Julen er årets mest udbredte og mest folkelige anledning til at fokusere på og reflektere over, hvem Jesus var og er. Vi skal fejre Jesu fødsel, lyder svaret fra mange. På spørgsmålet om, hvem han var, svarer mange både børn og voksne automatisk og nærmest helt selvfølgeligt: Guds Søn.
Men at et menneske med hænder og fødder, hud og hår, øjne, ører, næse og mund er Guds søn, er jo netop ikke selvfølgeligt. Ved nærmere eftertanke er det snarere helt ulogisk og mærkværdigt. Det er både uforståeligt og dybt tankevækkende. Ja, påstanden om, at Jesus er Guds Søn, rummer stof til mange lange og dybe refleksioner. Dem må julefesten også gerne give tid og plads for.
At Guds Søn blev født som et menneske er et uigennemtrængeligt mysterium. Og en del af refleksionen over det er at erkende, at vi ikke kan eller skal se til bunds i dette mysterium.
I Kirkens første århundreder kæmpede store tænkere og teologer med deres skarpe hjerner for at trænge ind i dette underfulde budskab om Jesu undfangelse og fødsel, om inkarnationens under og mysterium. For det er en alt andet end logisk påstand, at et helt almindeligt menneske kunne være ét med Gud, ja være Hans søn – og i den forstand være et helt ualmindeligt menneske.
Den kristne tro siger, at Jesus var og er begge dele: sand Gud og sandt menneske – netop begge dele helt og aldeles og uafkortet. I krybben lå et lille, afhængigt, afmægtigt barn som alle andre – og på samme tid var han den ene, store, almægtige Gud. Det er poetisk formuleret på mange måder – bl.a. af Grundtvig: Verden går i dit ledebånd, dig dog svøbte en kvindes hånd (Den danske Salmebog nr. 108,3). Tilsvarende skal Luther have sagt noget i retning af, at Jesus lå i krybben og styrede hele verden.
Men hvordan kan dette nærmere forstås? Hvordan var Jesus på én gang Gud og menneske? Var han menneske med alt, hvad dét rummer? Havde han f.eks. også menneskelig fornuft og vilje?, spurgte man i Oldkirken. Måtte det ikke være sådan, at det guddommelige på en eller anden måde havde overtaget noget af det menneskeliges plads i ham?
Efter mange overvejelser og megen granskning kom Kirken frem til, at Jesus ikke på noget punkt var mindre menneske end alle andre. Han var sandt menneske og på samme tid helt og fuldt Gud. Han var altså én person med to naturer – uden adskillelse og uden sammenblanding. Eneste undtagelse i forhold til ethvert andet menneske var (arve)synden. Jesus blev født uden synd og levede uden synd. På en og samme tid var han altså både helt almindelig og ualmindelig.
Som sådan blev han undfanget ved Helligånden, født af jomfru Maria, siger den apostolske trosbekendelse. På samme måde taler den nikænske trosbekendelse om, at han ’for os mennesker og for vor frelse steg ned fra Himlene og blev kød ved Helligånden af Jomfru Maria og blev menneske’.
Gennem tiderne er der lavet mange halv- og heldårlige historier og vittigheder om troen på jomfrufødslen. Også inden for Kirken har mange villet parkere dette punkt i trosbekendelsen ude på en teologisk affaldsplads – sammen med andet, som man mener at måtte sortere fra. Den slags kan ikke tages med, hvis den kristne tro skal give mening og med rimelighed skal kunne forkyndes for rationelle og oplyste mennesker, ræsonneres der. Troen på jomfrufødslen er ikke nødvendig eller afgørende for den kristne tro, har teologer påstået.
Men dermed er man lynhurtigt i gang med at smide barnet (!) ud med badevandet og dermed selve inkarnationens mysterium og i sidste ende evangeliet – selve budskabet om, at Gud er kommet til os, fordi vi ikke kunne komme til ham. Det største under er i sidste ende ikke, hvordan han kom – men at han kunne og ville. Ikke desto mindre er det af afgørende betydning, hvordan han kom. Det handler om intet mindre end, hvem Jesus var og er.
Var han ikke Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud, kunne han ikke med ret og gyldighed sige og gøre, som han gjorde. Var han ikke mere end et særligt menneske med særlig udrustning og en særlig relation til Gud, da var han ikke den herre, den kyrios, som Kirken siden har bekendt ham som.
Herren kommer, Gud med os. Det budskab er radikalt og grænsesprængende. Læren om jomfrufødslen er en afgørende brik i budskabet om, at det er ingen ringere end Gud selv, som kommer til jorden og kommer os i møde. Guds Søn eksisterede før, ja, helt fra før begyndelsen på det hele; han var præeksistent. Han er født af Faderen før alle tider, siger den nikænske bekendelse.
Det er denne Guds Søn, som lod sig undfange og føde og derved gik helt ind og helt ned i den menneskelige tilværelse og helt ind under Guds dom over synden. Kun ved at være helt menneske kunne han være hele menneskets og hele verdens frelser. Og kun ved at være Gud havde han retten og magten til det.
Helt fra Kirkens første tid har forkyndelsen og forståelsen af Jesus været udfordret fra to sider: vægten kunne lægges på Jesu menneskelighed på en måde, så man nedtonede eller direkte afviste, at han virkelig var Guds Søn. Eller man kunne betone hans guddommelighed, så det blev en nedtoning af, at han var et virkeligt, almindeligt menneske. Så blev han enten til et helt enestående menneske – eller til Gud, der blot så ud som et menneske.
Disse udfordringer har bevæget sig gennem Kirkens historie og kan også genkendes i forskellige varianter i dag. Men uanset varianten er selve evangeliet i fare, når der skæres et stykke af forkyndelsen af, at Jesus var og er på én gang sand Gud og sandt menneske. Den forkyndelse må Kirken derfor holde fast ved – i glad forundring.
At det er sådan, kan tanken og fornuften i sagens natur ikke rumme. Det skal de heller ikke – og heller ikke påstå, at de kan. Men troen og forkyndelsen kan holde fast ved det. Helt og fuldt Gud var og forblev han, og helt og fuldt menneske måtte han blive for helt og fuldt at kunne være vores redningsmand, vores formidler, vores genløser. Da Gud ville fri os ud af mørkets magt og flytte os over i sin elskede søns rige (Kol. 1,13), da måtte han netop komme helt som en af os.
En af de mange stærke julesalmer beskriver det sådan: Med os han bytter så underlig, Guds Søn vor broder fin, vort kød og blod han tager på sig og skænker os guddom sin (Den danske Salmebog 100,6). Underlig betyder her ikke blot mærkeligt, men underfuldt og forunderligt. Det handler ikke blot om noget usædvanligt, atypisk og uforklarligt, men om et under.
Alt sammen er det for at skænke os guddom sin. Det er så stærk en formulering, at tungen næsten slår knuder, øjnene glipper, og logikken protesterer. Men det er inkarnationens store perspektiv: at Gud ikke blot ønsker at være på god og venskabelig fod med os, men at have os som sine børn, at være i den tættest mulige relation til os. Altså: Gud lod sig føde som et menneske her hos os på jorden, for at vi skulle blive børn hos ham i hans rige.
Underet er ikke blot, at Gud kunne blive menneske og gå helt ind i vores tilværelse og ind under alle vore byrder og smerter, men at han ville – endog helt ind i den absolutte guds-forladtheds mørke og ensomhed på korset. Det skal vi aldrig blive færdige med at forundres over og takke for.
For det automatiske svar på spørgsmålet om Jesus taler helt sandt: Han var og er virkelig Guds Søn, som blev født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle få barnekår (Gal. 4,4-5).
Den sandhed er grund til forundring og glæde julen igennem og året igennem:
Nu vil vi sjunge og være glad
i Jesu Kristi navn!
Guds Søn er født i Betlehems stad,
os alle til glæde og gavn.
Han steg fra tronen i Himmerig
og blev et barn på jord;
for os han daled så nederlig,
hans kærlighed var så stor.
Den danske Salmebog 110, 1-2
Kristian S. Larsen
cand.theol., formand for Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse