Det drejer sig om selve livets rette udfoldelse i bibelsk forståelse!
 
I første Mosebog, kapitel 1, vers 26 – 28 fortælles, at Gud skabte mennesket i sit billede, som
mand og kvinde skabte ham dem, velsignede dem og sagde, at de skulle blive frugtbare og talrige,
opfylde jorden og herske over alle de andre skabninger.

Forudsætningen for at kunne virkeliggøre Guds befaling om at blive frugtbare og talrige er
seksuallivet mellem mand og kvinde! Der kan ikke komme nogen graviditet ud af homoseksuel
aktivitet. Det viser, at homoseksualitet er unormalt og imod Guds skaberordning!
 
I første Mosebog, kap. 19 fortælles, at Gud sendte to engle til Sodoma for at ødelægge byen.
Abrahams brorsøn Lot tog imod dem og gav dem mad og husly for natten. Men de var lige gået til
ro, da huset blev omringet af mændene i byen, alle Sodomas mand fra den yngste til den ældste,
hver eneste en. De råbte til Lot: ”Hvor er de mænd, der kom til dig i nat? Kom ud med dem til os!
Vi vil ligge med den!”

Da Lot ikke ville imødekomme mændenes krav, truede de Lot, og derefter slog englene Sodomas
mænd med blindhed for at standse deres voldelige adfærd. Lot og hans to døtre blev ført bort og
reddede livet, og derefter blev Sodoma og Gomorra og hele Jordandalen ødelagt af ild fra himlen
som Guds straf over synden i de to byer.
​
Beskrivelsen af Sodomas mænd fortæller, at de alle var indstillet på homoseksuel voldtægt af
Lots gæster. Og da det er den eneste nævnte grund til ødelæggelsen af de to byer, tyder det på, at
homoseksualitet var den væsentligste årsag til ødelæggelsen.
 
I 3. Mosebog kap. 18, vers 22 står der, at du ikke må have samleje med en mand, som man har
samleje med en kvinde. Det er en vederstyggelighed.
 
I Romerbrevet kap. 1 skrev Paulus, at Guds vrede åbenbares over al ugudelighed og
uretfærdighed hos mennesker, der undertrykker sandheden med uretfærdighed. Derfor prisgav Gud
dem til vanærende lidenskaber, så deres kvinder udskiftede den naturlige omgang med den
naturstridige, og ligeledes levede mænd skamløst med mænd og pådrog sig derved den fortjente
straf for deres vildfarelse.
 
De her nævnte bibeltekster viser klart, at homoseksuel adfærd er synd i bibelsk forståelse! Det er
udtryk for politisk blindhed og naivitet, når politikere i store dele af den vestlige verden via
lovgivning ligestiller homoseksuel levemåde med ægteskab mellem en kvinde og en mand!
Ligestilling virker som en ny religion, som alle skal underordne sig. Men mennesker er skabt
forskellige og skal ikke med Djævelens vold og magt påtvinges accept af andres naturstridige
adfærd!

Jeg skal ikke her udtale mig om, hvorvidt nogle mennesker er skabt med et forfejlet seksuelt
følelsesliv, ligesom nogle mennesker kan være skabt med fysiske afvigelser fra det normale
menneskelegeme. Men hvis det er tilfældet, burde sådanne mennesker med sund fornuft kunne
forstå, at unormale seksuelle følelser ikke bør udleves i praksis! Og politikere bør ikke tilskynde til
at støtte sådanne afvigelser, når man samtidig straffer andre seksuelle afvigelser som pædofili. Det
kan vel ikke være mere umuligt at beherske homoseksuelle følelser end at beherske pædofile
følelser?
 
Danmark indførte som første land i verden registreret partnerskab og står dermed først til Guds
dom over en nutidig udgave af Sodomas og Gomorras ødelæggelse. Omvend jer, før det sker!
 
