Af pastor Svend Erik Larsen
Der er nok ingen, der er i tvivl om, at menings- og ytringsfrihed er noget meget vigtigt! Faktisk er der tale om en grundpille i det moderne demokrati. Skal demokratiet nemlig fungere efter hensigten, er det af stor betydning, at der hele tiden foregår en fri og åben meningsudveksling. Vigtigheden af denne debat kan næppe overvurderes. Den betyder jo – i hvert fald i princippet – at også mindretal med holdninger, der afviger fra flertallet, kan komme komme til orde og således søge at påvirke opinionen. Det er den almindelige opfattelse.
Men det betyder nu ikke, at ytringsfriheden er absolut! Den har sine grænser – grænser, der bl. a. sættes af lovgivningen, men også af regler om tavshedspligt på en lang række områder. Og såvel grupper som enkeltpersoner kan da også vælge ikke at benytte sig af ytringsfriheden for derved at vise andre respekt eller hensyn.
Denne ”selvcensur” kan nu også bruges til at beskytte sig selv mod at blive sat udenfor det ”pæne” selskab med de ”rigtige” flertalsholdninger. Dette gælder i samfundet som sådan, men i høj grad også i kirken. Har man nemlig synspunkter eller holdninger, der ikke harmonerer med – eller står i modsætning til – det, som er blevet flertallets, vælger man ikke så sjældent at tie stille. Dette gælder f. eks., når det drejer sig om modstanden mod den frie abort, ikke mindst modstanden mod ordningen med kvindelige præster samt modstanden mod det kønsneutrale ægteskab. Giver man nemlig udtryk for sådanne holdninger, er reaktionen oftest ubehageligt negativ – ja, næsten hadefuld – selv fra aktivt kirkelige folk! Der er normalt bestemt ingen accept af, at mindretal her kommer til orde!
Naturligvis må man da godt have de synspunkter og holdninger, man vil, – men så må man tie stille med dem og absolut ikke bilde sig ind, at man må drage konsekvenser af dem!
Der er nok ingen, der er i tvivl om, at menings- og ytringsfrihed er noget meget vigtigt! Faktisk er der tale om en grundpille i det moderne demokrati. Skal demokratiet nemlig fungere efter hensigten, er det af stor betydning, at der hele tiden foregår en fri og åben meningsudveksling. Vigtigheden af denne debat kan næppe overvurderes. Den betyder jo – i hvert fald i princippet – at også mindretal med holdninger, der afviger fra flertallet, kan komme komme til orde og således søge at påvirke opinionen. Det er den almindelige opfattelse.
Men det betyder nu ikke, at ytringsfriheden er absolut! Den har sine grænser – grænser, der bl. a. sættes af lovgivningen, men også af regler om tavshedspligt på en lang række områder. Og såvel grupper som enkeltpersoner kan da også vælge ikke at benytte sig af ytringsfriheden for derved at vise andre respekt eller hensyn.
Denne ”selvcensur” kan nu også bruges til at beskytte sig selv mod at blive sat udenfor det ”pæne” selskab med de ”rigtige” flertalsholdninger. Dette gælder i samfundet som sådan, men i høj grad også i kirken. Har man nemlig synspunkter eller holdninger, der ikke harmonerer med – eller står i modsætning til – det, som er blevet flertallets, vælger man ikke så sjældent at tie stille. Dette gælder f. eks., når det drejer sig om modstanden mod den frie abort, ikke mindst modstanden mod ordningen med kvindelige præster samt modstanden mod det kønsneutrale ægteskab. Giver man nemlig udtryk for sådanne holdninger, er reaktionen oftest ubehageligt negativ – ja, næsten hadefuld – selv fra aktivt kirkelige folk! Der er normalt bestemt ingen accept af, at mindretal her kommer til orde!
Naturligvis må man da godt have de synspunkter og holdninger, man vil, – men så må man tie stille med dem og absolut ikke bilde sig ind, at man må drage konsekvenser af dem!