Gudstjenesten er kirkens og kristenlivets hjerteslag. Det er derfor noget helt centralt, der er på dagsordenen, når biskopperne har sat gudstjenesten og dens ritualer til debat, mener cand.theol. og formand for Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse Kristian S. Larsen
Alle kirkens aktiviteter skulle være ’trædesten’ til gudstjenesten, har daværende kirkeminister Mette Bock udtrykt det. Det er en fin formulering og et helt rigtigt perspektiv på kirkens liv og arbejde. Alle aktiviteter og arbejdsgrene skal holde forbindelsen til gudstjenesten og vise mennesker hen til den som kirkelivets fikspunkt.
Det, der sker her, kan nemlig ikke formuleres for stort eller vægtes for højt. I gudstjenesten møder menigheden ham, som den tror på: lytter til ham, synger og beder til ham, bekender troen og møder ham så fysisk og konkret i og med sakramenterne, at ord knap kan udtrykke det.
På den baggrund har han meget ret, den præst, der sagde, at ”der kan være så mange grunde til ikke at gå til gudstjeneste; der er én grund til at gøre det: Jesus selv er her”.
Folkekirkens liturgi til debat: Hvad skal ændres? Et af de centrale spørgsmål i drøftelserne om gudstjenesten er, i hvor høj grad højmessens ritual skal være fast og autoriseret. Hvor meget af højmessens forløb skal kunne ændres og afgøres lokalt?
Af mindst tre grunde er det vigtigt, at gudstjenestens hovedelementer fortsat er autoriserede og fælles for alle sognemenigheder.
For det første er det vigtigt af hensyn til genkendeligheden. Det skal være muligt at deltage i gudstjenesten i sin egen menighed eller et fremmed sted uden at opleve gudstjenesten som helt fremmed.
For det andet skal gudstjenesten holde forbindelsen bagud: til rødderne, historien, traditionen. Højmessen, som den kendes i dag, er jo ikke udtænkt i går. Den har stærke tråde tilbage til gudstjenesten på reformationstiden, i kirkens første tid og helt tilbage til den jødiske synagoge- og tempeltjeneste. Den er dybt præget og afhængig af bibelske ord og passager, som enten direkte citeres eller på anden måde former gudstjenesten. Uden dem bliver den i sidste ende noget andet end gudstjeneste.
I forlængelse af dette er det for det tredje vigtigt, at en fast gudstjenesteform skal være med til at holde troen og forkyndelsen på ret kurs. I en postmoderne og individualistisk tid har enkeltpersoner, menigheder og folkekirken som helhed brug for at blive støttet og styrket til at holde fast ved det, der er klassisk kristendom. Dette er en central opgave for liturgien.
Hvad er liturgi?Er for eksempel forståelsen af dåben som genfødelsens sakramente på vej til at smuldre, da er det betydningsfuldt, at ritualet fortsat taler om, at Gud ”gør os til sine børn og skænker os Helligånden med syndernes forladelse og det evige liv”.
Er forståelsen af nadveren under pres, da står ritualet klar til at hjælpe og vejlede for eksempel med ordene om, at vi der må ”modtage vor Herre Jesu Kristi legeme og blod og derved få del i hans fuldbragte offer til syndernes forladelse og evigt liv”.
Er selve billedet af Gud ved at blive trukket skævt, da er det godt med faste tekstrækker og med salmernes og trosbekendelsernes klassiske ord til at støtte og styrke troen på, hvor, hvem og hvordan Gud er.
Selv om højmessens ritual hverken er en del af bekendelsesskrifterne eller direkte står i Bibelen, har det altså afgørende betydning for kirkens liv og menneskers tro. Dette udelukker ikke nye ord eller varsomme ændringer. Men det understreger, hvor vigtigt det er med varsomhed og med opmærksomheden på den faste liturgis funktioner.
Den faste liturgi er nemlig ingen spændetrøje. Den er tværtimod frihed fra selv at skulle opfinde gudstjenesten, frihed fra smarte idéer og skiftende smag og behag og fra et usundt fokus på mennesker. Og den er frihed til med hele sin eksistens at møde Gud, som i og med gudstjenesten vil møde os ”med hele sin kærligheds rigdom”.

Har været bragt som indlæg i debatten på kristendom.dk

Tro på Gud er pr. definition noget personligt. Kristen tro er ikke noget privat, så den ikke kan eller skal deles, formuleres eller formidles til andre. Men den er personlig i den betydning, at den er noget, der angår hele mennesket, inkl. dets inderste identitet.

