Fælles ’mission, vision og værdier’ er afgørende for en arbejdsplads. Det gælder også i kirkens regi.
En del sognekirker slås efter sigende med forskellige former for konflikter. Bl.a. et østjysk sogn præges
angivelig af gamle, ødelæggende stridigheder.

En person fra dette sogn har for nylig peget på noget vigtigt: ’Jeg tror, en stor del af løsningen kan være at
få genskabt fokus på en fælles vision om, hvorfor vi er kirke’.

Konflikter og samarbejdsproblemer kan opstå alle steder. Hvor mennesker skal arbejde sammen, kan
holdninger, temperamenter og traditioner støde sammen og give problemer.

Der findes ingen lette løsninger på komplicerede problemer, men ’en fælles vision’ er afgørende for et
samarbejde og en arbejdsplads – også for kirken.

Har det enkelte sogn eller folkekirken som helhed ’en fælles vision om, hvorfor vi er kirke’? Er der
fællesskab om og fælles forståelse af, hvad opgaven er, og hvad der skal formidles til mennesker?
Eller er det også her, skoen trykker? Opstår konflikter, bl.a. fordi det er blevet helt urimeligt uklart, hvad
folkekirken egentlig er fælles med sig selv om – også når det gælder det helt grundlæggende: Hvad tror vi?

Hvad er en gudstjeneste? Hvad er kristendom? Hvem er Gud?
Hvor fokus og centrum er klart og tydeligt, er der en chance for, at noget af dampen går af diverse små og
store konflikter. Derfor er et af kodeordene: Hold fokus.

Måske skulle hvert menighedsråds- og personalemøde begynde med en bibel-tekst, et afsnit fra Luthers
lille katekismus, en bøn og en salme – i en klassisk form og inkluderende atmosfære.

F.eks. kunne man begynde med bibel-ordene om at ’have det samme sind, som var i Kristus Jesus’ – og så
senere synge om, at ’kærligheden, hjertegløden, stærkere var her end døden; heller giver du end tager, ene
derfor dig behager korsets død i vores sted.’
​
Så er der måske ikke med ét løst op for alle konflikter. Men der er gjort noget for at holde fokus på kirkens
og troens inderste centrum - og dét er altid afgørende for kirkens liv og (sam)arbejde.

Kristian S. Larsen
cand.theol.,
formand for Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse

Det er grundlæggende vigtigt for Folkekirken og den enkelte menighed, at nadveren også i corona-tiden
forvaltes i overensstemmelse med det autoriserede ritual og - ifølge præsteløftet - ”med al ærefrygt og
sømmelighed efter Jesu Kristi indstiftelse”. Kun på denne måde kan nadvergæsten stole på ikke blot at
deltage i et minde- eller fællesskabsmåltid, men at modtage Jesu Kristi hellige legeme og blod i brødet og
vinen.

Ritualet forudsætter, at det er noget bestemt brød og vin, som er til stede og bliver markeret, mens
indstiftelsesordene udtales, og at det er dette, som uddeles. Overordnet handler det om en omsorgsfuld og
værdig omgang med det, der er helligt.

Med Den Augsburgske Bekendelses ord skal ’sakramenterne bruges således, at troen kommer til og fæster
lid til de forjættelser, der tilbydes og forkyndes ved sakramenterne’ (art. 13).

Af liturgiske og sjælesørgeriske grunde er det vigtigt, at alle oplever det markeret og demonstreret i
gudstjenesten, hvilket brød og hvilken vin der er indviet, så deltageren i altergangen ikke har grund til at
tvivle på at modtage noget indviet.

Når det hedder: ”Tag dette, og spis det”, gælder det f.eks. ikke det brød, man har med sig op til alteret eller
står med hjemme i stuen. Tilsvarende gælder vinen.
​
Sådan er den klassisk evangelisk-lutherske forståelse og praksis, og den kan og bør kombineres med de
gældende regler og restriktioner.

Af KSBBs bestyrelse
​februar 2021

• I lyset af Bibelens ord og den lutherske bekendelse fastholdes og æres det som Guds vilje, at mennesket er skabt som mand og kvinde til – under ”de byrder, som Gud for syndens skyld har lagt på menneskelivet” – at leve i et livslangt ægteskab og således blive ”ét kød” med mulighed for at opfylde kaldet til at blive ”frugtbare og talrige og opfylde jorden”. I dette kald er det ikke Guds vilje at leve i homoseksuelle eller transseksuelle forhold eller selv at ville konstruere sit eget køn.

• I lyset af Bibelens ord og den lutherske bekendelse fastholdes og æres det som Guds vilje, at menneskelivets begyndelse sker ved undfangelsen, hvor sæd og ægcelle smelter sammen. Derfor er enhver graviditetsafbrydelse, som forhindrer det nye livs udvikling og fuldbyrdelse, imod Guds vilje.

• I lyset af Bibelens ord og den lutherske bekendelse fastholdes og æres det som Guds vilje, at menneskelivets afslutning ikke skal ske efter menneskets egen bestemmelse, men når Gud tager livet, ligesom han har givet det.

• I lyset af de lutherske bekendelser fastholdes, at ethvert menneske er en synder, der i sin samvittighed godt kender Guds skaberordnings og lovs røst, og som i Guds Ord i Bibelen vil møde både dommen over synden, men også Guds nådige stedfortrædende soning i sin søn, Jesus Kristus som eneste mulighed for at få fuld forladelse for synd og del i Jesu Kristi fuldkomne retfærdighed og dermed evigt liv, hvilket alene gives den, der tror på ham.

Bestyrelsen for Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse
Kristian Larsen, formand
 
For uddybende forståelse af denne udtalelse henvises til den internationalt udbredte Nashville-erklæring - se de vedhæftede filer nedenfor.
​
Herunder findes både
KSBBs udtalelse fra oktober 2018,
en officiel oversættelse af både den korte og lange udgave af den økumeniske Salzburg-erklæring fra 2015,
en officiel oversættelse af Nashville-erklæringen fra 2017
link til den fri- og tværkirkelige norske erklæring "Kirkens grunn og menneskelivets grunnvoll" fra oktober 2020.

Til kirkeminister Bertel Haarder

Til undervisningsminister Ellen Trane Nørby

Konfirmandforberedelsen bør have førsteprioritet

Mange steder er det vanskeligt at placere konfirmandundervisningen på en måde, så både skolens og kirkens interesser er tilgodeset. Man skulle synes at udvidelsen af skoledagen som følge af indførelsen af heldagsskolen, skulle gøre det lettere for skolen at udvise fleksibilitet, så præsterne kan indpasse konfirmandundervisningen i deres mange andre gøremål, og så de gives de bedste pædagogiske betingelser for at undervise konfirmanderne, mens de stadig er friske til at deltage aktivt i undervisningen. Det har imidlertid vist sig at være svært. Der er i skolen blevet plads til mange andre aktiviteter, og skolen samarbejder med musikskoler, idrætsforeninger og mange andre interessenter. Men konfirmand-undervisningen har mange steder trange kår. Kirkeministeriet og undervisningsministeriet har i fællesskab peget på seksten forskellige måder at placere undervisningen på, men det er op til kommunalbestyrelserne at bestemme den konkrete løsning. Mange steder har man et godt samarbejde med præster og provster om placeringen, men mange andre steder placeres konfirmandundervisningen uhensigtsmæssigt som sene eftermiddagstimer, nogle steder endda som enkelttimer, fordi konfirmandundervisningen må vige for skolens mange andre hensyn.

Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse mener, at konfirmandundervisningen bør have førsteprioritet i det ene skoleår, hvor konfirmationen finder sted. Det er en meget lille del af det samlede timetal, som konfirmations-forberedelsen lægger beslag på. Det er ikke let at placere begravelser eller andre kirkelige handlinger om morgenen, så skolen må respektere, at præsterne også har en tætpakket kalender. Det vil klæde skolen at huske på, at det er kirken, der har oprettet skolen og ikke omvendt, og den bør således ikke udøve magtmisbrug til at amputere den konfirmations-forberedelse, som i høj grad er en del af kirkens fortsatte eksistensgrundlag.

Med venlig hilsen

Hans Olav Okkels

på vegne af Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse 

Midt i stridighederne på reformationstiden var katolikker og lutheranere enige om at fastholde troen på, at Jesus opstod fra de døde påskemorgen. Men nu angribes denne bibelske, fælleskristne tro ikke bare af ateister, men også af folkekirkepræster. Dels hævdes det, at mennesker på Jesu tid ikke var så oplyste som vi, og dels, at Jesu opstandelse ikke er det centrale i kristendommen. Nogle antyder, at Jesu lære om næstekærlighed er det helt centrale. 

