Gudstjenesten er kirkens og kristenlivets hjerteslag. Det er derfor noget helt centralt, der er på dagsordenen, når biskopperne har sat gudstjenesten og dens ritualer til debat, mener cand.theol. og formand for Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse Kristian S. Larsen
Alle kirkens aktiviteter skulle være ’trædesten’ til gudstjenesten, har daværende kirkeminister Mette Bock udtrykt det. Det er en fin formulering og et helt rigtigt perspektiv på kirkens liv og arbejde. Alle aktiviteter og arbejdsgrene skal holde forbindelsen til gudstjenesten og vise mennesker hen til den som kirkelivets fikspunkt.
Det, der sker her, kan nemlig ikke formuleres for stort eller vægtes for højt. I gudstjenesten møder menigheden ham, som den tror på: lytter til ham, synger og beder til ham, bekender troen og møder ham så fysisk og konkret i og med sakramenterne, at ord knap kan udtrykke det.
På den baggrund har han meget ret, den præst, der sagde, at ”der kan være så mange grunde til ikke at gå til gudstjeneste; der er én grund til at gøre det: Jesus selv er her”.
Et af de centrale spørgsmål i drøftelserne om gudstjenesten er, i hvor høj grad højmessens ritual skal være fast og autoriseret. Hvor meget af højmessens forløb skal kunne ændres og afgøres lokalt?
Af mindst tre grunde er det vigtigt, at gudstjenestens hovedelementer fortsat er autoriserede og fælles for alle sognemenigheder.
For det første er det vigtigt af hensyn til genkendeligheden. Det skal være muligt at deltage i gudstjenesten i sin egen menighed eller et fremmed sted uden at opleve gudstjenesten som helt fremmed.
For det andet skal gudstjenesten holde forbindelsen bagud: til rødderne, historien, traditionen. Højmessen, som den kendes i dag, er jo ikke udtænkt i går. Den har stærke tråde tilbage til gudstjenesten på reformationstiden, i kirkens første tid og helt tilbage til den jødiske synagoge- og tempeltjeneste. Den er dybt præget og afhængig af bibelske ord og passager, som enten direkte citeres eller på anden måde former gudstjenesten. Uden dem bliver den i sidste ende noget andet end gudstjeneste.
I forlængelse af dette er det for det tredje vigtigt, at en fast gudstjenesteform skal være med til at holde troen og forkyndelsen på ret kurs. I en postmoderne og individualistisk tid har enkeltpersoner, menigheder og folkekirken som helhed brug for at blive støttet og styrket til at holde fast ved det, der er klassisk kristendom. Dette er en central opgave for liturgien.
Er for eksempel forståelsen af dåben som genfødelsens sakramente på vej til at smuldre, da er det betydningsfuldt, at ritualet fortsat taler om, at Gud ”gør os til sine børn og skænker os Helligånden med syndernes forladelse og det evige liv”.
Er forståelsen af nadveren under pres, da står ritualet klar til at hjælpe og vejlede for eksempel med ordene om, at vi der må ”modtage vor Herre Jesu Kristi legeme og blod og derved få del i hans fuldbragte offer til syndernes forladelse og evigt liv”.
Er selve billedet af Gud ved at blive trukket skævt, da er det godt med faste tekstrækker og med salmernes og trosbekendelsernes klassiske ord til at støtte og styrke troen på, hvor, hvem og hvordan Gud er.
Selv om højmessens ritual hverken er en del af bekendelsesskrifterne eller direkte står i Bibelen, har det altså afgørende betydning for kirkens liv og menneskers tro. Dette udelukker ikke nye ord eller varsomme ændringer. Men det understreger, hvor vigtigt det er med varsomhed og med opmærksomheden på den faste liturgis funktioner.
Den faste liturgi er nemlig ingen spændetrøje. Den er tværtimod frihed fra selv at skulle opfinde gudstjenesten, frihed fra smarte idéer og skiftende smag og behag og fra et usundt fokus på mennesker. Og den er frihed til med hele sin eksistens at møde Gud, som i og med gudstjenesten vil møde os ”med hele sin kærligheds rigdom”.
Har været bragt som indlæg i debatten på kristendom.dk