Verner Kristensen
H. C. Ørstedsvej 22 B, Herning

​Der har været en del røre om faldende dåbstal. Det har i den forbindelse været nævnt, at en del folkekirkemedlemmer undlader at lade deres børn døbe med den begrundelse, at børnene selv skal vælge, om de vil døbes eller ej.

Præster er ikke uden skyld i denne udvikling. Forkynder man "alles frelse", er det nærliggende, at dåben reduceres fra at være en handling, hvor man bliver Guds barn, til blot at være en handling, hvor man får at vide, at man allerede uden dåb er Guds barn. Og så er det jo logisk, at mange ikke vil bruge tid på at lade deres børn døbe.

Da tv-programmet „Religionsrapport” i DR for nyligt tog spørgsmålet op, blev der især nævnt sekundære grunde til at døbe børn, f.eks. at dåben er en festlig tradition, der understreger samhørighed. Da en deltager i debatten blev mindet om, at man tidligere nøddøbte syge børn, for at de ikke skulle gå fortabt, men få del i frelsen, svarede vedkommende, at man da ikke skal skræmme folk til at lade deres børn døbe).

Over for denne forvirrende og uklare tale ønsker Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse at pege på den bibelske lære om dåben. I Matt 28,19 befaler Jesus sine disciple, at de skal gøre alle folkeslag til Jesu disciple netop ved at „døbe dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.” Og i Joh 3,5 siger Jesus til den fromme Nikodemus: „Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige.”

Efter at have nævnt, hvorledes Noa med nogle få blev frelst gennem vand, skriver apostlen Peter i sit første brev 3,21 om frelsen under syndfloden: „Det vand er et billede på den dåb, som nu frelser jer.” Og i Tit 3,5 kaldes dåben „det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden.”

I vor lutherske bekendelse, Confessio Augustana, hedder det i artikel 9: „Om dåben lærer de (reformatoriske menigheder), at den er nødvendig til frelse, og at Guds nåde tilbydes ved dåben, og at børn bør døbes, idet de, når de ved dåben er overgivet til Gud, tages til nåde af ham.” 

Det er således klart, at dåben ifølge folkekirkens lære er et nådemiddel. Jesus er Frelseren. Derfor hedder det i ritualet under korstegnelsen, at barnet „skal tilhøre den korsfæstede Frelser Jesus Kristus.” Derfor er det så vigtigt, at barnedåben følges op af oplæring i den kristne tro og indføring i bøn og gudstjeneste. Har forældrene i forudgående samtale med præsten modsat sig barnets oplæring i kristendom, kan præsten udsætte dåben. 

Endelig må argumentet, at børn selv skal vælge, afvises. Dels kan barnet også efter dåben senere fravælge livet i dåben. Dels må forældrene på mange måder vælge for deres børn. Hvis et barn bliver alvorligt syg, hvilke forældre vil da vente med at søge lægehjælp, til barnet selv kan tage stilling? Og hvorfor så ikke søge hjælp mod den arvesynd, som vi alle fødes med, ved i dåben at bringe barnet til Jesus. 

Det kunne se ud til, at mange missionsfolk i Viborg stift ved valget af ny biskop har tænkt mere taktisk end på at bekende troen. Det, mener vi, er kortsigtet.

Et bispevalg er for vælgerne en bekendelsessituation. Enten bekender man troen - eller også bekender man noget andet. Stemmer man f. eks. på en kandidat, som går ind for vielse af homofile, så bekender man samtidigt, at vielse af homofile måske ikke er ønskeligt, men dog akceptabelt. Men  dermed er man med til at befordre et skred i kirken.

Derfor bør man ved kommende bispevalg søge en kandidat opstillet, som tager klart afstand fra vielse af homofile, og som tillige vil akceptere, at det klassiske og bibelske embedssyn har fuld hjemstedsret i kirken.

Af pastor Svend Erik Larsen

At synge sammen har i en del år generelt været et problem. Det er der givetvis flere grunde til, men det hænger sikkert bl.a. sammen med den kendsgerning, at sang for mange er blevet noget, man lytter til –  noget, man overværer. Man er blevet publikum i stedet for selv at deltage aktivt. Derfor skaber sangen ikke fællesskab, som fællessangen gør det!

At fællessangen således har fået en begrænset plads, har naturligvis også påvirket salmesangen. Faktisk er antallet af dem, der synger salmer, halveret på knapt 20 år. Det hænger naturligvis i nogen grad sammen med det traditionstab, vi har oplevet gennem nogle år. Men det hænger også sammen med, at mange ikke kommer, hvor der synges salmer, og de har heller ikke lært dem at kende i skolen. Og også ofte kun i begrænset omfang i kristeligt børne- og ungdomsarbejde.

Jævnligt begrundes det med, at salmebogen indholdsmæssigt er forældet. Man forstår ikke salmerne – børn og unge slet ikke. Derfor er det nødvendigt med nye salmer og sange. Det er forudsætningen for, at man overhovedet kan komme til at synge salmer.

At salmebogens indhold skulle være uforståeligt og forældet, tror jeg ganske enkelt ikke på! Men salmerne bliver da fremmede, fordi man ikke synger dem. Spørger man nemlig medlemmer af børne- og ungdomskor og konfirmander om, hvilke salmer der er deres yndlingssalmer, vil svarene ofte være, at det er kernesalmer som f.eks. Hil dig, Frelser og Forsoner! og Blomstre som en rosengård. Det er ikke de nye!

På en konfirmandlejr for få år siden brugte vi nogle timer på at tilrettelægge en afsluttende lejrgudstjeneste, som forældrene var indbudt til at deltage i. Som indledning til gruppearbejdet gennemgik vi søndagens tekster. En af grupperne skulle vælge salmer fra salmebogen. Det på sin vis overraskende resultat var, at de hele vejen igennem valgte såkaldte ”tunge” kernesalmer. Og der var så mange af dem, at jeg nok ikke selv helt havde valgt sådan. Men der kom en fin helhed ud af det!

Salmebogen er en vigtig bog. Brugen af den skaber fællesskab og sammenhæng. Og den opbygger ved at give livshjælp!

I et interview for nogen tid siden blev digteren Søren Ulrik Thomsen således spurgt, hvilken bog, der havde fulgt ham gennem livet. Svaret var: ”Den Danske Salmebog. Og den kan jeg også anbefale, hvis man er så ulykkelig, at man helt savner ord, eller er så lykkelig, at man er nødt til at udtrykke sin taknemmelighed”.

af pastor Svend Erik Larsen

Ikke så sjældent hævdes det, at man døbes på menighedens tro. Det er en misforståelse! Det, der sker i forbindelse med en dåb, er derimod, at dåbskandidaten spørges, om man tror, som menigheden gør. Betingelsen for dåb er faktisk et ja dertil. Det er altså i grunden ens egen tro, der spørges efter – og bekendelsen af den, man døbes på.

Faktisk blev trosbekendelsen i sin tid jo også til som en kort sammenfatning af, hvad kristen tro er – altså af, hvad der er menighedens tro. Og hensigten var så, at den, der ønskede dåb, kunne spørges konkret: Kan du sige ja til den kristne tro – til menighedens tro?

Når det så drejer sig om barnedåb, kan barnet, der skal døbes, af gode grunde naturligvis ikke selv svare. Derfor svarer gudmoderen på barnets – og egentlig også på forældrenes – vegne. Det betyder, at forældre og faddere påtager sig den forpligtelse at drage omsorg for, at barnet oplæres i netop den tro, der er menighedens. Det er det, der siges ja til!

