af pastor Svend Erik Larsen
Debatten om, hvad et ægteskab i grunden er, rejser spørgsmålet, om ægteskabet er en blandt flere mulige samlivsformer, eller om det er noget så grundlæggende ved det at leve som menneske, at det henter sin begrundelse i selve skabelsen.
Spørger vi Bibelen, er der ingen tvivl. Ægteskabet er en skabelsesordning. Gud skabte menne-sket i sit billede som mand og kvinde. Sammen er mand og kvinde altså Guds billede i ver-den. De er et kærlighedsfællesskab med fælles ansvar for dén verden, de er sat i, og som er Guds verden. Det slås fast i det afsnit af skabelsesberetningen, der iflg. vielsesritualet fra 1992 læses ved ethvert bryllup. Men skal det lykkes i praksis, må Gud velsigne det enkelte ægteskab. D.v.s. at han må være med ægteparret i det liv, de skal leve med hinanden. Derfor siger man da også, at et ægteskab altid er et forhold mellem tre: Manden, kvinden og Gud.
Derfor er der også al mulig god grund til, at indgåelse af et ægteskab ofte finder sted ved en gudstjeneste, hvor Guds velsignelse lyses over ægteskabet. En vielse er altså en gudstjenstlig handling, hvor der er tekstlæsning, bøn og prædiken, og hvor der synges salmer.
Efter den første tekstlæsning, der som sagt fortæller os, at ægteskabet er en skabelsesordning, kommer den anden tekstlæsning, hvor Jesus henviser til netop skabelsen, og på den baggrund slår han så fast, at skabelsen betyder, at forholdet mellem mand og kvinde ikke er en organi-sation eller ”forening” med en formålsparagraf, men en organisme, - noget levende. Mand og kvinde er som kærlighedsfællesskab en enhed. Derfor slår Paulus da også fast i den tredje tekstlæsning, at de skal have den holdning til hinanden, som Gud har vist, at han har til dem.
Men hvorfor spørger præsten derefter de to, der skal giftes, om, om de vil have hinanden? Det er der to gode grunde til. For det første er det gammel kirkelig opfattelse, at kun det ægteskab, der indgås frit og uden tvang, er gyldigt. Derfor skal enhver svare for sig selv.. Og for det an-det er ægteskabet ikke noget, præsten overdrager til parret. Ægteskabet bliver virkelighed ved de tos offentlige ja til hinanden. Deres ja til hinanden er altså det afgørende!
Derefter spørges de, om de vil elske hinanden. Jamen, kan man da love det? Ja, det kan man godt – for kærlighed i bibelsk forstand er ikke blot følelser, men det er en altomfattende hold-ning, der kommer til udtryk i handling – i gensidig omsorg. Derfor har det også med vilje at gøre. Kærlighed er noget, man viser – ikke kun noget, man føler.
Det hører så også med, at de lover at ære hinanden. D.v.s. at respektere den anden som den, den anden er! For det er netop dét menneske, der er sådan, man siger ja til! Ikke et billede af, hvordan den pågældende måske kunne eller burde være.
Og bemærk så, at løftet om at elske og ære gælder, både når alt går fint, og når der er mod-gang. Og det gælder livet ud!
Når brudeparret så har aflagt ægteskabsløftet, kan de bekræfte dette ved at give hinanden ring på, og derefter erklærer præsten på embeds vegne, at de nu er gift. Herefter bedes der for det nye ægtepar, og efter en salme sluttes der som ved enhver anden gudstjeneste af med bøn og velsignelse.
RSS-feed
