Af pastor Svend Erik Larsen
På flere måder var det et afslørende forløb, vi oplevede omkring sommerens lovgivning om ægteskabet, der her blev omdefineret fra at være et forhold mellem en mand og en kvinde til at være et kønsneutralt forhold mellem to personer, og den efterfølgende autorisation af et nyt vielsesritual til brug i folkekirken.
Af grundloven fremgår det, at det er den evangelisk-lutherske kirke, der er den danske folkekirke, og det slås fast, at den som sådan understøttes af staten. Det betyder – meget kort sagt – at folkekirken er Guds kirke i og for folket, og at staten er forpligtet til at støtte den i at være det! Det er altså hverken folket eller staten, der er folkekirkens øverste myndighed, men Gud!
Derfor henter folkekirken naturligvis sin selvforståelse i sine bekendelsesskrifter. Der er ingen, der har myndighed til at gribe ind i dette udefra: hverken folkeopinionen eller regering og folketing. Men det var rent faktisk, hvad der skete!
Opinionsundersøgelser viste, at der var flertal i befolkningen for, at homoseksuellekunne blive gift i kirken, og for, at ægteskabet i sammenhæng hermed blev defineret som kønsneutralt. Derfor – hævdede man – måtte kirken naturligvis tilpasse sig, så den kunne servicere alle medlemmer, som de nu måtte ønske det!
Det, sørgede regering og folketing så for, blev gennemført! Og det til trods for at flertallet af biskopperne fastholdt, at et ægteskab er et forhold mellem en mand og en kvinde. På den baggrund er det da i øvrigt uforståeligt, at biskoppernes flertal accepterede et pålæg om at udarbejde forslag til et vielsesritual, der kunne autoriseres til brug ved indgåelse af kønsneutrale ”ægteskaber” i folkekirken.
Det, der herefter står tilbage, er et indtryk af, at staten (regering og folketing) åbenbart føler sig berettiget til at gribe ind i spørgsmål, der har med kirkens selvforståelse, som den foreligger i bekendelsesskrifterne, at gøre. Staten er altså nu at forstå som kirkens øverste myndighed!
Dermed er det ikke længere – som grundloven siger – den evangelisk-lutherske kirke, der er den danske folkekirke. Nej – nu er den danske folkekirke den danske stats religiøse serviceinstitution, som man stiller til rådighed for medlemmerne med den service, man måtte ønske! Den danske folkekirke er m.a.o. nu at forstå som folkets og statens kirke!
På flere måder var det et afslørende forløb, vi oplevede omkring sommerens lovgivning om ægteskabet, der her blev omdefineret fra at være et forhold mellem en mand og en kvinde til at være et kønsneutralt forhold mellem to personer, og den efterfølgende autorisation af et nyt vielsesritual til brug i folkekirken.
Af grundloven fremgår det, at det er den evangelisk-lutherske kirke, der er den danske folkekirke, og det slås fast, at den som sådan understøttes af staten. Det betyder – meget kort sagt – at folkekirken er Guds kirke i og for folket, og at staten er forpligtet til at støtte den i at være det! Det er altså hverken folket eller staten, der er folkekirkens øverste myndighed, men Gud!
Derfor henter folkekirken naturligvis sin selvforståelse i sine bekendelsesskrifter. Der er ingen, der har myndighed til at gribe ind i dette udefra: hverken folkeopinionen eller regering og folketing. Men det var rent faktisk, hvad der skete!
Opinionsundersøgelser viste, at der var flertal i befolkningen for, at homoseksuellekunne blive gift i kirken, og for, at ægteskabet i sammenhæng hermed blev defineret som kønsneutralt. Derfor – hævdede man – måtte kirken naturligvis tilpasse sig, så den kunne servicere alle medlemmer, som de nu måtte ønske det!
Det, sørgede regering og folketing så for, blev gennemført! Og det til trods for at flertallet af biskopperne fastholdt, at et ægteskab er et forhold mellem en mand og en kvinde. På den baggrund er det da i øvrigt uforståeligt, at biskoppernes flertal accepterede et pålæg om at udarbejde forslag til et vielsesritual, der kunne autoriseres til brug ved indgåelse af kønsneutrale ”ægteskaber” i folkekirken.
Det, der herefter står tilbage, er et indtryk af, at staten (regering og folketing) åbenbart føler sig berettiget til at gribe ind i spørgsmål, der har med kirkens selvforståelse, som den foreligger i bekendelsesskrifterne, at gøre. Staten er altså nu at forstå som kirkens øverste myndighed!
Dermed er det ikke længere – som grundloven siger – den evangelisk-lutherske kirke, der er den danske folkekirke. Nej – nu er den danske folkekirke den danske stats religiøse serviceinstitution, som man stiller til rådighed for medlemmerne med den service, man måtte ønske! Den danske folkekirke er m.a.o. nu at forstå som folkets og statens kirke!