Af pastor Svend Erik Larsen
Ofte hører vi den påstand, at det er svært at forstå, hvad Bibelen siger. Det er jo en gammel bog, og derfor kan det være svært at få den til at passe til den virkelighed, vi lever i nu. Hvad indholdet angår, må den jo da også være bestemt af den fortid, den blev til i. Derfor kan det, den siger, ikke uden videre tages for pålydende. Den må tolkes, så den ”passer” til nutiden!
Derfor har mange den opfattelse, at det, som Bibelen ikke udtrykkeligt forbyder, er tilladt! Og skulle et forbud evt. stride mod det, man opfatter som moderne og nutidig opfattelse, er man ofte hurtig til at afvise det som tidsbestemt. Derfor gælder det ikke længere!
Drejer det sig i stedet om påbud, er reaktionen nogenlunde den samme. Et påbud gælder i reglen også kun, hvis det ikke strider mod nutidens almindelige opfattelse.
Det betyder alt sammen, at der altså er grænser for, i hvilket omfang Bibelen kan accepteres som grundlag for kristen tro og praksis. Det afgørende er, om det, den siger, er i overensstemmelse med nutidens opfattelse. Bibelen skal – siger man – derfor læses og forstås på nutidens betingelser!
På dén baggrund kan man derfor i grunden spørge, hvorfor man f. eks. mener, at barnedåben er i overensstemmelse med Bibelen. Den er jo ikke påbudt, – ja, den er overhovedet ikke nævnt!
Ikke desto mindre læser vi jo Bibelens tekster om dåb sådan, at barnedåben er den selvfølgelige baggrund. Traditionen fortæller os nemlig, at sådan hænger det sammen. Sådan har man fra begyndelsen forstået Bibelens tale om dåb.
Det betyder, at vi må lade være med at bilde os ind, at vi kan læse Bibelen rigtigt og forstå den ret på vore egne – eller nutidens – betingelser. Skal vi forstå Bibelen rigtigt, må vi tværtimod læse den på dens egne og traditionens betingelser. Vi må spørge, hvordan de ”gamle” forstod det, Bibelen siger! Det går ikke an at anskaffe en ny forståelse, fordi man synes, at den er mere i pagt med nutiden!
Ofte hører vi den påstand, at det er svært at forstå, hvad Bibelen siger. Det er jo en gammel bog, og derfor kan det være svært at få den til at passe til den virkelighed, vi lever i nu. Hvad indholdet angår, må den jo da også være bestemt af den fortid, den blev til i. Derfor kan det, den siger, ikke uden videre tages for pålydende. Den må tolkes, så den ”passer” til nutiden!
Derfor har mange den opfattelse, at det, som Bibelen ikke udtrykkeligt forbyder, er tilladt! Og skulle et forbud evt. stride mod det, man opfatter som moderne og nutidig opfattelse, er man ofte hurtig til at afvise det som tidsbestemt. Derfor gælder det ikke længere!
Drejer det sig i stedet om påbud, er reaktionen nogenlunde den samme. Et påbud gælder i reglen også kun, hvis det ikke strider mod nutidens almindelige opfattelse.
Det betyder alt sammen, at der altså er grænser for, i hvilket omfang Bibelen kan accepteres som grundlag for kristen tro og praksis. Det afgørende er, om det, den siger, er i overensstemmelse med nutidens opfattelse. Bibelen skal – siger man – derfor læses og forstås på nutidens betingelser!
På dén baggrund kan man derfor i grunden spørge, hvorfor man f. eks. mener, at barnedåben er i overensstemmelse med Bibelen. Den er jo ikke påbudt, – ja, den er overhovedet ikke nævnt!
Ikke desto mindre læser vi jo Bibelens tekster om dåb sådan, at barnedåben er den selvfølgelige baggrund. Traditionen fortæller os nemlig, at sådan hænger det sammen. Sådan har man fra begyndelsen forstået Bibelens tale om dåb.
Det betyder, at vi må lade være med at bilde os ind, at vi kan læse Bibelen rigtigt og forstå den ret på vore egne – eller nutidens – betingelser. Skal vi forstå Bibelen rigtigt, må vi tværtimod læse den på dens egne og traditionens betingelser. Vi må spørge, hvordan de ”gamle” forstod det, Bibelen siger! Det går ikke an at anskaffe en ny forståelse, fordi man synes, at den er mere i pagt med nutiden!