Kriger i blød uldfrakke
Hartvig Wagner er en markant skikkelse i dansk kirkeliv i det 20. århundredes anden halvdel og efter årtusindskiftet. Han er den eneste nulevende af den kreds, som i 1964 udgav pjecen ”Kirkens ja og nej”, som blev anledningen til stiftelsen af Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse”. På tærsklen til de halvfems har han udgivet et overkommeligt og særdeles læseværdigt udvalg af sine erindringer.
Hvis man forventer at møde en troens stridsmand i panser og plade, bliver man skuffet. Kampene og ikke mindre nederlagene tilsløres ikke, men alt lægges frem i en mild og fredsommelig toneart, så man frem for krigeren nærmere har følelsen af at lytte til den venlige, høflige mand i blød uldfrakke.
Vi får et glimt af et dejligt barndomshjem med en from mor og en karakterfuld og gudfrygtig far. Vi tager med Wagner i en Volvo 544 til Tyskland for at opspore af familiens tyske rødder, som afslører forbindelser bagud til selveste Philip Melanchton.
Som dreng og ung fangede fysik og mekanik den opvakte knægts interesse. I løbet af krigen og gymnasietiden på Horsens Statsskole modnedes funktionærsønnen fra Bråskovgård bl.a. gennem læsning af C. Skovgaard-Petersens: ”Ungdommens Bog” og var afklaret med, at fremtiden for ham hed teologi og ikke astronomi, som det længe så ud til. Faderen formulerede det uforglemmeligt: så kommer du til at beskæftige dig med retsiden, det andet er vrangsiden. Deraf kommer bogens særprægede titel ”himlen og Himlen” med henholdsvis lille og stort begyndelsesbogstav.
Astronomien vedblev dog at have Wagners nærmest nørdede interesse, som blev udlevet på rejser, og nyforlovet måtte Marie pænt følge med til Sverige for at opleve en total solformørkelse, selv om hun også forstod at sætte hælene i og nedlagde veto mod køb af en stjernekikkert for et – ja, astronomisk beløb. I hjemmet blev der dog grønt lys for indretningen af et mindre observatorium med en kuppel af aluminium, der den dag i dag rager op over carporten som en anden miniature af Ole Rømer Observatoriet i Aarhus.
I studietiden var det især den store danske dogmatiker Regin Prenter, som fangede Wagners interesse. Hos ham skrev den unge mand sit speciale om Brorsons salmer, en lidenskab, Wagner løbende har vedligeholdt og delagtiggjort andre i gennem foredrag og billeder.
En kort tid som sekretær ved missionshuset ”Carmel” og timelærer på Aarhus Seminarium gik forud for de første unge præsteår i Thy, Nørhå og Stenbjerg, hvorefter fulgte en travl gerning ved Sankt Johannes kirke i Herning. Herfra blev Wagner i 1974 hentet som den første forstander for Indre Missions nystiftede bibelskole på Børkop Højskole.
Her udøvede Marie og Hartvig Wagner en beundringsværdig indsats, og højskolen fik aldrig senere så store elevhold som i Wagners tid, selv om andre faktorer som KFS’s ledertræningscenter, udenlandske bibelskoleophold også spiller ind her. Desværre blev gerningen som højskoleforstander brat standset af intern uro på skolen. Det er svært for udenforstående helt at fatte den krise, Børkop Højskole kom ud i, men mon ikke meget kunne være blevet belyst ved hjælp af de to ringbind, Wagner har stående uden at ville afsløre indholdet nærmere? Eller er det forlaget, som har sat en lyddæmper ind? Næppe, for det er et typisk træk ved disse erindringer, at al ufred og bitterhed er som blæst væk, selv om det var en smertelig og uventet afsked for Marie og Hartvig Wagner.
I hele tre år søgte denne fremragende teolog og højt værdsatte præst embeder i folkekirken og blev gang på gang uberettiget vraget, før der langt om længe var en kreds i Herning-forstaden Gullestrup, som kaldte Wagner ind i en rig og frugtbar afsluttende præstetjeneste.
Der fortælles vidt og bredt om mennesker, Wagner mødte på vejen, alt sammen i en atmosfære af venlighed og sympati, også når meningerne krydsede hinanden. Wagner er meget berejst, og et hav af gange har han været rejseleder til Israel, dels for at besøge stederne, hvor den hellige historie udspandt sig, dels for at pleje sin interesse for den bibelske arkæologi.
Noget af det smukkeste i bogen er skildringen af ægtefællen Marie, som sandt at sige også har affundet sig med meget fra en omflakkende kirkelærer og ombejlet foredragsholder og underviser. Marie døde i 2013 og led de sidste år af Alzheimer, så det til allersidst blev nødvendigt med ophold på plejehjem. Med kærlighedens følsomhed skildres denne svære sidste periode af et næsten 60-årigt ægteskab, så man uvægerligt konkluderer: bag en stor mand står der en ædel og rank kvinde som støtte og sin families sammenhængskraft.
Men som nævnt i indledningen er det ikke kun omkring ægtefællen og de nærmeste, at kærlighedens kåbe kastes. Alt og alle omtales med respekt og mildhed. Grundakkorden er taknemlighed.
Nederst på Maries gravsten på kirkegården i Herning står salmelinjen: Tak og ære være Gud. De ord vil også engang komme til at indramme Hartvig Wagners liv og gerning, og det kan vi kun samstemme i.
Niels Jørgen Kobbersmed
Hartvig Wagner: himlen og Himlen, Lohse, 216 sider