Denne artikel er først publiceret i webtidsskriftet “Nyt Babel”. Tryk her for at læse den oprindelige artikel …
– – –
Tror du på den evige fortabelse? Dette spørgsmål blev for nogle år siden stillet til en gruppe ledere i Folkekirken. Et af svarene lød: Nej, jeg tror på Gud.
Det var et smart svar. Men måske var det også mere smart end klart og afklarende. Der var lidt ’Goddag, mand – økseskaft’ over det. For spørgsmålet angik tydeligvis, om læren om en evig fortabelse skal fastholdes eller afvises. Kan og skal der i vores tid tales om dette emne, sådan som en markant række ord i Bibelen og de klassiske formuleringer i bekendelsesskrifterne gør det? Det nævnte svar synes at pege i retning af en afvisning.
’Der er vel ingenting i Guds ord, vi har så vanskeligt ved at bøje os for, som dets udsagn om fortabelsen’, har den norske nu afdøde biskop Erling Utnem udtalt.[i] Han har også kaldt den evige fortabelse for ’den hårdeste lære i Guds ord’. Den er det tungeste og vanskeligste element i den kristne tro. Tanken om en evig fortabelse er hård og mørk og smertefuld – uforståelig og uigennemskuelig. Den er ’et sort sår i min tro’, som den danske teolog Leif Andersen har udtrykt det.[ii]
Der er noget gådefuldt ved den. For Gud er kærlighed. Han er himlens og jordens og også menneskets skaber. Ved den første skabelse så han på sit værk og så, hvor godt det var. I Jesus Kristus har han levet og er død og opstået for hvert enkelt menneske. Det er fuldbragt, lød det på korset.
Hvorfor drager Bibelen så ikke enkelt og klart den konklusion, at fortabelsen er fjernet og ude af billedet? At den er udelukket og afskaffet? At vejen til den er lukket? Men den konklusion drager Bibelen altså ikke. Man kunne tænke, at når æren for frelsen alene tilkommer Gud og ikke er båret af menneskets indsats og fortjeneste, så måtte fortabelsen være udelukket. Alligevel bliver ordene om fortabelsen stående. De fortabte er dem, som ikke ønsker Guds kærlighed. Og ’dørene til Helvede er lukket indefra’, kunne C. S. Lewis sige.[iii] Dette uudgrundelige kunne kaldes ’troens sorte gåde’.
C. S. Lewis har sagt flere tankevækkende ord om denne gåde. Bl.a., at det menneske, som vedholdende vender Gud ryggen og siger: ’Min vilje ske’ – til det menneske vil Gud til sidst sige: ’Din vilje ske’.[iv] Hvordan kan det ende der, at et menneske bliver vendt bort fra Gud på en måde, så omvendelse og tro ikke er mulig? Hvordan kan det gå sådan, at helvedes døre holdes lukket indefra? At Guds kærlighed og tilstedeværelse er totalt uønsket? Det er gådefuldt.
Den svenske teolog Olof Edsinger og flere andre har peget på et stykke af et svar på dette gådefulde, nemlig at Guds dom handler om et opgør med ondskaben. Dommen er udtryk for, at Gud ikke er ligeglad. Han lader ikke godt og ondt være lige, men gør op med det onde[v]. Utnem har tilsvarende peget på, at ’dommedag står egentlig i et positivt aspekt i Bibelen. Dommedagen garanterer, at det onde ikke har nogen fremtid. Syndens historie på jorden skal en dag få en ende. Hele Guds frelsesværk går ud på at gøre ende på djævelens besættelse af verden og menneskeheden’. [vi] Johs. Horstmann har derfor talt om, at den kommende dom er ’en handling af Gud, som alle, der tror på Kristus, kan og skal glæde sig over – en åbenbar stadfæstelse af, at de i troen har det evige liv og er gået over fra døden til livet’. [vii]
Dermed siges også noget om dybden og alvoren i menneskehedens oprør mod Gud. Synden og oprøret mod Gud handler ikke om et uheld eller en detalje. Det handler om mere end en lille, forbigående kurre på tråden. For vi har vendt Gud ryggen, låst døren og brændt broerne. Og Guds kærlighed møder dette oprør og denne vantro og synd som vrede. ’Vreden og kærligheden er to sider af samme sag’, har én sagt. [viii] Guds vrede skyldes ikke, at han ikke elsker os. Den bunder derimod i, at han netop elsker os så højt og dybt og inderligt, at tanken og forstanden ikke kan rumme det. Og når nogen handler ondt mod os, mødes dette af Guds vrede – også, når denne nogen er os selv. ’Guds vrede over synden skyldes hans kærlighed til vore ofre, har én formuleret det.[ix]
For Gud er altings skaber og herre. Han har sat rammerne og præmisserne for verden og mennesket. Det er noget af det, der ligger i betegnelsen ’hellighed’. Lewis har i ’Narnia’ fremstillet Gud som løven Aslan. I en tankevækkende passage pointers det dér, at Aslan ikke er nogen tam løve[x]. Altså: Gud er den anderledes og hans væsen så meget dybere end menneskers. Han er med et klassisk udtryk: mysterium tremendum et fascinosum.[xi] ’O dyb af Guds rigdom og visdom og kundskab! Hvor uransagelige er hans domme, og hvor usporlige hans veje!, udbryder Paulus.[xii] Gud er troværdig og har åbenbaret sig, så vi kan kende ham og tro ham. Men det er ikke alt, Han har givet os lov til at vide.
