Af pastor Svend Erik Larsen
Historisk , men også rent praktisk, er kirken og teatret i familie med hinanden. Både i kirken og i teatret har man jo et budskab, der skal formidles til omverdenen. Spørgsmålet er begge steder: Hvordan?
Skuespilleren Waage Sandø, som også har mange års erfaring som teaterdirektør og instruktør gør sig i sine erindringer, der udkom i 2010, nogle overvejelser om forholdet mellem form og indhold, som begge dele altid må være til stede. Kunsten består – siger han – altid af form og indhold. Uanset hvor stærkt et budskab er i sig selv, kræver det en bearbejdet form for at nå frem.
Han understreger videre, at form og indhold skal passe sammen. Idealet er nemlig, at form og indhold smelter sammen.
Hvis man tænkte sig, at man så bort fra formen, ville indholdet ikke længere være et budskab, men blive til simpel information eller i værste fald til agitation. Og hvis vægten udelukkende blev lagt på formen, ville budskabet forsvinde. Et givet budskab må nødvendigvis have en dertil svarende form at smelte sammen med for at nå frem!
Det er uden videre klart, at dette ikke kun gælder i teatrets sammenhæng. Noget ganske tilsvarende gælder også i kirken. Ja, kirken selv må have en form, der svarer til – og kan smelte sammen med – hvad en kirke er. Men også forkyndelsen af ordet og forvaltningen af sakramenterne må finde sted i en form, der svarer til indholdet.
Det betyder, at det ikke går an at lægge vægten på forkyndelsens og sakramenternes indhold – deres ”hvad” – og se bort fra formen – deres ”hvordan” – hvad der synes at være en tendens til. For ser man bort fra formen, vil resultatet med sikkerhed blive, at indholdet ændres! Form og indhold må smelte sammen!
Historisk , men også rent praktisk, er kirken og teatret i familie med hinanden. Både i kirken og i teatret har man jo et budskab, der skal formidles til omverdenen. Spørgsmålet er begge steder: Hvordan?
Skuespilleren Waage Sandø, som også har mange års erfaring som teaterdirektør og instruktør gør sig i sine erindringer, der udkom i 2010, nogle overvejelser om forholdet mellem form og indhold, som begge dele altid må være til stede. Kunsten består – siger han – altid af form og indhold. Uanset hvor stærkt et budskab er i sig selv, kræver det en bearbejdet form for at nå frem.
Han understreger videre, at form og indhold skal passe sammen. Idealet er nemlig, at form og indhold smelter sammen.
Hvis man tænkte sig, at man så bort fra formen, ville indholdet ikke længere være et budskab, men blive til simpel information eller i værste fald til agitation. Og hvis vægten udelukkende blev lagt på formen, ville budskabet forsvinde. Et givet budskab må nødvendigvis have en dertil svarende form at smelte sammen med for at nå frem!
Det er uden videre klart, at dette ikke kun gælder i teatrets sammenhæng. Noget ganske tilsvarende gælder også i kirken. Ja, kirken selv må have en form, der svarer til – og kan smelte sammen med – hvad en kirke er. Men også forkyndelsen af ordet og forvaltningen af sakramenterne må finde sted i en form, der svarer til indholdet.
Det betyder, at det ikke går an at lægge vægten på forkyndelsens og sakramenternes indhold – deres ”hvad” – og se bort fra formen – deres ”hvordan” – hvad der synes at være en tendens til. For ser man bort fra formen, vil resultatet med sikkerhed blive, at indholdet ændres! Form og indhold må smelte sammen!