af pastor Svend Erik Larsen

Ikke så sjældent hævdes det, at man døbes på menighedens tro. Det er en misforståelse! Det, der sker i forbindelse med en dåb, er derimod, at dåbskandidaten spørges, om man tror, som menigheden gør. Betingelsen for dåb er faktisk et ja dertil. Det er altså i grunden ens egen tro, der spørges efter – og bekendelsen af den, man døbes på.

Faktisk blev trosbekendelsen i sin tid jo også til som en kort sammenfatning af, hvad kristen tro er – altså af, hvad der er menighedens tro. Og hensigten var så, at den, der ønskede dåb, kunne spørges konkret: Kan du sige ja til den kristne tro – til menighedens tro?

Når det så drejer sig om barnedåb, kan barnet, der skal døbes, af gode grunde naturligvis ikke selv svare. Derfor svarer gudmoderen på barnets – og egentlig også på forældrenes – vegne. Det betyder, at forældre og faddere påtager sig den forpligtelse at drage omsorg for, at barnet oplæres i netop den tro, der er menighedens. Det er det, der siges ja til!

Deri ligger så natrurligvis, at dåben ikke er privat. Den er derimod personlig! For den person, der bliver døbt, bliver ved dåben en del af det trosfællesskab, der bekender den tro, der siges ja til. Man bliver altså som person døbt ind i menigheden og bliver dermed et lem på Kristi legeme. Men skal det have konkret mening, betyder det naturligvis, at man døbes til at høre til i en konkret menighed i en konkret kirke. Man hører altså nok til i Kristi kirke i al almindelighed, men sådan som den fremtræder lokalt! Dåben betyder altså faktisk, at man kommer til konkret at høre til i et lokalt trosfællesskab!

Livet som døbt er altså at forstå som et trosliv. Et liv i den tro, man blev fælles om i dåben!

af pastor Svend Erik Larsen

Af og til bliver et ønske om en ny og tidssvarende trosbekendelse luftet. Det problematiske her er, at det ikke kun drejer sig om en sproglig a´jourføring. Nej , - det er sandelig indholdet, man ønsker ændret eller a´jourført! Indholdet strider nemlig – i det mindste delvis – imod det, man mener, er sund fornuft. Derfor kan man ikke tage den nuværende formulering alvorligt – og da slet ikke bogstaveligt. Det ville være uærligt, når den rummer ting, som intet fornuftigt menneske kan tage alvorligt i dag! Trosbekendelsen må simpelthen ændres! Den er jo også fra en helt anden tid end vores! En ændring er derfor nødvendig af hensyn til kirkens nutid og fremtid! Siger nogle!

Hvad er det så, der strider mod fornuften – og efter denne tankegang endda imod den kristne tros centrale indhold?

Jo, - først er der forsagelsen af Djævelen. Den giver jo ingen mening! Vel er der noget, der er ondt! Derfor giver det mening at ville bekæmpe ”det onde”. Men ikke ”den onde”! Eller en djævel!

Det giver heller ingen mening at tale om en Gud, der skaber og opretholder det skabte. Eller om skabelse overhovedet! Og jomfrufødsel, opstandelse, himmelfart, dommedag og kødets opstandelse kan intet fornuftigt og tænkende menneske forbinde noget med i dag!

Vel er det rigtigt, at trosbekendelsen har adskillige århundreder på bagen, men ikke desto mindre er indholdet ikke tilfældige og udskiftelige formuleringer. Trosbekendelsen blev nemlig til som en sammenfatning af den kristne tros centrale indhold, som den i øvrigt findes i Bibelen. Derfor ville en ændring af trosbekendelsen til noget tidssvarende faktisk være ensbetydende med en ændring af den kristne tro. Ja, der ville være tale om en anden religion!

Nej, - hvis kirken skal have en meningsfuld nutid og en fremtid, må vi holde fast ved Bibelen og bekendelsen!

af pastor Svend Erik Larsen

Det kan næppe komme bag på ret mange, at rigtig mange medlemmer af folkekirken har bevæget sig langt væk fra traditionelle, kristne trosopfattelser. Bibelen og kirkens bekendelsesgrundlag tages ganske enkelt ikke alvorligt. De har overhovedet ingen absolut autoritet. Den afgørende autoritet trosmæssigt er alene den opfattelse, den enkelte person selv har dannet sig. Det fortæller en række sociologiske undersøgelser.

En af de ting, der springer i øjnene, er f.eks., at kun et mindretal har et gudsopfattelse, hvor Gud opfattes som en person, man kan have et personligt forhold til. Det betyder dog absolut ikke, at der så altid er tale om den gudsopfattelse, der kommer til udtryk i Bibelen og kirkens bekendelser. Dertil kommer så, at mere end halvdelen af folkekirkens medlemmer tror, at Gud er en upersonlig højere magt eller kraft, eller at Gud er noget guddommeligt inde i en selv.

