Det er trist, at et lille flertal i Etisk Råd nu anbefaler, at abortgrænsen hæves til 18. uge, men det er også trist, at deres anbefalinger ikke afspejler danskernes holdning.
Mulighederne for at hjælpe og redde for tidligt fødte øges løbende. Samtidig vil man øge mulighederne for at fravælge de uønskede. Det er hverken logisk eller værdigt – det er lige til at tude over.
Etisk Råds nyligt udgivne anbefalinger nævner både argumenter for, at grænsen for abort burde sænkes, og at den fri abort helt burde afskaffes. Men åbenbart deler ingen medlemmer nogen af disse holdninger. Hvorfor findes de ikke i Etisk Råd? De findes jo i befolkningen og er organiseret i flere foreninger – og har solid basis i et kristent livs- og menneskesyn. Hvorfor er det uden for Etisk Råds synsfelt? Anes der en skævhed og ensidighed i rådets arbejde og anbefalinger?
Redegørelsen nævner, at »ved op til omkring 15 procent af alle senaborter viser fosteret så meget liv, at det registreres som et barn og får tildelt et CPR-nummer«. Og videre: »Dette forhold illustrerer, hvordan vi på den ene side bare betragter noget som en abort og samtidig pludselig betragter det som et dødt barn.«
Senere indrømmes det, at »Det Etiske Råd har ikke haft mulighed for at belyse denne problemstilling i dybden.« Det var da ellers noget, der netop kunne være relevant at undersøge.
Men på en måde belyses sagen alligevel mere end nok med ordene om, at barnet opleves som et barn. For dét er jo, hvad det er – og det har været helt fra undfangelsen. Selve den fri abort er altså en tilsidesættelse af barnets menneskeværd.
Redegørelsen nævner også flere hensyn vedrørende abort: til den gravide, fosteret, sundhedspersonalet og samfundet. Faderen synes imidlertid at være overset. Hvad med hans ret og pligt i forhold til barnet?
Alle støtter kvindens ret til egen krop. Alle forstår også, at man som gravid kan stå i et virvar af tanker og følelser. Men ikke alle kan støtte en hævelse af abortgrænsen – eller den fri abort i det hele taget. Det burde afspejles i Etisk Råd.
Den fri abort forbliver et hjerteskærende svigt over for både barnet og begge forældre. Det, vi behøver, er udvidet omsorg for både barnet og alle forældre. Ellers fortsætter vi med at svigte.
Kristian S. Larsen,
Cand.theol., formand for Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse