Pastor Svend Erik Larsen
af pastor Svend Erik Larsen
Det vakte betydelig opsigt, at et menighedsråd i forbindelse med opslag af et ledigt præsteembede annoncerede efter en troende præst. Enten måtte menighedsrådet ikke have tænkt sig ordentligt om, eller også var man helt på vildspor. For hvad menes der med udtrykket ”en troende præst”? Troen er jo ikke noget, man besidder. Den er en gave. Og den kan slet ikke måles! Hvordan forestiller man sig i øvrigt, at man kan afgøre om en eller anden er troende eller ej?
Sådan sagde mange kloge og tænksomme folk! Og nogle føjede endda til, at det var uluthersk at tale om tro på dén måde? Ja, det var lige før, man kunne få dét indtryk, at menighedsrådet havde optrådt ukristeligt ved at annoncere efter en ”troende præst”!
Det var også i strid med luthersk embedsteologi, blev det hævdet. Der var nemlig tale om en usund fokusering på præstens person. Præsteembedet er jo karakteriseret ved bestemte funktioner: Forkyndelse af evangeliet og forvaltning af sakramenterne. Her er præstens person ikke afgørende.
Hvad dette sidste angår, er der nu grund til at huske, at embedets funktioner/opgaver varetages af en person på Guds vegne, og at præsten er kaldet og indviet dertil! Personen er slet ikke uden betydning!
Deri ligger så i grunden, at personens tro er forudsat. Præsten handler jo som sagt på Guds vegne – som hans repræsentant, hvorfor han står i en personlig relation til Gud.
Det betyder, at præsten må hente sin forståelse af sig selv og sine opgaver i relationen til Gud.. Han må leve i tro. Eller anderledes sagt: Bekendelsen til den treenige Gud må være hans livs og tjenestes grundlag! Og dén bekendelse skal vel at mærke ikke forstås på nutidens vilkår, men derimod gøres gældende!
Naturligvis skal præster være troende! Ellers er de ikke troværdige!
Det vakte betydelig opsigt, at et menighedsråd i forbindelse med opslag af et ledigt præsteembede annoncerede efter en troende præst. Enten måtte menighedsrådet ikke have tænkt sig ordentligt om, eller også var man helt på vildspor. For hvad menes der med udtrykket ”en troende præst”? Troen er jo ikke noget, man besidder. Den er en gave. Og den kan slet ikke måles! Hvordan forestiller man sig i øvrigt, at man kan afgøre om en eller anden er troende eller ej?
Sådan sagde mange kloge og tænksomme folk! Og nogle føjede endda til, at det var uluthersk at tale om tro på dén måde? Ja, det var lige før, man kunne få dét indtryk, at menighedsrådet havde optrådt ukristeligt ved at annoncere efter en ”troende præst”!
Det var også i strid med luthersk embedsteologi, blev det hævdet. Der var nemlig tale om en usund fokusering på præstens person. Præsteembedet er jo karakteriseret ved bestemte funktioner: Forkyndelse af evangeliet og forvaltning af sakramenterne. Her er præstens person ikke afgørende.
Hvad dette sidste angår, er der nu grund til at huske, at embedets funktioner/opgaver varetages af en person på Guds vegne, og at præsten er kaldet og indviet dertil! Personen er slet ikke uden betydning!
Deri ligger så i grunden, at personens tro er forudsat. Præsten handler jo som sagt på Guds vegne – som hans repræsentant, hvorfor han står i en personlig relation til Gud.
Det betyder, at præsten må hente sin forståelse af sig selv og sine opgaver i relationen til Gud.. Han må leve i tro. Eller anderledes sagt: Bekendelsen til den treenige Gud må være hans livs og tjenestes grundlag! Og dén bekendelse skal vel at mærke ikke forstås på nutidens vilkår, men derimod gøres gældende!
Naturligvis skal præster være troende! Ellers er de ikke troværdige!
RSS-feed