Deri ligger så natrurligvis, at dåben ikke er privat. Den er derimod personlig! For den person, der bliver døbt, bliver ved dåben en del af det trosfællesskab, der bekender den tro, der siges ja til. Man bliver altså som person døbt ind i menigheden og bliver dermed et lem på Kristi legeme. Men skal det have konkret mening, betyder det naturligvis, at man døbes til at høre til i en konkret menighed i en konkret kirke. Man hører altså nok til i Kristi kirke i al almindelighed, men sådan som den fremtræder lokalt! Dåben betyder altså faktisk, at man kommer til konkret at høre til i et lokalt trosfællesskab!

Livet som døbt er altså at forstå som et trosliv. Et liv i den tro, man blev fælles om i dåben!

af pastor Svend Erik Larsen

Af Bibelen fremgår det, at Gud skabte mennesket som mand og kvinde, og at han dermed indstiftede ægteskabet som en livsvarig forbindelse mellem én mand og én kvinde. Som bekendt bekræfter Jesus, at det er sådan, det forholder sig.

Derfor opfattes det moderne ”ægteskab” mellem to personer af samme køn da også med rette som et angreb på det af Gud indstiftede ægteskab. Men sandheden i ære er der da andet, der vel i mindst lige så høj grad sætter spørgsmålstegn ved Guds indstiftelse af ægteskabet og det, han ville, det skulle være. Og når det kommer til stykket, er der måske endda tale om noget, der er farligere for ægteskabsopfattelsen end det samkønnede ”ægteskab”.

Det er velkendt, at antallet af skilsmisser er steget ganske meget. Det er samfundsmæssigt – ikke mindst af hensyn til børnene – et problem. Men i denne sammenhæng er det specielt problematisk, at der også bliver stadig flere skilsmisser blandt praktiserende kristne. Det kunne se ud til, at mange betragter det som noget uundgåeligt – som noget, der naturligvis sker i den moderne virkelighed.

Nu er det ganske vist sådan, at der kan være situationer, hvor skilsmisse synes at være den eneste udvej. Men det bør ikke blive sådan, at en skilsmisse bliver en acceptabel løsning på en evt. konflikt. Derimod må der fra kirkens side gøres en virkelig indsats for gennem vejledning og omsorg at finde løsninger på problemerne. Og så skal der ske en holdningspåvirkening i retning af, at skilsmisse ikke er en acceptabel løsning på noget som helst.

Endnu et problem må nævnes. Mange ser sådan på det, at forholdet mellem mand og kvinde er en privatsag. Det sætter også spørgsmålstegn ved ægteskabsforståelsen. Det har jo nemlig medvirket til, at man bare flytter sammen. Og i dag praktiseres dette af folk i alle aldre. Også af folk, der hører til i kirkelige sammenhænge.

Her er der afgjort også brug for at virke for en holdningsændring. Der er virkelig behov for at få sagt tydeligt, hvad et ægteskab er for en størrelse!

af pastor Svend Erik Larsen

Af og til bliver et ønske om en ny og tidssvarende trosbekendelse luftet. Det problematiske her er, at det ikke kun drejer sig om en sproglig a´jourføring. Nej , - det er sandelig indholdet, man ønsker ændret eller a´jourført! Indholdet strider nemlig – i det mindste delvis – imod det, man mener, er sund fornuft. Derfor kan man ikke tage den nuværende formulering alvorligt – og da slet ikke bogstaveligt. Det ville være uærligt, når den rummer ting, som intet fornuftigt menneske kan tage alvorligt i dag! Trosbekendelsen må simpelthen ændres! Den er jo også fra en helt anden tid end vores! En ændring er derfor nødvendig af hensyn til kirkens nutid og fremtid! Siger nogle!

Hvad er det så, der strider mod fornuften – og efter denne tankegang endda imod den kristne tros centrale indhold?

Jo, - først er der forsagelsen af Djævelen. Den giver jo ingen mening! Vel er der noget, der er ondt! Derfor giver det mening at ville bekæmpe ”det onde”. Men ikke ”den onde”! Eller en djævel!

Det giver heller ingen mening at tale om en Gud, der skaber og opretholder det skabte. Eller om skabelse overhovedet! Og jomfrufødsel, opstandelse, himmelfart, dommedag og kødets opstandelse kan intet fornuftigt og tænkende menneske forbinde noget med i dag!

Vel er det rigtigt, at trosbekendelsen har adskillige århundreder på bagen, men ikke desto mindre er indholdet ikke tilfældige og udskiftelige formuleringer. Trosbekendelsen blev nemlig til som en sammenfatning af den kristne tros centrale indhold, som den i øvrigt findes i Bibelen. Derfor ville en ændring af trosbekendelsen til noget tidssvarende faktisk være ensbetydende med en ændring af den kristne tro. Ja, der ville være tale om en anden religion!

Nej, - hvis kirken skal have en meningsfuld nutid og en fremtid, må vi holde fast ved Bibelen og bekendelsen!

af pastor Svend Erik Larsen

Det kan næppe komme bag på ret mange, at rigtig mange medlemmer af folkekirken har bevæget sig langt væk fra traditionelle, kristne trosopfattelser. Bibelen og kirkens bekendelsesgrundlag tages ganske enkelt ikke alvorligt. De har overhovedet ingen absolut autoritet. Den afgørende autoritet trosmæssigt er alene den opfattelse, den enkelte person selv har dannet sig. Det fortæller en række sociologiske undersøgelser.

En af de ting, der springer i øjnene, er f.eks., at kun et mindretal har et gudsopfattelse, hvor Gud opfattes som en person, man kan have et personligt forhold til. Det betyder dog absolut ikke, at der så altid er tale om den gudsopfattelse, der kommer til udtryk i Bibelen og kirkens bekendelser. Dertil kommer så, at mere end halvdelen af folkekirkens medlemmer tror, at Gud er en upersonlig højere magt eller kraft, eller at Gud er noget guddommeligt inde i en selv.

Dette hænger altsammen sammen med den opfattelse, at der ikke findes nogen absolut sandhed. Det betyder, at kun det er sandt, som jeg af en eller anden grund føler mig tiltalt af. Så er det sandt for mig, - og det er det helt afgørende. Derfor føler man sig også fri til så at sige at sammensætte sin egen tro af elementer hentet forskellige steder fra – også fra andre religioner.

Derfor ønsker flertallet af folkekirkens medlemmer da også åbenhed! Deri ligger et udtalt ønske om, at folkekirken bliver mindre ”dogmatisk” og således bevæger sig væk fra sit grundlag i Bibelen og bekendelsen. Folkekirken må tilpasse sig og dermed leve op til medlemmernes forventninger.

Desværre er der tydelige tendenser til, at folkekirken som sådan stræber efter at leve op til disse forventninger. Dette sker ved, at Bibel og bekendelse først og fremmest betragtes som historiske dokumenter, der må tolkes på nutidens betingelser. Og det gør man så!

Vi har derfor nu brug for, at folkekirkens medlemmer – igen – bliver fortrolige med Bibelen og dermed også med de bekendelser, der sammenfatter dens budskab!

af pastor Svend Erik Larsen

Fornylig læste jeg i en avis, at et mindre landsogn fremover med mellemrum ville afholde dåbsgudstjeneste om lørdagen. Årsagen var ikke, at der var mange dåb eller megen uro i forbindelse med dåb ved søndagens gudstjeneste, og at man derfor var nødsaget til at finde en løsning på dette. Nej, - sagen var derimod den, at dåbsfamilierne ønskede en privat højtidelighed!

Det er efter min mening trist, at man imødekommer et sådant ønske. Det betyder jo nemlig, at man medvirker til at privatisere ikke bare dåbshandlingen, men også selve dåben, - og dåben er absolut ikke privat! Den er personlig, men det er en ganske anden sag!

