“At dåben er et virksomt tegn – sakramente – betyder, at dåben ikke bare er en symbol- eller tegnhandling, men en virkelighedsskabende handling”.
Sådan lyder en af flere stærke og prægnante pointer i rapporten fra kirkeministeriets udvalg vedr. dåb og nadver (s. 24).[1] Rapportens første del rummer grundige redegørelser for dåbens bibelske baggrund og for Luthers dåbsteologi. Der er grund til glæde over rapportens betoning af, hvad dåb og nadver er og betyder. “Frelseshandlinger og vishedstegn” kaldes de (s. 16). Det er indholdsrige betegnelser, som er tiltrængte og relevante i en tid, hvor der er tendenser til at forstå sakramenterne symbolsk eller metaforisk.
“Gud har med sit bud og løfte bundet sig selv og mennesket til dåben i den forstand, at her kan man være sikker på at møde ham i ord og tegn: I dåben skaber Gud et nyt forhold mellem sig selv og mennesket”, hedder det også (s. 24).
Dåben er et knudepunkt i den kristne tro og er indgangen til Kirken og livet som kristen. For Luther og Grundtvig og utallige andre har det haft afgørende betydning at vide, at de var døbt. I troens og livets kampe var her noget, som tro og tanke kunne hage sig fast i og vende tilbage til. “Jeg er dog døbt”, sagde Luther så. Og Grundtvig digtede: “Gudsfingrene grande slog kors for din pande, Guds enbårnes røst slog kors for dit bryst, thi skal ingen djævel dig skade” (DDS 674,2).
I Folkekirkens liv og den folkelige relation til kirke og kristendom er dåben fortsat central, men den er også genstand for usikkerhed og modstridende forståelser. Det kan der ses eksempler på i den aktuelle debat og også i bogen Dåben klæder dig (Eksistensen 2018), hvor otte præster fortæller om dåbssamtaler. “Gud er da ligeglad med, om det enkelte menneske er døbt eller ej”, siges det her (s. 51). En sådan forståelse synes at være del af en generel tendens til at afrunde og nedvurdere dåbens betydning.
I dåben får vi at vide, at vi er Guds børn; her markeres og bekræftes det, at vi altid vil høre til hos ham, siges det. Sat på formel bliver det til, at “et menneske døbes ikke for Guds skyld, men for sin egen”. Fokus er altså subjektivt: menneskets tro og livsmod og samhørighed med andre og med en tradition. Til gengæld nedtones det objektive: Der foregår ikke i dyb og egentlig forstand en forandring i og ved dåben. Sådan lægges der afstand til en klassisk forståelse af dåben, og resultatet bliver en devaluering af dens dramatiske og sakramentale indhold.
Rapporten har her flere relevante pointer. “Der er forskel på at være Guds skabning og stå under Guds almene nærvær i det skabte – og at være Guds barn og dermed stå under Guds nærvær i Kristus”, hedder det bl.a. (s. 31).
Der er meget på spil her. Sådan som man ser på sin dåb, sådan ser man på hele kristendommen, sagde Vilhelm Beck – og prædikede så både tidligt og sent om dåben. Den norske biskop Olav Skjevesland har kaldt dåben “den kristne tros Charles de Gaulle-plads”. Sådan som denne plads i Paris har alléer, der løber i stråleform ud fra Triumfbuen, sådan har dåben forbindelse til alle centrale punkter i den kristne tro. Ændres noget her, får det betydning både for forståelsen af Gud, synet på mennesket, frelsen, sakramenterne, kirken og eskatologien, fastholder Skjevesland.
Begrebet “genfødelse” er her centralt – måske nærmest uundværligt. For klassisk luthersk teologi og klassisk teologi i det hele taget forstår dåben som et sted og en begivenhed, hvor et menneske bliver noget, det ikke i forvejen er. Det har Bibelen og teologien forskellige ord for, bl.a. “genfødelse”. Kort formuleret: I dåben får man ikke en bekræftelse på, at man allerede er Guds barn, men man gøres til det. Sådan tales der i Ny Testamente og i salmer og ritualer.