Udtrykket ’personlig tro’ giver derfor også god mening. Nogle vil indvende, at tro pr. definition er noget personligt, og at ’personlig tro’ derfor er dobbeltkonfekt. I et større perspektiv er dette måske mest en kamp om ord.
Betegnelsen ’personlig tro’ har været anvendt som modsætning til overfladiskhed, vanekristendom, tro uden konsekvens og egentlig betydning. Når et menneske kom til personlig tro, gik det måske fra sine forældres eller andre forbilleders tro eller fra ureflekterede vaner eller tom tradition til en selvstændig oplevelse og erkendelse af, at Gud og Hans ord har med netop mig at gøre.

Tro er en personlig, tillidsfuld relation. Tro er fast tillid, siges det i Bibelen (Hebr. 11). Luther betoner dette: ’Tro er en levende, dristig tillid til Guds nåde’. Han kalder også troen en vielsesring og siger, at ’troen forener også sjælen med Kristus som en brud med sin brudgom’.
Troen er altså en personlig relation. Men en relation har nødvendigvis to poler. Der må være et personligt ’du’ i den anden ende. Et personligt forhold forudsætter en person at forholde sig til.
Om troens relation har C. S. Lewis sagt: ’Det, Han [Gud] lægger vægt på, er, at vi er skabninger af en bestemt slags eller kvalitet – den slags skabninger, som han oprindelig havde til hensigt at gøre os til – skabninger, som står i et særligt forhold til Ham selv’.

I megen moderne og postmoderne tale og tænkning om Gud, er der imidlertid markante tendenser til at gøre Gud fjern og upersonlig. Han bliver i stedet et ord, et begreb, en betegnelse for det anderledes, det uforståelige og uforklarlige. Han bliver synonym med tilværelsens stjernestunder, med den menneskelige eksistens’ dybder, med kærlighed og hengivenhed mellem mennesker, med følelsen af mening og perspektiv.
Tendensen til at skubbe Gud ud på afstand har en lang historie. På et tidspunkt blev det til, at Gud er som en urmager, der har skabt verden og sat dens ur i gang, men i øvrigt ikke er en del af verden eller enkeltmenneskers dagligdag. Han blev underlagt en slags corona-vilkår: han måtte blive på afstand og fik maske på, så hans ord blev utydelige og hans ansigtsudtryk vanskelige at aflæse.
Senere teologer har mere eller mindre eksplicit talt om Gud som fjern og upersonlig. Gud er blevet til en værens-grund, til tilværelsens fundament, til eksistensens dybeste indhold, mens Gud som en personlig virkelighed fortoner sig og mister kontur og relevans.

Bliver man stående i dette billede af Gud som en magt – værens-magt, kærlighedens magt eller lignende - havner man for let og for hurtigt i et upersonligt og i sidste ende diffust og irrelevant billede af Gud. Troen på Gud som talende, lyttende, handlende og personlig virkelighed svækkes og opløses i sproglige finurligheder og tankemæssige tåger og glider gradvist ud i periferien eller helt ud af synsfeltet.
Men en personlig tro forudsætter en personlig Gud. Et begreb, en filosofi, en tilværelsesforklaring kan være interessant og meningsfyldt. Men den er vanskelig eller direkte umulig at have en personlig relation til. Hvor kan man møde den? Hvordan kan man lytte til den eller modtage noget fra den? Kan man bede til den?

Ad den vej når man frem til et punkt, hvor det hele smuldrer mellem fingrene, og resultatet bliver en upersonlig tro på en fjern og upersonlig Gud. Men er Gud ikke helt nær som levende og personlig, bliver han til sidst helt borte.
Og så bliver det jul. I skal finde et barn, svøbt og liggende i en krybbe, lyder meldingen. Et konkret, ægte, levende barn med hud og hår, med sult og tørst, med hænder og fødder, med begyndende smil og masser af gråd, med ånd, sjæl og legeme. Han er Kristus, Herren, lyder det.

Dette lille menneske med synlige træk og bittesmå lemmer er altså samtidig Herren med stort H. Det lader sig ikke rumme i en menneske-tanke. På en måde er det også for godt og for stort til at være sandt. Men sandt er det alligevel. Og dette lille barn er det største, der er sket på jorden.
For her er Gud! Helt nær og helt personlig. På et bestemt historisk tidspunkt ligger han her på et konkret geografisk sted på vores jord for at have kontakt og fællesskab med netop os.
Og det skete. Det gjorde det faktisk: det skete. For her er mere end myter og legender. Her er historiske begivenheder med ægte, personlige mennesker.

