Denne bog med artikler er næsten en norsk parallel til den bogudgivelse:”Kvinder på Herrens mark”, der udkom i Danmark fra Hovedland i 2007. Her tages debatten om tjenestedeling i kirkens hyrde- og lærerembede op. Begrundelsen er, at den debat hverken er afsluttet eller død, men til stadighed må gennemarbejdes for hver ny generation. Selvfølgelig har det skabt reaktioner, fordi nogle netop mener at debatten er afsluttet med accept af kvindelige præster. Det mener bogens redaktion og forfattere glædeligvis ikke.
Det er påfaldende at artiklerne er skrevet mellem 1948 og 2012 fordelt med ca. halvdelen før år 2000, halvdelen efter, hvorfor man kunne tro bogen ville virke forældet. Det er ikke tilfældet, for i stedet genopfrisker artiklerne til min store glæde væsentlige teologiske pointer, der i mellemtiden er blevet talt tavse. I en dansk sammenhæng er det også befriende at møde både R. Prenter og B. Giertz koblet sammen med kompetente forfattere fra både Missouri i USA, SELK-kirken i Tyskland og den lutherske kirke i Australien.
Bogens fokus er primært på den lutherske kirkes hyrde- og lærerembede. Det kan let føre til at bogen ikke regnes for relevant for lavkirkelige fællesskaber og menigheder, hvor ledelsen organiseres efter nådegaver, så de nærmest vil betegne sig selv som embedsløse. Da vil man blot overse, hvordan det gennemsyrer flere indlæg, bl.a. Armin Wenz’ til slut i bogen, hvor prædikeembedet ikke blot er et alment præsteembede, men ”mandatum Christi”, hvor manden kaldes på Kristi bud til at række nådemidlerne – og hvor en fravigelse derfra uvægerligt må ses som en dekonstruktion af Kristi bud – og dermed usikkerhed om nådemidlets autoritet og rækkevidde. Det vil dermed føre til anfægtelse af frelsesgrundlag og dermed reelt splitte kirkefællesskab. Wenz understreger at det er gnostisk-lignende selektiv bibellæsning, om man i dette spørgsmål nøjes med at se Bibelen soteriologisk (at frelsens ligestilling sætter kvinder og mænd lige) uden at se de skabelsesmæssige naturlige ordninger indvævet i soteriologien. Set i en dansk sammenhæng viser den splittelse sig tydeligere og tydeligere. Det sker f.eks. når det i folkekirken nærmest er umuligt at få embede, om man er forbeholden over for kvinder i embede ved f.eks. ikke at optræde i embedsfunktioner uden at være det pålagt. Bogens to kvindelige forfattere peger på samme skel, når de begge på forskellig måde beskriver den personlige erkendelse af, at et embede for dem ville være at stå i strid med den teologi, som de kom til tro på.
Der er en række øvrige temaer vævet ind i disse fine artikler. Her vil jeg nævne synet på embedet i lyset af sammenhængende luthersk teologi og forholdet til andre tjenester i kirken. Jeg vil nævne det positive syn på skabelsens gave i at være to køn og perspektiverne for forkyndelse af evangeliets facetter deri. Desuden en saglig sammenhængende gennemgang af bibelteksternes nej til kvinder i embede.
Jeg vil nævne et par detaljer fra nogle af artiklerne som især er relevant ind i en dansk 2020-kontekst:
Første historiske artikel af Alfsvåg trækker væsentlige svagheder ved tidligere nej-sigeres argumentation frem og sammenfatter det med at argumentationen er blevet opfattet som irrelevant i forhold til kirkens samfundsposition, imens samfundet blev mere og mere sekulariseret, fordi det kom til at fremstå som et magtembede i højere grad end den bibelsk tjeneste for kvinder. Dette er også situationen i dag. Langt ind i den kirkelige højrefløjs drøftelser og tanker om embede og køn sker der dels en ubevidst indblanding af tankegang for kvinder i embede fra den omgivende kultur og dels fremføres argumenter, der er irrelevante i samfundet, for at fastholde at embeder er for mænd. Udfordringen er, at denne kirkelige debat om embedet slet ikke hører hjemme i samfundets kønsdebat, så placeringen fører til uklarhed.
