Fantastisk – eller forfærdeligtI 2019 blev der født det hidtil laveste antal børn med Downs syndrom. Det viser tal fra Dansk Cytogenetisk Centralregister.
Det tal kan se ud som noget fantastisk. Men det er snarere forfærdeligt. For det hænger sammen med, at Danmark i 2004 indførte screening for Down syndrom som fast tilbud til alle gravide. Ad den vej er antallet af børn med Downs syndrom blevet så lavt.
At få et barn med sygdom, handicap eller særlige behov kan betyde stor sorg og sår på sjæl og sind for en familie. Det skal ingen bagatellisere eller romantisere.
Men den aktuelle praksis, hvor mange med Downs syndrom fravælges, er et dybt sår i samfundet. Det såkaldt frie valg, der lader forældre afgøre, om de ønsker at beholde deres barn, er reelt et dybt og undergravende svigt fra samfundets side.
Børnene var der jo, de lå i deres mors mave, men havde ingen retsbeskyttelse og blev fravalgt og fik ikke lov at komme videre. Det er der ikke noget fantastisk ved. Det er kun forfærdeligt. Og ansvaret er først og fremmest lovens og lovgivernes.
Der er menneskesyn på spil her. Måske har det, som vi gør ved børn med Downs syndrom, et eller andet sted forbindelse til det, vi gør ved demente Else og Niels på plejehjemmet?
Og bedre bliver det vist først, når vi finder tilbage til menneskesynet i den kristne tros og vor kulturs grundbog. Der kaldes ethvert menneske en unik og uvurderlig skabning fra første til sidste øjeblik.

af Kristian S. Larsen, cand.theol., formand for Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse

af Kristian S. Larsen, cand.theol. og formand for Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse
(Bragt i Kristeligt Dagblad under debat d. 9/6 2020

Er det nødvendigt at gennemføre dåb under ydmyge omstændigheder og med kun få mennesker til stede, bliver gaven ikke mindre af den grund.

Coronakrisen har vendt op og ned på mangt og meget. Kirkebygningerne har måttet lukke, og gudstjenester og mange aktiviteter er blevet aflyst.
Vielser og begravelser har naturligvis kunnet afholdes. Det samme gælder dåb, men noget særligt har her gjort sig gældende, som kalder på eftertanke og refleksion.
Mange har nemlig valgt at udsætte deres barns dåb. I nogle sogne har kirken henstillet til at gøre det.
Det er forståeligt og glædeligt, at et forældrepar gerne vil have et større antal familiemedlemmer og venner samlet i kirken og til fest bagefter. Men at udsætte dåben i måneder er ikke uproblematisk.

I tidligere tider var hjemme- eller nøddåb ikke nogen sjældenhed. En af grundene var sikkert højere børnedødelighed. En anden grund var en stærk bevidsthed om dåbens vigtighed, der betød, at dåben var noget af det første, man gjorde for barnet. Kunne det ikke blive ved en gudstjeneste i kirken, måtte det ske på en anden måde.

