af professor dr. theol. Regin Prenter
(Kronik i Kristeligt Dagblad den 9. januar 1961)
Der er forskel på uindviet og indviet
Den højkirkelige bevægelse har rejst det spørgsmål, hvad præsten under altergangen bør gøre, hvis han får for lidt eller for meget brød eller vin. De fleste lægfolk tænker næppe over, at der her foreligger en vanskelighed ved vor moderne altergangspraksis. Hvis præsten får for lidt brød eller vin, henter han vel blot lidt mere i sakristiet, og – det er underforstået – uddeler det uden videre formaliteter, altså også uden at Jesu indstiftelsesord lyder over dette brød og denne vin, som de lød over det, han først havde på disk og i kalk? Og får han for meget – og det hænder vel så godt som hver eneste søndag i alle større menigheder – lægger han vel blot de tiloversblevne brød tilbage i oblatæsken og hælder vinen tilbage i en vinflaske? Sådan bærer formodentlig de fleste af Danmarks præster sig ad i dag. Det vil sige: de gør ingen forskel mellem, hvad man på reformationstiden kaldte ”indviede” og ”uindviede” elementer, og det ikke blot i de katolske, men i lige så høj grad i de lutherske menigheder. De handler dermed også imod de forskrifter, som er givet i Kirkeritualet af 1685 og ikke taget tilbage, altså stadig officielt gældende. Her siges det nemlig, at ”præsten flittig skal lægge vind på, at han véd tallet på dem, som skal berettes, så at han ikke nødes til at gentage de foreskevne velsignelsens ord (dvs. indstiftelsesordene). Thi hverken brødet eller vinen bør uddeles, førend de ved ordet er helligede”. Det vil sige: Kirkeritualet foreskriver, at der kun skal indvies det kvantum brød og vin, der er brug for, altså ikke blive noget til overs. Der må altså heller indvies for lidt. Præsten skal nemlig holde tal på altergæsterne. Men sker det alligevel, at han får for lidt brød på disken eller vin i kalken, må han indvie på ny, d.v.s. han må læse indstiftelsesordene på ny over det brød eller den vin, han har hentet i sakristiet, og ikke, som det nu er almindeligt, uddele ”det uindviede” og ”det indviede” i flæng.
Luther skelnede
Når flertallet af Danmarks præster, med biskoppernes vidende og uden deres indskriden, på dette punkt ikke følger Kirkeritualets forskrift, at hverken brødet eller vinen bør uddeles, førend de ved ordet er helligede, ligger der vistnok en bestemt betragtning bagved. Man mener ikke, at det gør så meget, om ordene læses ”over” brød og vin, som uddeles, når blot ordene har lydt, så altergæsterne hørte dem, ved handlingens begyndelse. De ”virker” da så at sige som ”indvielsesord” for alt det brød og al den vin, som bruges under handlingen. Så-dan tænkte Luther ikke. Og når man mod de højkirkelige, som gerne vil følge Kirkeritualets forskrift på dette punkt – og man synes jo ikke, man burde kunne komme i forlegenhed ved at følge en gældende forskrift – undertiden indvender, at de er ”katolske” – en besynderlig anklage, da man i Romerkirken ikke er bange for at indvi for meget brød, idet man opbevarer det tiloversblevne til tilbedelse i et sakramenthus – mener man formodentlig, at Luther og de gamle lutheranere fra Kirkeritualets dage også var lidt katolske endnu, men at vi nu er blevet mere kongelige end kongen, bedre lutheranere end Luther selv, ved ikke at lægge vægt på disse ”ydre” ting, som han desværre gjorde et så stort nummer ud af.
Det gjorde han nemlig. Og det har for diskussionen om denne sag betydning, at det oplyses, at han, modsat flertallet af danske lutherske præster i dag, virkelig lagde overordentlig stor vægt på disse ydre ting, og hvorfor han gjorde det.
Kristus er nærværende i det indviede
Det kom frem i to tilfælde, som ikke bør glemmes. Det første var tilfældet Wolferinus. I Luthers fødeby Eisleben var de lutherske præster blevet uenige om, hvad man skulle gøre, hvis man fik brød eller vin til overs ved altergangen. Præsten Wolferinus hævdede den tankegang, som nu er den almindelige hos os, at brød og vin, som bliver til overs, er blotte elementer, at sakramentet ikke er til uden for selve altergangens handling.
