Baggrundshistorien

Tryk på billedet og læs hæftet som pdf

Hvad der i 1964 blev nedfældet i det beskedne hæfte på 14 sider, gav ikke bare anledning til heftig debat, men satte et arbejde i gang, som stadig fortsætter, fra 1969 under navnet “Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse” (KSBB). Her er historien i korte træk frem til i dag:

De 11 udgivere af “Kirkens Ja og Nej” mødtes første gang i Viborg bispegård 22.8.62 indbudt af biskop Chr. Baun til “en fri drøftelse af den folkekirkelige situation.” Indbydelsen må ses som udtryk for den smerte over udviklingen i folkekirken, der havde ramt biskop Baun særlig hårdt, fordi han bundet i sin samvittighed af Bibelen og Bekendelsen afslog at ordinere Helga Jensen til hjælpepræst i Skive.

I samråd med præster, der støttede Baun, blev indbydelsen sendt til: E. Alshauge, Oksbøl; O. Bisgaard, Fredericia; J. Glenthøj, Borum; K. Holt, Mosbjerg; A. Højlund, København; Th. Kühl, Løjt; D. Monrad Møller, Oure; Sv.Aa. Nielsen, Haslev; B. Riisgaard, Rimsø; P. Ulsdal, Vejle og H. Wagner, Herning.

I mødet deltog også professor Regin Prenter. Desuden to præster, som var med i det indledende arbejde, men forlod “Viborg-kredsen”, som vi kaldte os, inden pjecen var færdig.

Det første møde blev en uforglemmelig oplevelse. Med vidt forskellig kirkelig baggrund kom vi fra alle egne af landet og kendte ikke hinanden på forhånd. Men vi fandt hurtigt sammen, fordi vi alle på hver sin måde havde følt det som vor egen og vore menigheders nød, at vor kirke er i vildrede med, hvad den både skal være og lære.

Biskop Baun indledte med at lade hver deltager udtrykke sit personlige syn på situationen. Under samtalen blev forskellige sider af Kirkens væsen og kald, hvor uklarheden særligt viser sig, draget frem. Referatet af mødet kunne derfor under overskriften: “Hvad er kirken?” deles op i konkrete emner som: Kirken, gudstjenesten, dåb og tro, nadveren, Den hellige Skrift, det almindelige præstedømme og kirkens embeder, Guds bud og den apostolske formaning, stat og kirke.

Til næste møde, som blev holdt på Børkop Højskole 14.9.62, havde Prenter på grundlag af referatet fra første møde lavet et udkast til en erklæring, som dannede udgangspunkt for forhandling og bearbejdelse ved de følgende møder i “Viborg-kredsen”. Mødet fik en særlig betydning, fordi værten, forstander Edvard Jensen, deltog og som lægmand tilskyndede alle os præster til at fortsætte med ordene: “Det er Dem, der er lærere i Kirken, og det skal De blot være ved!”

Under kredsens videre arbejde viste der sig nu og da uenighed, som ikke altid faldt sammen med den vidt forskellige baggrund, hvorfra vi kom. Vi repræsenterede alle kirkelige retninger med undtagelse af Tidehverv.

Hvad der holdt sammen på os var en fælles bekymring for vor kirke og enigheden om, at Den hellige Skrift er autoriteten i Kirken. Der var også enighed om, at vi ikke ville drive kirkepolitik og ikke danne en ny kirkelig retning.

Alligevel viste det sig vanskeligt at enes om, hvad vi konkret ville med det, vi efterhånden nåede frem til vedrørende de behandlede emner. Skulle vi straks gå ud i offentligheden med vore synspunkter eller blot mere forsigtigt stille dem til rådighed for kirkelige studiekredse?

Forskelligt syn på dette resulterede i, at Baun og Prenter i slutningen af 1963 trak sig ud af arbejdet, idet de dog stadigt stod bag det theologiske indhold.

På et vigtigt møde i Fredericia 12.2.64 vedtog “de 11” at indbyde en større kreds til et møde på Snoghøj Højskole, som fandt sted 3.- 4.5.64 til drøftelse af: “hvilke skridt, der må tages for at vække og kalde vor kirke og dens medlemmer til afgørelse”. Under drøftelserne, hvor også lægfolk var med, mødte vi kraftig tilskyndelse til at udsende, hvad vi var nået frem til. Opfordringen kom fra mænd som Chr. Bartholdy, Edvard Jensen og rejsepræst Johs. Pedersen, der bad os “trutte i hornet, så murerne falder!”

Efter endnu et konsulterende møde med folk, som også økonomisk støttede udsendelsen, blev pjecen “Kirkens Ja og Nej” udsendt, så den kunne være modtagerne i hænde 20.11.64.

Inden de mange hundrede kuverter blev overgivet til postvæsnet, blev de båret over i Borum Kirke, hvor vi holdt en andagt med bøn om, at pjecen måtte skabe klarhed og give læserne frimodighed til at “stride for den tro, som én gang for alle er blevet overgivet de hellige” (Jud 3). Vi var overbeviste om, at vi kun havde skrevet, hvad Kirken altid har lært og intet nyt eller særligt.

Netop derfor chokerede det os, at reaktionen imod pjecen blev så voldsom også fra uventet hold. Ganske vist hilste mange den da velkommen som en tiltrængt opmuntring til at stride troens gode strid. Men også de mange angribere kom ufrivilligt til at bekræfte pjecens hovedpunkt, der udtrykkes sådan: “Man taler om kirken som folkets kirke på en måde, som vækker det indtryk, at flertallets ønsker og behov og ikke ‘Kristi forordning og bud’ (Den augsburgske bekendelse art. 8) må være afgørende for, hvorledes kirkens forhold ordnes.”

Særlig protest vakte påstanden: “Det turde være klart, at de to kirkesyn ikke lader sig forlige. De to kirkesyn er nemlig så forskellige, at forestillingen om, at de begge i al fremtid kan leve med samme hjemstedsret ved siden af hinanden i samme folkekirke er en illusion.”

Gang på gang blev vi spurgt: “Hvem sigter I til? Må vi få navne!” Det viste sig unødvendigt at nævne navne. De trufne meldte sig hurtigt selv i debatten og afslørede folkekirkens alvorlige situation.

Det blev for os et klart signal til at gå videre. Allerede 1965 udgav vi “Syv kronikker om Kirkens Ja og Nej”, hvori der nærmere blev redegjort for pjecens indhold på baggrund af alle reaktionerne. Samme år fulgte den næste store aktion. Til alle præster og menighedsrådsmedlemmer m.f. udsendte vi et hæfte på 40 sider: “Hvad den danske Kirke står for” med menighedsrådsløftet, præsteløftet, præste- og bispevielsesritualet, de tre oldkirkelige trosbekendelser og de første 21 artikler i den augsburgske bekendelse samt artiklerne 22-28 i kort referat og endelig ritualet for kirkeindvielse. Hæftet er stadig efterspurgt og nu trykt i 27.000 eksemplarer.