Der kan altså peges på brudstykker af et svar på fortabelsens gåde. Men et stykke af den bliver også stående. En del af denne gåde kender vi fra vort eget liv. Synden – med alt, hvad det begreb dækker – er gådefuld. Hvor kom den fra? Hvorfor er den uundgåeligt en del af verdens historie og det enkelte menneske? Hvorfor har den bidt sig fast i os på en måde, så vi ikke kan rive den løs og kaste den bort? Det er gådefuldt. Men det er også sandt. Synden er her. Vi oplever den hver dag.
Tror vi på synden? Nej, men vi tror, at den er en integreret del af livet, som vi kender det. Tror vi på Djævelen? Nej, men enhver kristen véd, at han findes.
Tanken om fortabelse og helvede er gået over i vores sprog, så nogle undertiden vælger at beskrive en situation præget af sygdom eller krig som ’et helvede’. Man kan også tale om at ’give fortabt’ eller ’føle sig fortabt’. Et øde sted eller en kritisk situation kan tilsvarende betegnes som ’gudsforladt’.
Disse ord antyder noget om, hvad kirkens lære om fortabelsen rummer. Og dog når ingen af disse ord og udtryk til bunds i den alvor, som denne lære udtrykker. Fortabelsen handler om den ultimative gudsforladthed, hvor der intet håb og intet lys er. Så længe der er liv, er der håb, siges det. Det har nogle vendt rundt og sagt: Så længe der er håb, er der liv. Men fortabelsen er netop, at håbet ikke er der mere. Den er håbløsheden i yderste potens.
Regin Prenter har formuleret det sådan: ’Fortabelsens pine er efter bibelsk tankegang selve adskillelsen fra Gud, den uigenkaldelige og uoprettelige adskillelse fra Gud, alt livs kilde… Helvede er en ’anfægtelse’, som ikke mere på ny kan blive forvandlet til tro…[xiii]
I forståelsen af fortabelsen har fokus ofte været på fysisk pine og lidelse. Mange fremstillinger, kalkmalerier m.v. har ladet dette være i centrum. Prenter pointerer derimod ’adskillelsen’ og ’anfægtelsen’. Dette er det inderste i, hvad fortabelse er: at være borte fra Gud. Den er at være adskilt fra livets kilde. [xiv] Det handler om at være ’lukket ude fra Guds rige og lukket inde under Guds vrede’, er det blevet formuleret.[xv] Her ligger også vægten i Luthers forståelse. ’Helvede er i Luthers teologi dybest set et med Guds vrede’, er det sagt.[xvi]
Gennem kirkens historie har til tider være fremført en lære om, at alle til sidst vil blive frelst, den såkaldte apokatastasis-lære. Denne lære er også fremtrædende i dag i teologi og forkyndelse i Folkekirken. Prenter siger om denne: ’Læren om apokastatasis kan ikke forliges med retfærdiggørelsen af troen alene. For ifølge denne lære ’frelses’ til sidst også de, der ikke tror på Kristus. Der må finde et valg sted mellem læren om apokatastasis og artiklen om retfærdiggørelse ved troen alene.’.[xvii] Altså: når troen er det afgørende, bliver fortabelsen stående – som en gådefuld mulighed.
