Husk etikken i jeres politik, tak

09/04 2026

Indlægget er tidligere bragt i Herning Folkeblad 9. april 2026

Den overståede valgkamp havde ikke mindst fokus på økonomi: skatter og afgifter, priser og pension. Det er vigtige emner, men penge er ikke alt, og det bør de heller ikke være i politik.

Derfor er det også relevant at minde partierne og politikerne om at holde fokus på det, der kan kaldes værdipolitiske eller etiske emner.

Der gemmer sig etik i mange politiske spørgsmål, men særligt kommer det til udtryk i emner, der på grundlæggende måde har med samfundsforståelse og livs- og menneskesyn at gøre.

Det gælder f.eks. spørgsmålet om lovliggørelse af aktiv dødshjælp. Ville dét betyde øget værdighed – eller i stedet lægge uværdige byrder på både syge mennesker og på sundhedspersonalet?

Hvad mener partierne om den udvidede abortgrænse? Er den udtryk for frihed og fremskridt eller snarere en udvidelse af et samfundsmæssigt svigt over for både børn og voksne? Er fri abort i det hele taget en menneskerettighed – eller et åbent sår i samfundet?

Hvordan ser politikerne på folkekirken? Skal den præges af politisk styring, eller skal den tværtimod have frihed til at gøre sit arbejde og formidle sit budskab uden politisk indblanding?

Hvad med samfundets kristne kulturgrundlag? Er det en klods om benet, der hæmmer og splitter, eller er det en uvurderlig ressource og et bærende fundament for samfundsfællesskabet?

Jo, politik bør handle om mere end penge og økonomi. Derfor: Hold også fokus på etik, tak.

Kristian S. Larsen
cand.theol., formand for Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse