Dåb

Dåb
Kristoffer Hummelmose Enevoldsen
Resonans CREDO 2026
47 sider. 49,95 kr.

En kort og enkel forklaring af den kristne dåb

Lad mig sige det med det samme: jeg er begejstret. Dåb af Kristoffer H. Enevoldsen er en virkelig god og nyttig lille bog. Den er saglig, sjælesørgerisk, respektfuld over for læserne, grundig og alligevel skåret helt ind til benet.

Da jeg pakkede bogen ud af kassen, blev jeg overrasket over, hvor lille den var. Jeg kendte ikke formatet og vidste derfor ikke helt, hvad jeg skulle forvente. Bogens ydre er meget enkelt. Forsiden er hvid med blå tekst, og bagsiden blå med hvid tekst. På forsiden er der en minimalistisk stregtegning af en hånd, hvorfra et par dråber falder.

Bogen minder om den slags korte introduktionsbøger, man finder hos boghandleren – de små bøger, der hurtigt giver en indføring i et bestemt emne. Og netop sådan en bog er Dåb: en kort indføring i den lutherske dåbslære.

Bogen indledes med en ultrakort præsentation af resonans-bogserien. Selve indholdet er derefter inddelt i fem dele: en indledning, hvor forfatteren blandt andet fortæller om, hvad dåben personligt betyder for ham, efterfulgt af tre kapitler.

Det første kapitel handler om forholdet mellem tro og dåb. Her undersøges den lutherske påstand om, at mennesket frelses ved tro alene – samtidig med, at dåben frelser. Det andet kapitel handler om barnedåben. Her fremlægger Kristoffer nogle betragtninger og argumenter for, at Bibelen giver grundlag for at døbe spædbørn. Det sidste, helt korte kapitel handler om, hvad dåben konkret betyder for os som kristne i vores personlige gudsforhold.

Bogen afsluttes med en kort afrunding, som munder ud i fem spørgsmål til refleksion og samtale samt henvisninger til skriftsteder og bøger, der går mere i dybden med emnet.

Dåb er en bog, jeg varmt vil anbefale. For mig som erfaren præst giver den styrke og frimodighed i troen på dåbens nåde. Det er en oplagt bog til nye i troen, som gerne vil vide mere om dåben og dens betydning.

Jeg tror faktisk også, at mange ikke-lutherske kristne kunne have glæde af at læse den. Her tænker jeg ikke apologetisk, at bogen nødvendigvis vil få dem til at ændre dåbssyn – selv om det naturligvis ville være glædeligt. Jeg mener snarere, at andre kristne i denne bog vil få en klar og kort indføring i, hvad det lutherske dåbssyn går ud på. Kristoffer nævner flere gange andre trosretningers syn på dåben i relation til det lutherske. Det gør han sagligt og respektfuldt.

Dåb får min allervarmeste anbefaling – ikke mindst til dem, der ønsker en kort og klar indføring i, hvad vi får givet i dåben.

Pastor Jón Tróndheim Poulsen