I de dage skete det – da Kvirinius var statholder, og kejser Augustus befalede at holde folketælling. Det foregår ikke i et tidløs eventyr-univers, men i den faktiske verdens historie.
Den fjerne Gud er kommet nær. Den usynlige Gud er blevet synlig og vil høres og ses. Vi kunne ikke komme til Ham. Nu kommer Han til os. Mange gange i historien havde han talt og kommunikeret med mennesker – men nu er Han her selv som aldrig før.

Forskellige religioner kan tale om, at guder kan komme forklædt som menneske – med udseende som menneske, men uden egentlig at være det. Altså en slags skuespil.

Men barnet i krybben er ikke skuespil. Nu kommer himlens og jordens skaber og bliver menneske så helt og konkret, at de skarpeste teologiske tænkere må bruge de mest indviklede formuleringer for at sætte ord på det. Inkarnationens under og mysterium er umuligt at se til bunds i. Samtidig er det dog både enkelt og sandt: Her er Gud selv som et ægte menneske.    

Dermed er tæppet trukket væk under afstanden, under det diffuse, symbolske og abstrakte. Her er der rettet et grundskud mod billedet af Gud som upersonlig. For her er Gud helt personlig. Og sådan er han kommet, fordi intet mindre er nok.

Det er sådan, som Gud og mand, han skal tale Guds ord og gøre sine tegn og undere, leve og lide, dø og opstå og fare til himmels. Det er kun sådan, han kan ofre sig på korset og sprænge graven.
Hans liv, død og opstandelse skal være mere end tidløse symboler eller etiske eksempler. De skal foregå på konkrete steder og tidspunkter, fordi det er konkrete, personlige mennesker Han vil i kontakt med – og være frelser for.
Denne personlige Gud kan den personlige tro favne og hage sig fast i, inklusive alt det, som forstanden ikke kan fatte og forstå. Ja, personlig tro er netop, at Han personligt kommer helt nær – helt ind i et konkret menneskes inderste, hvor Han kan ’blive trolig udi mit hjerte svøbt’.

Denne personlige Gud opsøger mennesker og kommer også til stede i og med sit ord og sine sakramenter. Formodentlig kunne det blotte øje ikke se så meget af den guddommelige herlighed ved det lille barn i krybben. Det var en åbenbaring, hvor meget samtidig var skjult. Sådan kan det blotte øje heller ikke se megen herlighed ved tre håndfulde vand eller ved et stykke brød og en tår vin. Men sandt er det alligevel: Her er han: Kristus, Herren.  
Derfor er det også helt konkret og personligt ham, vi møder og lytter til, når vi fejrer gudstjeneste. Der er der mere på spil end interessante tolkninger og inspirerende tanker om Gud. Da er Han selv til stede – som talende, lyttende, handlende. Da er prædikenen faktisk Hans ord. Da handler Han faktisk i sakramenterne. Da lytter han faktisk til bønnen og lovsangen.

Som en lovsang formulerer det:

Lover Herren han er nær,
når vi sjunge, når vi bede,
samles i Hans navn vi her,
er han midt blandt os til stede. (DDS 404,1).

For Gud er kommet nær. Helt personligt. Og troen må favne Ham. Helt personligt.
 