Under coronakrisen har det været fuldt ud muligt at afholde dåb også i kirken – og så udsætte fremstilling ved en gudstjeneste og en fest på denne dag til senere.
I disse måneder er gudstjeneste og liturgi, herunder sakramenterne og deres betydning, til debat. Udsættelse af dåben i månedsvis bliver på en indirekte måde et indlæg i denne debat ved at sætte fokus på forståelsen af dåben og dens betydning.
Når dåben er noget, der kan sættes på standby, er dét så et udtryk for, at centrale elementer i forståelsen af dåben er sat på standby?
Kirken døber, fordi den har fået til opgave at gøre det. Før sin himmelfart gav Jesus apostlene besked om at gå ud i alverden og døbe og lære. Det var ikke et oplæg til drøftelse eller en idé til videre bearbejdelse. Det var en bunden opgave: gå ud, døb og lær. Og der var et stærkt løfte tilknyttet: Se, jeg er med jer.
Det, de skulle gå ud med, var og er afgørende og helt grundlæggende. Dåben er nødvendig til frelse, siger Den augsburgske Bekendelse (art. 9). Det betyder ikke, at børn, der ikke har nået at blive døbt, ikke kan blive frelst. Men dåben er større og mere end en hyggelig familiefest.
En klassisk sætning siger, at Gud har bundet os, men ikke sig selv til dåben. Det betyder mindst to ting. Dels betyder det, at Gud har sine veje og muligheder, som vi ikke kan begrænse eller gennemskue. Han er ikke bundet.
Det er vi derimod. For Gud har lovet at handle i dåben og dér på afgørende måde formidle sin nåde ind i et menneskes liv, og derfor er mennesker og menigheder bundet til dåben og til befalingen om at døbe. Derfor skal dåben ikke degraderes eller devalueres, men praktiseres og forkyndes som noget afgørende og grundlæggende og som et – med Luthers ord – ”guddommeligt, himmelsk og saligt vand”.
Er det nødvendigt at gennemføre dåb under ydmyge omstændigheder og med kun få mennesker til stede, bliver gaven ikke mindre af den grund. Tværtimod kan det komme til at lyse klarere, hvor højt og stort det er, at Gud dér opretter sin pagt med et menneske og giver det barnekår.
Større kan det ikke blive.

Det drejer sig om selve livets rette udfoldelse i bibelsk forståelse!
 
I første Mosebog, kapitel 1, vers 26 – 28 fortælles, at Gud skabte mennesket i sit billede, som
mand og kvinde skabte ham dem, velsignede dem og sagde, at de skulle blive frugtbare og talrige,
opfylde jorden og herske over alle de andre skabninger.

Forudsætningen for at kunne virkeliggøre Guds befaling om at blive frugtbare og talrige er
seksuallivet mellem mand og kvinde! Der kan ikke komme nogen graviditet ud af homoseksuel
aktivitet. Det viser, at homoseksualitet er unormalt og imod Guds skaberordning!
 
I første Mosebog, kap. 19 fortælles, at Gud sendte to engle til Sodoma for at ødelægge byen.
Abrahams brorsøn Lot tog imod dem og gav dem mad og husly for natten. Men de var lige gået til
ro, da huset blev omringet af mændene i byen, alle Sodomas mand fra den yngste til den ældste,
hver eneste en. De råbte til Lot: ”Hvor er de mænd, der kom til dig i nat? Kom ud med dem til os!
Vi vil ligge med den!”

Da Lot ikke ville imødekomme mændenes krav, truede de Lot, og derefter slog englene Sodomas
mænd med blindhed for at standse deres voldelige adfærd. Lot og hans to døtre blev ført bort og
reddede livet, og derefter blev Sodoma og Gomorra og hele Jordandalen ødelagt af ild fra himlen
som Guds straf over synden i de to byer.
​
Beskrivelsen af Sodomas mænd fortæller, at de alle var indstillet på homoseksuel voldtægt af
Lots gæster. Og da det er den eneste nævnte grund til ødelæggelsen af de to byer, tyder det på, at
homoseksualitet var den væsentligste årsag til ødelæggelsen.
 
I 3. Mosebog kap. 18, vers 22 står der, at du ikke må have samleje med en mand, som man har
samleje med en kvinde. Det er en vederstyggelighed.
 
I Romerbrevet kap. 1 skrev Paulus, at Guds vrede åbenbares over al ugudelighed og
uretfærdighed hos mennesker, der undertrykker sandheden med uretfærdighed. Derfor prisgav Gud
dem til vanærende lidenskaber, så deres kvinder udskiftede den naturlige omgang med den
naturstridige, og ligeledes levede mænd skamløst med mænd og pådrog sig derved den fortjente
straf for deres vildfarelse.
 
