KSBB KIRKESTÆVNER - forskellige indlæg
Kirkestævne 2020
FORMANDSBERETNING FRA KIRKESTÆVNET I LØSNING - 19.9.2020
Vores tid er præget at skepsis. Man skal være skeptisk. Den tanke er en central del af den postmoderne strømning, der præger vores tid. Man skal være skeptisk. Ikke alt, man hører eller ser, er sandt.
Børn lærer det i skolen. Vi lærer det i mødet med medieverdenens nyhedsstrøm: vi vænner os til at tænke, at måske er det, vi hører eller ser, bare spin og falske nyheder. Måske er det kun den halve sandhed – eller måske helt løgn.
Skepsis præger også kirke og kristendom. Den præger teologi og prædiken og undervisning.
Sandheden findes slet ikke, siger postmoderne tænkere. Eller den findes som noget individuelt. Du har din, og jeg har min – og så er dén fin.
Der findes selvfølgelig noget, der hedder den sunde skepsis. Den, som ikke bare ukritisk sluger alt. Den, som prøver alt og holder fast ved det gode.
Men den anden side af den sunde skepsis er den, som fastholder, at sandheden findes – og som holder sig til den – eller til Ham.
Her er en afgørende pointe for Kirken og dens forkyndelse i vores tid: at fastholde, at sandheden findes, og at den kan findes, og at vi kan kende og møde Ham, der er ’én sand Gud, fra evighed og til evighed’.
Når bevægelsen Kirkelig Samling i sin tid blev til, og når den fortsat findes, er det bl.a. for at være med til at understrege netop dette: hvad kristendom er, kan faktisk formuleres og formidles – og skelnes fra det, som ikke er kristendom.
Et citat fra ’Kirkens Ja og Nej’ sætter ord på noget af dette:
’Vi fastholder, at det er muligt at høre Bibelens sandhed så klart, at Guds vilje med vort liv og hans tilbud om frelse kan forkyndes bestemt og skelnes tydeligt fra det, der er forfalskning og fornægtelse af Guds ord. Uden tillid til og lydighed mod Bibelens budskab kan Kirken ikke forkynde Guds ord.
… Vi må derfor forkaste den tanke, at der i skriften skulle findes så mange modsigelser, at det ikke er muligt i forkyndelsen af dens budskab tydeligt at skelne mellem ret og vrangt, så at det må overlades til den enkelte på eget ansvar at afgøre, hvad han anser for sandhed og løgn.’
Kirken kan og skal altså andet og mere end give mennesker oplæg og inspiration til deres private, selvgjorte tro og eksistens-tolkning. Den kristne tro er mennesker ikke overladt til selv at finde ind i og selv finde ud af. Derfor er kirkens liv og gudstjeneste, herunder dens prædiken, så vigtig. For her skal mennesker kunne møde troværdig fastholden og formidling af, hvad kristen tro er.
Det fastholder vi, står der i skriftet. KSBB vil gerne blive ved med at fastholde dét. For det er afgørende vigtigt.
Regin Prenter har sagt det: ’Hvis man overhovedet vil tale om kristendom, må man nemlig forudsætte, at den tro, der er kristendommens grundlag, er den samme, så længe der er kristendom til… Men er den kristne tro altid den samme, så længe der er kristendom til, må det også bestemt kunne siges, hvad den indeholder’.
Dette handler om mere end teori og skrivebords-teologi. Det handler om at vide, hvem Gud er, og at kende ham.
Til Timotheus skrev Paulus: …for jeg véd, hvem jeg tror på (1. Tim. 1,12).
Når skepsissen tager over, og billedet af, hvem Gud er, bliver borte i skepticismens tågeslør, går både kirken og den enkelte kristne vild og går fejl af troen.
Kirkelig Samling vil gerne fortsat pege på, at vi kan vide, hvem Gud er, fordi han har givet sig til kende – at der er noget, der med rette kan kaldes klassisk kristendom. Kirken og enkeltmennesker er ikke henvist til selv at udtænke eller opfinde, hvad kristendom er. Som en har formuleret det: ’Gud behøver ikke bruge tvetydige tegn eller mystiske tilskyndelser, men kan tale direkte til os i et sprog med dets ord og grammatik og betydninger – et sprog, der er umiddelbart forståeligt for alle, og som kan skrives ned.’ (Gene Veith i ’Evangeliet genopdaget’, s. 51).
Undertiden siges det, at ’vi tror ikke på Bibelen, men på Gud’. En sådan formulering kan vel forstås og bruges rigtigt. Men det er højaktuelt at understrege, at Gud kender vi kun, sådan som han har åbenbaret sig selv – og derfor ikke uden eller uden om Bibelen. Jeg véd, hvem jeg tror på, skrev Paulus. Det kan og må vi også vide – for så at kunne formidle det videre til andre. Derfor er det så vigtigt at holde fast i, hvad Bibel og Bekendelse siger om Gud og om, hvad Jesu liv, død og opstandelse betyder. Det er derfor, det er så vigtigt med kirkelig samling om bibel og bekendelse.
Når klassisk kristendom er fundamentet, så er der god plads til div. forskelle – forskellige mennesketyper, forskellige sogne og traditioner, forskellige møder og aktiviteter, forskellige organisationer og arbejdsgrene.
’Der kan bygges højt til loft og vidt til væggene, når grunden er fast’, som Poul Ulsdal har udtrykt det.
’Hvor man er ét i samme tro og bekendelse, bliver forkyndelse aldrig ensrettet. Men – dette gælder vel at mærke kun under den forudsætning, at der er enighed om, hvor grænsen går mellem bekendelse og fornægtelse’. (Kirkens Ja og Nej).
Kirkelig Samling om Bibel og bekendelse – det er navnet på en bevægelse. Men det er også en livsbetingelse og et arbejdsprogram for Kirkens liv.
Hjerteslaget i kirkens liv er dens gudstjeneste. Her hører og møder vi Ham, som er ’én sand Gud fra evighed og til evighed’. Og netop gudstjenesten og dens form og ritualer er netop nu til overvejelse og drøftelse. Tre rapporter, som kan læses på hjemmesiden folkekirken.dk, lægger op til debat, og indtil marts næste år kan alle indsende svar og kommentarer.
Kirkelig Samling har skønnet, at der her er et meget centralt emne at forholde sig til. Derfor er der nedsat en række udvalg til at arbejde med hhv. gudstjenestens form og med dåb og nadver-ritualerne. Vi opfatter hele denne debat som meget relevant og meningsfyldt – men vi kan også frygte, at svarene og holdningerne vil ende med et uoverskueligt virvar, der vil pege i et helt umuligt antal retninger. Løsningen på dét kan ikke være, at gudstjenesten og dens form i folkekirken helt overlades til de enkelte menigheder og præster at konstruere. Søndagens gudstjeneste må have en fælles og genkendelig form – som netop vokser ud af en fælles bekendelse.
Gud har givet sig til kende – også som skaberen. I dag er der flere eksempler på, at vores folk og vores kultur taber blikket for, hvad det betyder, at Gud er vores skaber, og at han har givet og indrettet livet. I 2019 blev der født det hidtil laveste antal børn med Downs syndrom. Ingen skal bagatellisere sorgen ved at få et barn med f.eks. Downs syndrom – men dette tal viser alligevel noget dybt bekymrende om samfundets menneskesyn. Også børn med Downs syndrom har ubegrænset værdi for Gud – og bør også have det for os.
På tilsvarende måde er vores samfund udfordret på forståelsen af køn, ægteskab og familie. Regeringen foreslår nu at tillade juridisk kønsskifte også for børn. Midt i al den slags forvirrede og forvirrende tiltag er der brug for, at der peges på Gud som skaberen, der har sat rammer og ordninger for vort liv. Som mand og kvinde er mennesker skabt. Dét kan opleves kompliceret på forskellige måder – men det er ikke vores opgave at ændre på livets grundlæggende ordninger og indretninger.
Da Danmark i foråret blev ramt af corona-virus, fik det uundgåeligt også konsekvenser for kirkens liv og arbejde. Med imponerende opfindsomhed blev der mange steder taget initiativer til on-line formidling af prædikener og anden forkyndelse for alle aldre.
Man kan diskutere, om det kunne og skulle have været undgået, at kirkebygningerne var lukket – men formidlingen af evangeliet kan ikke lukkes og fandt i den usædvanlige situation nye veje. Her er der meget, som fortjener ros og anerkendelse.
Nogle præster og menigheder tog det skridt ikke blot at afholde en form for gudstjeneste med læsning, bøn, prædiken, salmesang m.v., men også med såkaldt online-nadver. Her blev indstiftelses-ord m.v. udtalt af præsten sammen med en opfordring til, at mennesker hjemme i stuen kunne bruge brød og vin og på den måde fejre nadver.
Trods de gode intentioner og trods den usædvanlige situation er denne praksis ikke vejen frem. Nadveren foregår ved, at en præst læser indstiftelsesord over brød og vin, som er til stede og kan ses og bæres frem – og at disse elementer kan gives til mennesker, som er til stede. Online nadver er – alle gode intentioner til trods – ikke forsvarligt. Det er også et af punkterne i det svar, som vil komme fra KSBBs udvalg vedr. nadverritualet.
Corona-situationen gav en tilsvarende udfordring i forhold til afholdelse af dåb. Pga. restriktionerne mht. antal tilstedeværende valgte mange familier at udskyde deres barns dåb. Det er forståeligt. Men det må også give anledning til refleksion.
I et indlæg på kristendom.dk pegede vi fra KSBB på, dels at dåb fint kunne udføres under nedlukningen – og også blev det. Dåbens store gave bliver ikke mindre af, at der kun må være få mennesker til stede. Vi pegede også på, at udsættelse af dåben på ubestemt tid måske desværre viser noget generelt om, hvordan dåben bliver forstået, og hvilken betydning den bliver tillagt.
Dåben er større og mere end navngivning eller en markering af livets begyndelse – eller en gentagelse af, at barnet er Guds. Dåbsritualet formulerer tydeligt, at i og med dåben sker der noget stort og afgørende. Det er i den, at Gud – som det siges i den indledende bøn - ’gør os til dine børn og skænker os Helligånden med syndernes forladelse og det evige liv’. Når der sker noget så stort og afgørende, er det ikke uproblematisk at udskyde den på ubestemt tid.
Siden stævnet sidste år har KSBB mistet Svend Erik Larsen. Han var i en lang årrække sognepræst v. Ansgars Kirke i Aalborg og lagde i mange år en stor indsats i KSBB, bl.a. som redaktør af bladet ’Kirkelig Information’. Han havde valgt at slutte sine opgaver i bestyrelsen, men holdt fortsat kontakten. Efter en tid præget af sygdom døde han d. 22. juli i år og blev begravet fra Ansgars Kirke. Vi husker ham med respekt og med tak til Gud for Svend Eriks arbejde i KSBB og i Kirkens arbejde i øvrigt.
Et af KSBB arbejdsområder er salg og formidling af bøger. I en årrække har Jakob Mortensen bestyret lageret og salget af bøger. Det skylder vi ham stor tak for! Bogudgivelser og bogsalg er ikke nogen let branche. For kort tid siden har Jakob og Hartvig Wagner gennemgået og sorteret hele boglageret mhp. at flytte det til Herning, hvor Bente og Hartvig vil stå for salget.
Inden længe vil hjemmesiden indeholde en bogliste. Se på den for at finde gode bøger til eget brug og som gaver – og gør andre opmærksom på bøgerne. I forbindelse med Hartvig Wagners runde fødselsdag sidste år udgav KSBB en samling artikler: ’I tillid til Guds ord’ – om nadver, gudstjeneste og det at være menighed.
Ved stævnet sidste år blev der omtalt planer om et elektronisk nyhedsbrev for KSBB. Desværre er det ikke lykkedes at få det etableret. I stedet er hjemmesiden – kirkelig-samling.dk – blev opdateret og styrket, og Kirkelig Samlings side på facebook bruges til at formidle nyheder og forskellige indlæg. Følg siden, og inviter andre til at følge den.
Tak til alle i bestyrelsen og til alle, som på en eller anden måde støtter eller følger Kirkelig Samling.
Vi lever i en uforudsigelig tid – med skepsis og virus og opbrud og uklarhed på mange fronter. Men Gud kan vi kende og tro på. Hans ord og løfter står fast. Og – med et let omskrevet citat af biskop Georg Geil - Guds kirke er. Måske er KSBB en dag ikke længere. Måske er folkekirken en dag ikke længere. Men kirken. Guds kirke, som hverken alder eller død kan få bugt med.
Kristian S. Larsen
Vores tid er præget at skepsis. Man skal være skeptisk. Den tanke er en central del af den postmoderne strømning, der præger vores tid. Man skal være skeptisk. Ikke alt, man hører eller ser, er sandt.
Børn lærer det i skolen. Vi lærer det i mødet med medieverdenens nyhedsstrøm: vi vænner os til at tænke, at måske er det, vi hører eller ser, bare spin og falske nyheder. Måske er det kun den halve sandhed – eller måske helt løgn.
Skepsis præger også kirke og kristendom. Den præger teologi og prædiken og undervisning.
Sandheden findes slet ikke, siger postmoderne tænkere. Eller den findes som noget individuelt. Du har din, og jeg har min – og så er dén fin.
Der findes selvfølgelig noget, der hedder den sunde skepsis. Den, som ikke bare ukritisk sluger alt. Den, som prøver alt og holder fast ved det gode.
Men den anden side af den sunde skepsis er den, som fastholder, at sandheden findes – og som holder sig til den – eller til Ham.
Her er en afgørende pointe for Kirken og dens forkyndelse i vores tid: at fastholde, at sandheden findes, og at den kan findes, og at vi kan kende og møde Ham, der er ’én sand Gud, fra evighed og til evighed’.
Når bevægelsen Kirkelig Samling i sin tid blev til, og når den fortsat findes, er det bl.a. for at være med til at understrege netop dette: hvad kristendom er, kan faktisk formuleres og formidles – og skelnes fra det, som ikke er kristendom.
Et citat fra ’Kirkens Ja og Nej’ sætter ord på noget af dette:
’Vi fastholder, at det er muligt at høre Bibelens sandhed så klart, at Guds vilje med vort liv og hans tilbud om frelse kan forkyndes bestemt og skelnes tydeligt fra det, der er forfalskning og fornægtelse af Guds ord. Uden tillid til og lydighed mod Bibelens budskab kan Kirken ikke forkynde Guds ord.
… Vi må derfor forkaste den tanke, at der i skriften skulle findes så mange modsigelser, at det ikke er muligt i forkyndelsen af dens budskab tydeligt at skelne mellem ret og vrangt, så at det må overlades til den enkelte på eget ansvar at afgøre, hvad han anser for sandhed og løgn.’
Kirken kan og skal altså andet og mere end give mennesker oplæg og inspiration til deres private, selvgjorte tro og eksistens-tolkning. Den kristne tro er mennesker ikke overladt til selv at finde ind i og selv finde ud af. Derfor er kirkens liv og gudstjeneste, herunder dens prædiken, så vigtig. For her skal mennesker kunne møde troværdig fastholden og formidling af, hvad kristen tro er.
Det fastholder vi, står der i skriftet. KSBB vil gerne blive ved med at fastholde dét. For det er afgørende vigtigt.
Regin Prenter har sagt det: ’Hvis man overhovedet vil tale om kristendom, må man nemlig forudsætte, at den tro, der er kristendommens grundlag, er den samme, så længe der er kristendom til… Men er den kristne tro altid den samme, så længe der er kristendom til, må det også bestemt kunne siges, hvad den indeholder’.
Dette handler om mere end teori og skrivebords-teologi. Det handler om at vide, hvem Gud er, og at kende ham.
Til Timotheus skrev Paulus: …for jeg véd, hvem jeg tror på (1. Tim. 1,12).
Når skepsissen tager over, og billedet af, hvem Gud er, bliver borte i skepticismens tågeslør, går både kirken og den enkelte kristne vild og går fejl af troen.
Kirkelig Samling vil gerne fortsat pege på, at vi kan vide, hvem Gud er, fordi han har givet sig til kende – at der er noget, der med rette kan kaldes klassisk kristendom. Kirken og enkeltmennesker er ikke henvist til selv at udtænke eller opfinde, hvad kristendom er. Som en har formuleret det: ’Gud behøver ikke bruge tvetydige tegn eller mystiske tilskyndelser, men kan tale direkte til os i et sprog med dets ord og grammatik og betydninger – et sprog, der er umiddelbart forståeligt for alle, og som kan skrives ned.’ (Gene Veith i ’Evangeliet genopdaget’, s. 51).
Undertiden siges det, at ’vi tror ikke på Bibelen, men på Gud’. En sådan formulering kan vel forstås og bruges rigtigt. Men det er højaktuelt at understrege, at Gud kender vi kun, sådan som han har åbenbaret sig selv – og derfor ikke uden eller uden om Bibelen. Jeg véd, hvem jeg tror på, skrev Paulus. Det kan og må vi også vide – for så at kunne formidle det videre til andre. Derfor er det så vigtigt at holde fast i, hvad Bibel og Bekendelse siger om Gud og om, hvad Jesu liv, død og opstandelse betyder. Det er derfor, det er så vigtigt med kirkelig samling om bibel og bekendelse.
Når klassisk kristendom er fundamentet, så er der god plads til div. forskelle – forskellige mennesketyper, forskellige sogne og traditioner, forskellige møder og aktiviteter, forskellige organisationer og arbejdsgrene.
’Der kan bygges højt til loft og vidt til væggene, når grunden er fast’, som Poul Ulsdal har udtrykt det.
’Hvor man er ét i samme tro og bekendelse, bliver forkyndelse aldrig ensrettet. Men – dette gælder vel at mærke kun under den forudsætning, at der er enighed om, hvor grænsen går mellem bekendelse og fornægtelse’. (Kirkens Ja og Nej).
Kirkelig Samling om Bibel og bekendelse – det er navnet på en bevægelse. Men det er også en livsbetingelse og et arbejdsprogram for Kirkens liv.
Hjerteslaget i kirkens liv er dens gudstjeneste. Her hører og møder vi Ham, som er ’én sand Gud fra evighed og til evighed’. Og netop gudstjenesten og dens form og ritualer er netop nu til overvejelse og drøftelse. Tre rapporter, som kan læses på hjemmesiden folkekirken.dk, lægger op til debat, og indtil marts næste år kan alle indsende svar og kommentarer.
Kirkelig Samling har skønnet, at der her er et meget centralt emne at forholde sig til. Derfor er der nedsat en række udvalg til at arbejde med hhv. gudstjenestens form og med dåb og nadver-ritualerne. Vi opfatter hele denne debat som meget relevant og meningsfyldt – men vi kan også frygte, at svarene og holdningerne vil ende med et uoverskueligt virvar, der vil pege i et helt umuligt antal retninger. Løsningen på dét kan ikke være, at gudstjenesten og dens form i folkekirken helt overlades til de enkelte menigheder og præster at konstruere. Søndagens gudstjeneste må have en fælles og genkendelig form – som netop vokser ud af en fælles bekendelse.
Gud har givet sig til kende – også som skaberen. I dag er der flere eksempler på, at vores folk og vores kultur taber blikket for, hvad det betyder, at Gud er vores skaber, og at han har givet og indrettet livet. I 2019 blev der født det hidtil laveste antal børn med Downs syndrom. Ingen skal bagatellisere sorgen ved at få et barn med f.eks. Downs syndrom – men dette tal viser alligevel noget dybt bekymrende om samfundets menneskesyn. Også børn med Downs syndrom har ubegrænset værdi for Gud – og bør også have det for os.
På tilsvarende måde er vores samfund udfordret på forståelsen af køn, ægteskab og familie. Regeringen foreslår nu at tillade juridisk kønsskifte også for børn. Midt i al den slags forvirrede og forvirrende tiltag er der brug for, at der peges på Gud som skaberen, der har sat rammer og ordninger for vort liv. Som mand og kvinde er mennesker skabt. Dét kan opleves kompliceret på forskellige måder – men det er ikke vores opgave at ændre på livets grundlæggende ordninger og indretninger.
Da Danmark i foråret blev ramt af corona-virus, fik det uundgåeligt også konsekvenser for kirkens liv og arbejde. Med imponerende opfindsomhed blev der mange steder taget initiativer til on-line formidling af prædikener og anden forkyndelse for alle aldre.
Man kan diskutere, om det kunne og skulle have været undgået, at kirkebygningerne var lukket – men formidlingen af evangeliet kan ikke lukkes og fandt i den usædvanlige situation nye veje. Her er der meget, som fortjener ros og anerkendelse.
Nogle præster og menigheder tog det skridt ikke blot at afholde en form for gudstjeneste med læsning, bøn, prædiken, salmesang m.v., men også med såkaldt online-nadver. Her blev indstiftelses-ord m.v. udtalt af præsten sammen med en opfordring til, at mennesker hjemme i stuen kunne bruge brød og vin og på den måde fejre nadver.
Trods de gode intentioner og trods den usædvanlige situation er denne praksis ikke vejen frem. Nadveren foregår ved, at en præst læser indstiftelsesord over brød og vin, som er til stede og kan ses og bæres frem – og at disse elementer kan gives til mennesker, som er til stede. Online nadver er – alle gode intentioner til trods – ikke forsvarligt. Det er også et af punkterne i det svar, som vil komme fra KSBBs udvalg vedr. nadverritualet.
Corona-situationen gav en tilsvarende udfordring i forhold til afholdelse af dåb. Pga. restriktionerne mht. antal tilstedeværende valgte mange familier at udskyde deres barns dåb. Det er forståeligt. Men det må også give anledning til refleksion.
I et indlæg på kristendom.dk pegede vi fra KSBB på, dels at dåb fint kunne udføres under nedlukningen – og også blev det. Dåbens store gave bliver ikke mindre af, at der kun må være få mennesker til stede. Vi pegede også på, at udsættelse af dåben på ubestemt tid måske desværre viser noget generelt om, hvordan dåben bliver forstået, og hvilken betydning den bliver tillagt.
Dåben er større og mere end navngivning eller en markering af livets begyndelse – eller en gentagelse af, at barnet er Guds. Dåbsritualet formulerer tydeligt, at i og med dåben sker der noget stort og afgørende. Det er i den, at Gud – som det siges i den indledende bøn - ’gør os til dine børn og skænker os Helligånden med syndernes forladelse og det evige liv’. Når der sker noget så stort og afgørende, er det ikke uproblematisk at udskyde den på ubestemt tid.
Siden stævnet sidste år har KSBB mistet Svend Erik Larsen. Han var i en lang årrække sognepræst v. Ansgars Kirke i Aalborg og lagde i mange år en stor indsats i KSBB, bl.a. som redaktør af bladet ’Kirkelig Information’. Han havde valgt at slutte sine opgaver i bestyrelsen, men holdt fortsat kontakten. Efter en tid præget af sygdom døde han d. 22. juli i år og blev begravet fra Ansgars Kirke. Vi husker ham med respekt og med tak til Gud for Svend Eriks arbejde i KSBB og i Kirkens arbejde i øvrigt.
Et af KSBB arbejdsområder er salg og formidling af bøger. I en årrække har Jakob Mortensen bestyret lageret og salget af bøger. Det skylder vi ham stor tak for! Bogudgivelser og bogsalg er ikke nogen let branche. For kort tid siden har Jakob og Hartvig Wagner gennemgået og sorteret hele boglageret mhp. at flytte det til Herning, hvor Bente og Hartvig vil stå for salget.
Inden længe vil hjemmesiden indeholde en bogliste. Se på den for at finde gode bøger til eget brug og som gaver – og gør andre opmærksom på bøgerne. I forbindelse med Hartvig Wagners runde fødselsdag sidste år udgav KSBB en samling artikler: ’I tillid til Guds ord’ – om nadver, gudstjeneste og det at være menighed.
Ved stævnet sidste år blev der omtalt planer om et elektronisk nyhedsbrev for KSBB. Desværre er det ikke lykkedes at få det etableret. I stedet er hjemmesiden – kirkelig-samling.dk – blev opdateret og styrket, og Kirkelig Samlings side på facebook bruges til at formidle nyheder og forskellige indlæg. Følg siden, og inviter andre til at følge den.
Tak til alle i bestyrelsen og til alle, som på en eller anden måde støtter eller følger Kirkelig Samling.
Vi lever i en uforudsigelig tid – med skepsis og virus og opbrud og uklarhed på mange fronter. Men Gud kan vi kende og tro på. Hans ord og løfter står fast. Og – med et let omskrevet citat af biskop Georg Geil - Guds kirke er. Måske er KSBB en dag ikke længere. Måske er folkekirken en dag ikke længere. Men kirken. Guds kirke, som hverken alder eller død kan få bugt med.
Kristian S. Larsen
Kirkestævne 2017
SKRIFTETALE FRA KIRKESTÆVNET I AARHUS - 16.9.2017
Skriftetale ved gudstjenesten ved Kirkelig Samlings kirkestævne lørdag d. 16.9.2017
v/ sognepræst Flemming Baatz Kristensen Sct. Pauls kirke, Aarhus.
Livet i lyset og livet i mørket
Og dette er det budskab, som vi har hørt af ham og bringer videre til jer: Gud er lys, og der er intet mørke i ham. Hvis vi siger, at vi har fællesskab med ham, men vandrer i mørket, lyver vi og gør ikke sandheden. Men hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, har vi fællesskab med hinanden, og Jesu, hans søns, blod renser os for al synd. Hvis vi siger, at vi ikke har synd, fører vi os selv på vildspor, og sandheden er ikke i os. Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed. Hvis vi siger, at vi ikke har syndet, gør vi ham til en løgner, og hans ord er ikke i os - 1 Joh 1,5-10.
Det er sagt om reformationen, at den blev til i en skriftestol. Mere rigtigt er måske at sige: med udgangspunkt i en skriftestol. Luther var flittig til at gå til skrifte. Og det var jo det personlige, lønlige skriftemål, ikke det vi skal møde om lidt, det gudstjenestelige offentlige skriftemål. Han havde en god sjælesørger, men det gav ham ikke det han havde brug for: en nådig Gud, vished om frelse og tilgivelse. Havde jeg nu bekendt det hele? Nu synder jeg igen, er tilgivelsen så slut? Det satte ham i gang med at søge Guds ord og blev anledning til den evangeliske opdagelse.
Altså: Fejlslagen sjælesorg og forkyndelse, en kirke der ikke gav ham det, han søgte, satte en søgen i gang, der førte til en genopdagelse af det kristne budskab og det blev til reformationen.
Hvad med i dag? Vi lever i en tid præget af megen skyldfølelse og et skrigende behov for tilgivelse der går til ondets rod og virkelig forløser og er seriøs. Forløser forkyndelsen af syndernes forladelse i dag? Bliver den en selvfølge, overfladisk, mens den virkelige dybe, konkrete skyld nager og tynger og giver os dårlig samvittighed? Bærer vores sjælesorg og forkyndelse igennem, så kristne sættes fri til at ånde frit i evangeliet og til at springe højt af glæde og være lystige i Kristus? Vi taler i dag om præstationssamfundet. Hvornår har jeg gjort nok? Er det grundtonen i dit liv og i mit?! Eller tyngethed, kynisme, brokkeri, selvmedlidenhed?!
Men kunne Luther så bruge skriftemålet efter den evangeliske opdagelse?
I høj grad men: med en helt anden forståelse og med andre konsekvenser: Det blev to ting: Syndsbekendelse og tilgivelsens ord. Og med vægten lagt på det tilsagte ord fra skriftefaderen som fra Gud selv. Gældende på jorden og i himlen. Men der var ingen tvang. Og det var ikke nødvendigt at skriftemålet fandt sted over for en præst.
Det blev for ham den store skat. Han kalder det personlige skriftemål som han vel aflagde over for sin sognepræst, Bugenhagen: ”den dyrebareste, umistelige og nødvendigste skat i verden”. Han fortsatte med at skrifte. Han levede af det. Gennem det erfarede han både udtømning og en frisættelse. Luther elskede absolutionens faste ord: Sig det igen! Det var medvirkende til et liv i den evangeliske frihed, til hans munterhed, at han evnede at skelne det ene fra det andet, hans djærvhed, frimodighed.
I dag: Relancer skriftemålet! Det foreslog forfatteren Henrik Jensen for nogle år siden ved et foredrag for Indre Missions medarbejdere.
Ja, det er vigtigt:
I en skyldtynget tid med tyngede kristne.
Det er godt med det gudstjenestelige skriftemål.
Men det blev jo skabt af historiske omstændigheder og er en underlig anakronisme.
Der er gode sider ved det skriftemål, som vi skal møde det om lidt.
Men der er også mangler: Samtalen, det konkrete, og boden efter forladelsen og ikke for at fortjene forladelsen, for den er givet os inden. Boden går på dette: hvordan rette op på det her menneskeligt og i forhold til mig selv?
Også den lille syndsbekendelse i højmessen forudsætter skriftemålet.
Relancer det!
Begynd med præsterne, så vi lever i det og så vi kan forkynde og undervise om det og selv ved hvad der handler om.
Og mennesker har brug for det, når de har brug for det.
Bonhoeffer taler et sted noget om at netop i privatskriftemålet bøjes vort hovmod.
Det er sandt, hårdt og forlæsende som en befrielse til at leve. Jeg ved det fra mit eget liv. Jeg har gået til skrifte ca fire gange årligt siden 1990. Og jeg ved det fra sjælesorgen i menigheden.
Kunsten er at vi ikke skal overdrive skriftemålet. Aldrig skal vi tvinge nogen og alle skal sikkert ikke gå til skrifte, hvis de ikke fusker og kan hvile i syndernes forladelse. Omvendt er det at gå til skrifte en dyrebar gave men givet for vores tros og livs for sundheds skyld.
Den er befrielse til at leve. En befrielseshandling som er fremadrettet: til at leve og være - med Luthers udtryk - ”lystig i Kristus”. Det kan på sin særlige måde ´forme en kristen karakter med en sund identitet og skabe helhed og integritet i vores liv. Det er ren katharsis.
Det skal vi leve, for som vi hørte, en kristen vandrer i lyset.
Og så er der en sammenhæng mellem skriftemål og nadver, som vi skal synge om den til sidst i Luthers nadversalme:
”Men før gaven vi tør tage, må vort hjerte vi ransage, thi hvo hid uværdigt går, døden her for livet får” (461, v.3).
Derfor ”den lille syndsbekendelse” efter en kort skriftetale ved højmessen med et absolutionsord.
Derfor forudsættes skriftemålet.
Et liv i vandringen vi lyset er nødvendig, men en formalisering i form af gudstjenesteligt skriftemål lørdag eller søndag er ikke nødvendigt.
Og dermed frigøres nadveren til at være himmelfest på jorden, eukaristi altså teksigelse og glædesmåltidet som også formidler syndernes forladelse med Luthers ord: ”Hvor syndernes forladelse er, dér er liv og salighed”.
I overgangen mellem skriftemål og nadver i dag synger vi den stærke Brorsonsalme:: «Hvo vil mig anklage».
Hvordan er man så ordentlig beredt til at gå til nadver?
I Luthersalmen siger han: «Tror du ret af hjertegrunden og bekender det med munden, da er ud beredt helt vel, da får føde her din sjæl» (461, v.8):
Mere skal der ikke til.
Og tro, hvad er det?
Det er som Luther siger: ”det mørke, Kristus bor i”. Tro er længsel. Tro er jeg kan ikke undvære dig, Kristus! Jeg er dig ikke værd, men kan ikke undvære dig. Tro er den famlende tomme hånd, nødråbet. At vende sig til Kristus og vende tilbage til Ham.
Så kommer nadveren til os som festen, næringen, ren modtagelighed af sagen: Ham selv, offerets nærvær og tilstedeværelse.
Det er Ham, det er Hans legeme og blod, det mest intime Kristusnærvær i denne verden på denne side af Hans genkomst.
Virkeligt, realt nu! Fællesskabet med Kristus og hinanden, Kristi legeme og blod i vore årer, fornyelse af forholdet til hinanden.
Reformation betyder at gå tilbage til grundformen, den ægte form. Og det skal vi hele tiden, for vi kan ikke bare det her. Vi har fået det skænket.
Nu skal vi opdage det. Stille det frem. Gøre det tilgængeligt i dag. Og tage det i brug. Og selv gå foran.
Skriftetale ved gudstjenesten ved Kirkelig Samlings kirkestævne lørdag d. 16.9.2017
v/ sognepræst Flemming Baatz Kristensen Sct. Pauls kirke, Aarhus.
Livet i lyset og livet i mørket
Og dette er det budskab, som vi har hørt af ham og bringer videre til jer: Gud er lys, og der er intet mørke i ham. Hvis vi siger, at vi har fællesskab med ham, men vandrer i mørket, lyver vi og gør ikke sandheden. Men hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, har vi fællesskab med hinanden, og Jesu, hans søns, blod renser os for al synd. Hvis vi siger, at vi ikke har synd, fører vi os selv på vildspor, og sandheden er ikke i os. Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed. Hvis vi siger, at vi ikke har syndet, gør vi ham til en løgner, og hans ord er ikke i os - 1 Joh 1,5-10.
Det er sagt om reformationen, at den blev til i en skriftestol. Mere rigtigt er måske at sige: med udgangspunkt i en skriftestol. Luther var flittig til at gå til skrifte. Og det var jo det personlige, lønlige skriftemål, ikke det vi skal møde om lidt, det gudstjenestelige offentlige skriftemål. Han havde en god sjælesørger, men det gav ham ikke det han havde brug for: en nådig Gud, vished om frelse og tilgivelse. Havde jeg nu bekendt det hele? Nu synder jeg igen, er tilgivelsen så slut? Det satte ham i gang med at søge Guds ord og blev anledning til den evangeliske opdagelse.
Altså: Fejlslagen sjælesorg og forkyndelse, en kirke der ikke gav ham det, han søgte, satte en søgen i gang, der førte til en genopdagelse af det kristne budskab og det blev til reformationen.
Hvad med i dag? Vi lever i en tid præget af megen skyldfølelse og et skrigende behov for tilgivelse der går til ondets rod og virkelig forløser og er seriøs. Forløser forkyndelsen af syndernes forladelse i dag? Bliver den en selvfølge, overfladisk, mens den virkelige dybe, konkrete skyld nager og tynger og giver os dårlig samvittighed? Bærer vores sjælesorg og forkyndelse igennem, så kristne sættes fri til at ånde frit i evangeliet og til at springe højt af glæde og være lystige i Kristus? Vi taler i dag om præstationssamfundet. Hvornår har jeg gjort nok? Er det grundtonen i dit liv og i mit?! Eller tyngethed, kynisme, brokkeri, selvmedlidenhed?!
Men kunne Luther så bruge skriftemålet efter den evangeliske opdagelse?