I NT siges det f.eks., at Gud frelste “ved det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden” (Tit 3,5). I dåbsritualets indledende bøn siges der tak til Gud, fordi “du ved din enbårne Søn har givet os den hellige dåb, hvori du gør os til dine børn…”. Efter overøsningen lyder det, at Gud har “genfødt dig ved vand og Helligånd…”. I et af konfirmationsritualerne siges det: “Den treenige Gud, som i dåben har antaget dig som sit barn…”, og i en dåbssalme skriver Brorson, at Gud “gav dig børne-ret og navn…” (DDS 452,4).
Det er altså et gennemgående perspektiv, at der sker en forandring i og med dåben. Det menneske, der fra første begyndelse er Guds elskede skabning (og i dén forstand er “Guds barn”), men også født uden for Paradis og med ryggen til Gud, får nu hjemsted og arveret hos Gud.
Der sker altså meget mere end en markering eller bekræftelse. Bibeltekster, salmer og ritualer fremstiller det anderledes dybt og radikalt: Der skabes en relation, et barneforhold, som ikke var der i forvejen. Derfor er “genfødelse” et hovedord. Måske kan et sådant ord have kommunikative vanskeligheder, men dets indhold og pointe kan ikke opgives. Når lutherske kristne gennem tiderne har lagt vægt på at døbe hurtigst muligt, hænger det sammen med denne stærke forståelse af dåben. Barnet skulle tidligst muligt blive Guds barn.
Enkelte kirker har haft den skik, at menigheden ikke rejser sig, når et dåbsbarn bæres ind i kirken, men først når det bæres ud efter dåben – for først da er det blevet et Guds barn. Skikken er ikke nævnt i rapporten, og man kan også mene forskelligt om den. Man kunne jo også rejse sig som velkomst og festlig modtagelse af barn og forældre; men baggrunden er tydeligvis en stærk forståelse af dåben.
Folkekirken har brug for at genfinde denne forståelse og derved styrke sin forkyndelse og undervisning om dåben. Måske er disse tanker ikke fremme i bevidstheden hos en typisk dåbsfamilie. Men så er der en stor og fin opgave i at hjælpe mennesker til at få et glimt af, at det, der sker her, er langt større, end vi umiddelbart tænkte det.
Sproglige ændringer kan være både meningsfulde og nødvendige. Men der er grund til varsomhed, for ordenes betydning skal jo i givet fald udtrykkes tilsvarende eller bedre af andre ord. Det er ikke enkelt – slet ikke med store og stærke ord. Faren er, at nye ord reelt modsiger de gamle. Et arbejde med evt. nye formuleringer skal lytte grundigt til tidens sprog og tankegange – og ikke mindre grundigt til Bibelens sprog og tankegange og til tidligere tiders ritualer, f.eks. Luthers dåbsritualer.
Rapporten nævner det vigtige ved “en bevidsthed om, hvad det i dag vil sige, at dåben er nødvendig til frelse, herunder en nutidssvarende forståelse af synd, genfødsel og af, hvad det vil sige at blive Guds barn i dåben” (s. 54.) Her er altså en opgave for teologi, forkyndelse og undervisning på alle niveauer. Grundbegreber som synd og genfødelse skal formidles på vor tids sprog, så de bliver mest muligt forståelige.
Her er det et vilkår, at der altid vil være noget provokerende i evangeliet, i ordene om synd og om behovet for nåde. Men netop derfor er dåben og forkyndelsen og undervisningen om den så vigtig. For her er mere end en festlig markering af livets begyndelse eller en stemningsfuld ceremoni med gode ønsker for fremtiden. Her befrier den treenige Gud et hjælpeløst menneske fra synd, død og djævel og gør det til sit barn – for at det skal leve i troen og være Hans i tid og evighed.
Mon ikke også det var sådanne tanker, der var baggrund for, at Luther kunne trøste sig med at sige: “Jeg er dog døbt”, og at Grundtvig kunne skrive til sig selv og andre: “Sov sødt, barnlille, lig rolig og stille”. Dette stærke, sakramentale perspektiv skal ikke tabes på gulvet, men fastholdes – i tro, ritualer og forkyndelse.
Kristian S. Larsen
cand. theol., formand for KSBB