Åndsfrihed i det moderne samfund

14/08 2023

Åndsfrihed

Åndsfrihed i det moderne samfund
Red. Korsgaard & Mørch
396 sider, paperback, 399,95 kr.
Århus Universitetsforlag 2022

Denne bog kalder sig i indledningen ”et bidrag til studie af begreberne ånd, åndsfrihed og tidsånd – og ikke en grundbog. Det er en antologi, der bidrager til åndsbegrebets forskellige aspekter”. Her er en diskussion af, hvordan en række rettigheder med relation til ”Ånd” gælder i det danske (og de nordiske) samfund. Der er tale om ret og frihed til at tale og tro – at ytre sig – så længe andre tillades samme ret og frihed. Men er og skal sådanne ytringer være frie og skal eller kan nogle udelukke andre. Det er egentlig en aktuel bog med koranafbrænding og andre udfordringer over for det absolutte eller totalitære, der stikker sit hoved frem rundt om os. Desværre fortaber mange gode tanker i bogen sig i at være akademiske fagpræstationer og ”stå-på-tæer”-artikler, som skal give akademisk kredit mere end formidle stoffet brugbart. Derfor er det nok mere en sag, der vil tynge hyldemeter på fagbiblioteker, end den vil indgå i opgaveskrivning eller faglige pensa.

Bogen er opdelt i 5 hovedemner med 3 kapitler i hvert afsnit. Det giver en god emnemæssig fordeling, hvor essays hænger sammen i stedet for at overlappe eller endda modsige hinanden. I det første hovedafsnit præsenteres 3 hovedskikkelserers syn på ånds forståelse – hos Luther, Kierkegaard og Grundtvig. Det signalerer, at åndsbegrebet og åndsfrihed i udgangspunktet er resultat af en europæisk, kristen tradition – og dermed overses dels ånd forståelsen i globale former for spiritualitet, dels at kristentro i bund og grund har en eksklusivitet overfor åndsfrihed i Jesu krav på at være Sandheden.

I ”Ånd hos Luther” skrives om Luther uden at der i spørgsmålet om frihed fra loven skelnes klart mellem det af Helligånden genfødte eller ikke-genfødte menneske (eller rettere sagt, det sidste omtales ikke). Det er markant, at Luthers syn på Islams fremmarch og bekæmpelse ikke er berørt, selv om de indgår i de samme skrifter hos Luther, som talen om jøderne. Her gør Luther det klart, at når han som kristen ikke vil bekæmpe tyrken, så er det fordi 1. al røveri og ran er Guds straf over synden, dernæst for at Guds nåde skal nå dem. Generelt er der hos Luther ikke tale om ”Åndsfrihed”, men om et klart skel mellem den kristne lære og alle mulige variationer af falsk lære baseret på egen fortjeneste over for Gud, sådan som han siger i kommentaren til Gal. 5,2:  ”Hvad enten de er papister, jøder, tyrkere eller sekterere, skal alle, der lærer, at noget mere end evangeliet om Kristus er nødvendigt for at få del i frelsen, som opstiller et værk eller en gudsdyrkelse eller overholder en munkeregel, overlevering eller religiøs skik i den formening, at de kan få syndernes forladelse, retfærdighed og evigt liv ved hjælp af dem – alle skal af apostelen få den dom at høre, som Helligånden har fældet over dem, nemlig at Kristus ganske enkelt ikke er til nogen nytte for dem”. Den skelnen savnes.

Afsnittet om ”Ånd hos Kierkegaard” får fint sat Ånd ind i sammenhæng med bevidstheden og selvet og det at forholde sig til sig selv som en ufærdig proces. Der kommer dog et fremmedelement af socialisering som ”og andre” med i forhold til det Kierkegaardske, om end det kædes sammen med udtrykket ”at påtage sig”, hvor man kan være ”i andres vold” eller at være i ”travlheden” eller ”spidsborger” som den åndløse. Det fører til, at den enkelte hverken kan stilles tilfreds med ”jeg er den, jeg er” eller at ”det er samfundet, mine forældre og gener, der har gjort mig til den, jeg er”. Det åndelige bliver til en stadig jagen efter at være sig selv. Kristeligt set ser jeg det sådan, at denne åndelighed bliver til et stræbende menneskes jag efter den skygge-erkendelse af det guddommelige, der for det faldne menneske er at finde i naturen som et lovens krav om at være sig selv. I travlheden fortrænger spidsborgeren og det almindelige forjagede menneske det åndelige til åndløshed. Dermed kan Kierkegaard-afsnittet her være en påmindelse om, hvordan menneskets jag fører til døvhed over for erkendelsen af sig selv som ufuldkommen i mødet med Guds naturlige åbenbaring og dermed under hans dom – og et udblik til samfundet bekræfte at denne døvhed er massivt fremherskende i vor tid.

”Ånd hos Grundtvig” er under navn af at være en digital undersøgelse (dvs. en databasesøgning og sammenstilling) samtidig blevet en antropocentrisk tilbageskuende tolkning af Grundtvigs bibelbrug i lyset af nyere litterær tilgang. Det efterlader langt på vej Grundtvig som en tilpasset spiritualist med et bibelsk inspireret billedsprog til almennyttig omtale af det åndelige.

Dernæst gives en historisk skildring af begrebet ’åndsfrihed’ set gennem historikeren Suhm fra 1700—tallet, fra tiden før, under og efter 2.verdenskrig – og åndsfrihed debatten omkring folkeskolelovens tilblivelse frem til 1975.

Sternfeldts ”Åndsfrihedens indre sammenhænge” viser til selve udtrykkets rødder hos Herder, Kant og Schiller som inspiration til bla. Grundtvig, men også at tankerne går forud, hvor Suhm er indholdsmæssig eksponent i den proces, der gik fra den uindskrænkede enevælde til den oplyste enevælde. Derfor gik vejen om ad skrive, trykke- og informationsfrihed og videre ad repræsentativt demokrati. Her er en solid beskrivelse af de skridt, som magtens positioner er rykket historisk.

”Man kan ikke binde ånd” er en meget interessant beskrivelse af diskussion og positioner om forholdet mellem menneskets åndelighed, Guds Ånds særegenhed (pba. Barth/Tidehverv) og de modsatrettede ikke-åndelige tanker om ånd fra Carnap (hvor ånd uafhængig af fysiske produkter eller psykiske manifestationer er meningsløs). Det munder ud i en præcisering af forskellen mellem ytringsfrihed og åndsfrihed. Dette afsnit og næste om ”åndsfrihed i 1975” er helt centrale for bogens ærinde.

I ”Hvorfor åndsfrihed i 1975” sættes det danske skifte fra kristendomsbundet folkeskole til pluralistisk, demokratisk og såkaldt neutral folkeskole. Pluralisme og åndsfrihed blev i første omgang til to sider af samme sag – for siden at blive til at pluralisme erstattes af demokratiet. Idealet bliver godt beskrevet som ”at give eleverne lejlighed til at finde frem til en personlig sammenhæng”. Baggrunden var især udfordringen fra den politiske venstrefløj, der markerede sig tydeligt på seminarier og universiteter og derefter forplantede sig ud i folkeskolen. Resultatet iflg. bogen blev, at det vigtigste er at undgå antidemokratiske ideologier (nazistisk eller islamistiske – imens kulturradikalismens dekonstruktioner ikke er nævnt), hvor demokratiet trods alt bygger på et ikke-demokratisk ideal som bl.a. åndsfrihed, for at forblive demokratisk. Til det må det siges, at når demokratiet bliver ideologisk ”sandheden”, så er det netop blot et hårsbred fra at blive et demokrati-diktatur, hvor blot dele af åndsfriheden indskrænkes … f.eks. som at kunne påstå, at den bibelske åbenbaring er sandheden om synd, om det naturgivne, om Guds almagt over natur og klima og om verdens undergang.

Afsnittet ”Hvad er åndsfrihed” forsøger at genformulere hele det forudgående i bogen i et kort afsnit. Her bliver Ånd til det at forholde sig til etiske markører og frihed til frihed fra begrænsninger og frihed til noget andet sat i forhold til individ og fællesskab. Her diskuteres spændingen mellem konformitet, social kontrol og fællesviljen i samfundet. Samtidig skelnes mellem definerede frihedsrettigheder (f.eks. henvises til domme fra den Europæiske menneskerettighedsdomstol) kontra åndsfrihed, der bliver til individets grundholdning til forskellighed – og minder derfor om tolerance (i flere nuancer som tålsomhed, frisind og åndsfrihed). Problemet i dette afsnit, som beskrives, men ikke løses, er sikring af åndsfrihed i forhold til en stat, et flertals rummelighed overfor et mindretal. Dette er helt naturligt åndsfrihedens dilemma.

”Åndsfrihed i livssynsundervisningen” forsøger at definere og udlægge betydningen af pluralisme, ambiguitetstolerance og normativitet som afgørende for åndsfrihed i skolen. Pluralismen skal iflg artiklen med for at sikre læring af at håndtere komplekse synspunkter i skolen – ikke at få eller finde svar. Dette kan som samfundsideal måske nok fremhæves som ønskeligt og ideelt, men det forudsætter absolut uforudindtaget tilgang og stadig undren/debat om et emne. Ambiguitetstolerancen fører til at undervisningen skal triageres (prioriteres) for at få frugtbare debatter. Artiklens ideal er meget fint i en neutral skolevirkelighed, der foregiver at være neutral i sin (ikke-neutrale) radikale pluralisme, men det efterlader netop alt til en pluralisme, der underordner sig en fælles ideologi om at åndsfrihed er demokrati i praksis. Når vi i disse år samtidig ser et demokrati, der forandrer sig, så flere og flere traditionelle værdier kaldes ”farlige for demokratiet”, så er det spørgsmålet om ideal-pluralismen reelt set er neutral og pluralistisk. 

”Civil ulydighed på skoleskemaet” er lavpraktisk og konkret om det at være uenig i en lov, i hoved parten af tilfældene overholde loven i konsensus om at det er normalitet i et demokratisk samfund, hvorfor grundlag for en civil ulydighed skal hentes i en højere etisk standard. Det fører til tale om konflikten mellem ”Gud”, ånd og stat, som den kommer til udtryk i samvittighedskvaler og deraf civil ulydighed. Det bliver derfor til ”at følge loven” at udføre civil ulydighed, hvilket i bund og grund svarer ganske godt til Peter og Johannes’ svar til rådet i ApG 4,19 om at adlyde mennesker mere end Gud. Godt og tankevækkende afsnit.

I fjerde hoveddel bliver fokus langt mere praktisk i fokus på åndsfrihed på de frie grundskoler, på de danske højskoler – og sidst i forhold til en styring efter økonomisk fokus (penge-regime). Da åndsfrihed i organisationsform har rødder i skoleverdenen, så er der også godt grundlag for at have det i fokus. Det bliver meget tydeligt i artiklen ”Ånd og frihed i de frie grundskoler”. Artiklen afspejler både den historiske lovgivning for danske frie skolers vilkår – og hvordan friheden er ændret i den periode. Der trækkes 5 tydelige eksempler frem – og overfor dem sættes 5 principper, hvor friheden netop er definerende for at tale om ”frie” skoler. De 5 principper er grundlagsfrihed, pædagogisk frihed, ansættelsesfrihed, elevfrihed og økonomisk frihed. Dernæst diskuteres meget relevant elevernes/børnenes frihed, hvorved artiklen når til at reflektere både over skolernes frihed under statens lovgivning og over elever/børns frihed under skolens ledelse og respekt.

”Ånd og frihed i højskolen” bygger grundlæggende videre på det 3. kapitel om Grundtvigs syn på Ånd i menneskelivet. Her er det ikke den kristne Ånd, der tales om, men menneske-tilblivelsen i dannelse. Der gøres en del ud af dannelse i 4 aspekter (poetisk, politisk, kulturel og faglig) af dannelse. Der er ikke så meget om højskoletraditionens tilblivelse i Danmark, men i stedet fokus på lærer og elev-frihed.

”Åndsfrihed og akademisk frihed” tager udgangspunkt i universiteters og forskningsinstitutioners frihed til at undervise, forske og formidle. Det er en ganske interessant artikel, der forholder sig til forskelle styreformers rummelighed overfor forsknings- og åndsfrihed. I lyset af de senest års megen fokus på videnskabelighed (trust the science) med ensidig tænkning omkring Corona og Klima-løsninger, savnes også økonomiens magt i forhold til forskningsfrihed eller bundethed/forpligtelse overfor kontrakter og/eller adgang til forskningsmidler for anden forskning end den, der støttes af sponsorer eller af den hermeneutiske tilgang, der dominerer på et forskningsfelt. Her har flere danske forskere påpeget, hvordan der savnes frihed og især lydhørhed.

Sidste hovedafsnit rummer blot et enkelt afsnit, der diskuterer forholdet mellem tidsånden og åndsfrihed. Her gives en filosofihistorisk gennemgang af udtrykket tidsånd – og dermed også hvordan tidens strømninger og magt har givet mere eller mindre plads til at åndsfrihed.

Bogen når langt omkring emnet i et historisk, filosofisk og praktisk solidt værk. Skulle der mangle noget, så er det måske en beskrivelse af fritænkningens og den kulturradikale frihedskamp – eller en sammenhængende gennemgang af Frankfurterskolens grundlæggende kulturkritiske kamp til afskaffelse af autoriteter og magtbegrænsninger – f.eks. i indførelse af diskursanalyse, dekonstruktion af strukturer og hvordan den form for fritænkning samtidig bliver en totalitarisme overfor det, der yder modstand.

Kristeligt set er dette en faglig og saglig relevant bog – nogle kapitler mere end andre – men den kommer til kort i sin pluralistiske sekulære tilgang til at praktisere åndsfrihed. Det er en normløs pluralisme, der bliver profileret og dermed ikke et udtryk for Skriftens sandhedsbillede af, hvilken virkelighed Gud har sat os i.

Knud W. Skov, cand. Theol., Herning