af Kristian S. Larsen, cand.theol. og formand for Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse
(Bragt i Kristeligt Dagblad under debat d. 9/6 2020

Er det nødvendigt at gennemføre dåb under ydmyge omstændigheder og med kun få mennesker til stede, bliver gaven ikke mindre af den grund.

Coronakrisen har vendt op og ned på mangt og meget. Kirkebygningerne har måttet lukke, og gudstjenester og mange aktiviteter er blevet aflyst.
Vielser og begravelser har naturligvis kunnet afholdes. Det samme gælder dåb, men noget særligt har her gjort sig gældende, som kalder på eftertanke og refleksion.
Mange har nemlig valgt at udsætte deres barns dåb. I nogle sogne har kirken henstillet til at gøre det.
Det er forståeligt og glædeligt, at et forældrepar gerne vil have et større antal familiemedlemmer og venner samlet i kirken og til fest bagefter. Men at udsætte dåben i måneder er ikke uproblematisk.

I tidligere tider var hjemme- eller nøddåb ikke nogen sjældenhed. En af grundene var sikkert højere børnedødelighed. En anden grund var en stærk bevidsthed om dåbens vigtighed, der betød, at dåben var noget af det første, man gjorde for barnet. Kunne det ikke blive ved en gudstjeneste i kirken, måtte det ske på en anden måde.

Under coronakrisen har det været fuldt ud muligt at afholde dåb også i kirken – og så udsætte fremstilling ved en gudstjeneste og en fest på denne dag til senere.
I disse måneder er gudstjeneste og liturgi, herunder sakramenterne og deres betydning, til debat. Udsættelse af dåben i månedsvis bliver på en indirekte måde et indlæg i denne debat ved at sætte fokus på forståelsen af dåben og dens betydning.
Når dåben er noget, der kan sættes på standby, er dét så et udtryk for, at centrale elementer i forståelsen af dåben er sat på standby?
Kirken døber, fordi den har fået til opgave at gøre det. Før sin himmelfart gav Jesus apostlene besked om at gå ud i alverden og døbe og lære. Det var ikke et oplæg til drøftelse eller en idé til videre bearbejdelse. Det var en bunden opgave: gå ud, døb og lær. Og der var et stærkt løfte tilknyttet: Se, jeg er med jer.
Det, de skulle gå ud med, var og er afgørende og helt grundlæggende. Dåben er nødvendig til frelse, siger Den augsburgske Bekendelse (art. 9). Det betyder ikke, at børn, der ikke har nået at blive døbt, ikke kan blive frelst. Men dåben er større og mere end en hyggelig familiefest.
En klassisk sætning siger, at Gud har bundet os, men ikke sig selv til dåben. Det betyder mindst to ting. Dels betyder det, at Gud har sine veje og muligheder, som vi ikke kan begrænse eller gennemskue. Han er ikke bundet.
Det er vi derimod. For Gud har lovet at handle i dåben og dér på afgørende måde formidle sin nåde ind i et menneskes liv, og derfor er mennesker og menigheder bundet til dåben og til befalingen om at døbe. Derfor skal dåben ikke degraderes eller devalueres, men praktiseres og forkyndes som noget afgørende og grundlæggende og som et – med Luthers ord – ”guddommeligt, himmelsk og saligt vand”.
Er det nødvendigt at gennemføre dåb under ydmyge omstændigheder og med kun få mennesker til stede, bliver gaven ikke mindre af den grund. Tværtimod kan det komme til at lyse klarere, hvor højt og stort det er, at Gud dér opretter sin pagt med et menneske og giver det barnekår.
Større kan det ikke blive.

Af pastor Svend Erik Larsen

Spørgsmålet om, hvordan man får flere til at gå i kirke, drøftes ivrigt, og der er mange og forskellige forslag til, hvad man kan gøre. Den fælles overskrift her er, at gudstjenesten på forskellig måde må tilpasses det, man opfatter som folks virkelighed. Det vil sige, at gudstjenesten  må følge med tiden og altså udvikle sig, både hvad form og indhold angår. Musik og salmer er nemlig ikke tidssvarende, og liturgien er kedelig og uforståelig.

Og så er der tidspunktet for hovedgudstjenesten. Søndag formiddag er ikke noget godt tidspunkt. Søndag er jo fridag, og derfor sover man længe – og slapper ellers af med familien. Det var derfor nok bedre at placere gudstjenesten en hverdag – siger man.

Nu er der naturligvis intet i vejen for at arbejde med gudstjenestens form, men det er nødvendigt at huske, at form og indhold hænger sammen. Derfor er betingelsen for ændringer af formen, at indholdet - gudstjenestens ”sag” - træder tydeligere frem. Det er vigtigt at fastholde dette, idet gudstjenesten er både kilde til og udtryk for kristendomsforståelsen. Og den kan man ikke sådan ændre eller pille ved! Der kunne derfor nok snarere end alt andet være behov for at drøfte, hvad en gudstjeneste overhovedet er, og hvem der er dens hovedperson!

Der er da heller ikke noget i vejen med at holde hverdagsgudstjenester, men det er nok mere end tvivlsomt, om netop det får flere til at gå i kirke. Sagen er jo den, at de fleste – også familiemæssigt – lever en hektisk tilværelse med både arbejde og fritidsinteresser. Derfor må det vist betragtes som en illusion, at der kunne blive bedre plads til gudstjenester i hverdagsprogrammet.

Under alle omstændigheder: Søndagen bør fortsat være den centrale gudstjenestedag. Den er jo skabelsens og nyskabelsens første dag! Den er Jesu opstandelsesdag – dagen, hvor Gud lader lyset og livet sejre over mørket og døden. Derfor er søndagen også det kristne håbs dag – den første dag i fremtiden!