Deri ligger så også, at dåben er offentlig, for ved dåben bliver den person, der bliver døbt, medlem af den kristne kirke. Dermed får den, der bliver døbt, en anden status både i forhold til Gud og i forhold til andre døbte. Med en vis ret kunne man derfor sige, at private dåbsgudstjenester i grunden strider mod selve dåbens væsen. Det naturlige vil derimod være, at dåben finder sted ved menighedens offentlige søndagsgudstjeneste.

Som allerede antydet, er der steder, hvor der er så mange dåb, at de ikke kan rummes i selve gudstjenesten. Så må det tilstræbes at finde frem til en fordeling mellem flere tjenester eller evt. som en nødløsning gennemføre en dåbsgudstjeneste i fortsættelse af menighedens offentlige søndagsgudstjeneste.

Desværre sker det også, at der er kirkegængere, der vender sig imod, at der er dåb i søndagens gudstjeneste. De finder dåben forstyrrende – uanset i øvrigt om der er uro eller ej. Det har sikkert noget at gøre med, at man ikke synes, dåben angår en selv. Det er nogle fremmedes anliggende, som man tvinges til at overvære. Her kunne løsningen f.eks. være, at man med små midler inddrog menigheden i handlingen. Selv har jeg altid praktiseret, at menigheden bad højt med på Fadervor og dermed aktivt var med i forbønnen for den nydøbte, ligesom jeg mindede om at menigheden havde et medansvar for oplæringen.

I årenes løb har adskillige givet udtryk for, at de dermed faktisk oplevede, at dåben vedkom netop dem og altså ikke bare var noget, man var nødt til at overvære! De blev parter i det, der skete ved døbefonten!

af pastor Svend Erik Larsen

Ofte hører vi den påstand, at det er svært at forstå, hvad Bibelen siger. Det er jo en gammel bog, og derfor kan det være svært at få den til at passe til den virkelighed, vi lever i nu. Hvad indholdet angår, må den jo da også være bestemt af den fortid, den blev til i. Derfor kan det, den siger, ikke   uden videre tages for pålydende. Den må tolkes, så den ”passer” til nutiden!

Derfor har mange den opfattelse, at det, som Bibelen ikke udtrykkeligt forbyder, er tilladt! Og skulle et forbud evt. stride mod det, man opfatter som moderne og nutidig opfattelse, er man ofte hurtig til at afvise det som tidsbestemt. Derfor gælder det ikke længere!

Drejer det sig i stedet om påbud, er reaktionen nogenlunde den samme. Et påbud gælder i reglen også kun, hvis det ikke strider mod nutidens almindelige opfattelse.

Det betyder alt sammen, at der altså er grænser for, i hvilket omfang Bibelen kan accepteres som grundlag for kristen tro og praksis. Det afgørende er, om det, den siger, er i overensstemmelse med nutidens opfattelse. Bibelen skal – siger man – derfor læses og forstås på nutidens betingelser!

På dén baggrund kan man derfor i grunden spørge, hvorfor man f. eks. mener, at barnedåben er i overensstemmelse med Bibelen. Den er jo ikke påbudt, - ja, den er overhovedet ikke nævnt!

Ikke desto mindre læser vi jo Bibelens tekster om dåb sådan, at barnedåben er den selvfølgelige baggrund. Traditionen fortæller os nemlig, at sådan hænger det sammen. Sådan har man fra begyndelsen forstået Bibelens tale om dåb.

Det betyder, at vi må lade være med at bilde os ind, at vi kan læse Bibelen rigtigt og forstå den ret på vore egne – eller nutidens – betingelser. Skal vi forstå Bibelen rigtigt, må vi tværtimod læse den på dens egne og traditionens betingelser. Vi må spørge, hvordan de ”gamle” forstod det, Bibelen siger! Det går ikke an at anskaffe en ny forståelse, fordi man synes, at den er mere i pagt med nutiden!