At nogle tager mod evangeliet i tro, og andre ikke gør, er i sig selv en gåde. Og det forbliver et paradoks, når klassisk luthersk tro siger, at et menneskes tro skyldes Guds barmhjertighed (hans ’nådevalg’), mens vantro skyldes menneskets forhærdelse. Romersk-katolsk og klassisk reformert (calvinsk) teologi har her andre forklaringer. Mens den første lægger vægten på menneskets valg, betoner den sidste Guds valg. Hermed får man hver på sin måde en løsning, som i højere grad ’går op’ og forekommer logisk og forståelig. Luthersk teologi lader derimod paradokset stå – i sammenhæng med det paradoksale og uforklarlige ved alle troens grundsandheder[xviii].
Her er altså noget, som hverken fornuft eller tro kan fatte[xix]. Det er noget, som Gud ’har forbeholdt for sin egen visdom og erkendelse’, og ’sådanne ting skal vi ikke undersøge, ikke give efter for vore egen spekulationer, ikke fastslå noget eller gruble over det’.[xx]
Fortabelsen står som et mørkt bagtæppe for mange centrale bibeltekster. ’Gå hen og gør alle folkeslag til mine disciple’, sagde Jesus.[xxi] Det må betyde, at mennesker ikke er disciple i forvejen. Relationen til ham er ikke automatisk i orden. Den relation, som er tabt i og med synden, skal derimod etableres og genoprettes ved dåb og tro, som er en radikal nyskabelse, en skabelse af intet (creatio ex nihilo).
Gud har givet sin enbårne søn, for at enhver som tror på ham ikke, skal fortabes,[xxii] siger det måske allermest kendte og centrale vers i Bibelen. Det må betyde, at udgangspositionen netop er at være fortabt.
Jesus taler om, at ’den, der ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det’.[xxiii] Og tilsvarende, at: ’den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige’.[xxiv] Det må betyde, at et menneske ikke automatisk befinder sig i Guds rige, men må bringes derind ved en (gen)fødsel og ved som et barn at tage imod, hvad det får givet.
I en af talerne i Apostlenes Gerninger taler Peter om Kristus og fastslår, at ’der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved.’[xxv] Det må betyde, at frelse eksklusivt er knyttet til Kristus.
Også i Salmebogen beskrives fortabelsen som et mørkt bagtæppe. En af folkekirkens centrale dåbssalmer slutter med ordene om, at ’aldrig de til død og dom sig fra dig forvilde’.[xxvi] Det må betyde, at det er muligt at forvilde sig bort fra Gud til død og dom. Det må derfor være en bøn om at blive bevaret fra noget, der faktisk kan ske. At det at blive døbt og at tro på Kristus handler altså om at blive reddet fra netop dette.
Den mindre kendte salme ’Jeg så ham som barn’ taler om mødet med Kristus og om, at ’hos ham vil jeg mig og min usselhed skjule, kun da fri’s jeg ud af fortabelsens hule’.[xxvii] ’Kun da…’, siger salmen. Det må betyde, at befrielsen netop er eksklusivt knyttet til at ’skjule sig hos Kristus’.
Evangeliet forkynder ikke, at fortabelsen er afskaffet. Det understreger så stærkt som muligt, at Gud ønsker, at alle bliver frelst [xxviii] – og så maler det billedet af frelseren så varmt og klart og tydeligt som muligt. Enhver, som tror på ham, skal ikke fortabes, men have evigt liv, lyder løftet.
Den, som ved dåb og tro er forbundet med den treenige Gud, har på en måde allerede dommen bag sig. Dét kan ikke forkyndes og formidles for godt og stort og stærkt. Ved dåb og tro er redningen fra fortabelsen allerede aktuel. I den sammenhæng hedder det: ’Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet’.[xxix] Den tryghed og vished, som her ligger gemt, skal til stadighed formidles og beskrives.
Ingen med hjerte i livet ’går ind for fortabelsen’. Det gør Gud heller ikke. Netop derfor blev det jul og påske og pinse. Netop derfor kan Kirken aldrig gå på ferie eller blive arbejdsløs. Netop derfor skal der holdes gudstjeneste og forkyndes og inviteres. Perspektivet for det hele er, at ’enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes’.
Det er værd at overveje, at det her handler om tro på Kristus – ikke om relation til en bestemt bevægelse, gruppe eller kirkelig tradition eller om en bestemt livsstil eller et vellykket livsprojekt. ’Ved dommens dag skal der ikke aflægges regnskab for menneskets mere eller mindre moralsk forfejlede liv, men derimod over dets forhold til Kristus, m.a.o. over dets tro.’[xxx]
Det er en del af grunden til, at det pr. definition er udelukket at afgøre, hvem der frelses hhv. fortabes. Dommeren er Gud. Og domstolen er Kristi domstol. Enhver, som tror på ham, skal ikke fortabes. Fremstilles troen som en opgave, en ydelse, en præstation, et projekt, er noget gået galt. Troen er som en tom hånd, der tager imod, er det sagt. Men skrives troen helt ud af ligningen, er der også gået noget galt. Med Prenters ord: ’Der må finde et valg sted mellem læren om apokatastasis og artiklen om retfærdiggørelse ved troen alene.’