Kristian S. Larsen
cand. theol., formand for KSBB

Regeringens forslag om at åbne for juridisk kønsskifte for børn er en alvorlig skævert.
Mennesker i alle aldre kan opleve kriser og identitetsproblemer. Et barn er i sagens natur i gang med at lære og udforske mange ting. For en ny borger i denne verden er der meget at forholde sig til. Undervejs skal man finde sig til rette med sig selv, med sit køn og sin identitet, ja, med livet og tilværelsen som sådan. Det kan være en kompleks og udfordrende proces. Men en beslutning, om man skal være pige eller dreng, er ikke for børn. Fem-årige skuldre er ikke bygget til at bære en sådan beslutning.
Derimod er mødre og fædre bygget til at støtte og vejlede deres børn også i mødet med kriser, komplikationer og bump på vejen.
Børns behov er ikke adgang til at skifte køn. Børns behov er langt mere en mor og en far, lærere og pædagoger og andre, der vil være nærværende, tydelige og (selv)bevidste voksne.
Børn behøver samvær med voksne, der vil være rollemodeller og på troværdig måde vise vej i livet, blandt andet i forhold til det at være henholdsvis pige eller dreng, kvinde eller mand. Det er ikke altid let og ligetil, men det er en bunden opgave. Med andre ord: Børn skal ikke skifte køn, men voksne skal måske skifte karakter.
Adgang til juridisk kønsskifte er en forkert ordning. At give børn adgang til det vil være om muligt endnu mere forkert. Når lovgivere seriøst foreslår dette, kunne det tyde på en usund individualisme og nogle grundlæggende identitetsproblemer for vores land og kultur.
Vi behøver som samfund en besindelse på, at livet ikke er et supermarked med frit valg på alle hylder, men at det er skabt med indbyggede rammer og ordninger. Livet er både en gave og opgave, og der er forhold, vi ikke selv kan eller skal vælge eller designe.

af KSBB - formand
Kristian Larsen
​Hassellunden 55
Esbjerg Ø

Fantastisk – eller forfærdeligtI 2019 blev der født det hidtil laveste antal børn med Downs syndrom. Det viser tal fra Dansk Cytogenetisk Centralregister.
Det tal kan se ud som noget fantastisk. Men det er snarere forfærdeligt. For det hænger sammen med, at Danmark i 2004 indførte screening for Down syndrom som fast tilbud til alle gravide. Ad den vej er antallet af børn med Downs syndrom blevet så lavt.
At få et barn med sygdom, handicap eller særlige behov kan betyde stor sorg og sår på sjæl og sind for en familie. Det skal ingen bagatellisere eller romantisere.
Men den aktuelle praksis, hvor mange med Downs syndrom fravælges, er et dybt sår i samfundet. Det såkaldt frie valg, der lader forældre afgøre, om de ønsker at beholde deres barn, er reelt et dybt og undergravende svigt fra samfundets side.
Børnene var der jo, de lå i deres mors mave, men havde ingen retsbeskyttelse og blev fravalgt og fik ikke lov at komme videre. Det er der ikke noget fantastisk ved. Det er kun forfærdeligt. Og ansvaret er først og fremmest lovens og lovgivernes.
Der er menneskesyn på spil her. Måske har det, som vi gør ved børn med Downs syndrom, et eller andet sted forbindelse til det, vi gør ved demente Else og Niels på plejehjemmet?
Og bedre bliver det vist først, når vi finder tilbage til menneskesynet i den kristne tros og vor kulturs grundbog. Der kaldes ethvert menneske en unik og uvurderlig skabning fra første til sidste øjeblik.

af Kristian S. Larsen, cand.theol., formand for Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse

af Kristian S. Larsen, cand.theol. og formand for Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse
(Bragt i Kristeligt Dagblad under debat d. 9/6 2020

Er det nødvendigt at gennemføre dåb under ydmyge omstændigheder og med kun få mennesker til stede, bliver gaven ikke mindre af den grund.

Coronakrisen har vendt op og ned på mangt og meget. Kirkebygningerne har måttet lukke, og gudstjenester og mange aktiviteter er blevet aflyst.
Vielser og begravelser har naturligvis kunnet afholdes. Det samme gælder dåb, men noget særligt har her gjort sig gældende, som kalder på eftertanke og refleksion.
Mange har nemlig valgt at udsætte deres barns dåb. I nogle sogne har kirken henstillet til at gøre det.
Det er forståeligt og glædeligt, at et forældrepar gerne vil have et større antal familiemedlemmer og venner samlet i kirken og til fest bagefter. Men at udsætte dåben i måneder er ikke uproblematisk.

I tidligere tider var hjemme- eller nøddåb ikke nogen sjældenhed. En af grundene var sikkert højere børnedødelighed. En anden grund var en stærk bevidsthed om dåbens vigtighed, der betød, at dåben var noget af det første, man gjorde for barnet. Kunne det ikke blive ved en gudstjeneste i kirken, måtte det ske på en anden måde.

Under coronakrisen har det været fuldt ud muligt at afholde dåb også i kirken – og så udsætte fremstilling ved en gudstjeneste og en fest på denne dag til senere.
I disse måneder er gudstjeneste og liturgi, herunder sakramenterne og deres betydning, til debat. Udsættelse af dåben i månedsvis bliver på en indirekte måde et indlæg i denne debat ved at sætte fokus på forståelsen af dåben og dens betydning.
Når dåben er noget, der kan sættes på standby, er dét så et udtryk for, at centrale elementer i forståelsen af dåben er sat på standby?
Kirken døber, fordi den har fået til opgave at gøre det. Før sin himmelfart gav Jesus apostlene besked om at gå ud i alverden og døbe og lære. Det var ikke et oplæg til drøftelse eller en idé til videre bearbejdelse. Det var en bunden opgave: gå ud, døb og lær. Og der var et stærkt løfte tilknyttet: Se, jeg er med jer.
Det, de skulle gå ud med, var og er afgørende og helt grundlæggende. Dåben er nødvendig til frelse, siger Den augsburgske Bekendelse (art. 9). Det betyder ikke, at børn, der ikke har nået at blive døbt, ikke kan blive frelst. Men dåben er større og mere end en hyggelig familiefest.
En klassisk sætning siger, at Gud har bundet os, men ikke sig selv til dåben. Det betyder mindst to ting. Dels betyder det, at Gud har sine veje og muligheder, som vi ikke kan begrænse eller gennemskue. Han er ikke bundet.
Det er vi derimod. For Gud har lovet at handle i dåben og dér på afgørende måde formidle sin nåde ind i et menneskes liv, og derfor er mennesker og menigheder bundet til dåben og til befalingen om at døbe. Derfor skal dåben ikke degraderes eller devalueres, men praktiseres og forkyndes som noget afgørende og grundlæggende og som et – med Luthers ord – ”guddommeligt, himmelsk og saligt vand”.
Er det nødvendigt at gennemføre dåb under ydmyge omstændigheder og med kun få mennesker til stede, bliver gaven ikke mindre af den grund. Tværtimod kan det komme til at lyse klarere, hvor højt og stort det er, at Gud dér opretter sin pagt med et menneske og giver det barnekår.
Større kan det ikke blive.

Det drejer sig om selve livets rette udfoldelse i bibelsk forståelse!
 
I første Mosebog, kapitel 1, vers 26 – 28 fortælles, at Gud skabte mennesket i sit billede, som
mand og kvinde skabte ham dem, velsignede dem og sagde, at de skulle blive frugtbare og talrige,
opfylde jorden og herske over alle de andre skabninger.

Forudsætningen for at kunne virkeliggøre Guds befaling om at blive frugtbare og talrige er
seksuallivet mellem mand og kvinde! Der kan ikke komme nogen graviditet ud af homoseksuel
aktivitet. Det viser, at homoseksualitet er unormalt og imod Guds skaberordning!
 
I første Mosebog, kap. 19 fortælles, at Gud sendte to engle til Sodoma for at ødelægge byen.
Abrahams brorsøn Lot tog imod dem og gav dem mad og husly for natten. Men de var lige gået til
ro, da huset blev omringet af mændene i byen, alle Sodomas mand fra den yngste til den ældste,
hver eneste en. De råbte til Lot: ”Hvor er de mænd, der kom til dig i nat? Kom ud med dem til os!
Vi vil ligge med den!”

Da Lot ikke ville imødekomme mændenes krav, truede de Lot, og derefter slog englene Sodomas
mænd med blindhed for at standse deres voldelige adfærd. Lot og hans to døtre blev ført bort og
reddede livet, og derefter blev Sodoma og Gomorra og hele Jordandalen ødelagt af ild fra himlen
som Guds straf over synden i de to byer.
​
Beskrivelsen af Sodomas mænd fortæller, at de alle var indstillet på homoseksuel voldtægt af
Lots gæster. Og da det er den eneste nævnte grund til ødelæggelsen af de to byer, tyder det på, at
homoseksualitet var den væsentligste årsag til ødelæggelsen.
 
I 3. Mosebog kap. 18, vers 22 står der, at du ikke må have samleje med en mand, som man har
samleje med en kvinde. Det er en vederstyggelighed.
 
I Romerbrevet kap. 1 skrev Paulus, at Guds vrede åbenbares over al ugudelighed og
uretfærdighed hos mennesker, der undertrykker sandheden med uretfærdighed. Derfor prisgav Gud
dem til vanærende lidenskaber, så deres kvinder udskiftede den naturlige omgang med den
naturstridige, og ligeledes levede mænd skamløst med mænd og pådrog sig derved den fortjente
straf for deres vildfarelse.
 