De her nævnte bibeltekster viser klart, at homoseksuel adfærd er synd i bibelsk forståelse! Det er
udtryk for politisk blindhed og naivitet, når politikere i store dele af den vestlige verden via
lovgivning ligestiller homoseksuel levemåde med ægteskab mellem en kvinde og en mand!
Ligestilling virker som en ny religion, som alle skal underordne sig. Men mennesker er skabt
forskellige og skal ikke med Djævelens vold og magt påtvinges accept af andres naturstridige
adfærd!

Jeg skal ikke her udtale mig om, hvorvidt nogle mennesker er skabt med et forfejlet seksuelt
følelsesliv, ligesom nogle mennesker kan være skabt med fysiske afvigelser fra det normale
menneskelegeme. Men hvis det er tilfældet, burde sådanne mennesker med sund fornuft kunne
forstå, at unormale seksuelle følelser ikke bør udleves i praksis! Og politikere bør ikke tilskynde til
at støtte sådanne afvigelser, når man samtidig straffer andre seksuelle afvigelser som pædofili. Det
kan vel ikke være mere umuligt at beherske homoseksuelle følelser end at beherske pædofile
følelser?
 
Danmark indførte som første land i verden registreret partnerskab og står dermed først til Guds
dom over en nutidig udgave af Sodomas og Gomorras ødelæggelse. Omvend jer, før det sker!
 
Verner Kristensen
H. C. Ørstedsvej 22 B, Herning

​Der har været en del røre om faldende dåbstal. Det har i den forbindelse været nævnt, at en del folkekirkemedlemmer undlader at lade deres børn døbe med den begrundelse, at børnene selv skal vælge, om de vil døbes eller ej.

Præster er ikke uden skyld i denne udvikling. Forkynder man "alles frelse", er det nærliggende, at dåben reduceres fra at være en handling, hvor man bliver Guds barn, til blot at være en handling, hvor man får at vide, at man allerede uden dåb er Guds barn. Og så er det jo logisk, at mange ikke vil bruge tid på at lade deres børn døbe.

Da tv-programmet „Religionsrapport” i DR for nyligt tog spørgsmålet op, blev der især nævnt sekundære grunde til at døbe børn, f.eks. at dåben er en festlig tradition, der understreger samhørighed. Da en deltager i debatten blev mindet om, at man tidligere nøddøbte syge børn, for at de ikke skulle gå fortabt, men få del i frelsen, svarede vedkommende, at man da ikke skal skræmme folk til at lade deres børn døbe).

Over for denne forvirrende og uklare tale ønsker Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse at pege på den bibelske lære om dåben. I Matt 28,19 befaler Jesus sine disciple, at de skal gøre alle folkeslag til Jesu disciple netop ved at „døbe dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.” Og i Joh 3,5 siger Jesus til den fromme Nikodemus: „Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige.”

Efter at have nævnt, hvorledes Noa med nogle få blev frelst gennem vand, skriver apostlen Peter i sit første brev 3,21 om frelsen under syndfloden: „Det vand er et billede på den dåb, som nu frelser jer.” Og i Tit 3,5 kaldes dåben „det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden.”

I vor lutherske bekendelse, Confessio Augustana, hedder det i artikel 9: „Om dåben lærer de (reformatoriske menigheder), at den er nødvendig til frelse, og at Guds nåde tilbydes ved dåben, og at børn bør døbes, idet de, når de ved dåben er overgivet til Gud, tages til nåde af ham.” 

Det er således klart, at dåben ifølge folkekirkens lære er et nådemiddel. Jesus er Frelseren. Derfor hedder det i ritualet under korstegnelsen, at barnet „skal tilhøre den korsfæstede Frelser Jesus Kristus.” Derfor er det så vigtigt, at barnedåben følges op af oplæring i den kristne tro og indføring i bøn og gudstjeneste. Har forældrene i forudgående samtale med præsten modsat sig barnets oplæring i kristendom, kan præsten udsætte dåben. 

