Jan Bygstad,
Lunde Forlag 2022, 424 sider
– Den norske præst og formand i foreningen For Bibel og Bekjennelse (FBB), Jan Bygstad (JB) har endnu engang skrevet en bog med orienteringspunkter i forhold til tiden og det kirkelige landskab i Norden. Naturligt nok er hans udgangspunkt norske forhold, men orienteringspunkterne er i høj grad også relevante for kristenlivet i Danmark. Bogen er en aktuel vejledning i forhold til at bevare bibeltroskab i forkyndelse og menighed i et stærkt sekulariseret samfund. Den ligger i god forlængelse af hans tidligere bøger.
Bogen er fyldig. Den består af 11 kapitler fordelt på 400 sider. Han kommer vidt omkring, men samtidig er der en rød tråd, som samles til sidst. Kapitlerne kan læses hver for sig. De er meget vægtige i sig selv. Der er mange skriftcitater, som gør bogen lidt tung, men til gengæld gør det også Bibelen nærværende i fremstillingen.
JB begynder bogen (1.) med at forklare den lutherske tros grundsandheder med vægt på lov og evangelium. Det viser klart, hvor hans ståsted er, og hvor han lægger sin vægt. Han påpeger hvordan lutherske menighedssammenhænge igen og igen her går fejl. På den måde er kapitlet en fin og klar, kort gengivelse af god luthersk tro. Som luthersk prædikant og leder er det værd jævnligt at tage frem og minde sig selv om. For påvirkningen af uevangelisk teologi er stor – også i lutherske sammenhænge i vores tid.
Dernæst (2.) kommer et vigtigt afsnit om lærebevidsthed og vagtsomhed i forhold til at misforstå evangeliet. Det afsnit står som indgang til de følgende kapitler. Der er eksemplificeringer af, hvor det kan gå galt i vores tid. På den måde repræsenterer JB med denne bog selv den nådegave til at bedømme ånder, som han påpeger vigtigheden af, at Kirken har.
Et afsnit (3.) om Guds hellighed følger, hvormed det fremgår, at Guds folk også er kaldet til at være helligt. En vigtig påpegning for (post-)moderne kristne, da den vestlige kultur i høj grad har mistet sansen for at skulle stå til regnskab for andre end mennesket selv.
Det følgende kapitel (4.) om nådemiddel-kristendom er vigtigt, hvor JB tager et stærkt og klart opgør med den karismatiske bevægelse. Konkrete norske organisationer nævnes, og han har et stærkt blik for de usunde elementer i karismatikken. Set fra et dansk perspektiv er nogle af hans generaliseringer måske lige grove nok. For eksempel skriver han: “ikke minst må den karismatiske bevegelsen kunne sies å stå fremmed overfor den lutherske nådemiddeltenkningen” (s.124). Det er måske korrekt i globalt perspektiv, men det er ikke, hvad jeg oplever i DanskOase. Der findes en karismatisk fornyelse, som ønsker at være i luthersk tradition. Men som det også fremgår af JB’s analyse, er den karismatiske bevægelse svær at styre.
I femte afsnit “Kom i hu-!” påpeger JB vigtigheden af traditionsbevidsthed og problemet ved tidens historieløshed og konstante fornyelsestækning. Der følger en præsentation af den klassiske lutherske gudstjeneste og kirketænkning, og JB skal have tak for at undervise os i et stærkt underprioriteret område – ikke mindst i dansk kirkeliv. JB vender sig mod reformert teologi. Han beskylder Calvin for at ville have en ‘fri’ gudstjeneste baseret på en “underliggende spiritualisme i hans teologi” (s.151). Igen synes jeg det bliver lige generaliserende og groft nok, og jeg savner dokumentation for påstanden. Ud fra en bestemt forståelse af højkirkelighed gør JB konceptet “uforenelig med et luthersk ståsted” (s.153). Det er igen groft generaliserende, og det undrer mig, at JB er så unuanceret. Men det er klart, at ens pointer står tydeligere, når grænserne sættes hårdt op.
Kapitlet om tidsånden (6.) er skarpt og vigtigt. JB finder nye kritiske aspekter ved vores moderne tid, og det er vigtigt at kirken til stadighed har et kritisk blik for det. Han sætter det fint ind i en bibelsk sammenhæng. Han ser, hvordan tidsånden let får tag i de unge og ad den vej kommer ind i de kristne forsamlinger. Han tager i den forbindelse populærkultur-fænomenet op. Samtidig påpeger han også, at nostalgi og isolering ikke er vejen frem. Det gør han ikke så meget ud af, men jeg glæder mig over, at han slutter med Kenneth A. Meyers nuancerede råd om, at vi har lov til at bruge populærkulturen, så længe vi ikke lader os dominere af den og bliver optaget af dens afguder. For som JB også senere påpeger, kan den skarpe kritik af verdsligheden føre til, at kristne isolerer sig og bliver kulturelt forsimplede. Korrekt – og, kan det tilføjes, forsøger måske at sætte udviklingen i stå ved at leve i utopiske tidslommer.
Kapitlet (7.) om ungdomskulturen er meget skarpt i sin vurdering og fremragende i både sin analyse og rådgivning. Her er også den gode inddragelse af andre kilder, som jeg savner andre steder i bogen. Måske er kapitlet bogens vigtigste. Ud fra en dyb luthersk forståelse giver JB en god vejledning til, hvilke områder kristne unge skal oplæres i. Gid dettte kapitel må nå ud i hver en krog af lutherske forsamlinger. Netop her står en central kamp i vores tids menigheder med tidens enorme traditions- og kulturtab generationerne imellem.
Dette kapitel leder endelig til afsnittene om musik (8.), som tydeligvis ligger JB meget på hjerte. Det antydes flere steder undervejs i bogen, og her kommer JB’s stærke ærinde frem. Afsnittet om lovsang og modernitet har skarpe analytiske vinkler, som er afklarende og gode. Man fornemmer mellem linjerne en stærk frustration over udviklingen i det kristne Norge, hvor populærmusikken og dens lovsangskultur truer med helt at udrydde den klassiske lovsang. Der er mange gode referencer til Vestens kulturelle udvikling, og kirken sættes godt ind i sammenhængen. Dog synes jeg også her, der er en tendens til at trække grænserne meget skarpt op, og fremstillingen nærmer sig flere steder det karikerede. Det er helt legitimt at referere til ekstremerne, men her savner jeg større forståelse for dem, der prøver at finde en vej mellem afvejene. Bedehusenes traditionelle brug af kor og sange som pædagogisk middel og forkyndelse sættes i samme kategori som amerikansk kirkevæksttænkning og den karismatiske lovsangsbølge. Jeg kan godt se sammenhængen, men det er, som om der i høj grad ligger den tænkning bag, at har man sagt A, så har man også sagt B.
I det efterfølgende afsnit om musik (9.) finder vi et forsvar for det såkaldt ‘åndsdogmatiske’ syn på musik. Form og indhold kan ikke skilles ad, og populærmusikken med dens vægt på rytmer og frigørelse ødelægger Kirken og gudstjenesten som et helligt rum. JB kritiserer opfattelsen af at musik er neutral i sig selv uden bærer af mening. Han kommer med en kortfattet historisk gennemgang af musikforståelsen i den vestlige civilisation og dens placering i kristendommen. Han kritiserer herunder pietismens dyrkelse af det sjælelige og vækkelsesbevægelsers brug af musik for at nå mennesker. Luther fremhæves som en mand, der tog det bedste fra både gammelt og nyt og tilpassede det til gudstjenestens hellige rum og budskab.