Fortabelsen hænger altså sammen med troens væsen. Prenter har talt om ’den gåde, at et menneske kan sige nej til Guds evangelium og Guds Ånd’ og videre forklaret det: ’Troen er tillid til Gud. Derfor hviler troen i Guds barmhjertighed og almagt. Den er tryg i frelsen. For den er selv Guds gave. (1. Tim. 1,15). Men denne tillid er personlig og frivillig, ellers er den ikke tillid. Og derfor må den stadig kæmpe mod mistilliden, mod vantroen. Den kan i denne kamp anfægtes og falde, og den kan altså også mistes. Netop derfor skal troen stadig styrkes til kampen ved brugen af nådemidlerne.’ [xxxi]
Kirken kan altså ikke forkynde fortabelsens afskaffelse. Men den kan og skal forkynde redning fra den. Ja, netop det skal den gøre af al kraft og magt, med alvor og glæde, med opfindsomhed og autencitet, med iver, varme og vedholdenhed. Den skal pege så tydeligt som muligt på ham, som er selve redningen. Han skal ’aftegnes for øjnene af mennesker’[xxxii]. Kirken skal arbejde for, at mennesker ser og møder ham så livsomvæltende, at deres tro og tanke bliver båret af vished og på den måde finder afklaring og hvile.
Det var også her, Luthers tro og hans tanker om disse spørgsmål landede. Det er her, den sikre og eneste brugbare landingsplads er: med øjet og troen fast rettet mod på Kristus, hans liv, død og opstandelse for os. Der kan stilles så mange spørgsmål og gøres så mange dybt komplicerede overvejelser om fortabelse, forudbestemmelse m.v.. Det afgørende svar er: Se på Kristus på korset. Her er afklaring, tryghed og vished faktisk mulig – selv om et stykke af troens sorte gåde bliver stående.
Dette fokus blev Luther selv rettet imod, allerede da han som ung kæmpede med spekulationer og anfægtelser: ’Staupitz trøstede mig med disse ord: “Hvorfor plager du dig med disse spekulationer? Betragt Kristi sår og blod, som blev udgydt for dig. Her fremstråler forudbestemmelsen”. Altså bør man høre Guds Søn, der blev sendt i kød og blev menneske, for at tilintetgøre denne djævelske gerning og gøre os helt visse med hensyn til forudbestemmelsen. Derfor siger han til dig: Du er mit får, for du hører min røst. Ingen kan rive dig ud af min hånd’.[xxxiii]
Hos Luther kan der i øvrigt findes adskillige stærke ord om dette, f.eks.: ’Betragt derfor den himmelske skikkelse: Kristus, der for din skyld er nedfaret til helvede og var forladt af Gud, som én, der er evig fordømt, da han på korset sagde: Eli! Eli!, Lama sabaktani? Det er: Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig? Se, i den skikkelse er dit helvede overvundet, og din uvisse forudbestemmelse gjort sikker, så at, hvis du alene bekymrer dig om dette og tror, at det er sket for dig, så bliver du visselig bevaret i denne tro. Slip den derfor ikke af syne, og søg blot dig selv i Kristus og ikke i dig selv, så vil du evigt finde dig selv i ham’. [xxxiv]
Fortabelsen er som synden – og i grunden også som troen selv – gådefuld. Der vedbliver at være noget, som ikke kan (op)løses eller omsættes til logik. Luthers og klassisk luthersk forkyndelses henvisning er ikke til noget, der får det hele til tankemæssigt at gå op, men til Kristus og hans offer og sejr.