Mod denne tankegang tog Luther på det heftigste til orde. Man bør følge den praksis, man har i Wittenberg, nemlig at der ikke bliver noget til overs, hævder Luther. Hvis man ikke gør det, indvikler man sig i det forargelige og farlige spørgsmål om, hvornår den sakramentale handling ophører. I den beretning om striden i Eisleben, som blev udfærdiget af superintendenten Vigelius, får vi at vide, at man i Kursachsen, hvor Luther hørte hjemme, brugte at tømme kalken ved altergangens slutning. ”Jeg har”, skriver han, ”under alle brødrenes tilslutning anordnet, at det, der bliver til overs i kalken, uddeles til den sidste eller de sidste af altergæsterne sammen med skylningen af kalken, også i de kurfyrstelige (d.v.s. kursachsiske) kirker, på det omhyggeligste plejer at blive skyllet efter.”
Wolferinus bøjede sig ikke straks for Luthers autoritet, men påberåbte sig Melanchton, så Luther på ny måtte gribe pennen. Og denne gang var han nødt til at gå nærmere ind på sagen. ”Den sakramentale handling”, hvorunder Jesu legeme og blod er virkelig til stede under brød og vin, er ikke blot det øjeblik, da brødet fortæres og vinen drikkes, men den begynder med Fadervor (lige før indstiftelsesordene som hos os), og varer, til alle har været til alters, kalken er drukket ud og oblaterne fortæret, folket er sendt bort, og man har forladt alterrummet. Derfor beordrer Luther endnu engang Wolferinus at følge skikken fra Wittenberg: ”Derfor sørg for, når der bliver noget af sakramentet til overs, at dette enten modtages af nogle af altergæsterne eller af præsten selv og hans medhjælper…”. Luther regner altså bestemt med, at Jesu legeme og blod er til stede under altergangen både før og efter, at det fortæres.
Tilbedelse af de indviede elementer
Derfor tillader Luther også, at sakramentet tilbedes under (ikke efter) altergangen, selv om han ikke vil tvinge nogen til at tilbede det. Ikke blot modtages sakramentet knælende, hvilket i sig selv er en tilbedelse (hvorfor de reformerte modtager sakramentet stående eller siddende), men før og efter modtagelsen tilbedes det, f.eks. under ”elevationen” (at præsten, når indstiftelsesordene har lydt, opløfter disken med brødet og kalken med vinen) og efter modtagelsen, som det er foreskrevet i det danske Kirkeritual, og som det endnu skete på Fær-øerne for 25 år siden og måske endnu sker. Hvordan Luther selv gjorde, får vi oplysning om i en bordsamtale, hvori Luther kommer ind på elevationens afskaffelse under hans fravær (og mod hans vilje) i Wittenberg 1542. Luther blev af de tre fyrstebrødre af Anhalt spurgt, om de burde afskaffe sakramentets elevation (opløftelsen af disk og kalk efter indstiftelsesordene), og svarede: ”Aldrig! For jeg har opdaget, at elevationens afskaffelse nedsætter sakramentets autoritet og gør det ringeagtet. Derfor billiger jeg ikke, at doktor Pommer (Bugenhagen) afskaffede elevationen i min fraværelse, og jeg overvejer at genindføre den. Thi der er forskel på, om sakramentet opløftes, når det bæres omkring i procession, og om det opløftes i messen (under altergangsgudstjenesten). Desuden: når Kristus virkelig er til stede i brødet, hvorfor skal denne spise så ikke behandles med største ærefrygt og tilbedes? Derfor”, sagde han, ”afskaf ikke elevationen i jeres fyrstendømmer”. Og fyrst Joakim tilføjede: ”Vi har selv set Luther med alvor falde på knæ og med ærefrygt tilbede Kristus, da sakramentet blev opløftet.”
