I den vestlige verden tror mange angiveligt ikke (længere) på Gud. I stedet tror man på en urkraft, på det gode i og mellem mennesker, på energier og livsfilosofier eller noget andet upersonligt. Der er ikke en personlig Gud at lytte og bede til og stå i relation til – blot noget ubeskriveligt og upersonligt.
Noget af det samme synes at smitte af på teologien og kirkens forkyndelse. Det sker, når billedet af Gud bliver uklart og upersonligt, og alle de klassiske ord og beskrivelser af Gud alene forstås som billedsprog. Så havner man i tåge og abstraktioner – og i tåge er alle kirkerotter jo grå.
Tendensen fornemmes blandt andet, når Lars Sandbeck i “Kirkeligt set” den 3. december skriver: “Gud er kærlighed. Ikke et væsen, der besidder den særlige egenskab at kunne elske, men selveste kærlighedens kraft, som binder os sammen og skaber gudsriget på Jorden.”
Endnu længere går kronikken den 21. december af Lene Koch og Troels Engberg-Pedersen, der hverken vil tale om Gud som et væsen eller en kraft, men som et “navn på en bestemt sag i menneskenes verden (…). Denne sag er: kærlighed og grænseoverskridende omsorg for livet på Jorden.” Så er der rundt regnet ingenting tilbage af troen på en personlig Gud.
Men nu fortæller evangeliet jo, at Gud har talt og åbenbaret sig, fordi han ønsker kontakt med os – konkret, historisk, hørligt og personligt. Et personligt jeg henvender sig til et personligt du, for at de to skal være forbundet med hinanden.
Bibelen, liturgien og forkyndelsen bruger billeder, lignelser og metaforer. Men det betyder ikke, at det, de udtrykker og formidler, blot er billeder og abstraktioner. Det betyder snarere, at vore ord og tanker ikke kan rumme Guds virkelighed. Men det bliver Gud jo ikke mindre eller mindre personlig af. Tværtimod.
At Gud er personlig, har også med Juleevangeliet at gøre. Det siger jo netop, at Gud kommer til verden – historisk og helt konkret og personligt. Om barnet i krybben siges det helt grænsesprængende, at “han er Kristus, Herren”. Her ligger helt personligt Guds egen søn. Den besked vil tages for fuldt pålydende – i dag som dengang. Ord og tanker kan ikke rumme den, men det bliver den ikke mindre sand af.
Kristian S. Larsen
Cand.theol. og formand for Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse