Fællestroen angribes

Midt i stridighederne på reformationstiden var katolikker og lutheranere enige om at fastholde troen på, at Jesus opstod fra de døde påskemorgen. Men nu angribes denne bibelske, fælleskristne tro ikke bare af ateister, men også af folkekirkepræster. Dels hævdes det, at mennesker på Jesu tid ikke var så oplyste som vi, og dels, at Jesu opstandelse ikke er det centrale i kristendommen. Nogle antyder, at Jesu lære om næstekærlighed er det helt centrale. 

Stillet over for sådanne udtalelser, udtaler Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse:

1. De, der vil forklare beretninger om overnaturlige forhold som f.eks. jomfrufødslen og Jesu opstandelse med, at man på Jesu tid var uoplyste, gør sig i deres snusfornuft skyldige i en undervurdering af den tids mennesker. Da Gabriel forkyndte for Maria, at hun skulle ”blive med barn og føde en søn” svarede hun ganske fornuftigt: ”Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand”. Hun vidste godt, hvordan børn blev til, men hun bøjede sig for logikken i Gabriels svar: ”Thi intet er umuligt for Gud .” (Luk 1). - Og Maria Magdalenes reaktion på den tomme grav er også meget fornuftig: ”De har flyttet min Herre, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.” (Joh 20.13). Man kunne også nævne Thomas, som ikke ville tro, før han fik bevis. (Joh 20,24ff). Troen var ikke et resultat af disciplenes ønsketænkning. Det var den opstandne Jesus, som selv kaldte troen frem hos de disciple, som havde mistet troen.
2. At Jesu opstandelse spiller en central rolle i kristendommen, fremgår af de fire evangelier og af den trosbekendelse, som vi er døbt på, med ordene: ”på tredje dag opstanden fra de døde”. Man kunne også nævne 1. Kor 15. F.eks. v 14: ”Men er Kristus ikke opstået, er vores prædiken tom, og jeres tro er også tom”, v17: ”men er Kristus ikke opstået, er jeres tro forgæves, så er I stadig i jeres synder” og endelig v 19: ”Har vi alene i dette liv sat vort håb til Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker.” Senere ser vi Grundtvig gøre op med rationalisterne, som også afviste Jesu ”fysiske ”opstandelse. Dette opgør kom til udtryk i dramaet ”Påskeliljen” fra 1817, hvor også Grundtvig understreger, at kristendommen står og falder med Jesu opstandelse fra de døde: ”Kan de døde ej opstå, intet har vi at betyde”.
3. Tilpasser man kristendommen til, hvad denne verdens vise accepterer, ja så kan man måske leve på det i medgangstider. Men stillet over for livets og dødens alvor, trænger man til evangeliet om Jesus som den, der har sonet vore synder på korset og ved sin opstandelse besejret døden. Nogle har sagt, at Gud døde under 1. Verdenskrig, men det er mere rigtigt at sige, at liberalteologien for en tid døde i skyttegravene, mens bibelsk kristendom netop ikke døde, men blev til trøst for mange i dødens stund. Det må pastor Ramsdal vel også have en anelse om, siden han ved begravelser betjener sig af en ”nødløgn”, hvilket vel betyder, at han er klar over, at der er behov for noget mere end afmytologiseret kristendom i sorgens stund.
4. Vil man gøre Jesu bud om næstekærlighed til det centrale i kristendommen, vil det lede mennesker enten til selvbedrag eller til fortvivlelse over, at vi ikke magter at leve op til dette buds krav. Det vil desuden reducere Jesus til kun at være en profet blandt andre profeter - en, der forkynder Loven radikalt, men Loven kan vi ikke frelses ved. Den kan vise vort behov for en Frelser.
5. Vil man henvise til syndernes forladelse, er man allerede på vej til at anerkende, at Gud møder os i Jesus. Da Jesus tilsagde den lamme syndernes forladelse (Mark 2.1-12),  sagde nogle: ”Hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud?” Det havde de ret i, men i Jesus møder vi netop Gud. I Ham forenes guddommelig og menneskelig natur, og så burde det ikke længere være noget problem med jomfrufødslen og Jesu virkelige opstandelse.  Eftersom død er syndens sold, hvordan skulle døden da kunne fastholde Jesus, når Han dels er sand Gud og dels har levet et sandt menneskeliv uden synd? 

​