Af pastor Svend Erik Larsen
Spørgsmålet om, hvordan man får flere til at gå i kirke, drøftes ivrigt, og der er mange og forskellige forslag til, hvad man kan gøre. Den fælles overskrift her er, at gudstjenesten på forskellig måde må tilpasses det, man opfatter som folks virkelighed. Det vil sige, at gudstjenesten må følge med tiden og altså udvikle sig, både hvad form og indhold angår. Musik og salmer er nemlig ikke tidssvarende, og liturgien er kedelig og uforståelig.
Og så er der tidspunktet for hovedgudstjenesten. Søndag formiddag er ikke noget godt tidspunkt. Søndag er jo fridag, og derfor sover man længe – og slapper ellers af med familien. Det var derfor nok bedre at placere gudstjenesten en hverdag – siger man.
Nu er der naturligvis intet i vejen for at arbejde med gudstjenestens form, men det er nødvendigt at huske, at form og indhold hænger sammen. Derfor er betingelsen for ændringer af formen, at indholdet – gudstjenestens ”sag” – træder tydeligere frem. Det er vigtigt at fastholde dette, idet gudstjenesten er både kilde til og udtryk for kristendomsforståelsen. Og den kan man ikke sådan ændre eller pille ved! Der kunne derfor nok snarere end alt andet være behov for at drøfte, hvad en gudstjeneste overhovedet er, og hvem der er dens hovedperson!
Der er da heller ikke noget i vejen med at holde hverdagsgudstjenester, men det er nok mere end tvivlsomt, om netop det får flere til at gå i kirke. Sagen er jo den, at de fleste – også familiemæssigt – lever en hektisk tilværelse med både arbejde og fritidsinteresser. Derfor må det vist betragtes som en illusion, at der kunne blive bedre plads til gudstjenester i hverdagsprogrammet.
Under alle omstændigheder: Søndagen bør fortsat være den centrale gudstjenestedag. Den er jo skabelsens og nyskabelsens første dag! Den er Jesu opstandelsesdag – dagen, hvor Gud lader lyset og livet sejre over mørket og døden. Derfor er søndagen også det kristne håbs dag – den første dag i fremtiden!