C. S. Lewis’ bidrag i essayagtig stil får elegant holdt skaberordningens logik i både gave, byrde og mystik frem. Det kunne godt tåle at deles frit i en dansk sproglig kontekst.1
Peter Brunner og Regin Prenter tager i hver deres artikel fat på væsentlige vinkler af et nej til kvindelig ordination og præstetjeneste. Brunner med vægt på kephalæ-strukturens kristologiske betydning i forholdet mellem Kristus og kirken, der afspejles i forholdet mellem manden og kvinden som Adam og Eva. Med i den forståelse er en klar forkyndelse af hvorfor manden er den, der bærer skylden for kvinden – som Adam, der bærer kvindens fald – og hvordan det netop også peger hen på Kristus, der bærer kirkens fald og skyld. Prenter peger på, at det ikke er lovisk biblicisme at tale imod kvindelige præster, men at det er en naturlig forlængelse af at læse Bibelen som lov og evangelium. I afslutningen giver Prenter også et klart opgør med Olav Valen-Sendstads misforståelse, der fik ham til at åbne for kvindelige præster.
I Herman Sasses artikel gøres klart opmærksom på, hvordan embedsforståelsen, der administrerer sakramenterne er forbundet med at være ”i Kristi sted” – en tjeneste, der med Jesu ord er lagt i først disciplenes hænder. Der var ingen kvinder med der – selv om Jesus sagtens kunne have tilkaldt dem også.
Bo Giertz’ vinkel er at vi må tro som apostlene – også om hyrde- og lærerembedet. Han anfægter særligt at det at tro som apostlene er blevet brudt af tilliden til åbenbaringen gennem det, han kalder reduktionsmedtoden. Den går ud på at betegne dele af åbenbaringen som tidsbestemt og derved ikke-relevant i dag. Dette anvender han på kvindepræst-spørgsmålet fra flere vinkler, først den spiritualistiske, hvor (påstået) åndsgave får større autoritet end det, som står skrevet. Dernæst påviser han, hvordan en hermeneutisk formel, f.eks. ”kærlighed”, kan blive fordrejende for læsning af Skriften. I stedet kalder han os tilbage til at bøje os for Skriften og finde glæde i de kald, der er givet der.
John Kleinig får på en stærk måde påvist, at det er hele gudsbilledet, der er i forandring med ordination af kvinder. På linje med Brunner og Wentz står det stærkt her, hvordan den binære kønsorden i skaberværket forkynder Guds væsen, orden, hellighed og frelsesgerning for både menigheden og verden. Det er for mig at se en side af forkyndelsen, der er svundet stærkt ind over de seneste 50-75 år, netop parallelt med indførelsen af kvinders ordination og en stærk forandring af kvinders kald og rolle i samfund, familie og menighed. Den samme linje fortsætter først Ulla Hindbecks essay om at stoppe som kvindelig præst ved erkendelsen af, at det stred mod Bibelens syn på sig selv – og ikke mindst Sandra Ostapowich. Hos begge er omvæltningen stærk og gennemgribende at måtte igennem kolbøtten at mene sig sikker på at skulle være præst for at opdage, at det slet ikke var Guds plan. Netop Sandra Ostapowich’s gennemgang af Ef 5 og understregning af at det er vigtigere for menigheden og kvinden at modtage af sin ægtemand (og fra Kristus) end at give, står stærkt som vidnesbyrd for en anden tjeneste som kvinde end præstetjenesten.
I forlængelse af disse to kvinders vægtige indlæg står Roland Zieglers korte skarpe gennemgang af feministisk teologi som en tydeliggørende aha-oplevelse. Han beskriver, hvordan tidligere liberal bibelkritik gennemføres som teologisk forskydning i feministisk teologi, så alt maskulint frasorteres for at læse Bibel og kristendom feminint. Det forandrer fokus – og det fjerner loven og omdefinerer evangeliet. Selv om denne artikel blot er fra 2003, så er det skræmmende at kunne genkende elementer fra den beskrevne teologi i nyere konservative strømninger uden etiketten ”feminin teologi”.
Ziegler citerer en postkristen teolog med et udtryk, der ganske sigende også er kernen i bogens budskab, at ”den feministiske udfordring rammer kristendommen i hjertet”. Her må grænsen drages – og derfor er denne bog samlet set et solidt og sagligt modsvar for at tydeliggøre og også fastholde grænsen her 50 år senere. Må den blive læst og få lov at påvirke tankegangen bredt.
Skal kvinnene tie?
Alfsvåg, Danbolt, Hermansen og Okkels (red)
FBB forlag 2019
256 sider,
Knud W. Skov, cand. theol./IT.