De her nævnte bibeltekster viser klart, at homoseksuel adfærd er synd i bibelsk forståelse! Det er
udtryk for politisk blindhed og naivitet, når politikere i store dele af den vestlige verden via
lovgivning ligestiller homoseksuel levemåde med ægteskab mellem en kvinde og en mand!
Ligestilling virker som en ny religion, som alle skal underordne sig. Men mennesker er skabt
forskellige og skal ikke med Djævelens vold og magt påtvinges accept af andres naturstridige
adfærd!

Jeg skal ikke her udtale mig om, hvorvidt nogle mennesker er skabt med et forfejlet seksuelt
følelsesliv, ligesom nogle mennesker kan være skabt med fysiske afvigelser fra det normale
menneskelegeme. Men hvis det er tilfældet, burde sådanne mennesker med sund fornuft kunne
forstå, at unormale seksuelle følelser ikke bør udleves i praksis! Og politikere bør ikke tilskynde til
at støtte sådanne afvigelser, når man samtidig straffer andre seksuelle afvigelser som pædofili. Det
kan vel ikke være mere umuligt at beherske homoseksuelle følelser end at beherske pædofile
følelser?
 
Danmark indførte som første land i verden registreret partnerskab og står dermed først til Guds
dom over en nutidig udgave af Sodomas og Gomorras ødelæggelse. Omvend jer, før det sker!
 
Verner Kristensen
H. C. Ørstedsvej 22 B, Herning

​Der har været en del røre om faldende dåbstal. Det har i den forbindelse været nævnt, at en del folkekirkemedlemmer undlader at lade deres børn døbe med den begrundelse, at børnene selv skal vælge, om de vil døbes eller ej.

Præster er ikke uden skyld i denne udvikling. Forkynder man "alles frelse", er det nærliggende, at dåben reduceres fra at være en handling, hvor man bliver Guds barn, til blot at være en handling, hvor man får at vide, at man allerede uden dåb er Guds barn. Og så er det jo logisk, at mange ikke vil bruge tid på at lade deres børn døbe.

Da tv-programmet „Religionsrapport” i DR for nyligt tog spørgsmålet op, blev der især nævnt sekundære grunde til at døbe børn, f.eks. at dåben er en festlig tradition, der understreger samhørighed. Da en deltager i debatten blev mindet om, at man tidligere nøddøbte syge børn, for at de ikke skulle gå fortabt, men få del i frelsen, svarede vedkommende, at man da ikke skal skræmme folk til at lade deres børn døbe).

Over for denne forvirrende og uklare tale ønsker Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse at pege på den bibelske lære om dåben. I Matt 28,19 befaler Jesus sine disciple, at de skal gøre alle folkeslag til Jesu disciple netop ved at „døbe dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.” Og i Joh 3,5 siger Jesus til den fromme Nikodemus: „Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige.”

Efter at have nævnt, hvorledes Noa med nogle få blev frelst gennem vand, skriver apostlen Peter i sit første brev 3,21 om frelsen under syndfloden: „Det vand er et billede på den dåb, som nu frelser jer.” Og i Tit 3,5 kaldes dåben „det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden.”

I vor lutherske bekendelse, Confessio Augustana, hedder det i artikel 9: „Om dåben lærer de (reformatoriske menigheder), at den er nødvendig til frelse, og at Guds nåde tilbydes ved dåben, og at børn bør døbes, idet de, når de ved dåben er overgivet til Gud, tages til nåde af ham.” 

Det er således klart, at dåben ifølge folkekirkens lære er et nådemiddel. Jesus er Frelseren. Derfor hedder det i ritualet under korstegnelsen, at barnet „skal tilhøre den korsfæstede Frelser Jesus Kristus.” Derfor er det så vigtigt, at barnedåben følges op af oplæring i den kristne tro og indføring i bøn og gudstjeneste. Har forældrene i forudgående samtale med præsten modsat sig barnets oplæring i kristendom, kan præsten udsætte dåben. 

Endelig må argumentet, at børn selv skal vælge, afvises. Dels kan barnet også efter dåben senere fravælge livet i dåben. Dels må forældrene på mange måder vælge for deres børn. Hvis et barn bliver alvorligt syg, hvilke forældre vil da vente med at søge lægehjælp, til barnet selv kan tage stilling? Og hvorfor så ikke søge hjælp mod den arvesynd, som vi alle fødes med, ved i dåben at bringe barnet til Jesus. 