F.eks. kunne han sige: ’Når Djævelen derfor anfægter dig med dette, så sig: “Jeg tror på vor Herre Jesus Kristus, om hvem jeg ikke tvivler, at han blev menneske, led og døde for mig. Til hans død er jeg døbt”.[xxxv]
Luther talte med dette fokus om tryghed og vished i troen: “Denne er min Søn. Hør ham!” Betragt ham, der ligger i krybben, i moders skød, lidende på korset. Se, hvad han gør, hvad han taler. Dér kan du med sikkerhed gribe mig. “For den, der ser mig”, siger Kristus, “han ser Faderen selv”. Hvis du hører ham, og bliver døbt i hans navn og bevarer hans ord, så er du med vished forudbestemt og sikker med hensyn til din frelse.’[xxxvi]
I slutningen af ’Om den trælbundne vilje’ formulerer Luther endnu et aspekt med sin tale om ’de tre lys’. Han beskriver, hvordan fortabelsen er en gåde både i ’det naturlige menneskes lys’ og i ’nådens lys’. Derefter fremmaler han et stærkt og dybt perspektiv: ’Men lysglansen fra Guds herlighed tilsiger os en ganske anden forståelse, og til den tid vil det vise os, at Gud – hvem kun en ufattelig retfærdigheds dom tilhører – er indbegrebet af den mest retfærdige og den mest åbenlyse godhed.’[xxxvii]
Der er med andre ord noget, som det blotte øje og den naturlige fornuft kan se og gennemskue. Andet kan ses og opfanges i troen, altså i nådens lys. Men i herlighedens lys vil Guds uudgrundelige retfærdighed og kærlighed blive oplyst og synlig. I det lys vil troens sorte gåde også blive oplyst – og på den måde (op)løst.
Altså: en dag vil der være mere at forstå. Indtil da må vi med troens øjne se på Kristus.
Kristian S. Larsen
cand.theol., formand for Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse
– – –
[i] Erling Utnem: Jesu gjenkomst – verdens håp, Nye Luther Forlag 1992, s. 129
[ii] Leif Andersen: Ateistisk andagtsbog, Credo Forlag 2001, s 121
[iii] C. S. Lewis: Lidandets problem, Libris 1995, s. 147
[iv] C. S. Lewis: Den store skilsmisse, Scandinavia 1988, s. 58-59
[v] Olof Edsinger: Domen, CredoAkademin 2014
[vi] Erling Utnem: Jesu gjenkomst – verdens håp, Nye Luther Forlag, 1992, s. 128
[vii] Johs. Horstmann: Et grundrids af den kirkelige dogmatik, Tidehvervs Forlag 2009, s. 205
[viii] Peder Nørgaard-Højen: Den danske folkekirkes bekendelsesskrifter. Kommentar, Anis 2006, s. 364
[ix] Pastor emer. Svend Schultz-Hansen; citeret efter hukommelsen
[x] C. S. Lewis: Løven, heksen og garderobeskabet, Borgen 2005, s. 167
[xi] Rudolf Otto i bogen ’Det hellige’.
[xii] Rom. 11,33
[xiii] Prenter: Kirkens lutherske bekendelse, s. 164
[xiv] Leiv Aalen: Dogmatisk Grunnriss, Menighetsfakultet 1982, s. 289
[xv] Leiv Aalen: Frelse og fortapelse, i: Evig liv – evig død, red. John Nome, Lutherstiftelsen 1953, s. 78-79
[xvi] Erling Utnem: Luthers syn på helvete, i: Sv. Aalen og Leiv Aalen: Bakenfor inferno, Lutherstiftelsen 1955, s. 74
[xvii] Regin Prenter: Kirkens lutherske bekendelse, Udvalget for Kirke og Theologi, 1978, 164-165
[xviii] Aalen: Dogmatisk Grunnriss, s. 226-227
[xix] Aalen: Dogmatisk Grunnriss, s. 287
[xx] Konkordieformelen, Sol.Decl. 11,52
[xxi] Matt. 28, 19
[xxii] Joh. 3,16
[xxiii] Mark. 10,15
[xxiv] Joh. 3,5
[xxv] Ap. G. 4,12
[xxvi] DDS 447
[xxvii] DDS 67,6
[xxviii] 1. Tim. 2,4
[xxix] Johs. 5,24
[xxx] Nørgaard-Højen, s. 364
[xxxi] Regin Prenter: Kirkens tro, Lohses Forlag, 1964, s. 228-229
[xxxii] Gal. 3,1
[xxxiii] Martin Luther: Genesis-forelæsningen til kap. 26 v. 9, her fra lutherdansk.dk, bd. 3, s. 273
[xxxiv] Martin Luther: En sermon om beredelsen til at dø, Luthers skrifter i udvalg bd. 1, s. 102
[xxxv] Martin Luther: Genesis-forelæsningen, anf. udg. s. 275
[xxxvi] Martin Luther: Genesis-forelæsningen, anf. udg. s. 268
[xxxvii] Martin Luther: Om den trælbundne vilje, Eksistensen 2017, s. 370