Udsendingen

23/09 2013

Kader Abdolah:
UDSENDINGEN – En fortælling
Gyldendal 2010
256 sider, 299,00 kr.

Spørgsmålet om, hvem profeten Muhammed egentlig var – og hvordan – har optaget og optager fortsat mange. I denne bog, som er en roman, der ganske vist baserer sig på historisk materiale, kommer den prisbelønnede forfatter Kader Abdolah med sit svar. Han er født i Iran i 1954 og flygtede i 1988 til Holland, hvor han har boet siden.

Der er tale om en levende og dramatisk fortælling om Muhammeds liv fra barndom til død.

I 91 korte afsnit lader han krønikeskriveren Zayd ibn Haritha, der var Muhammeds adoptiv-søn, og som døde i 630, fortælle historien. Og måden, han fortæller på, røber så i øvrigt, at diskussionen om Muhammeds person er lige så gammel som Muhammed selv. Zayd lægger ikke skjul på, at der både var/er begejstrede tilhængere og skarpe kritikere.