En bog om helvede og folkekirken

24/09 2013

Jacob Holm:
EN BOG OM HELVEDE OG FOLKEKIRKEN
Unitas Forlag 2011
190 sider, 199,00 kr.

Formålet med bogen er at belyse, hvilken rolle Helvede spiller i kirke og kristendom. Fofatterens resultat er, at det ikke burde spille nogen rolle, idet Helvede i virkeligheden er en hedensk opfindelse, der har sin oprindelse i græsk mytologi. Ganske vist findes Helvede i periferien af Bibelen og hos bl.a. reformatorerne, men grundlæggende hører det ikke til dér.

Det, der i virkeligheden nok er forfatterens problem, er talen om «den dobbelte udgang»: At ikke kun frelsen, men også fortabelsen er en realistisk mulighed. At det er bibelsk lære, er der efter min mening ingen tvivl om. Det betyder naturligvis ikke, at der trues med Helvede — eller fortabelse. Derimod advares der imod den! Og frelse fra fortabelsen forkyndes!