Lad det være sagt straks: Jeg har ikke læst alle de prædikener, som denne postil indeholder. Men jeg har læst de fleste, og det første ord, som falder mig ind, er ordet befriende.
Hvor er det befriende at læse prædikener, som tør stå ved, at der er både frelse og fortabelse! Befriende at få slået fast, at arvesynden er en virkelighed, vi ikke kan flygte fra eller bortforklare. Allerede på omslaget får vi at vide, at her er der ikke tale om vellyd, hyggesnak eller leflen for tidsånden, men om gudsfrygt, dom, arvesynd og kødets opstandelse. Det er da befriende! Velgørende, at der altså stadig findes forkyndere, som tør sige tingene ligeud.
Men tør de nu også det? Se, det er jo spørgsmålet, som står tilbage, når man har læst en hel del af disse prædikener. Flere ting irriterer mig undervejs. Lad mig nævne et par eksempler:
For eksempel er der flere af de 39 prædikanter, der ynder at bruge betegnelsen ”Vorherre”. Jamen, det er da klart at lefle for tidsånden! Her har jeg lyst til at provokere og sige: Jeg kender ikke denne Vorherre! Herren – se, det er en anden sag, og vor Herre Jesus Kristus, men hvem har dog opfundet udtrykket ”Vorherre”? Det er ikke let at sige, men det udtryk er i hvert fald med til at gøre ham hyggelig, tilforladelig, ufarlig og ikke den frygtindgydende Gud, som Bibelen skildrer. Jo, Vorherre passer fint i tidsåndens kirke!
Leflen for tidsånden – det er det også, når man i en prædiken om de ti brudepiger kan møde udtrykket ”de fem små egoister” (s 20). Ærlig talt: Det er alt for billigt at slippe om ved det på den måde! Den, som for alvor trænger ind i denne tekst, bliver hurtigt klar over, at her er der noget, som ikke kan deles, og der er overhovedet ikke tale om egoisme.
Min alvorligste kritik af denne prædikensamling går imidlertid på noget andet og dybere. Efter at have læst mange af disse prædikener stiller jeg spørgsmålet: Hvad er en prædiken i det hele taget? Er det ikke spørgsmålet om en del af det, jeg læser i denne bog: Er det overhovedet prædikener, når det kommer til stykket? Eller er det ikke snarere klummer, som kunne finde plads i Kristeligt Dagblad eller lignende steder? Når der nu reklameres med, at der ikke er tale om vellyd, hyggesnak eller leflen for tidsånden, er det så ikke netop den grøft, mange af bogens prædikanter falder i? Der er undtagelser – heldigvis – men alligevel!
Gang på gang slår det mig, at det er spændende, interessante vinkler, som tages op, men helt ærligt: Hvor er de toner, som rammer og gør ondt? Da apostlen Peter holdt sin store pinseprædiken, får vi at vide, at det stak dem i hjertet, men det stik savner jeg, når jeg læser disse prædikener. Derfor spørger jeg mig selv: Var det ikke det, som skulle lyde i tide og utide, så mennesker med uro stiller spørgsmålet: Hvad skal vi gøre?
Til det positive hører også, at det ikke bare er nævnt, hvilke salmer der synges den pågældende søndag, men ofte får vi at vide, hvorfor netop denne salme er valgt. Også det er befriende! Befriende er det også, at man i disse forslag både finder ”Nærmere, Gud, til dig” og ”Jeg så ham som barn”.
At man så undertiden kan undre sig – tja, det er en anden sag. At vælge en lang salme som anden salme – det gør flere af prædikanterne, og det er ikke en god idé. At sætte en ukendt salme på som den sidste – heller ikke nogen god idé. ”Folk skal helst gå hjem på en godte”, var der en præst, som engang sagde.
Frede Møller, pastor emeritus
I tide og utide – Lutherske prædikener til kirkeåret.
Anden tekstrække
Af Katrine Winkel Holm, Nana Hauge, (red.), Merete Bøye
Eksistensen, 2021, Hæftet, 336 sider