Indlægget har været bragt i Information 14. maj 2025.
Det starter med stemningsfulde ord og orgelbrus, men for mange ender det i et brud. Antallet af skilsmisser bør mane til eftertanke. Det er også kirkens ansvar at opfordre til troskab og tilgivelse, når krisen kradser.
Antallet af skilsmisser i Danmark er dalende. I 2023 blev knap 13.000 par skilt, hvilket er et fald på 17 procent i forhold til gennemsnittet for de foregående ti år.
Forskere og andre fagfolk taler om en tendens til at kæmpe for sit ægteskab og søge hjælp i kriser. Alt dette er der selvfølgelig grund til at glæde sig over. Statistikkerne er dog ikke entydige eller rosenrøde. Tallene nævner for eksempel ikke de samlevende par, der bliver ’skilt’ uden at have været gift.
Der er fortsat mange børn og voksne, som går gennem den eksistentielle rystelse, som et opbrud i familielivet er. En skilsmisse kan trække lange og dybe spor i et menneskes liv, og der kan kun gisnes om, hvor mange børn og voksne der bærer på tunge ting i bagagen, som er relateret til et brud i familien.
Hvor mange børn mon slider med koncentrationsbesvær, lavt selvværd og psykiske vanskeligheder med baggrund i et familieliv, der gik i stykker og endte i deleordninger, loyalitetskonflikter og måske nye familiemæssige konstellationer? Sådanne oplevelser kan koste dyrt, ikke mindst for de involverede børn.
Den lykkelige skilsmisse er en utopi
I Danmark kan man blive skilt, hvis man ønsker det. Det er godt. Ingen skal tvinges ind i et usundt ægteskab eller være tvunget af for eksempel økonomi til at blive i et.
Der findes uundgåelige skilsmisser. I nogle tilfælde var et opbrud den mindst dårlige løsning. Men den lykkelige eller omkostningsfrie skilsmisse er en utopi. Den findes ganske enkelt ikke.
Antallet af skilsmisser og andre familieopbrud kalder fortsat på en massiv indsats på alle fronter – fra det personlige niveau i den enkelte familie til det højeste politiske niveau. Sætter vi kikkerten for det blinde øje i forhold til denne opgave, svigter vi.
Derfor skal ægteskab og familieliv vægtes højt. Det er uvurderligt vigtigt – for det enkelte menneske og for samfundet som helhed. For når familierne lider, smitter det af mange steder i samfundet.
Her har kirken også en vigtig opgave. For hvad gør den egentlig for ægteskaberne og familierne? Taler den ægteskabet op som en grundlæggende skaberordning, eller vender den siden, måske endda ryggen til, mens mennesker kæmper fra dag til dag for at holde hovedet og modet oppe og den indbyrdes kærlighed levende?
Peger kirken på troskab og trofasthed, overbærenhed og tilgivelse som uundværlige ingredienser i ægteskabet – også når romantikken synes at drukne i leverpostej og vasketøj? Står den parat som fællesskab, en slags storfamilie, der kan løfte og støtte ægteskaberne og kernefamilierne og yde konkret hjælp, når udfordringerne truer med at vælte det hele? Eller nøjes man med at respektere privatlivets fred og lade børn og voksne stå alene på skansen?
Her er store ting på spil. For ægteskabet er noget mere og større end en praktisk og velafprøvet ramme om menneskers liv med hinanden. Det er Guds opfindelse, siger den kristne tro. Et klassisk dokument fra den danske kirkes historie, Kirkeritualet fra 1685, kunne for eksempel bruge betegnelsen ’det hellige ægteskab’.
Taler kirken i dag så stort og stærkt om ægteskabet? Eller er her noget vigtigt, som er sat over styr? Er ægteskabet ramt af en devaluering, fordi popkulturen fik lov at sætte dagsordenen, så fokus blev rettet mod lykkefølelsen som bærer af troskaben – frem for mod troskaben som bærer af den romantiske lykkefølelse?
Videre til næste bryllup
I dag vier langt de fleste præster i folkekirken mennesker, der er blevet skilt. Vielse af fraskilte er et typisk spørgsmål til ansøgere til et præsteembede. De fleste svarer ja, og en del af dem, der i en eller anden grad svarer nej, kan se tanken om et præsteembede glide bort i horisonten.
Vielse af fraskilte er et kompliceret teologisk spørgsmål. Derfor egner det sig heller ikke til et svar per refleks. Måske er det også relevant at overveje, om det næsten totale og automatiske ja til at vie igen efter en skilsmisse nødvendigvis er det rigtigste og bedste svar. Ender denne praksis reelt med at svigte nogle pressede og sårbare ægteskaber, som ikke fik hjælp til troskab og tilgivelse, da krisen kradsede – men tværtimod fik hjælp til at bryde ud og gå ind i et nyt ægteskab ledsaget af stemningsfulde ord og orgelbrus?
Ingen har glæde af bedreviden eller moralisme. Men mon ikke nogle ægtepar kunne have glæde af at blive mødt i øjenhøjde med opmuntring og en hjælpende hånd til et ægteskab, der ikke altid stod mål med glansbillederne?
»Ægteskabet skal holdes i ære af alle,« lyder det i Bibelen (Hebræerbrevet 13,4). Den opmuntring går ud til både den enkelte familie, den lokale menighed, til hele Kirken og til hele samfundet.
Kristian S. Larsen
cand.theol., formand for Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse