Der har været en del røre om faldende dåbstal. Det har i den forbindelse været nævnt, at en del folkekirkemedlemmer undlader at lade deres børn døbe med den begrundelse, at børnene selv skal vælge, om de vil døbes eller ej.
Præster er ikke uden skyld i denne udvikling. Forkynder man "alles frelse", er det nærliggende, at dåben reduceres fra at være en handling, hvor man bliver Guds barn, til blot at være en handling, hvor man får at vide, at man allerede uden dåb er Guds barn. Og så er det jo logisk, at mange ikke vil bruge tid på at lade deres børn døbe.
Da tv-programmet „Religionsrapport” i DR for nyligt tog spørgsmålet op, blev der især nævnt sekundære grunde til at døbe børn, f.eks. at dåben er en festlig tradition, der understreger samhørighed. Da en deltager i debatten blev mindet om, at man tidligere nøddøbte syge børn, for at de ikke skulle gå fortabt, men få del i frelsen, svarede vedkommende, at man da ikke skal skræmme folk til at lade deres børn døbe).
Over for denne forvirrende og uklare tale ønsker Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse at pege på den bibelske lære om dåben. I Matt 28,19 befaler Jesus sine disciple, at de skal gøre alle folkeslag til Jesu disciple netop ved at „døbe dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.” Og i Joh 3,5 siger Jesus til den fromme Nikodemus: „Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige.”
Efter at have nævnt, hvorledes Noa med nogle få blev frelst gennem vand, skriver apostlen Peter i sit første brev 3,21 om frelsen under syndfloden: „Det vand er et billede på den dåb, som nu frelser jer.” Og i Tit 3,5 kaldes dåben „det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden.”
I vor lutherske bekendelse, Confessio Augustana, hedder det i artikel 9: „Om dåben lærer de (reformatoriske menigheder), at den er nødvendig til frelse, og at Guds nåde tilbydes ved dåben, og at børn bør døbes, idet de, når de ved dåben er overgivet til Gud, tages til nåde af ham.”
Det er således klart, at dåben ifølge folkekirkens lære er et nådemiddel. Jesus er Frelseren. Derfor hedder det i ritualet under korstegnelsen, at barnet „skal tilhøre den korsfæstede Frelser Jesus Kristus.” Derfor er det så vigtigt, at barnedåben følges op af oplæring i den kristne tro og indføring i bøn og gudstjeneste. Har forældrene i forudgående samtale med præsten modsat sig barnets oplæring i kristendom, kan præsten udsætte dåben.
Endelig må argumentet, at børn selv skal vælge, afvises. Dels kan barnet også efter dåben senere fravælge livet i dåben. Dels må forældrene på mange måder vælge for deres børn. Hvis et barn bliver alvorligt syg, hvilke forældre vil da vente med at søge lægehjælp, til barnet selv kan tage stilling? Og hvorfor så ikke søge hjælp mod den arvesynd, som vi alle fødes med, ved i dåben at bringe barnet til Jesus.
Præster er ikke uden skyld i denne udvikling. Forkynder man "alles frelse", er det nærliggende, at dåben reduceres fra at være en handling, hvor man bliver Guds barn, til blot at være en handling, hvor man får at vide, at man allerede uden dåb er Guds barn. Og så er det jo logisk, at mange ikke vil bruge tid på at lade deres børn døbe.
Da tv-programmet „Religionsrapport” i DR for nyligt tog spørgsmålet op, blev der især nævnt sekundære grunde til at døbe børn, f.eks. at dåben er en festlig tradition, der understreger samhørighed. Da en deltager i debatten blev mindet om, at man tidligere nøddøbte syge børn, for at de ikke skulle gå fortabt, men få del i frelsen, svarede vedkommende, at man da ikke skal skræmme folk til at lade deres børn døbe).
Over for denne forvirrende og uklare tale ønsker Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse at pege på den bibelske lære om dåben. I Matt 28,19 befaler Jesus sine disciple, at de skal gøre alle folkeslag til Jesu disciple netop ved at „døbe dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.” Og i Joh 3,5 siger Jesus til den fromme Nikodemus: „Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige.”
Efter at have nævnt, hvorledes Noa med nogle få blev frelst gennem vand, skriver apostlen Peter i sit første brev 3,21 om frelsen under syndfloden: „Det vand er et billede på den dåb, som nu frelser jer.” Og i Tit 3,5 kaldes dåben „det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden.”
I vor lutherske bekendelse, Confessio Augustana, hedder det i artikel 9: „Om dåben lærer de (reformatoriske menigheder), at den er nødvendig til frelse, og at Guds nåde tilbydes ved dåben, og at børn bør døbes, idet de, når de ved dåben er overgivet til Gud, tages til nåde af ham.”
Det er således klart, at dåben ifølge folkekirkens lære er et nådemiddel. Jesus er Frelseren. Derfor hedder det i ritualet under korstegnelsen, at barnet „skal tilhøre den korsfæstede Frelser Jesus Kristus.” Derfor er det så vigtigt, at barnedåben følges op af oplæring i den kristne tro og indføring i bøn og gudstjeneste. Har forældrene i forudgående samtale med præsten modsat sig barnets oplæring i kristendom, kan præsten udsætte dåben.
Endelig må argumentet, at børn selv skal vælge, afvises. Dels kan barnet også efter dåben senere fravælge livet i dåben. Dels må forældrene på mange måder vælge for deres børn. Hvis et barn bliver alvorligt syg, hvilke forældre vil da vente med at søge lægehjælp, til barnet selv kan tage stilling? Og hvorfor så ikke søge hjælp mod den arvesynd, som vi alle fødes med, ved i dåben at bringe barnet til Jesus.
RSS Feed