Endelig må argumentet, at børn selv skal vælge, afvises. Dels kan barnet også efter dåben senere fravælge livet i dåben. Dels må forældrene på mange måder vælge for deres børn. Hvis et barn bliver alvorligt syg, hvilke forældre vil da vente med at søge lægehjælp, til barnet selv kan tage stilling? Og hvorfor så ikke søge hjælp mod den arvesynd, som vi alle fødes med, ved i dåben at bringe barnet til Jesus. 

I den aktuelle debat om gudstjenestens form efter arrangementet ”Befri Gudstjenesten” i Aarhus Domkirke dukker et minde op fra et menighedsrådsmøde i Nørhaa/Stenbjerg i Thy, hvor jeg var sognepræst fra 1957 til 1963.
           
Et medlem af rådet sagde ved den lejlighed: ”Det med gudstjenesten og prædikenen har du jo studeret, og det overlader vi tillidsfuldt til dig som dit felt. Det har vi valgt dig til at klare. Så skal vi nok tage os af de ydre rammer og sørge for, at kirkebygning, kirkegård og præstegård er i orden.”

Det var dengang!
           
I årene siden er meget blevet anderledes i sognene bakket op af den kirkelige lovgivning. Nu kommer præster jævnligt under pres fra menighed og menighedsråd, som ønsker forskelligt nyt indført i gudstjenesten og præstens øvrige virke. Nyt, som ikke altid har hjemmel hverken i Bibelen, bekendelsesskrifterne eller autoriserede ritualer.

Som eksempler på den slags kan jeg henvise til en passage i Kristeligt Dagblads leder den 8. februar 2017:
”Når menighedsråd i dag søger ny præst, bærer jobopslagene ofte præg af, at man efterspørger alt andet end teologisk uddannede præster. I stedet søger man en nærværende teamleder eller et aktiv til sognets familie- og børnearbejde. Teologi kan nævnes en passant, men fokus er på service og omsorg.”

Og bliver ansøgeren indkaldt til samtale med menighedsrådet, kommer kravene igen på tale, måske så absolut, at ansøgeren straks bliver klar over ingen chancer at have.
           
Som alibi for en sådan fremgangsmåde påberåber man sig gerne læren om det almindelige præstedømme, der er udledt af Luthers kendte ord fra 1520 i skriftet ”Til den tyske adel”:  ”Hvad der er krøbet ud af dåben kan rose sig af allerede at være indviet til præst, biskop og pave.”

De gode og sande ord kan imidlertid let gå hen at blive misbrugt, hvis man ikke gør sig den sammenhæng klar, som Luther brugte dem i. Ordene er vendt imod den katolske embedsforståelse, som indebærer, at gejstligheden er en særlig stand i kirken, der står som midler mellem Gud og mennesker.

Kun via den ret indviede præst med biskop og paven i spidsen, kan et menneske finde ind til Gud. Imod den opfattelse hævder Luther med rette, at der kun er én mellemmand/formidler, nemlig Kristus (1 Tim 2,5). Ved dåben til Kristus og troen på ham har alle kristne lige adgang til Gud og lige andel i alle Kristi gaver.

Men for at ingen skal misforstå eller misbruge ordene om, at alle døbte er indviet til præst, biskop og pave, tilføjer Luther: ”selv om det ikke sømmer sig for enhver at udøve sådan et embede. Thi selv om vi alle i lige grad er præster, så må ingen selv træde frem og uden vort valg fordriste sig til at øve det, som vi alle har lige stor myndighed til. Thi det, der er fælles, kan ingen uden menighedens vilje og befaling tiltage sig” (Luthers Skrifter i Udvalg IV, s. 47).

Luther henholder sig derfor til, at Kristus gennem sine apostle har indstiftet et særligt hyrdeembede, der har et særligt ansvar for, at Guds ord og ordninger gøres gældende både i gudstjenesten og i hverdagslivet. I sit vigtige skrift ”Om koncilierne og kirken” fra 1539 opregner Luther syv kendetegn på den sande kirke. Det kirkelige embede er et af dem.

