget, fordi den alene bygger på menneskers påfund, og ikke tager afsæt i Guds ord og anordninger, der har været gældende lige fra skabelsen.
Kun ved at lade Den (autoriserede) Danske Salmebog udkomme i én udgave (uden ritual for vielse af mennesker af samme køn) undgår man, at forstærke den verserende splid i folkekirken, som vielsesritualet har skabt, en splid der først bliver løst, når biskopperne, der burde være ordets vogtere, går i sig selv, og vil medvirke til, at loven bliver tilbagekaldt.
Da vi er vidende om, at der verserer en sag ved Højesteret, som skal behandles onsdag den 16. marts i år, der går ud på, at bevise, at homofililoven er grundlovsstridig, skal vi for god ordens skyld meddele, at afgørelsen af denne sag ved Højesteret, ingen betydning har for KSBB´s holdning til problemstillingen om forskellige udgaver af salmebøger. Vores holdepunkt er alene Guds ord i Bibelen, som vi ved flere lejligheder i denne sag har citeret fra, og som aldrig er blevet modbevist.
På vegne af Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse
Hans Olav Okkels / Jakob Mortensen
OM KØNSSKIFTE
Vi lever i en følsom tid, hvor det kan være svært at finde ud af hvem man er og hvor man hører til. Det gælder forståelsen af sig selv, er man mand eller kvinde. Det gælder forståelsen af ægteskabet. Nedenfor en række dokumenter fra debatten om ægteskab og kønsskifte.
| sammenfatning_af_rapport_om_juridisk_koensskifte.pdf |
| 50063_kaerligheden_glaeder_sig_ikke_over_uoverensstemmelsen_.pdf |
| kærligheden_glæder_sig_ikke_over_uretten.pdf |
OM KONFIRMATIONSFORBEREDELSEN
| udtalelse_om_konfirmandundervisning.pdf |
Ministerens svar
| svar_fra_ellen_trane_nørby_om_konfirmationsforberedelse.pdf |
| svar_fra_bertel_haarder_vedr._konfirmationsforbredelsen.pdf |
REGNSKAB 2014
| regnskab_2014.pdf |
DET FALDENDE DÅBSTAL
H.O. Okkels - Formand for Kirkelig Samling
|
Der har været en del røre om faldende dåbstal. Det har i den forbindelse været nævnt, at en del folkekirkemedlemmer undlader at lade deres børn døbe med den begrundelse, at børnene selv skal vælge, om de vil døbes eller ej.
Præster er ikke uden skyld i denne udvikling. Forkynder man "alles frelse", er det nærliggende, at dåben reduceres fra at være en handling, hvor man bliver Guds barn, til blot at være en handling, hvor man får at vide, at man allerede uden dåb er Guds barn. Og så er det jo logisk, at mange ikke vil bruge tid på at lade deres børn døbe. Da tv-programmet „Religionsrapport” i DR for nyligt tog spørgsmålet op, blev der især nævnt sekundære grunde til at døbe børn, f.eks. at dåben er en festlig tradition, der understreger samhørighed. Da en deltager i debatten blev mindet om, at man tidligere nøddøbte syge børn, for at de ikke skulle gå fortabt, men få del i frelsen, svarede vedkommende, at man da ikke skal skræmme folk til at lade deres børn døbe). Over for denne forvirrende og uklare tale ønsker Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse at pege på den bibelske lære om dåben. I Matt 28,19 befaler Jesus sine disciple, at de skal gøre alle folkeslag til Jesu disciple netop ved at „døbe dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.” Og i Joh 3,5 siger Jesus til den fromme Nikodemus: „Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige.” Efter at have nævnt, hvorledes Noa med nogle få blev frelst gennem vand, skriver apostlen Peter i sit første brev 3,21 om frelsen under syndfloden: „Det vand er et billede på den dåb, som nu frelser jer.” Og i Tit 3,5 kaldes dåben „det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden.” I vor lutherske bekendelse, Confessio Augustana, hedder det i artikel 9: „Om dåben lærer de (reformatoriske menigheder), at den er nødvendig til frelse, og at Guds nåde tilbydes ved dåben, og at børn bør døbes, idet de, når de ved dåben er overgivet til Gud, tages til nåde af ham.” Det er således klart, at dåben ifølge folkekirkens lære er et nådemiddel. Jesus er Frelseren. Derfor hedder det i ritualet under korstegnelsen, at barnet „skal tilhøre den korsfæstede Frelser Jesus Kristus.” Derfor er det så vigtigt, at barnedåben følges op af oplæring i den kristne tro og indføring i bøn og gudstjeneste. Har forældrene i forudgående samtale med præsten modsat sig barnets oplæring i kristendom, kan præsten udsætte dåben. Endelig må argumentet, at børn selv skal vælge, afvises. Dels kan barnet også efter dåben senere fravælge livet i dåben. Dels må forældrene på mange måder vælge for deres børn. Hvis et barn bliver alvorligt syg, hvilke forældre vil da vente med at søge lægehjælp, til barnet selv kan tage stilling? Og hvorfor så ikke søge hjælp mod den arvesynd, som vi alle fødes med, ved i dåben at bringe barnet til Jesus. |
Professor Prenters påskehilsen
Kirkelig samling har genoptrykt professor Regin Prenters påskehilsen - følg dette link
FÆLLESTROEN ANGRIBES
Pastor Hans Olav Okkels
|
Midt i stridighederne på reformationstiden var katolikker og lutheranere enige om at fastholde troen på, at Jesus opstod fra de døde påskemorgen. Men nu angribes denne bibelske, fælleskristne tro ikke bare af ateister, men også af folkekirkepræster. Dels hævdes det, at mennesker på Jesu tid ikke var så oplyste som vi, og dels, at Jesu opstandelse ikke er det centrale i kristendommen. Nogle antyder, at Jesu lære om næstekærlighed er det helt centrale.
Stillet over for sådanne udtalelser, udtaler Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse: |
- De, der vil forklare beretninger om overnaturlige forhold som f.eks. jomfrufødslen og Jesu opstandelse med, at man på Jesu tid var uoplyste, gør sig i deres snusfornuft skyldige i en undervurdering af den tids mennesker. Da Gabriel forkyndte for Maria, at hun skulle ”blive med barn og føde en søn” svarede hun ganske fornuftigt: ”Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand”. Hun vidste godt, hvordan børn blev til, men hun bøjede sig for logikken i Gabriels svar: ”Thi intet er umuligt for Gud .” (Luk 1). - Og Maria Magdalenes reaktion på den tomme grav er også meget fornuftig: ”De har flyttet min Herre, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.” (Joh 20.13). Man kunne også nævne Thomas, som ikke ville tro, før han fik bevis. (Joh 20,24ff). Troen var ikke et resultat af disciplenes ønsketænkning. Det var den opstandne Jesus, som selv kaldte troen frem hos de disciple, som havde mistet troen.
- At Jesu opstandelse spiller en central rolle i kristendommen, fremgår af de fire evangelier og af den trosbekendelse, som vi er døbt på, med ordene: ”på tredje dag opstanden fra de døde”. Man kunne også nævne 1. Kor 15. F.eks. v 14: ”Men er Kristus ikke opstået, er vores prædiken tom, og jeres tro er også tom”, v17: ”men er Kristus ikke opstået, er jeres tro forgæves, så er I stadig i jeres synder” og endelig v 19: ”Har vi alene i dette liv sat vort håb til Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker.” Senere ser vi Grundtvig gøre op med rationalisterne, som også afviste Jesu ”fysiske ”opstandelse. Dette opgør kom til udtryk i dramaet ”Påskeliljen” fra 1817, hvor også Grundtvig understreger, at kristendommen står og falder med Jesu opstandelse fra de døde: ”Kan de døde ej opstå, intet har vi at betyde”.
- Tilpasser man kristendommen til, hvad denne verdens vise accepterer, ja så kan man måske leve på det i medgangstider. Men stillet over for livets og dødens alvor, trænger man til evangeliet om Jesus som den, der har sonet vore synder på korset og ved sin opstandelse besejret døden. Nogle har sagt, at Gud døde under 1. Verdenskrig, men det er mere rigtigt at sige, at liberalteologien for en tid døde i skyttegravene, mens bibelsk kristendom netop ikke døde, men blev til trøst for mange i dødens stund. Det må pastor Ramsdal vel også have en anelse om, siden han ved begravelser betjener sig af en ”nødløgn”, hvilket vel betyder, at han er klar over, at der er behov for noget mere end afmytologiseret kristendom i sorgens stund.
- Vil man gøre Jesu bud om næstekærlighed til det centrale i kristendommen, vil det lede mennesker enten til selvbedrag eller til fortvivlelse over, at vi ikke magter at leve op til dette buds krav. Det vil desuden reducere Jesus til kun at være en profet blandt andre profeter - en, der forkynder Loven radikalt, men Loven kan vi ikke frelses ved. Den kan vise vort behov for en Frelser.
- Vil man henvise til syndernes forladelse, er man allerede på vej til at anerkende, at Gud møder os i Jesus. Da Jesus tilsagde den lamme syndernes forladelse (Mark 2.1-12), sagde nogle: ”Hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud?” Det havde de ret i, men i Jesus møder vi netop Gud. I Ham forenes guddommelig og menneskelig natur, og så burde det ikke længere være noget problem med jomfrufødslen og Jesu virkelige opstandelse. Eftersom død er syndens sold, hvordan skulle døden da kunne fastholde Jesus, når Han dels er sand Gud og dels har levet et sandt menneskeliv uden synd?
JUBILÆUM
2014 markeredes 50-året for udsendelsen af "KIRKENS JA OG NEJ".
Det skete ved JUBILÆUMSSTÆVNET lørdag d. 27. september i Viborg Domkirke og sognegård.
Læs Hartvig Wagners prædiken i Domkirken
Det skete ved JUBILÆUMSSTÆVNET lørdag d. 27. september i Viborg Domkirke og sognegård.
Læs Hartvig Wagners prædiken i Domkirken
| 2014-9-27_prdiken_ved_festgudstjeneste.pdf |
Læs Hans Olav Okkels' formandstale
| 2014-9-27_formandstale_hoo.pdf |
Læs Hans Olav Okkels analyse af "Kirkens Ja og Nej i fortid, nutid og fremtid"
| 2014-9-27_kirkens_ja_og_nej_i_fortid_nutid_og_fremtid_hoo.pdf |
BILLEDER FRA DAGEN
Kirkens Ja og Nej anno 2014
Læs "KIRKENS JA OG NEJ" anno 2014.
| kirkens_ja_og_nej_2014.pdf |
KOMMENTARER
Svend Erik Larsen
Læs ugens kommentar på ksbb.dk -- klik her. |
Dåb og tro
Læs mere her Angreb på ægteskabet Læs mere her En tidssvarende trosbekendelse Læs mere her Problematisk trosholdning Læs mere her Privatisering af dåben Læs mere her Hvordan læse og forstå Bibelen? Læs mere her Ytringsfrihed? Læs mere her Danmarks Radio og den kristne kulturarv Læs mere her Præstens opgave Læs mere her |
Folkekirken anno 2013
Læs mere her Ejerskab og brugsret til kirker Læs mere her Troende præster? Læs mere her Verdens bedste folkeskole? Læs mere her Gudstjenesten -- et problem? Læs mere her Folkekirken til debat
Læs mere her Vi tror på Helligånden... Læs mere her Heldagsskolen og forældreretten Læs mere her |
TAK for en gave til Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse
Uanset omlægning, hvor udgifterne på forskellig måde er blevet reduceret, er der stadig udgifter forbundet med KSBB´s arbejde. Det koster f.eks. at opretholde kontakten til og samarbejdet med andre bekendelsesbevægelser, - og der er udgifter til tryksager, kontorartikler, porto, møder m.v., selv om vi sparer, hvor vi kan.
Derfor vil vi gerne hermed bede KSBB´s venner om et bidrag til dækning af disse nødvendige udgifter.
Gaver kan indbetales på KSBB´s bankkonto i NORDEA – reg. nr.1931, kontonr. 0251745994.
På forhånd TAK for enhver gave!
Bestyrelsen
Derfor vil vi gerne hermed bede KSBB´s venner om et bidrag til dækning af disse nødvendige udgifter.
Gaver kan indbetales på KSBB´s bankkonto i NORDEA – reg. nr.1931, kontonr. 0251745994.
På forhånd TAK for enhver gave!
Bestyrelsen
Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse - (Kirkens JA og Nej)
H. O. Okkels
Formand for KSBB
Siden midten af 1960'erne har vi kaldt til samling på bibelens og bekendelsens grund. Det er ikke mindre påkrævet i vor tid, hvad den seneste debat om vielse af homoseksuelle og ændret ægteskabslovgivning tydeligt vidner om.
Vores grundlag finder du nemt. Klik her.
Vi vil bringe en række kommentarer ind i tiden. Den første kan du læse her.
Igennem en årrække har vi udgivet KIRKELIG INFORMATION. Bladet er desværre gået ind, men vi vil fortsat søge at holde alle interesserede informerede om, hvad der sker i dansk og nordisk kirkeliv.
Vores grundlag finder du nemt. Klik her.
Vi vil bringe en række kommentarer ind i tiden. Den første kan du læse her.
Igennem en årrække har vi udgivet KIRKELIG INFORMATION. Bladet er desværre gået ind, men vi vil fortsat søge at holde alle interesserede informerede om, hvad der sker i dansk og nordisk kirkeliv.
