Båret af kærlighed

08/07 2026

Båret af kærlighed

Birgitte Kjær:
Båret af kærlighed
En bog om kristen oplæring

LogosMedia og Lohse, Fredericia 2026
252 sider, 249,95 kr.

Omsorgsfuld, praksisnær palet med hjælp og vejledning til den kristne oplæring. Den label passer godt på Birgitte Kjærs (herefter BK) vigtige bog.

Som underviser vejledes man i at have netop en palet af muligheder med, når undervisning sættes i gang. Der er individuelle personligheder, situationsbestemte forhold og en stor variation af andre hensyn at tage, som nødvendiggør det. BK formår i høj grad at reflektere den praksis.

BK når rundt om mange vinkler på livet som kristne forældre med det naturlige ønske, at den eneste rigdom, vi kan få med i himlen (vores børn), også må komme med på troens vej. Først et afsnit om forældrerollen og opgaven, hvor BK har særlig og fin opmærksomhed på krav og dårlig samvittighed. Der er også tydelighed om, at midt i familielivets forskellighed og varierende situationer peger hun på den grundlæggende tillid, at nok gælder det, at ”forældre ER menneskeligt set den væsentligste faktor for, hvordan det går med børnenes tro”, men ”troen er et anliggende mellem den enkelte og Gud”, for ”troen er altid skabt af Gud og ikke af forældrene”.

Det gør også, at der i anden del om oplæringen konkret anvises en bred buket af inspirerende muligheder og forslag til at bringe oplæring ind i børnenes liv. BK er tydeligt bevidst om, at inspirationen kan virke overvældende, så hun gør vigtigt nok opmærksom på, at oplæringen må tilpasses både i mængde og form. Herefter følger en god vandring forbi tidspunkter, bibellæsning, kreativitet og den stærkt underprioriterede udenadslære, forbi sangens og bønnens plads. Her er rige guldkorn. BK fortsætter i 3 afsnit med årets gang på forskelligt plan med af forklare en række højtider i både kirkeår, samfund og familieliv. Her er gode nedslagspunkter til oplæring. Især godt, at BK får gjort tydeligt, hvordan kristentroen har været vævet ind i de højtider, der ligger i det verdslige samfund, så disse ikke lige så stille sekulariseres af medier og tidsånd.

I 4. og 5. afsnit italesætter BK en omsorg overfor de sider af oplæringen, der er svære og dykker ned i, hvad oplæringens indhold er i spændingen mellem bibelhistorie og troslære/etik – og forskellige formuleringer af, hvad der er væsentligt at lære hos forskellige kirkelige retninger. Det er gode afsnit, som måske også vækker lyst til mere. Afsnittet kunne sagtens stå alene som udgivelse, men løftes ind i familielivet ved de foregående afsnit.

Afsnit 4 og hele bogen er båret af kærlighed – og skrevet kærligt. Til tider sidder jeg dog og tænker, at de pæne, ordentlige, kærlige ord og tilgange til tider bliver for pæn til den verden, hvor digital forførelse, misbrug af mange slags og desperation over, at ens barn går fortabt, skriger af nød. Måske kommer det i næste bog af BK?

I sidste afsnit tager BK os med ud til en analyse af familiens omverden og dens påvirkning på oplæring af børn både i lyset af kristenhedens historiske forhold i Danmark og nutidige strømninger med frimenigheder, skoleforhold, lovgivning og den udvidede familie-kontekst. Igen italesættes mange vigtige pointer. BK får flettet en vigtig kommentar ind om, at udviklingen peger i retning af aldersopdelte fællesskaber – og udfordrer da godt til at fastholde gudstjenesten som et fællesskab for alle aldre hele vejen igennem på tværs af alle generationer.  

Et par lettere kritiske overvejelser:
Bogen leverer en righoldig og god palet, men mangler måske en prioritering eller en kirkehistorisk baseret beskrivelse af, hvad der er god erfaring for, gør en forskel. Der er desværre kun én periode med opdragelse og oplæring i hvert barns liv – og forældre får ikke to eller tre chancer for at lave det om, når det er slået fejl.

Bogen er ikke eksplicit bundet på de lutherske bekendelser, selv om den Apostolske trosbekendelse og Luthers lille katekismus er udgangspunkt for afsnittet om oplæringens indhold. Det giver den umiddelbart et bredere marked. Så er det godt, BK har udgivet andagtsbøgerne ”Grav dybt” og ”Søg højt”, der netop er opbygget over katekismen, og hvor også helheden i kirkeåret er gjort tydelig.

Derfor en rigtig god bog at læse og finde anledning til at give til kommende/nybagte forældre.

Knud W. Skov, Cand.theol og Cand.IT