I den aktuelle debat om gudstjenestens form efter arrangementet ”Befri Gudstjenesten” i Aarhus Domkirke dukker et minde op fra et menighedsrådsmøde i Nørhaa/Stenbjerg i Thy, hvor jeg var sognepræst fra 1957 til 1963.
           
Et medlem af rådet sagde ved den lejlighed: ”Det med gudstjenesten og prædikenen har du jo studeret, og det overlader vi tillidsfuldt til dig som dit felt. Det har vi valgt dig til at klare. Så skal vi nok tage os af de ydre rammer og sørge for, at kirkebygning, kirkegård og præstegård er i orden.”

Det var dengang!
           
I årene siden er meget blevet anderledes i sognene bakket op af den kirkelige lovgivning. Nu kommer præster jævnligt under pres fra menighed og menighedsråd, som ønsker forskelligt nyt indført i gudstjenesten og præstens øvrige virke. Nyt, som ikke altid har hjemmel hverken i Bibelen, bekendelsesskrifterne eller autoriserede ritualer.

Som eksempler på den slags kan jeg henvise til en passage i Kristeligt Dagblads leder den 8. februar 2017:
”Når menighedsråd i dag søger ny præst, bærer jobopslagene ofte præg af, at man efterspørger alt andet end teologisk uddannede præster. I stedet søger man en nærværende teamleder eller et aktiv til sognets familie- og børnearbejde. Teologi kan nævnes en passant, men fokus er på service og omsorg.”

Og bliver ansøgeren indkaldt til samtale med menighedsrådet, kommer kravene igen på tale, måske så absolut, at ansøgeren straks bliver klar over ingen chancer at have.
           
Som alibi for en sådan fremgangsmåde påberåber man sig gerne læren om det almindelige præstedømme, der er udledt af Luthers kendte ord fra 1520 i skriftet ”Til den tyske adel”:  ”Hvad der er krøbet ud af dåben kan rose sig af allerede at være indviet til præst, biskop og pave.”

De gode og sande ord kan imidlertid let gå hen at blive misbrugt, hvis man ikke gør sig den sammenhæng klar, som Luther brugte dem i. Ordene er vendt imod den katolske embedsforståelse, som indebærer, at gejstligheden er en særlig stand i kirken, der står som midler mellem Gud og mennesker.

Kun via den ret indviede præst med biskop og paven i spidsen, kan et menneske finde ind til Gud. Imod den opfattelse hævder Luther med rette, at der kun er én mellemmand/formidler, nemlig Kristus (1 Tim 2,5). Ved dåben til Kristus og troen på ham har alle kristne lige adgang til Gud og lige andel i alle Kristi gaver.

Men for at ingen skal misforstå eller misbruge ordene om, at alle døbte er indviet til præst, biskop og pave, tilføjer Luther: ”selv om det ikke sømmer sig for enhver at udøve sådan et embede. Thi selv om vi alle i lige grad er præster, så må ingen selv træde frem og uden vort valg fordriste sig til at øve det, som vi alle har lige stor myndighed til. Thi det, der er fælles, kan ingen uden menighedens vilje og befaling tiltage sig” (Luthers Skrifter i Udvalg IV, s. 47).

Luther henholder sig derfor til, at Kristus gennem sine apostle har indstiftet et særligt hyrdeembede, der har et særligt ansvar for, at Guds ord og ordninger gøres gældende både i gudstjenesten og i hverdagslivet. I sit vigtige skrift ”Om koncilierne og kirken” fra 1539 opregner Luther syv kendetegn på den sande kirke. Det kirkelige embede er et af dem.

Han skriver: ”For det femte kender man i det ydre kirken på, at den indvier eller kalder kirketjenere eller har embeder, som den skal besætte… Hvad ville der komme ud af det, hvis alle ville tale eller uddele, og ingen ville vige for andre? Det må være befalet og overdraget én alene at prædike, døbe, absolvere og række sakramentet. Alle de andre må være tilfreds med og indvilge i dette. Hvor du ser dette, vær da vis på, at dér er Guds folk og det kristelige, hellige folk” (Luthers Skrifter i udvalg II, s. 396).