I høj grad men: med en helt anden forståelse og med andre konsekvenser: Det blev to ting: Syndsbekendelse og tilgivelsens ord. Og med vægten lagt på det tilsagte ord fra skriftefaderen som fra Gud selv. Gældende på jorden og i himlen. Men der var ingen tvang. Og det var ikke nødvendigt at skriftemålet fandt sted over for en præst.
Det blev for ham den store skat. Han kalder det personlige skriftemål som han vel aflagde over for sin sognepræst, Bugenhagen: ”den dyrebareste, umistelige og nødvendigste skat i verden”. Han fortsatte med at skrifte. Han levede af det. Gennem det erfarede han både udtømning og en frisættelse. Luther elskede absolutionens faste ord: Sig det igen! Det var medvirkende til et liv i den evangeliske frihed, til hans munterhed, at han evnede at skelne det ene fra det andet, hans djærvhed, frimodighed.
I dag: Relancer skriftemålet! Det foreslog forfatteren Henrik Jensen for nogle år siden ved et foredrag for Indre Missions medarbejdere.
Ja, det er vigtigt:
I en skyldtynget tid med tyngede kristne.
Det er godt med det gudstjenestelige skriftemål.
Men det blev jo skabt af historiske omstændigheder og er en underlig anakronisme.
Der er gode sider ved det skriftemål, som vi skal møde det om lidt.
Men der er også mangler: Samtalen, det konkrete, og boden efter forladelsen og ikke for at fortjene forladelsen, for den er givet os inden. Boden går på dette: hvordan rette op på det her menneskeligt og i forhold til mig selv?
Også den lille syndsbekendelse i højmessen forudsætter skriftemålet.
Relancer det!
Begynd med præsterne, så vi lever i det og så vi kan forkynde og undervise om det og selv ved hvad der handler om.
Og mennesker har brug for det, når de har brug for det.
Bonhoeffer taler et sted noget om at netop i privatskriftemålet bøjes vort hovmod.
Det er sandt, hårdt og forlæsende som en befrielse til at leve. Jeg ved det fra mit eget liv. Jeg har gået til skrifte ca fire gange årligt siden 1990. Og jeg ved det fra sjælesorgen i menigheden.
Kunsten er at vi ikke skal overdrive skriftemålet. Aldrig skal vi tvinge nogen og alle skal sikkert ikke gå til skrifte, hvis de ikke fusker og kan hvile i syndernes forladelse. Omvendt er det at gå til skrifte en dyrebar gave men givet for vores tros og livs for sundheds skyld.
Den er befrielse til at leve. En befrielseshandling som er fremadrettet: til at leve og være - med Luthers udtryk - ”lystig i Kristus”. Det kan på sin særlige måde ´forme en kristen karakter med en sund identitet og skabe helhed og integritet i vores liv. Det er ren katharsis.
Det skal vi leve, for som vi hørte, en kristen vandrer i lyset.
Og så er der en sammenhæng mellem skriftemål og nadver, som vi skal synge om den til sidst i Luthers nadversalme:
”Men før gaven vi tør tage, må vort hjerte vi ransage, thi hvo hid uværdigt går, døden her for livet får” (461, v.3).
Derfor ”den lille syndsbekendelse” efter en kort skriftetale ved højmessen med et absolutionsord.
Derfor forudsættes skriftemålet.
Et liv i vandringen vi lyset er nødvendig, men en formalisering i form af gudstjenesteligt skriftemål lørdag eller søndag er ikke nødvendigt.
Og dermed frigøres nadveren til at være himmelfest på jorden, eukaristi altså teksigelse og glædesmåltidet som også formidler syndernes forladelse med Luthers ord: ”Hvor syndernes forladelse er, dér er liv og salighed”.
I overgangen mellem skriftemål og nadver i dag synger vi den stærke Brorsonsalme:: «Hvo vil mig anklage».
Hvordan er man så ordentlig beredt til at gå til nadver?
I Luthersalmen siger han: «Tror du ret af hjertegrunden og bekender det med munden, da er ud beredt helt vel, da får føde her din sjæl» (461, v.8):
Mere skal der ikke til.
Og tro, hvad er det?
Det er som Luther siger: ”det mørke, Kristus bor i”. Tro er længsel. Tro er jeg kan ikke undvære dig, Kristus! Jeg er dig ikke værd, men kan ikke undvære dig. Tro er den famlende tomme hånd, nødråbet. At vende sig til Kristus og vende tilbage til Ham.
Så kommer nadveren til os som festen, næringen, ren modtagelighed af sagen: Ham selv, offerets nærvær og tilstedeværelse.
Det er Ham, det er Hans legeme og blod, det mest intime Kristusnærvær i denne verden på denne side af Hans genkomst.
Virkeligt, realt nu! Fællesskabet med Kristus og hinanden, Kristi legeme og blod i vore årer, fornyelse af forholdet til hinanden.
Reformation betyder at gå tilbage til grundformen, den ægte form. Og det skal vi hele tiden, for vi kan ikke bare det her. Vi har fået det skænket.
Nu skal vi opdage det. Stille det frem. Gøre det tilgængeligt i dag. Og tage det i brug. Og selv gå foran.
