Af pastor Svend Erik Larsen
Ikke så sjældent hævdes det, at man døbes på menighedens tro. Det er en misforståelse! Det, der sker i forbindelse med en dåb, er derimod, at dåbskandidaten spørges, om man tror, som menigheden gør. Betingelsen for dåb er faktisk et ja dertil. Det er altså i grunden ens egen tro, der spørges efter – og bekendelsen af den, man døbes på.
Faktisk blev trosbekendelsen i sin tid jo også til som en kort sammenfatning af, hvad kristen tro er – altså af, hvad der er menighedens tro. Og hensigten var så, at den, der ønskede dåb, kunne spørges konkret: Kan du sige ja til den kristne tro – til menighedens tro?
Når det så drejer sig om barnedåb, kan barnet, der skal døbes, af gode grunde naturligvis ikke selv svare. Derfor svarer gudmoderen på barnets – og egentlig også på forældrenes – vegne. Det betyder, at forældre og faddere påtager sig den forpligtelse at drage omsorg for, at barnet oplæres i netop den tro, der er menighedens. Det er det, der siges ja til!
Deri ligger så natrurligvis, at dåben ikke er privat. Den er derimod personlig! For den person, der bliver døbt, bliver ved dåben en del af det trosfællesskab, der bekender den tro, der siges ja til. Man bliver altså som person døbt ind i menigheden og bliver dermed et lem på Kristi legeme. Men skal det have konkret mening, betyder det naturligvis, at man døbes til at høre til i en konkret menighed i en konkret kirke. Man hører altså nok til i Kristi kirke i al almindelighed, men sådan som den fremtræder lokalt! Dåben betyder altså faktisk, at man kommer til konkret at høre til i et lokalt trosfællesskab!
Livet som døbt er altså at forstå som et trosliv. Et liv i den tro, man blev fælles om i dåben!