Stillet over for sådanne udtalelser, udtaler Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse:

1. De, der vil forklare beretninger om overnaturlige forhold som f.eks. jomfrufødslen og Jesu opstandelse med, at man på Jesu tid var uoplyste, gør sig i deres snusfornuft skyldige i en undervurdering af den tids mennesker. Da Gabriel forkyndte for Maria, at hun skulle ”blive med barn og føde en søn” svarede hun ganske fornuftigt: ”Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand”. Hun vidste godt, hvordan børn blev til, men hun bøjede sig for logikken i Gabriels svar: ”Thi intet er umuligt for Gud .” (Luk 1). - Og Maria Magdalenes reaktion på den tomme grav er også meget fornuftig: ”De har flyttet min Herre, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.” (Joh 20.13). Man kunne også nævne Thomas, som ikke ville tro, før han fik bevis. (Joh 20,24ff). Troen var ikke et resultat af disciplenes ønsketænkning. Det var den opstandne Jesus, som selv kaldte troen frem hos de disciple, som havde mistet troen.
2. At Jesu opstandelse spiller en central rolle i kristendommen, fremgår af de fire evangelier og af den trosbekendelse, som vi er døbt på, med ordene: ”på tredje dag opstanden fra de døde”. Man kunne også nævne 1. Kor 15. F.eks. v 14: ”Men er Kristus ikke opstået, er vores prædiken tom, og jeres tro er også tom”, v17: ”men er Kristus ikke opstået, er jeres tro forgæves, så er I stadig i jeres synder” og endelig v 19: ”Har vi alene i dette liv sat vort håb til Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker.” Senere ser vi Grundtvig gøre op med rationalisterne, som også afviste Jesu ”fysiske ”opstandelse. Dette opgør kom til udtryk i dramaet ”Påskeliljen” fra 1817, hvor også Grundtvig understreger, at kristendommen står og falder med Jesu opstandelse fra de døde: ”Kan de døde ej opstå, intet har vi at betyde”.
3. Tilpasser man kristendommen til, hvad denne verdens vise accepterer, ja så kan man måske leve på det i medgangstider. Men stillet over for livets og dødens alvor, trænger man til evangeliet om Jesus som den, der har sonet vore synder på korset og ved sin opstandelse besejret døden. Nogle har sagt, at Gud døde under 1. Verdenskrig, men det er mere rigtigt at sige, at liberalteologien for en tid døde i skyttegravene, mens bibelsk kristendom netop ikke døde, men blev til trøst for mange i dødens stund. Det må pastor Ramsdal vel også have en anelse om, siden han ved begravelser betjener sig af en ”nødløgn”, hvilket vel betyder, at han er klar over, at der er behov for noget mere end afmytologiseret kristendom i sorgens stund.
4. Vil man gøre Jesu bud om næstekærlighed til det centrale i kristendommen, vil det lede mennesker enten til selvbedrag eller til fortvivlelse over, at vi ikke magter at leve op til dette buds krav. Det vil desuden reducere Jesus til kun at være en profet blandt andre profeter - en, der forkynder Loven radikalt, men Loven kan vi ikke frelses ved. Den kan vise vort behov for en Frelser.
5. Vil man henvise til syndernes forladelse, er man allerede på vej til at anerkende, at Gud møder os i Jesus. Da Jesus tilsagde den lamme syndernes forladelse (Mark 2.1-12),  sagde nogle: ”Hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud?” Det havde de ret i, men i Jesus møder vi netop Gud. I Ham forenes guddommelig og menneskelig natur, og så burde det ikke længere være noget problem med jomfrufødslen og Jesu virkelige opstandelse.  Eftersom død er syndens sold, hvordan skulle døden da kunne fastholde Jesus, når Han dels er sand Gud og dels har levet et sandt menneskeliv uden synd? 

​

 ”Kirken er de helliges forsamling, hvori evangeliet læres ret og sakramenterne administreres på rette vis. Til sand kirkelig enhed er det nok at stemme overens om den evangeliske forkyndelse og sakramenternes administration.”

Af Den Augsburgske Bekendelse art. 7 (om kirken).

Principper:

1.     Da den såkaldte højrefløj består af missionsfolk, højkirkelige, karismatiske med flere, bør man søge at opbygge en gudstjenesteliturgi, som ikke støder nogle af disse grupper bort.

Udgangspunktet i en luthersk højmesse må være, at det er menighedens ordinerede præst, der har ansvaret for forkyndelsen og forestår forvaltning af dåb og nadver samt lyser velsignelsen.

Derudover vil der være forskelle i, hvorledes lægfolk inddrages.

2.     Man bør i udgangspunktet følge de hidtidige Salme- ritual- og alterbøger.

Den Danske Salmebog 2002 indeholder kernesalmer, som bør indgå i en luthersk gudstjeneste. Andre sange og salmer må lejre sig omkring disse salmer.

Ligeledes bør Folkekirkens ritualbog af 1993 være det fælles udgangspunkt. Der er dog en del formuleringer, der markerer en svækkelse i forhold til tidligere ritualbøger, hvorfor det vil være anbefalelsesværdigt at søge til de klarere formuleringer. Men man skal være meget varsom med knopskud af forbedringer.

Alterbogen af 1993 giver godt grundlag for righoldig udlægning af det bibelske budskab i gudstjenesten.

3.     Man bør drage omsorg for en nadverforvaltning, som alle disse grupper tillidsfuldt kan deltage i. Det indebærer, at man bruger vin og drager omsorg for, at det, som uddeles er indviet (Ordet kommer til elementet og virker sakramentet).

Menighedens ordinerede præst forestår nadveren og indvier brød og vin. Hvis brødet slipper op under uddelingen, indvier præsten det manglende ved at udtale indstiftelsesordene over det. Det kan også ske med manglende vin. Det er dog i luthersk sammenhæng accepteret på et tidligt tidspunkt under uddelingen at hælde mere vin i kalken, uden at indstiftelsesordene udtales.

Vedtaget ved bestyrelsesmødet 30. januar 2012 

Konstitueret formand
Arkitekt Jakob Mortensen
Baungårdsvej 1 C
6600 Vejen

Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse
OM STAT OG KIRKE. Stat og kirke – skal de skilles?

Til baggrunden for den debat, der for tiden føres omkring adskillelse af stat og kirke, hører for os at se:

• dels grundlovens § 4: ”Den evangelisk-lutherske kirke er den danske Folkekirke og understøttes som sådan af staten”.
  
• dels sekulariseringen og dermed afkristningen af vort folk. Nok er langt størsteparten af folket medlemmer af folkekirken, men hovedparten af disse lever uden nærkontakt med kirken og dens budskab. Mange taler om ”dem” og ”jer”, når de taler om kirken.
  
• dels indvandring af mennesker med anden religion.
  
• dels tanker i tiden om, at religionen skal ud af det offentlige liv, så ingen religion får præferencestilling.
  
• dels usikkerhed om, hvor grænsen går i spørgsmålet om kirkens indre og ydre anliggender.
  
• dels spørgsmålet omkring den forbindelse der er mellem stat og kirke omkring civilregistrering og begravelsesvæsen.
  
• dels spørgsmålet omkring folkekirkens økonomi.
  
• dels spørgsmålet om folkekirkens rummelighed.
  

Det er umuligt at forudse, hvordan en adskillelse vil forløbe, og hvad dens resultat vil blive. Men begge dele bør overvejes nøje. Det må også overvejes, hvilke ændringer i grundloven, der vil blive nødvendige og ønskelige, hvis der skal ske adskillelse.

Hvad taler for en adskillelse?

At kirken og evangeliet ikke er en statsfunktion. Der er en stigende tendens til, at folkekirkens medlem-mer betragter kirken som et serviceorgan og ikke som ”de helliges fællesskab”. Denne ulykkelige tendens forsvinder ikke blot ved, at stat og kirke skilles, men den kan forhåbentlig modvirkes derved.

Det forudsætter dog, at vi læremæssigt og liturgisk fastholder, at gudstjeneste først og fremmest er GUDstjeneste, dvs. at det er den treenige Gud, der tjener os med ord og sakramenter. Dernæst er gudstjeneste i betydningen vores tilbedelse i tro som svar på Guds tjeneste. Dermed er det egentlige problem ikke organisation, men lære.

At folkekirken styres af et folketing, hvis medlemmer ikke behøver at være døbte, endsige medlemmer af folkekirken. Problemet er dog ikke bare ikke-medlemmerne, men også at de fleste af folketingets med-lemmer har samme passive forhold til folkekirken som folket i øvrigt, og at de ikke kender den kristne lære i det hele taget.

At sandheden relativiseres ved den nuværende ordning. Folkekirken må følge med tiden, selvom det betyder, at bibelske sandheder må fornægtes. Men sandheden kan ikke ”demokratiseres”.

At de økonomiske forhold må afklares. Der er stigende utilfredshed med, at staten betaler til bl.a. præstelønninger, skønt det blot er gæld, den betaler af på. En adskillelse må indebære, at der skabes klarhed. Klarheden kan dog sikkert også nås uden egentlig adskillelse.

