Tidens ånd giver et generelt indtryk af, at vi som samfund og kultur har brændt det etiske vejkort og slukket for GPS’en – faste og trygge etiske pejlemærker forsvinder i flammerne på frihedens og selvbestemmelsens bål. For retten til at bestemme selv går forud for alt andet, men det burde den måske ikke.
Danmark er et frit land. Det er der mange gode grunde til at glæde sig over. Vi kan selv vælge interesser, livsstil, bolig, uddannelse, ægtefælle og så videre… Det er godt – og værd at passe godt på!
Men i Danmark præges vi også af en radikal selvbestemmelseskultur. Den kan være barsk at omgås – ja, en hård hersker, der efterlader mange, sårede omkring sig. Måske kan man ligefrem tale om ’selvbestemmelsens tyranni’.
Selvbestemmelse og frit valg vil i vores tid brede sig til stadig flere områder, og tanken om, at livet har indbyggede vilkår og ordninger, som sætter rammer for et menneske og dets liv, synes stadigt mere under pres. Den ubegrænsede selvbestemmelse kommer som en stormflod, der river mennesker og traditionelle relationer og omsorgsfællesskaber med sig.
I 50 år har gravide frit kunnet vælge, om de ønskede at fuldføre eller afbryde graviditeten. Mange – fødte som ufødte – har været ramt af denne ret til selvbestemmelse.
Nu foreslås det også, at en 15-årig pige helt uden forældrenes vidende skal kunne træffe dette valg – og altså bagefter stå helt alene med ansvaret. Selvbestemmelse blev potentielt til rådvildhed og ensomhed.
Højlydte stemmer taler for, at selve et menneskes køn også skal være omgivet af frit valg. Principielt skal også helt små børn have denne ret. Det handler om selvbestemmelse – helt enkelt. Altså indtil en mand kalder sig kvinde og går ind i kvindernes omklædningsrum; så er det hele ikke så enkelt mere.
Kærligheden kender ingen grænser og går sine egne veje, siges det. Lige indtil en fuldvoksen politiker vil være kæreste med en skolepige. Så synes alle – med rette – at grænsen er overskredet. Eller når en helt almindelig voksen forlader sin helt almindelige familie og rejser bort med sin nye kæreste. Så siger mavefornemmelserne, at noget er galt og burde have været anderledes.
En lang række eksempler giver et generelt indtryk af, at vi som samfund og kultur har brændt det etiske vejkort og slukket for GPS’en – og derfor svinger fra side til side i bestræbelserne på at finde vej og mål og mening. Fordi faste og trygge etiske pejlemærker forsvandt i flammerne på frihedens og selvbestemmelsens bål. For retten til at bestemme selv går forud for alt andet…
Så slynger moral og moralisme, dobbeltmoral og umoral sig ind og ud mellem hinanden. Børn, unge og voksne skal prøve at finde vej i et landskab, hvor det allermeste er legalt – og hvor skiftende folkestemninger i al deres uforudsigelighed er moralsk højesteret.
Og underligt og tankevækkende er det, at dér, hvor det allermeste synes accepteret og legalt, dér er der intet rum for tilgivelse, når først hammeren er faldet, avisforsiden er sat op, og dommen dermed er afsagt.
Tro, håb og selvbestemmelse
Måske har kirken også sovet og svigtet? Måske har den forsømt at tale om troskab og forpligtelse som uundværlige ingredienser i ægte kærlighed? I Danmark bliver cirka to tredjedele af en ungdomsårgang konfirmeret. I konfirmandundervisningen møder årligt mange tusind unge de kristne grund-budskaber, herunder de ti bud.
Her er altså muligheden for at få understreget budskabet om troskab og tilgivelse og om gensidig, livslang omsorg og forbundethed blandt andet i relationen mellem ægtefæller og mellem forældre og børn. Blev den mulighed udnyttet? Blev det overvejet og formuleret, hvad det betyder at ære sine forældre, ikke at bryde et ægteskab, ikke at stjæle, ikke at begære det, der ikke er ens eget?
For selvbestemmelsen har grænser. Ja, kærligheden kender grænser og er faktisk kun kærlighed, når den ikke bare går sine egne veje. Kærligheden bilder sig ikke noget ind – for eksempel at spontane følelser altid har (forkørsels)ret. Og den søger ikke sit eget og glæder sig ikke over uretten (for eksempel, når man svigter sine nærmeste, sit ægteskab og sin familie). Kærligheden tror og håber på både troskab og tilgivelse mellem mennesker – ikke på ubegrænset selvbestemmelse.
Den etiske Google Maps er ude af funktion
Klassisk kristen etik peger på ægteskabet som den trygge og livsbekræftende ramme om fællesskabet mellem en mand og en kvinde, herunder det seksuelle fællesskab. Denne tankegang forekommer givetvis fremmed i en postmoderne zapper-kultur. Og dét er måske et alt for godt eksempel på, at vores etiske Google Maps er ude af funktion og har mistet det afgørende, udefrakommende signal.
Retning og mening finder vi ved, at lade Google Maps finde signalet igen. Klassisk kristen etik ønsker at vise vej – ikke til et enkelt og velfriseret liv, men et trygt og meningsfuldt liv båret af ansvar, omsorg og tilgivelse. Den ønsker ikke at løfte pegefingre, men tværtimod at løfte menneskesynet så højt op som muligt og at pege på forpligtelsen som et af menneskets adelsmærker.
For mennesket har ikke ubegrænset selvbestemmelse. Mennesket har derimod ansvar – og kan derfor også pådrage sig skyld. Skylden kan man vel at mærke først for alvor se i øjnene, når ørerne samtidig kan høre om overbærenhed og tilgivelse. Får man øje på alt dette – både ansvaret, skylden og tilgivelsen – mister selvbestemmelsens tyranni sin magt. Så er et menneske sat fri til at gå ud og finde vej i det liv, der kalder på én – befriet fra at skulle bestemme alting selv.
Kristian S. Larsen
cand.theol. og formand for Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse