af Elisabeth Wagner Olsen og Sten Mortensen

Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse (KSBB) tager afstand fra heldagsskolen,  fordi vi henholder os til forældreretten: Det er forældrene og ikke staten, der i sidste instans har ansvaret for opdragelse og uddannelse af børnene. Forældrene har ganske vist overdraget en stor del af dette ansvar til folkets skole og dermed staten, der lovgiver for skolen. Men jo mere skolen og dermed staten bestemmer over børnenes tid og skolens indhold, desto mere er opdragelsen taget ud af forældrenes hænder. 


Vi respekterer, at der er undervisningspligt i dette land, men med heldagsskolen bliver pligten udvidet til også at gælde aktiviteter, som ikke har med undervisning at gøre. Det vender vi os imod.

Hvorfor påberåber vi os forældreretten? Det gør vi fordi det er en skaberordning, efter hvilken forældrene har retten og ansvaret for at opdrage børnene efter deres tro og overbevisning. Det var de første forældre, som fik denne uddelegerede myndighed fra Gud. Luther lærer i sin Store Katekismus i kommentaren  til det fjerde bud, at  næstefter Gud har forældrene den højeste myndighed over deres børn ”For i forældremyndigheden har al anden myndighed sit udgangspunkt. Hvor nemlig en fader ikke formår at opdrage sit barn, tager han en lærer dertil… Altså er alle, som man kalder ”herre” i forældrenes sted, og fra forældremyndigheden henter de deres kraft og ret til at styre”

Det falder i øvrigt i god tråd med grundtvigsk frihedstradition at fastholde, at vi her i Danmark med Friskoleloven af 1855 har undervisningspligt og ikke skolepligt. Dvs. det påhviler forældrene at sørge for undervisning af deres børn, og at denne ikke nødvendigvis skal foregå på den offentlige skole. Kvalitet i undervisningen er ikke et spørgsmål om hvor, men hvordan.

KSBB mener derfor, at heldagsskolen begrænser forældrenes bestemmelsesret over deres børn. Den  levner mindre plads til alternativer, gode fritidsinteresser og frirum for børnene, og den begrænser familiernes tid sammen.

KSBB mener, at konfirmationsforberedelsen også fremover skal foregå indenfor normal skoletid i konfirmandernes hjemsogne. Men med heldagsskolen, som for 3-4 klasses vedkommende ofte vil slutte kl. 14,30, kan man forudse, at den indledende konfirmationsforberedelse vil få trange kår. Dette vil være et alvorligt anstød mod den kristelige dåbsoplæring.

af pastor Svend Erik Larsen

Politikere fra vel nok alle partier er enige om, at vi skal have verdens bedste folkeskole! Men midlerne til at nå dét mål er man derimod jævnligt uenige om! Der er dog tilsyneladende enighed om, at der skal flere timer til! Som om et større antal timer medfører større kvalitet! Og bedre undervisning!

Da socialdemokraterne for år tilbage foreslog indførelse af heldagsskolen, var der ikke flertal herfor, men nu synes flertallet altså at være plads. Nu bruger man da heller ikke det negativt ladede udtryk 'heldagsskolen', men kalder det for 'helhedsskolen'. Og helhed har jo noget det positive begreb 'sammenhæng' at gøre, og det er da da bestemt brug for!

Men uanset navnet er der nu rent faktisk tale om, at man ønsker en heldagsskole.

Det vil medføre, at skolen bliver børnenes  egentlige hjem. Her rummes det hele! Familen reduceres til at være en sammenhæng, hvor man mødes, når alt det væsentlige er overstået. Tankegangen synes at være, at opdragelse er en alt for alvorlig sag til, at man kan overlade den til forældrene – som én har sagt det!

Under alle omstændigheder rejser forslaget om indførelse af 'helhedsskolen' det spørgsmål, om børnene er samfundets eller forældrenes ansvar. Og hvad er skolens rolle? Er skolen samfundets opdragelsesinstitution? Eller er den forældrenes medhjælp ved løsning af opdragelses- og oplæringsansvaret?

En eventuel indførelse af helhedsskolen vil i øvrigt betyde, at aktiviteter af forskellig art, leg og eventuel lektielæsning vil blive placeret i skoletiden. Men hvike følger vil det få for foreningslivet?

For sportsaktiviter, medlemskab af spejderorganisationer? For kirkernes minikonfirmand-arbejde? For muligheden for at dyrke sociale relationer i andre sammenhænge end skolen?

Mon ikke der ville være mere fornuft i at styrke familiernes muligheder for at løfte ansvaret for  opdragelsen og oplæringen af børnene? Og i den sammenhæng bør de frie skolers – holdningsskolernes – muligheder for medvirken styrkes!