Gudstjeneste og liturgi er til debat i Danmark. På baggrund af rapporter fra tre udvalg nedsat af biskopperne drøftes ritualerne for gudstjeneste, dåb og nadver. Der skrives debatindlæg, holdes (i denne tid online-) møder og konferencer – og udgives bøger.
På Tidehvervs Forlag er ’Nådens Sprogdragt. Et forsvar for folkekirkens liturgiske arv’ udkommet med i alt tolv artikler. Udgivelsens grundlæggende synspunkt markeres allerede i forordet: ’Nærværende antologis ærinde er at mane til besindighed i omgangen med den liturgiske arv, vi har fået overgivet’. Dette grundlæggende synspunkt går mere eller mindre tydeligt gennem alle artiklerne med en tydelig skepsis over for debatten (som er blevet kaldt et ’historisk eksperiment’) og særligt over for udsigten til større liturgisk frihed. ’For alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt, siger Prædikeren, men det er svært at se, at tidspunktet for at sætte folkekirkens liturgi i og på spil, virkelig skulle være kommet’, skriver således sognepræst Jesper Bacher (s. 32).
Flere af bogens artikler er en slags essays om liturgiens overordnede betydning. Morten Rydal taler således om liturgien som både ’værn om den kristne teologi’ og ’værn om den lidettroende kirkegænger’. Jesper Bacher sætter stærke og præcise ord på, hvad gudstjeneste overhovedet er. F.eks. skriver han: ’Grundlæggende handler gudstjeneste ikke om oplevelse, men om overlevelse. Det er selvsagt ikke gudstjenestens former, som er afgørende i den sammenhæng, men det frelsesbudskab og det gudsnærvær, som formerne tjener og formidler. Det er til gengæld afgørende, at formerne eller liturgien netop tjener det formål, ja, at formerne er en del af budskabet, så det er Gud i Jesus Kristus, som står i centrum i gudstjenesten, og ikke det senmoderne menneskes oplevelse eller krav’ (s. 26).
Katrine Winkel Holm gennemgår i sin artikel et tænkt gudstjeneste-eksempel med tekster, bønner, salmer/sange m.v. fra nyere liturgiforslag og udgivelser – og sammenligner med alterbogen fra 1992. En af tendenserne er, at ord som ’skyld, ’synd’ og ’nåde’ træder tilbage, mens bløde ord som ’lys’, ’fællesskab’ m.v. fylder i stedet. KWH konkluderer, at ’alle teologiske tænder er trukket ud… Det er ren wellness’ (s. 53).
Flere af artiklerne behandler mere specifikke problemstillinger. Nils Arne Pedersens artikel behandler dåbsritualet, herunder takkebønnen og debatten om formuleringen, at Gud i dåben ’gør os til sine børn’. NAP forsvarer tydeligt både teologien og formuleringen i ritualet.
Monica Papazu skriver også om dåben i en indholdsrig artikel om ’Dåben: Korsets sakramente’ med en lang række henvisninger til kirkefædre og til oldkirkelig forståelse og praksis i forbindelse med dåben. Der rundes af med en klar og tankevækkende konklusion: ’Vejen ud af den liturgiske krise er en vej tilbage til kristentroens fundamenter’ (s. 74). Papazus to artikler om hhv. dåben og om musikkens betydning er nogle af de mest dybtgående i bogen.
Samme dybtgående karakter har Rasmus Dreyers artikel om sakramenterne. Han påpeger tendenser til en reformert/zwingliansk forståelse af sakramenterne i folkekirken og taler om en ’konfessionel forskydning fra den liturgisk konservative lutherske teologi til Zwinglis radikal-reformatoriske tilgang til ritualerne og sakramenterne’ (s. 88). Dreyers artikel rummer også et element af selvransagelse. Han nævner Tidehvervs forbindelse til Karl Barth og anfører, at ’også Tidehverv bærer – med sin faktuelle kirkehistoriske påvirkningskraft i den danske kirkes seneste hundredår – en del af ansvaret for den aktuelle udskridning mod en zwingliansk sakramentsforståelse’ (s. 89).
Som et indlæg i den aktuelle debat er bogen både aktuel og læseværdig. Mange af synspunkterne på gudstjeneste og liturgi fortjener umiddelbart opbakning. Bogen præges visse steder af en del gentagelser. Pointer, citater og henvisninger går igen flere steder. Nogle af artiklerne er også båret af den særlige tidehvervske sprog-tone, der kan opleves som belærende og distanceret, og som flittigt bruger både ironi og sarkasme. Denne form er unødvendig her. Mange af bogens argumenter og synspunkter er gode og stærke nok i sig selv og behøver ikke blive holdt oppe af denne særlige sprog-tone.
I sit tydelige forsvar for traditionel liturgi kunne bogen måske have haft plads til en dybere behandling af, hvordan kirken kan og bør møde det menneske, som oplever gudstjenesten som uforståelig og utilgængelig. Ændringer i liturgi er ikke principielt udelukket, siger flere af artiklerne. Men hvordan kunne det i givet fald håndteres? Hvor er vejen ind i gudstjenesten for det senmoderne menneske? Og hvad med inspirationen fra den liturgiske arv; hvordan kunne guld fra gemmerne findes frem og styrke gudstjenestelivet?
Bogen har ret i sin vægtlægning på liturgiens indhold og betydning. Og der er afgørende ting på spil. Som det formuleres: ’Vores nuværende faste liturgi sikrer, at der forkyndes evangelisk-luthersk kristendom fra start til slut gennem en gudstjeneste med prædikenen som den eneste undtagelse. Forsvinder dette værn, vil højmessens evangelisk-lutherske identitet blive truet’ (s. 55).
Nådens Sprogdragt
Et forsvar for folkekirkens liturgiske arv
Tidehvervs Forlag 2020, 136 sider
Kristian S. Larsen
cand. theol., formand for KSBB