Hvis dette er ”katolicisme”, var Luther hele sit liv ”katolsk”. Men ikke desto mindre er det klart, hvor grænsen går mod pavekirkens vildfarelse. Luther vil ikke gå med til, at sakramentet tilbedes uden for altergangs-gudstjenesten, f.eks. i processioner, eller at det uden at uddeles og fortæres efter Kristi befaling frembæres som et offer for ”levende og døde” af den enkelte messepræst for betaling. Hvorfor ikke? Fordi det er imod Kristi klare ord og indstiftelse: ”Tager dette hen og æder det! Drikker alle heraf”. Det er samme klare ord og indstiftelse, som får Luther til at tage afstand til den modsatte side, fra Zwingli og ”sværmerne”, som ikke vil vide af, at Kristi legeme og blod er virkelig til stede under brød og vin og derfor også virkelig fortæres til syndernes forladelse. For indstiftelsesordene siger klart: ”Dette er mit legeme, som gives for eder! Dette er den nye pagts blod, som udgydes for eder til syndernes forladelse!”
Luthers altergangspraksis er, som den er, – og anderledes end flertallets hos os i dag! – simpelthen, fordi han tager Kristus på ordet bogstaveligt, ikke vover at rokke ved Kristi ord og indstiftelse. Kristus tog brødet og sagde over det: Dette er mit legeme! Ved dette ord blev og bliver brødet (og på tilsvarende måde kalken) bærer af Jesu legeme (eller for kalkens vedkommende: af Jesu blod). NB! det brød og den kalk, ordet lyder over. Derfor gør Luther forskel på ”indviet” og ”ikke-indviet” brød og vin. Er det betydningsløst, at den ”lutherske” kirke i Danmark ikke længere følger ham på dette punkt?
Kristi eget ord er afgørende
Det andet tilfælde, tilfældet Besserer, viser dette endnu tydeligere. 3.søndag i Advent 1545 holdt kapellanen Adam Besserer i Friessnitz altergang i en af pastoratets annekskirker. Han havde efter forskriften ikke indviet flere oblater, end der var altergæster. Men da han kom til den sidste altergæst, opdagede han, at han ikke havde flere oblater på disken. Det viste sig siden, at den manglende oblat var faldet på gulvet. I sin forvirring tog Besserer da en (”uindviet”) oblat fra oblatæsken og rakte den til altergæsten. Sidenhen, da den manglende oblat blev fundet, lagde han denne (der var ”indviet”) tilbage i oblatæsken til de uindviede brød. Dette bemærkedes af kirketjeneren, som – måske lidt nævenyttigt – ”indberettede” sagen til sognepræsten, hvorfra den gik videre, til den endte hos den evangeliske biskop i Naumburg, hvorunder pastoratet hørte, og som var ingen ringere end Luthers ven og i dette tilfælde ivrige meningsfælle, Nikolaus Amsdorf. Fra ham gik sagen så til Luther, som svarede: ”For det første er det ikke ligegyldighed, men slethed, og det er en meget tydelig slethed hos denne diakon. Han har jo i foragt for Gud og mennesker offentligt fordristet sig til at udgive indviede og uindviede oblater for det samme. Derfor må han ligefrem udelukkes af vore menigheder. Lad ham gå til sine Zwinglianere. Det er ikke nødvendigt, at vi holder en fremmed mand i fængsel, til hvem man ikke skal have tillid, selv om han aflagde ed. For det andet har den, som modtog den uindviede oblat, ikke syndet. Hans tro har frelst ham, fordi han troede, at han modtog det sande sakrament, og han forlod sig på Guds ord og er ikke falsk…. Hvad de blandede oblater angår, er det rigtigt gjort, at de er blevet opbrændte, skønt det i virkelighe-den ikke havde været nødvendigt at opbrænde dem, da jo sakramentet intet er, når det ikke bruges, ligesom dåbsvandet ikke er nogen dåb, når det ikke bruges. For dem, som æder og tror, virker Kristus i sakramentet. Men for forargelsens skyld har præsten gjort vel i at brænde oblaterne.”