Han skriver: ”For det femte kender man i det ydre kirken på, at den indvier eller kalder kirketjenere eller har embeder, som den skal besætte… Hvad ville der komme ud af det, hvis alle ville tale eller uddele, og ingen ville vige for andre? Det må være befalet og overdraget én alene at prædike, døbe, absolvere og række sakramentet. Alle de andre må være tilfreds med og indvilge i dette. Hvor du ser dette, vær da vis på, at dér er Guds folk og det kristelige, hellige folk” (Luthers Skrifter i udvalg II, s. 396).

Hvorfor understreger Luther dette så kraftigt også i andre skrifter og i sine taler? Fordi han oplevede det almindelige præstedømme misforstået og misbrugt af dem, han kaldte ”Sværmerne”. Når alle ved dåben var indviet til præst, biskop og pave, tog ”Sværmerne” fejlagtigt anledning af de ord til at indføre alle mulige nye skikke rundt om i samtidens menigheder. Vild forvirring herskede mange steder. Med samme iver og glød kæmpede Luther på begge fronter, mod paven og mod ”Sværmerne”.

I dagens folkekirke er det almindelige præstedømme – som Luther forstod det –  alvorligt truet af den samme misforståelse, som han kæmpede så lidenskabeligt imod. Talen om ligestilling og demokrati, truer med at splitte kirken, når enhver vil hævde sin ret til at få indført sine private idéer eller tidens forestillinger om kristendom og gudstjeneste.

Den misforståelse dukker op ikke bare blandt lægfolk. Der er også præster, der vil trumfe egne påfund igennem. Derfor er der grund til at minde om Grundtvigs ord: ”Vor tro er ej på hvad som helst, man kristendom vil nævne” (Salmebogen nummer 384,2).

Og heldigvis behøver ingen at være i tvivl om, hvad sand kristendom er. Det fremgår klart af Bibelen og kirkens bekendelsesskrifter. Det almindelige præstedømme ret forstået indebærer menighedens ansvar for, at den valgte præst holder sig til Bibel og bekendelse i ord og gerning, mens præstens ansvar og opgave er at formane menigheden til at gøre det samme.

Det almindelige præstedømme giver derimod ingen i menigheden –  heller ikke menighedsrådet – kompetence til at kræve f.eks. vielse af to af samme køn eller nadver med kager og saft indført i sognet. Både menighed og præst skal sørge for, at der ikke sker ting, der strider mod Bibelen.

Det almindelige præstedømme er ikke et tag selv-bord og ikke et bredt folkeligt mandat til at gøre hvad som helst, der er oppe i tiden. Ret forstået lægger det almindelige præstedømme op til at skabe orden i Kirken.

Glemmes det, bliver resultatet let i stedet uorden og forvirring, sådan som det for nyligt er sket i forbindelse med eksperimenterne i Aarhus Domkirke. Der er al mulig grund til at tage det almindelige præstedømme op til grundig overvejelse.

Lyt i den forbindelse til Luther og følg ham, og det vel at mærke ikke kun i reformationsåret!

Til slut et minde fra et af de sidste menighedsrådsmøder, jeg oplevede som fungerende sognepræst. En aktiv gruppe pressede på for at få indført forskelligt nyt i gudstjenesten. Jeg gav udtryk for, at jeg den sidste korte tid inden afsked gerne ville forrette højmessen, som jeg plejede – helt i overensstemmelse med ritualbogen. Menighedsrådsformanden, som var valgt på den socialdemokratiske liste, svarede: ”Vi er alle bedst tjent med at kunne vide, at vor præst har det bedst, med det han siger og gør under gudstjenesten.”
           
Jeg ved ikke, om formanden nogen sinde havde hørt om det almindelige præstedømme. Men hans replik var i alt fald i god overensstemmelse med en ret forståelse af det.