Hvorfor understreger Luther dette så kraftigt også i andre skrifter og i sine taler? Fordi han oplevede det almindelige præstedømme misforstået og misbrugt af dem, han kaldte ”Sværmerne”. Når alle ved dåben var indviet til præst, biskop og pave, tog ”Sværmerne” fejlagtigt anledning af de ord til at indføre alle mulige nye skikke rundt om i samtidens menigheder. Vild forvirring herskede mange steder. Med samme iver og glød kæmpede Luther på begge fronter, mod paven og mod ”Sværmerne”.

I dagens folkekirke er det almindelige præstedømme – som Luther forstod det –  alvorligt truet af den samme misforståelse, som han kæmpede så lidenskabeligt imod. Talen om ligestilling og demokrati, truer med at splitte kirken, når enhver vil hævde sin ret til at få indført sine private idéer eller tidens forestillinger om kristendom og gudstjeneste.

Den misforståelse dukker op ikke bare blandt lægfolk. Der er også præster, der vil trumfe egne påfund igennem. Derfor er der grund til at minde om Grundtvigs ord: ”Vor tro er ej på hvad som helst, man kristendom vil nævne” (Salmebogen nummer 384,2).

Og heldigvis behøver ingen at være i tvivl om, hvad sand kristendom er. Det fremgår klart af Bibelen og kirkens bekendelsesskrifter. Det almindelige præstedømme ret forstået indebærer menighedens ansvar for, at den valgte præst holder sig til Bibel og bekendelse i ord og gerning, mens præstens ansvar og opgave er at formane menigheden til at gøre det samme.

Det almindelige præstedømme giver derimod ingen i menigheden –  heller ikke menighedsrådet – kompetence til at kræve f.eks. vielse af to af samme køn eller nadver med kager og saft indført i sognet. Både menighed og præst skal sørge for, at der ikke sker ting, der strider mod Bibelen.

Det almindelige præstedømme er ikke et tag selv-bord og ikke et bredt folkeligt mandat til at gøre hvad som helst, der er oppe i tiden. Ret forstået lægger det almindelige præstedømme op til at skabe orden i Kirken.

Glemmes det, bliver resultatet let i stedet uorden og forvirring, sådan som det for nyligt er sket i forbindelse med eksperimenterne i Aarhus Domkirke. Der er al mulig grund til at tage det almindelige præstedømme op til grundig overvejelse.

Lyt i den forbindelse til Luther og følg ham, og det vel at mærke ikke kun i reformationsåret!

Til slut et minde fra et af de sidste menighedsrådsmøder, jeg oplevede som fungerende sognepræst. En aktiv gruppe pressede på for at få indført forskelligt nyt i gudstjenesten. Jeg gav udtryk for, at jeg den sidste korte tid inden afsked gerne ville forrette højmessen, som jeg plejede – helt i overensstemmelse med ritualbogen. Menighedsrådsformanden, som var valgt på den socialdemokratiske liste, svarede: ”Vi er alle bedst tjent med at kunne vide, at vor præst har det bedst, med det han siger og gør under gudstjenesten.”
           
Jeg ved ikke, om formanden nogen sinde havde hørt om det almindelige præstedømme. Men hans replik var i alt fald i god overensstemmelse med en ret forståelse af det.

​Kronik i KD d. 13. marts 2017

af Hartvig Wagner
Pastor emer.
7400 Herning


BOOK ET FOREDRAG med HARTVIG WAGNER på tlf. 9721 5227
​1.    Hvad er, og hvad vil Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse?
2.    Den lutherske bekendelse i den økumeniske situation + kort orientering om KSBB
3.    Hvad er Kirken, og hvad skal Kirken? + kort orientering om KSBB
4.    "Fred og ingen fare"? + kort orientering om KSBB
5.    Guds virkelighed + kort orientering om KSBB

Det kunne se ud til, at mange missionsfolk i Viborg stift ved valget af ny biskop har tænkt mere taktisk end på at bekende troen. Det, mener vi, er kortsigtet.

Et bispevalg er for vælgerne en bekendelsessituation. Enten bekender man troen - eller også bekender man noget andet. Stemmer man f. eks. på en kandidat, som går ind for vielse af homofile, så bekender man samtidigt, at vielse af homofile måske ikke er ønskeligt, men dog akceptabelt. Men  dermed er man med til at befordre et skred i kirken.

Derfor bør man ved kommende bispevalg søge en kandidat opstillet, som tager klart afstand fra vielse af homofile, og som tillige vil akceptere, at det klassiske og bibelske embedssyn har fuld hjemstedsret i kirken.