Imidlertid kom Besserer i forhør. Det viste sig, at den udtalelse, hvorpå Luther byggede sin hårde dom om ham, nemlig at han, da den savnede oblat blev fundet, og han lagde den tilbage i oblatæsken, skulle have sagt til kirketjeneren, at det ikke kunne gøre noget, da der ikke var forskel på indviede og uindviede oblater, ikke var ment, som den var blevet udlagt, at han selv virkelig troede på Jesu legemes og blods nærværelse under brød og vin, og at han havde handlet i forfjamskelse over sit uheld og prøvet på at skjule det. Da dette kom Luther for øre, skiftede han holdning over for den unge hjælpepræst, men ikke anskuelse i selve sagen. Han så nu, at Besserer ikke havde handlet af ondskab, men i forvirring. Han lader da under sin (sidste) rejse til Eisleben Melanchton svare kurfyrsten, at Besserer bør straffes med to ugers fængsel, og at han, da man kan håbe på forbedring hos ham, skal have lov til at blive i sit embede. Uden straf kan det ikke gå. For fejlen er en alvorlig fejl, som ikke må tolereres og ikke danne skole. Men når den ikke er begået med forsæt, skal den ikke straffes for strengt, og præsten ikke miste sit embede. Luther handler her, som ellers, som den gode pæda-gog.
Hvorfor tog Luther denne skelnen mellem ”indviede” og ”uindviede” oblater så strengt, når moderne danske lutherske præster regner den ikke blot for ligegyldig, men for farlig og ”katolsk”? Derpå svarer Wittenberger-reformatorerne i deres ”Visitatorernes undervisning til præsterne” fra 1528. Det hedder her, at præsterne skal belære menighederne om nadveren således, at de først lærer at tro, at i brødet er Jesu sande legeme og i vinen Jesu sande blod. Thi således hedder det i indstiftelsesordene. Og så hedder det med ord, som må virke overraskende på gennemsnitspræsten af i dag: ”Hvis det nu skulle forstås sådan, at ikke det sande legeme, men kun Guds ord er der, sådan som nogle vil udlægge det, så ville det ikke være en uddeling af Kristi lege-me, men alene en uddeling af ordet og ånden”.
Mon man rammer helt ved siden af, når man gætter på, at den mest udbredte nadveropfattelse blandt dan-ske præster i dag netop går ud på, at det er ”ordet og ånden”, der uddeles ved nadveren, og ikke Jesu sande legeme og blod? For man hører igen og igen sagt, at ”nadveren blot er en forkyndelse”, som prædikenen. Brødet og vinen bliver da blot illustrerende symboler.
Har man denne nadverlære, som ikke var Luthers, som heller ikke er den, der findes i Den lille Katekismus, hvad enhver kan overbevise sig om ved at slå op i katekismen bag i Den danske Salmebog, ja, da er det ikke underligt, at man finder Luthers praksis ved nadverbordet noget ”katolsk” og anser sig selv for en ”renere” lutheraner end Luther selv.
Deri tager man dog fejl.
Thi for Luther er ordet ganske rigtigt det afgørende ved nadveren. Men ikke det ord, vi lægger til rette, ikke en ”forkyndelse”, vi udformer, som præsten udformer sin prædiken, men Kristi eget ord, indstiftelsens klare og almægtige ord fra Skærtorsdag aften, det ord, der skaber og giver, hvad det nævner, så længe det lyder over brød og vin på Kristi befaling ”aldeles efter hans indstiftelse”. Og dette ord er det., som siger, at Jesu sande legeme og blod er til stede under brød og vin og uddeles til nadvergæsterne, at brødet og vinen, som rækkes og tages, er Jesu sande legeme og blod, usynligt og ubegribeligt, men virkeligt, fordi Kristi ord, det, vi ikke har ret eller magt til at rokke ved, siger det.
Dette ord er det, som selv sætter skel mellem ”indviede” og ”uindviede” oblater. Når det bliver præster ligegyldigt at skelne her, kan det kun være vidnesbyrd om én ting: at de ikke tænker om ”ordet”, som Luther gjorde det. Han faldt på knæ og tilbad – udvortes og bogstaveligt. Så stærkt var ordet ham, ordet af Herrens egen-mund.
Burde man kunne komme i forlegenhed i en luthersk kirke, hvis man fulgte Martin Luther heri?
Men kommer man ikke i Den Danske Folkekirke i dag faktisk i forlegenhed, hvis man gør det?
Spørgsmålet rejses blot til overvejelse. Og det vil være sundt, om ikke blot præster og biskopper, men også lægfolk overvejede, om det nu også er så sikkert, at de, der vælger på dette punkt at bryde med Luther, har valgt den rette lutherske vej.
