Pastor Svend Erik Larsen
af pastor Svend Erik Larsen
Ved begyndelsen af det nye kirkeår 1. søndag i advent er det værd at standse op og søge svar på, hvad kirkeåret er for et år, og hvad tanken bag det i grunden er. Selve udtrykket ”kirkeår” støder vi første gang på i 1585, men sagen selv er nu betydeligt ældre. Forud har en lang udvikling af en kirkelig festkalender, der har rødder tilbage i den første kristne kirkes liv, fundet sted.
For de første kristne var tanken om festdage, festuge og festår ikke noget fremmed, for det spillede alt sammen en stor rolle i jødisk liv. Man levede i første omgang med heri, men ret hurtigt begyndte man at holde søndag også. Søndagen blev fejret som Kristi opstandelsesfest, og allerede inden 100 kaldte man dagen for ”Herrens dag”. Dagen var en festdag og ikke en hviledag præget af sabbatsbudene. Dagen var nemlig både skabelsens og nyskabelsens første dag.
Snart blev også flere af ugens dage markeret. Allerede i 100-tallet blev onsdag (dagen, hvor rådet besluttede, at Jesus skulle dø) og fredag (Jesu korsfæstelsesdag) fastedage.
Da udgangspunktet var Kristi opstandelsedag, begyndte man i sidste halvdel af 100-tallet at fejre opstandelsen på årsbasis. Påskedagen blev fastlagt, og der udviklede sig en påskefest-kreds. Denne indledes med en forfaste, hvorefter fastetiden, hvor påskefejringen forberedes, begynder askeonsdag. Efter selve påsken følger så påsketiden, som fra 200-tallet indeholder markering af himmelfarten og afrunding med pinsen. Med til påskefestkredsen regnes også søndagene efter pinse – den nuværende trinitatistid.
Tidligt fejrede man Kristi åbenbarelsesfest – helligtrekongersfesten – mens der først omkring 300 opstod en interesse for at fejre Jesu fødselsdag. I begyndelsen af 300-tallet – i hvert fald før 336 – begyndte man så at holde jul den 25. december. Den afløste en romersk lysfest ved vintersolhverv. Hertil føjedes så også en forberedelsestid – adventstiden, og hermed var så og-så julefestkredsen en kendsgerning.
Tanken med kirkeåret var – og er stadig – at Jesus Kristus på en måde her lever videre i sin kirke. Det betyder, at vi igennem et kirkeår er med på hele hans livsvandring. Derfor er kirke-året da også blevet kaldt for et pædagogisk mesterværk.
Ved begyndelsen af det nye kirkeår 1. søndag i advent er det værd at standse op og søge svar på, hvad kirkeåret er for et år, og hvad tanken bag det i grunden er. Selve udtrykket ”kirkeår” støder vi første gang på i 1585, men sagen selv er nu betydeligt ældre. Forud har en lang udvikling af en kirkelig festkalender, der har rødder tilbage i den første kristne kirkes liv, fundet sted.
For de første kristne var tanken om festdage, festuge og festår ikke noget fremmed, for det spillede alt sammen en stor rolle i jødisk liv. Man levede i første omgang med heri, men ret hurtigt begyndte man at holde søndag også. Søndagen blev fejret som Kristi opstandelsesfest, og allerede inden 100 kaldte man dagen for ”Herrens dag”. Dagen var en festdag og ikke en hviledag præget af sabbatsbudene. Dagen var nemlig både skabelsens og nyskabelsens første dag.
Snart blev også flere af ugens dage markeret. Allerede i 100-tallet blev onsdag (dagen, hvor rådet besluttede, at Jesus skulle dø) og fredag (Jesu korsfæstelsesdag) fastedage.
Da udgangspunktet var Kristi opstandelsedag, begyndte man i sidste halvdel af 100-tallet at fejre opstandelsen på årsbasis. Påskedagen blev fastlagt, og der udviklede sig en påskefest-kreds. Denne indledes med en forfaste, hvorefter fastetiden, hvor påskefejringen forberedes, begynder askeonsdag. Efter selve påsken følger så påsketiden, som fra 200-tallet indeholder markering af himmelfarten og afrunding med pinsen. Med til påskefestkredsen regnes også søndagene efter pinse – den nuværende trinitatistid.
Tidligt fejrede man Kristi åbenbarelsesfest – helligtrekongersfesten – mens der først omkring 300 opstod en interesse for at fejre Jesu fødselsdag. I begyndelsen af 300-tallet – i hvert fald før 336 – begyndte man så at holde jul den 25. december. Den afløste en romersk lysfest ved vintersolhverv. Hertil føjedes så også en forberedelsestid – adventstiden, og hermed var så og-så julefestkredsen en kendsgerning.
Tanken med kirkeåret var – og er stadig – at Jesus Kristus på en måde her lever videre i sin kirke. Det betyder, at vi igennem et kirkeår er med på hele hans livsvandring. Derfor er kirke-året da også blevet kaldt for et pædagogisk mesterværk.
RSS-feed