Det er relevant, at JB tager disse synspunkter op igen, for nye er de ikke. JB knytter musik og kultur sammen i spørgsmålet, og jeg tror, det tjener klargørende at knytte problemstillingen sammen med et kritisk blik på kirkevækst-tænkning og modernitet, som det gøres her i bogen. Netop i sammenhængen med liturgien synes jeg, synspunktet får en stærk vægt, for det er hele gudstjenesten som helligt rum, det drejer sig om. Som en hengiven ven af klassisk kirkemusik glæder jeg mig over det store forsvar for klassisk gudstjenestemusik, vi her får. På den anden side må jeg igen påpege, at jeg savner nuanceringer. Det er min erfaring, at der findes en ydmyg og afdæmpet praksis omkring brug af nogle former for populærmusik, som godt kan integreres og supplere den klassiske musik i gudstjenester og salmesang. De vise og modne præster og kirkemusikere finder balancen. Det savner jeg en anerkendelse af, og det er min frygt ved den ensidigt negative behandling her i bogen, at det får mange, som kunne støtte det grundlæggende synspunkt, til at stå af.
I næste kapitel (10.) tages der et grundlæggende opgør med kirkevækst-bevægelsen, som i sin ånd betegnes som u-luthersk. Det er bogens længste kapitel, og man fornemmer også her, at det udspringer af JB’s hjerteblod. Opgøret er tankevækkende og kontroversielt, fordi mange lutherske vækkelsesbevægelser har taget amerikansk-evangelikale tiltag til sig i deres arbejde. Der er også kritik af katolsk tænkning i forhold til discipelskab (Thomas a Kempis). Hertil sætter JB korsteologien og Jesu eget virke som det sande alternativ og forbillede. Dette opgør hænger stærkt sammen med betoningen af de lutherske grundsandheder tidligere i bogen. Han slutter kapitlet med fortællingen om den gamle leder i Indremisjonsforbundet, Andreas Larvik, som i et syn så missionshusene tomme til fordel for satanisk show og underholdning (s.334-335).
Dette er et meget vigtigt ærinde. Jeg frygter, at de lutherske bevægelser både i Norge og Danmark står ved et skel, hvor den gamle spænding i forhold til det lutherske og karismatisk-evangelikale ikke længere kan opretholdes. I Danmark ses det bl.a. ved, at mange unge fravælger de traditionelle lutherske menigheder og forsamlinger til fordel for karismatiske menigheder. Dette kapitel er en opmuntring til ikke bare at tilpasse sig eller til at stå fast på det traditionelle, men at søge ned i de lutherske grundsandheder.
Det sidste afsnit (11.) er på mange måder en opsummering og perspektivering af både udviklingen og linjen i bogen. JB fokuserer især på en stærk kristen oplæring i hjemmene og isolationen fra det sekulære samfund som fremtidsperspektiver, der må forberedes på. “Back to basics” er svaret (s.338). Han perspektiverer til Johannes Åbenbarings tale om lunkenhed og frafald og appellerer endnu engang til, at vi bevares ved at holde os til Guds Ord og til Jesus Kristus. Han nævner faren ved Mammon, utugt og falsk åndelighed med henvisning til gnosticismens afveje.
På en måde er der ikke noget nyt i det, der skrives her. Det er gamle advarsler og formaninger, som har lydt i årtusinder, men som desværre bare stadig er frygteligt aktuelle. Derfor spørger jeg mig selv, om tidens mennesker kan og vil høre det vigtige budskab. Jeg håber det. For her har vi en guidebog, som ikke bør sættes for langt ind på reolen.
Bogen fremstår fundamentalistisk på den måde, at JB i bogens dele lægger et fundament at bygge kristne fællesskaber på. Fundamentalisme kan udvikle sig i en retning, som bliver ureflekteret, hård og lukket for samtale. Det første er bogen i hvert fald ikke. Det sidste fornemmer jeg heller ikke, og den økumeniske erklæring sidst i bogen til det norske Stortinget om at værne om forældreretten og forståelsen af to køn bekræfter ønsket om dialog og samarbejde. Må denne bog blive anledning til besindelse og samtale i en ydmyg håndsretning mellem kristne søstre og brødre i en udfordrende tid.
Peter E. Nissen,
afdelingsmissionær og pastor