​Kronik i KD d. 13. marts 2017

af Hartvig Wagner
Pastor emer.
7400 Herning


BOOK ET FOREDRAG med HARTVIG WAGNER på tlf. 9721 5227
​1.    Hvad er, og hvad vil Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse?
2.    Den lutherske bekendelse i den økumeniske situation + kort orientering om KSBB
3.    Hvad er Kirken, og hvad skal Kirken? + kort orientering om KSBB
4.    "Fred og ingen fare"? + kort orientering om KSBB
5.    Guds virkelighed + kort orientering om KSBB

Det kunne se ud til, at mange missionsfolk i Viborg stift ved valget af ny biskop har tænkt mere taktisk end på at bekende troen. Det, mener vi, er kortsigtet.

Et bispevalg er for vælgerne en bekendelsessituation. Enten bekender man troen - eller også bekender man noget andet. Stemmer man f. eks. på en kandidat, som går ind for vielse af homofile, så bekender man samtidigt, at vielse af homofile måske ikke er ønskeligt, men dog akceptabelt. Men  dermed er man med til at befordre et skred i kirken.

Derfor bør man ved kommende bispevalg søge en kandidat opstillet, som tager klart afstand fra vielse af homofile, og som tillige vil akceptere, at det klassiske og bibelske embedssyn har fuld hjemstedsret i kirken.

Af pastor Svend Erik Larsen

At synge sammen har i en del år generelt været et problem. Det er der givetvis flere grunde til, men det hænger sikkert bl.a. sammen med den kendsgerning, at sang for mange er blevet noget, man lytter til –  noget, man overværer. Man er blevet publikum i stedet for selv at deltage aktivt. Derfor skaber sangen ikke fællesskab, som fællessangen gør det!

At fællessangen således har fået en begrænset plads, har naturligvis også påvirket salmesangen. Faktisk er antallet af dem, der synger salmer, halveret på knapt 20 år. Det hænger naturligvis i nogen grad sammen med det traditionstab, vi har oplevet gennem nogle år. Men det hænger også sammen med, at mange ikke kommer, hvor der synges salmer, og de har heller ikke lært dem at kende i skolen. Og også ofte kun i begrænset omfang i kristeligt børne- og ungdomsarbejde.

Jævnligt begrundes det med, at salmebogen indholdsmæssigt er forældet. Man forstår ikke salmerne – børn og unge slet ikke. Derfor er det nødvendigt med nye salmer og sange. Det er forudsætningen for, at man overhovedet kan komme til at synge salmer.

At salmebogens indhold skulle være uforståeligt og forældet, tror jeg ganske enkelt ikke på! Men salmerne bliver da fremmede, fordi man ikke synger dem. Spørger man nemlig medlemmer af børne- og ungdomskor og konfirmander om, hvilke salmer der er deres yndlingssalmer, vil svarene ofte være, at det er kernesalmer som f.eks. Hil dig, Frelser og Forsoner! og Blomstre som en rosengård. Det er ikke de nye!

På en konfirmandlejr for få år siden brugte vi nogle timer på at tilrettelægge en afsluttende lejrgudstjeneste, som forældrene var indbudt til at deltage i. Som indledning til gruppearbejdet gennemgik vi søndagens tekster. En af grupperne skulle vælge salmer fra salmebogen. Det på sin vis overraskende resultat var, at de hele vejen igennem valgte såkaldte ”tunge” kernesalmer. Og der var så mange af dem, at jeg nok ikke selv helt havde valgt sådan. Men der kom en fin helhed ud af det!

Salmebogen er en vigtig bog. Brugen af den skaber fællesskab og sammenhæng. Og den opbygger ved at give livshjælp!

I et interview for nogen tid siden blev digteren Søren Ulrik Thomsen således spurgt, hvilken bog, der havde fulgt ham gennem livet. Svaret var: ”Den Danske Salmebog. Og den kan jeg også anbefale, hvis man er så ulykkelig, at man helt savner ord, eller er så lykkelig, at man er nødt til at udtrykke sin taknemmelighed”.

af pastor Svend Erik Larsen

Ikke så sjældent hævdes det, at man døbes på menighedens tro. Det er en misforståelse! Det, der sker i forbindelse med en dåb, er derimod, at dåbskandidaten spørges, om man tror, som menigheden gør. Betingelsen for dåb er faktisk et ja dertil. Det er altså i grunden ens egen tro, der spørges efter – og bekendelsen af den, man døbes på.