At folkekirken kommer til at stå friere i forhold til staten. Folkekirken kan genvinde sin bevidsthed om at være Jesus Kristi kirke. Den bør i alle tilfælde besinde sig på, hvad det vil sige at være Kirke.

Taler noget imod en adskillelse?

At rummeligheden bliver mindre? Måske er det et af de punkter, det er vanskeligt at vide noget om? Sandsynligheden taler dog for, at rummeligheden kan blive mindre. Det er der under alle omstændigheder brug for, for rummeligheden er en del af problemet i folkekirken i dag. Sagen er derfor snarere, at rummeligheden bør afløses af en ægte Bibel‑ og Bekendelsestroskab i praksis. Der skal hverken være større eller mindre rummelighed, end hvad Bibel og Bekendelse tilsiger. Skulle en mindre rummelighed ramme Bibel‑ og Bekendelsestro, klargør folkekirken hermed blot, at den ikke længere er Kristi kirke.

At folkekirken vil blive politiseret? Hvis folkekirkens egne organer får større indflydelse, kan der uvægerligt ske en politisering. Der kan fremstå en magtelite, der vil føle sig kaldet til at udtale sig om mange ting. Risikoen er, at det er uklart, om det er tidens strømninger eller bundetheden til Bibel og Bekendelse, der vejer tungest. På den anden side kan det ikke nægtes, at folkekirken allerede er gennempolitiseret. Større frihed eller selvstændighed vil ikke gøre nogen forskel, med mindre en kirkeordning sikrer og i praksis kræver Bibel‑ og Bekendelsestroskab.

Hvad kan tale både for og imod en adskillelse?

At folkekirken kan blive sprængt. Det er i forvejen så som så med enheden. Det vil dog stille mange men-nesker i et vanskeligt valg, både aktive og passive. Aktive kristne vil opleve smerte ved at skulle se fælles-skaber brudt. Der kan opstå en broget skare af menigheder, og passive kristne vil føle sig usikre på, hvad de skal gøre. Samtidig kan denne skilsmisse måske også bringe en tiltrængt afklaring, et fornyet engagement og en klar forkyndelse og sakramentsforvaltning, der ikke modsiges af kolleger. Det afhænger helt af, om man vil være tro mod Bibel og Bekendelse formelt og i praksis.

Det største problem

Folkekirkens største problem er, at det fundamentale spørgsmål om synd og nåde, frelse og fortabelse over-skygges af optagethed af at skaffe alle "et godt liv", og at størstedelen af folkekirkens medlemmer ikke tager del i dens liv og tilbedelse og tilsyneladende heller ikke deler den tro, de er døbt på. Disse forhold ændres ikke ved en ændring af forholdet mellem stat og kirke eller en række konferencer, men alene ved, at Guds Ånd virker omvendelse og tro ved forkyndelse af lov og evangelium og en ret forvaltning af sakramenterne. Det opfordrer vi alle til at bede om i vor Herres Jesu Kristi navn.

I virkeligheden er det altså den manglende Bibel‑ og Bekendelsestroskab, der er det største problem. Dybest set vil en adskillelse af stat og kirke ikke føre til de nødvendige ændringer, med mindre folkekirken forpligtes på at være og i praksis faktisk bliver Bibel‑ Bekendelsestro. Teoretisk vil det kunne ske uden større selvstændighed. Den omsiggribende optagethed af rent organisatoriske forhold er derfor langt mindre afgø-rende for folkekirkens fremtid end en indre oprustning med det mål at fremme lære og liv i overensstemmel-se med Bibel og Bekendelse. Afvises disse bestræbelser, tvinges Bibel‑ og Bekendelsestro mennesker til en-ten at danne en alternativ struktur inden for folkekirken i lighed med tiltag i Norge og Sverige eller ultimativt at forlade folkekirken og tilslutte sig eksisterende frikirker, der reelt er evangelisk-lutherske, eller etablere sådanne.

Allerede i 1964 hed det i "Kirkens Ja og Nej": "De to kirkesyn (bekendelsens og folkeflertallets) er nemlig så forskellige, at forestillingen om, at de begge i al fremtid kan leve med samme hjemstedsret ved siden af hinanden i samme folkekirke, er en illusion."  Med de ord indbyder Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse til alvorlig overvejelse af, hvilke konkrete skridt der må tages for at bevare Guds Kirke i vort danske folk.

Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse, den 23. september 2003
Gennemgået og bearbejdet november 2011