Af pastor Svend Erik Larsen
Umiddelbart vil mange mene, at ”ånd” er noget så luftigt og uhåndgribeligt, at det er svært overhovedet at forholde sig til. Derfor har mange da også svært med at forholde sig til pinsen og dens betydning: At Helligånden kommer til verden. Men tænker vi efter, ved vi i grunden godt, at det åndelige kommer til udtryk helt konkret. Vi tøver jo f. eks. ikke med at konstate-re, at her råder der en god – eller dårlig ånd. Vi betragter ånden som noget virkeligt, selv om det er dens virkning, vi konstaterer.
Sådan forholder det sig også med Helligånden. Derfor tales der anderledes i den 3. trosartikel end i de to første. Her tales der om Gud og om Jesus som dem, de er – og det, de har gjort. Men om Helligånden konstaterer vi, hvad dens virke resulterer i, og hvorved den virker. Derfor kan man med rette sige, at Helligånden gør Gud – skaberen og frelseren – til en levende virkelig-hed. Troen på Gud får ”krop”.
Det første, Helligånden virker, er ”den hellige, almindelige kirke”. Troen på Gud danner kirke som ramme om troslivets udfoldelse. Og her tænkes der både på gudstjenestelivet og på hverdagslivet som kristne. Derfor er det da også meningsløst at ville forvise troen på Gud til det private liv. Og lige så meningsløst er det at påstå, at man kan være en god kristen uden at leve med i gudstjenestelivet. Troen på Gud er en personlig, fælles og offentlig sag!
At kirken er hellig betyder så iøvrigt, at kirken er Guds kirke. Og dén kirke er derfor ikke en menneskelig indretning. Den er ikke noget, mennesker har fundet på, og derfor kan vi heller ikke gøre med den efter forgodtbefindende.
Og at Guds kirke er almindelig betyder både, at den er verdensomfattende, at den vogter og formidler hele troen – den rette tro – i hele verden.
Herefter siges det, at vi tror på ”de helliges samfund”. Dette udtryk bliver ofte opfattet som en nærmere bestemmelse til kirken, men det er efter al sandsynlighed ikke rigtigt! Udtrykket kan – som det står i grundteksten – derimod betyde enten delagtigheden i/fællesskabet om de hellige ting (d.v.s. nadverens brød og vin) eller fællesskabet med de hellige (d.v.s. dem, der er gået forud for os til Gud). Her er det sandsynligste, at der tænkes på nadveren.
Så nævnes herefter ”syndernes forladelse”. Her tænkes der sandsynligvis på syndernes forladelse i dåben. På den renselse, som dåben er, og den adgang, den døbte har til netop syndernes forladelse.
Den kristne tro vedrører ikke kun livet her fra fødsel til død. Den er en opstandelsestro. Vi tror på ”kødets opstandelse”. Med dette udtryk afvises enhver form for tro på sjælevandring/reinkarnation. Men det betyder også, at legemet ikke opfattes som et hylster, sjælen er fanget i og skal befries fra. Med til den enkeltes personlighed hører også legemet, – og det er altså derfor den enkelte persons opstandelse, vi tror på.
Og så munder det hele ud i ”det evige liv”. For den troende ender livet altså med livet! Døden er ikke afslutningen, for Gud vil have alle sine mennesker omkring sig, – og han er livets Gud, den evige!
Så langt fra at være noget luftigt og uhåndgribeligt, former Helligånden altså livet og gør dette evigt!