Dette hænger altsammen sammen med den opfattelse, at der ikke findes nogen absolut sandhed. Det betyder, at kun det er sandt, som jeg af en eller anden grund føler mig tiltalt af. Så er det sandt for mig, - og det er det helt afgørende. Derfor føler man sig også fri til så at sige at sammensætte sin egen tro af elementer hentet forskellige steder fra – også fra andre religioner.

Derfor ønsker flertallet af folkekirkens medlemmer da også åbenhed! Deri ligger et udtalt ønske om, at folkekirken bliver mindre ”dogmatisk” og således bevæger sig væk fra sit grundlag i Bibelen og bekendelsen. Folkekirken må tilpasse sig og dermed leve op til medlemmernes forventninger.

Desværre er der tydelige tendenser til, at folkekirken som sådan stræber efter at leve op til disse forventninger. Dette sker ved, at Bibel og bekendelse først og fremmest betragtes som historiske dokumenter, der må tolkes på nutidens betingelser. Og det gør man så!

Vi har derfor nu brug for, at folkekirkens medlemmer – igen – bliver fortrolige med Bibelen og dermed også med de bekendelser, der sammenfatter dens budskab!

af pastor Svend Erik Larsen

Umiddelbart vil mange mene, at ”ånd” er noget så luftigt og uhåndgribeligt, at det er svært overhovedet at forholde sig til. Derfor har mange da også svært med at forholde sig til pinsen og dens betydning: At Helligånden kommer til verden. Men tænker vi efter, ved vi i grunden godt, at det åndelige kommer til udtryk helt konkret. Vi tøver jo  f. eks. ikke med at konstate-re, at her råder der en god – eller dårlig ånd. Vi betragter ånden som noget virkeligt, selv om det er dens virkning, vi konstaterer.

Sådan forholder det sig også med Helligånden. Derfor tales der anderledes i den 3. trosartikel end i de to første. Her tales der om Gud og om Jesus som dem, de er – og det, de har gjort. Men om Helligånden konstaterer vi, hvad dens virke resulterer i, og hvorved den virker. Derfor kan man med rette sige, at Helligånden gør Gud – skaberen og frelseren – til en levende virkelig-hed. Troen på Gud får ”krop”.

Det første, Helligånden virker, er ”den hellige, almindelige kirke”. Troen på Gud danner kirke som ramme om troslivets udfoldelse. Og her tænkes der både på gudstjenestelivet og på hverdagslivet som kristne. Derfor er det da også meningsløst at ville forvise troen på Gud til det private liv. Og lige så meningsløst er det at påstå, at man kan være en god kristen uden at leve med i gudstjenestelivet. Troen på Gud er en personlig, fælles og offentlig sag!

At kirken er hellig betyder så iøvrigt, at kirken er Guds kirke. Og dén kirke er derfor ikke en menneskelig indretning. Den er ikke noget, mennesker har fundet på, og derfor kan vi heller ikke gøre med den efter forgodtbefindende.

Og at Guds kirke er almindelig betyder både, at den er verdensomfattende, at den vogter og  formidler hele troen – den rette tro - i hele verden.

Herefter siges det, at vi tror på ”de helliges samfund”. Dette udtryk bliver ofte opfattet som en nærmere bestemmelse til kirken, men det er efter al sandsynlighed ikke rigtigt! Udtrykket kan – som det står i grundteksten – derimod betyde enten delagtigheden i/fællesskabet om de hellige ting (d.v.s. nadverens brød og vin) eller fællesskabet med de hellige (d.v.s. dem, der er gået forud for os til Gud). Her er det sandsynligste, at der tænkes på nadveren.

Så nævnes herefter ”syndernes forladelse”. Her tænkes der sandsynligvis på syndernes forladelse i dåben. På den renselse, som dåben er, og den adgang, den døbte har til netop syndernes forladelse.

Den kristne tro vedrører ikke kun livet her fra fødsel til død. Den er en opstandelsestro. Vi tror på ”kødets opstandelse”. Med dette udtryk afvises enhver form for tro på sjælevandring/reinkarnation. Men det betyder også, at legemet ikke opfattes som et hylster, sjælen er fanget i og skal befries fra. Med til den enkeltes personlighed hører også legemet, - og det er altså derfor den enkelte persons opstandelse, vi tror på.

Og så munder det hele ud i ”det evige liv”. For den troende ender livet altså med livet! Døden er ikke afslutningen, for Gud vil have alle sine mennesker omkring sig, - og han er livets Gud, den evige!

Så langt fra at være noget luftigt og uhåndgribeligt, former Helligånden altså livet og gør dette evigt!