Faktisk blev trosbekendelsen i sin tid jo også til som en kort sammenfatning af, hvad kristen tro er – altså af, hvad der er menighedens tro. Og hensigten var så, at den, der ønskede dåb, kunne spørges konkret: Kan du sige ja til den kristne tro – til menighedens tro?

Når det så drejer sig om barnedåb, kan barnet, der skal døbes, af gode grunde naturligvis ikke selv svare. Derfor svarer gudmoderen på barnets – og egentlig også på forældrenes – vegne. Det betyder, at forældre og faddere påtager sig den forpligtelse at drage omsorg for, at barnet oplæres i netop den tro, der er menighedens. Det er det, der siges ja til!

Deri ligger så natrurligvis, at dåben ikke er privat. Den er derimod personlig! For den person, der bliver døbt, bliver ved dåben en del af det trosfællesskab, der bekender den tro, der siges ja til. Man bliver altså som person døbt ind i menigheden og bliver dermed et lem på Kristi legeme. Men skal det have konkret mening, betyder det naturligvis, at man døbes til at høre til i en konkret menighed i en konkret kirke. Man hører altså nok til i Kristi kirke i al almindelighed, men sådan som den fremtræder lokalt! Dåben betyder altså faktisk, at man kommer til konkret at høre til i et lokalt trosfællesskab!

Livet som døbt er altså at forstå som et trosliv. Et liv i den tro, man blev fælles om i dåben!

af pastor Svend Erik Larsen

Af Bibelen fremgår det, at Gud skabte mennesket som mand og kvinde, og at han dermed indstiftede ægteskabet som en livsvarig forbindelse mellem én mand og én kvinde. Som bekendt bekræfter Jesus, at det er sådan, det forholder sig.

Derfor opfattes det moderne ”ægteskab” mellem to personer af samme køn da også med rette som et angreb på det af Gud indstiftede ægteskab. Men sandheden i ære er der da andet, der vel i mindst lige så høj grad sætter spørgsmålstegn ved Guds indstiftelse af ægteskabet og det, han ville, det skulle være. Og når det kommer til stykket, er der måske endda tale om noget, der er farligere for ægteskabsopfattelsen end det samkønnede ”ægteskab”.

Det er velkendt, at antallet af skilsmisser er steget ganske meget. Det er samfundsmæssigt – ikke mindst af hensyn til børnene – et problem. Men i denne sammenhæng er det specielt problematisk, at der også bliver stadig flere skilsmisser blandt praktiserende kristne. Det kunne se ud til, at mange betragter det som noget uundgåeligt – som noget, der naturligvis sker i den moderne virkelighed.

Nu er det ganske vist sådan, at der kan være situationer, hvor skilsmisse synes at være den eneste udvej. Men det bør ikke blive sådan, at en skilsmisse bliver en acceptabel løsning på en evt. konflikt. Derimod må der fra kirkens side gøres en virkelig indsats for gennem vejledning og omsorg at finde løsninger på problemerne. Og så skal der ske en holdningspåvirkening i retning af, at skilsmisse ikke er en acceptabel løsning på noget som helst.

Endnu et problem må nævnes. Mange ser sådan på det, at forholdet mellem mand og kvinde er en privatsag. Det sætter også spørgsmålstegn ved ægteskabsforståelsen. Det har jo nemlig medvirket til, at man bare flytter sammen. Og i dag praktiseres dette af folk i alle aldre. Også af folk, der hører til i kirkelige sammenhænge.

Her er der afgjort også brug for at virke for en holdningsændring. Der er virkelig behov for at få sagt tydeligt, hvad et ægteskab er for en størrelse!