Pastor Svend Erik Larsen Af pastor Svend Erik Larsen
At synge sammen har i en del år generelt været et problem. Det er der givetvis flere grunde til, men det hænger sikkert bl.a. sammen med den kendsgerning, at sang for mange er blevet noget, man lytter til – noget, man overværer. Man er blevet publikum i stedet for selv at deltage aktivt. Derfor skaber sangen ikke fællesskab, som fællessangen gør det!
At fællessangen således har fået en begrænset plads, har naturligvis også påvirket salmesangen. Faktisk er antallet af dem, der synger salmer, halveret på knapt 20 år. Det hænger naturligvis i nogen grad sammen med det traditionstab, vi har oplevet gennem nogle år. Men det hænger også sammen med, at mange ikke kommer, hvor der synges salmer, og de har heller ikke lært dem at kende i skolen. Og også ofte kun i begrænset omfang i kristeligt børne- og ungdomsarbejde.
Jævnligt begrundes det med, at salmebogen indholdsmæssigt er forældet. Man forstår ikke salmerne – børn og unge slet ikke. Derfor er det nødvendigt med nye salmer og sange. Det er forudsætningen for, at man overhovedet kan komme til at synge salmer.
At salmebogens indhold skulle være uforståeligt og forældet, tror jeg ganske enkelt ikke på! Men salmerne bliver da fremmede, fordi man ikke synger dem. Spørger man nemlig medlemmer af børne- og ungdomskor og konfirmander om, hvilke salmer der er deres yndlingssalmer, vil svarene ofte være, at det er kernesalmer som f.eks. Hil dig, Frelser og Forsoner! og Blomstre som en rosengård. Det er ikke de nye!
På en konfirmandlejr for få år siden brugte vi nogle timer på at tilrettelægge en afsluttende lejrgudstjeneste, som forældrene var indbudt til at deltage i. Som indledning til gruppearbejdet gennemgik vi søndagens tekster. En af grupperne skulle vælge salmer fra salmebogen. Det på sin vis overraskende resultat var, at de hele vejen igennem valgte såkaldte ”tunge” kernesalmer. Og der var så mange af dem, at jeg nok ikke selv helt havde valgt sådan. Men der kom en fin helhed ud af det!
Salmebogen er en vigtig bog. Brugen af den skaber fællesskab og sammenhæng. Og den opbygger ved at give livshjælp!
I et interview for nogen tid siden blev digteren Søren Ulrik Thomsen således spurgt, hvilken bog, der havde fulgt ham gennem livet. Svaret var: ”Den Danske Salmebog. Og den kan jeg også anbefale, hvis man er så ulykkelig, at man helt savner ord, eller er så lykkelig, at man er nødt til at udtrykke sin taknemmelighed”.
At synge sammen har i en del år generelt været et problem. Det er der givetvis flere grunde til, men det hænger sikkert bl.a. sammen med den kendsgerning, at sang for mange er blevet noget, man lytter til – noget, man overværer. Man er blevet publikum i stedet for selv at deltage aktivt. Derfor skaber sangen ikke fællesskab, som fællessangen gør det!
At fællessangen således har fået en begrænset plads, har naturligvis også påvirket salmesangen. Faktisk er antallet af dem, der synger salmer, halveret på knapt 20 år. Det hænger naturligvis i nogen grad sammen med det traditionstab, vi har oplevet gennem nogle år. Men det hænger også sammen med, at mange ikke kommer, hvor der synges salmer, og de har heller ikke lært dem at kende i skolen. Og også ofte kun i begrænset omfang i kristeligt børne- og ungdomsarbejde.
Jævnligt begrundes det med, at salmebogen indholdsmæssigt er forældet. Man forstår ikke salmerne – børn og unge slet ikke. Derfor er det nødvendigt med nye salmer og sange. Det er forudsætningen for, at man overhovedet kan komme til at synge salmer.
At salmebogens indhold skulle være uforståeligt og forældet, tror jeg ganske enkelt ikke på! Men salmerne bliver da fremmede, fordi man ikke synger dem. Spørger man nemlig medlemmer af børne- og ungdomskor og konfirmander om, hvilke salmer der er deres yndlingssalmer, vil svarene ofte være, at det er kernesalmer som f.eks. Hil dig, Frelser og Forsoner! og Blomstre som en rosengård. Det er ikke de nye!
På en konfirmandlejr for få år siden brugte vi nogle timer på at tilrettelægge en afsluttende lejrgudstjeneste, som forældrene var indbudt til at deltage i. Som indledning til gruppearbejdet gennemgik vi søndagens tekster. En af grupperne skulle vælge salmer fra salmebogen. Det på sin vis overraskende resultat var, at de hele vejen igennem valgte såkaldte ”tunge” kernesalmer. Og der var så mange af dem, at jeg nok ikke selv helt havde valgt sådan. Men der kom en fin helhed ud af det!
Salmebogen er en vigtig bog. Brugen af den skaber fællesskab og sammenhæng. Og den opbygger ved at give livshjælp!
I et interview for nogen tid siden blev digteren Søren Ulrik Thomsen således spurgt, hvilken bog, der havde fulgt ham gennem livet. Svaret var: ”Den Danske Salmebog. Og den kan jeg også anbefale, hvis man er så ulykkelig, at man helt savner ord, eller er så lykkelig, at man er nødt til at udtrykke sin taknemmelighed”.
RSS-feed
