af pastor Svend Erik Larsen

Det kan næppe komme bag på ret mange, at rigtig mange medlemmer af folkekirken har bevæget sig langt væk fra traditionelle, kristne trosopfattelser. Bibelen og kirkens bekendelsesgrundlag tages ganske enkelt ikke alvorligt. De har overhovedet ingen absolut autoritet. Den afgørende autoritet trosmæssigt er alene den opfattelse, den enkelte person selv har dannet sig. Det fortæller en række sociologiske undersøgelser.

En af de ting, der springer i øjnene, er f.eks., at kun et mindretal har et gudsopfattelse, hvor Gud opfattes som en person, man kan have et personligt forhold til. Det betyder dog absolut ikke, at der så altid er tale om den gudsopfattelse, der kommer til udtryk i Bibelen og kirkens bekendelser. Dertil kommer så, at mere end halvdelen af folkekirkens medlemmer tror, at Gud er en upersonlig højere magt eller kraft, eller at Gud er noget guddommeligt inde i en selv.

Dette hænger altsammen sammen med den opfattelse, at der ikke findes nogen absolut sandhed. Det betyder, at kun det er sandt, som jeg af en eller anden grund føler mig tiltalt af. Så er det sandt for mig, - og det er det helt afgørende. Derfor føler man sig også fri til så at sige at sammensætte sin egen tro af elementer hentet forskellige steder fra – også fra andre religioner.

Derfor ønsker flertallet af folkekirkens medlemmer da også åbenhed! Deri ligger et udtalt ønske om, at folkekirken bliver mindre ”dogmatisk” og således bevæger sig væk fra sit grundlag i Bibelen og bekendelsen. Folkekirken må tilpasse sig og dermed leve op til medlemmernes forventninger.

Desværre er der tydelige tendenser til, at folkekirken som sådan stræber efter at leve op til disse forventninger. Dette sker ved, at Bibel og bekendelse først og fremmest betragtes som historiske dokumenter, der må tolkes på nutidens betingelser. Og det gør man så!

Vi har derfor nu brug for, at folkekirkens medlemmer – igen – bliver fortrolige med Bibelen og dermed også med de bekendelser, der sammenfatter dens budskab!

af pastor Svend Erik Larsen

Fornylig læste jeg i en avis, at et mindre landsogn fremover med mellemrum ville afholde dåbsgudstjeneste om lørdagen. Årsagen var ikke, at der var mange dåb eller megen uro i forbindelse med dåb ved søndagens gudstjeneste, og at man derfor var nødsaget til at finde en løsning på dette. Nej, - sagen var derimod den, at dåbsfamilierne ønskede en privat højtidelighed!

Det er efter min mening trist, at man imødekommer et sådant ønske. Det betyder jo nemlig, at man medvirker til at privatisere ikke bare dåbshandlingen, men også selve dåben, - og dåben er absolut ikke privat! Den er personlig, men det er en ganske anden sag!

Deri ligger så også, at dåben er offentlig, for ved dåben bliver den person, der bliver døbt, medlem af den kristne kirke. Dermed får den, der bliver døbt, en anden status både i forhold til Gud og i forhold til andre døbte. Med en vis ret kunne man derfor sige, at private dåbsgudstjenester i grunden strider mod selve dåbens væsen. Det naturlige vil derimod være, at dåben finder sted ved menighedens offentlige søndagsgudstjeneste.

Som allerede antydet, er der steder, hvor der er så mange dåb, at de ikke kan rummes i selve gudstjenesten. Så må det tilstræbes at finde frem til en fordeling mellem flere tjenester eller evt. som en nødløsning gennemføre en dåbsgudstjeneste i fortsættelse af menighedens offentlige søndagsgudstjeneste.

Desværre sker det også, at der er kirkegængere, der vender sig imod, at der er dåb i søndagens gudstjeneste. De finder dåben forstyrrende – uanset i øvrigt om der er uro eller ej. Det har sikkert noget at gøre med, at man ikke synes, dåben angår en selv. Det er nogle fremmedes anliggende, som man tvinges til at overvære. Her kunne løsningen f.eks. være, at man med små midler inddrog menigheden i handlingen. Selv har jeg altid praktiseret, at menigheden bad højt med på Fadervor og dermed aktivt var med i forbønnen for den nydøbte, ligesom jeg mindede om at menigheden havde et medansvar for oplæringen.

I årenes løb har adskillige givet udtryk for, at de dermed faktisk oplevede, at dåben vedkom netop dem og altså ikke bare var noget, man var nødt til at overvære! De blev parter i det, der skete ved døbefonten!