af pastor Svend Erik Larsen

Debatten om, hvad et ægteskab i grunden er, rejser spørgsmålet, om ægteskabet er en blandt flere mulige samlivsformer, eller om det er noget så grundlæggende ved det at leve som menneske, at det henter sin begrundelse i selve skabelsen.

Spørger vi Bibelen, er der ingen tvivl. Ægteskabet er en skabelsesordning. Gud skabte menne-sket i sit billede som mand og kvinde. Sammen er mand og kvinde altså Guds billede i ver-den. De er et kærlighedsfællesskab med fælles ansvar for dén verden, de er sat i, og som er Guds verden. Det slås fast i det afsnit af skabelsesberetningen, der iflg. vielsesritualet fra 1992  læses ved ethvert bryllup. Men skal det lykkes i praksis, må Gud velsigne det enkelte ægteskab. D.v.s. at han må være med ægteparret i det liv, de skal leve med hinanden. Derfor siger man da også, at et ægteskab altid er et forhold mellem tre: Manden, kvinden og Gud.

Derfor er der også al mulig god grund til, at indgåelse af et ægteskab ofte finder sted ved en gudstjeneste, hvor Guds velsignelse lyses over ægteskabet. En vielse er altså en gudstjenstlig handling, hvor der er tekstlæsning, bøn og prædiken, og hvor der synges salmer.

Efter den første tekstlæsning, der som sagt fortæller os, at ægteskabet er en skabelsesordning, kommer den anden tekstlæsning, hvor Jesus henviser til netop skabelsen, og på den baggrund slår han så fast, at skabelsen betyder, at forholdet mellem mand og kvinde ikke er en organi-sation eller ”forening” med en formålsparagraf, men en organisme, - noget levende. Mand og kvinde er som kærlighedsfællesskab en enhed. Derfor slår Paulus da også fast i den tredje tekstlæsning, at de skal have den holdning til hinanden, som Gud har vist, at han har til dem.

Men hvorfor spørger præsten derefter de to, der skal giftes, om, om de vil have hinanden? Det er der to gode grunde til. For det første er det gammel kirkelig opfattelse, at kun det ægteskab, der indgås frit og uden tvang, er gyldigt. Derfor skal enhver svare for sig selv.. Og for det an-det er ægteskabet ikke noget, præsten overdrager til parret. Ægteskabet bliver virkelighed ved de tos offentlige ja til hinanden. Deres ja til hinanden er altså det afgørende!

Derefter spørges de, om de vil elske hinanden. Jamen, kan man da love det? Ja, det kan man godt – for kærlighed i bibelsk forstand er ikke blot følelser, men det er en altomfattende hold-ning, der kommer til udtryk i handling – i gensidig omsorg. Derfor har det også med vilje at gøre. Kærlighed er noget, man viser – ikke kun noget, man føler.

Det hører så også med, at de lover at ære hinanden. D.v.s. at respektere den anden som den, den anden er! For det er netop dét menneske, der er sådan, man siger ja til! Ikke et billede af, hvordan den pågældende måske kunne eller burde være.

Og bemærk så, at løftet om at elske og ære gælder, både når alt går fint, og når der er mod-gang. Og det gælder livet ud!

Når brudeparret så har aflagt ægteskabsløftet, kan de bekræfte dette ved at give hinanden ring på, og derefter erklærer præsten på embeds vegne, at de nu er gift. Herefter bedes der for det nye ægtepar, og efter en salme sluttes der som ved enhver anden gudstjeneste af med bøn og velsignelse.

                                                 

af pastor Svend Erik Larsen

En sådan overskrift vil med det samme give diskussion. Nogle vil mene, at man godt kan tale om et kristent menneskesyn (blandt flere). Andre mener, at selve udtrykket er forvrøvlet og ikke repræsenterer nogen form for virkelighed.

Men de fleste vil dog nok acceptere, at der af Bibelen kan udledes et bibelsk menneskesyn.

Og da Bibelen jo altså er den kristne kirkes og tros grundskrift, kan man efter min mening absolut med al god grund tale om det kristne menneskesyn. Men hvad går det så ud på? Hvad fortæller Bibelen om mennesket?

Mennesket er skabt af Gud. Gud har givet mennesket liv ved at blæse sin livsånde ind i det, så mennesket blev en levende sjæl. Mennesket er altså ikke guddommeligt. Gud er uden for og over sin skabning som skaber og opretholder.

Mennesket er skabt i Guds billede. Det betyder, at der er et nært forhold mellem Gud og men-nesket. Mennesket er skabt til at leve i fællesskab med Gud. Et menneske er kort sagt Guds menneske – alle forskelle ufortalt.

Mennesket er faldet ud af sin bestemmelse. Ved syndefaldet tog mennesket selv Guds plads for blive sin egen herre og skabe sit liv selv. Men det betød også, at mennesket selv ville afgø-re, hvad der var ondt, og hvad der var godt. Mennesket er dog – selv om det har vendt sig fra Gud – stadig skabt i Guds billede, og derfor kan Gud nå det.

Mennesket nyskabes ved Guds indgriben. Dette sker ved Jesus Kristus, i hvem Gud bliver menneske. Jesus er altså det sande menneske, så i fælleskabet med ham genfindes den ægte menneskelighed. Mennesket nyskabes til at leve som sandt menneske – d.v.s i fællesskab med Gud. Dertil skabte Gud mennesket fra først af.

Mennesket er skabt til at være med-menneske. Eftersom ethvert menneske er skabt i Guds bil-lede, hører alle mennesker sammen. Derfor har alle samme værd som mennesker. Alle er skabt til fællesskab med Gud og er elsket af ham. Derfor er der mission, så nyskabelsen ved Jesus Kristus kan blive alles virkelighed.

     På dén baggrund er der ingen, der med rette kan sortere et med-menneske fra eller nedvur-dere nogen. Eller signalere, at nogen er mere værd end andre. Derfor indskærpes det da også gang på gang i Bibelen, at det er en hellig pligt at tage sig af socialt svage og udsatte. De skal have deres ret – som mennesker. Og ganske det samme gælder de fremmede. Derfor må krist-ne være på vagt og sige fra, hvis myndigheder praktiserer noget andet. Ethvert folk, menne-sker af enhver tro, enhver social gruppe – kort sagt: alle –  er skabt i Guds billede, og derfor er vi hinandens med-mennesker. Vi har ansvar for hinanden! Og vi skal adlyde Gud mere end mennesker!

Mennesket er skabt til at have ansvar for den skabte verden og alt levende. Deri ligger, at alt stadig er Guds, men han har sat os til at forvalte det, der hører han til. Det betyder ikke, at vi kan skalte og valte med det alt sammen efter forgodtbefindende, Nej, - vi skal passe på det, så vi ikke ødelægger det. Det skal fortsat være, som Gud har villet det, og derfor skal hans vilje råde – og ikke vores egen. Altså er det ikke ligegyldigt, hvordan miljøet i bred betydning be-handles! Også her er der brug for, at der holdes øje med politiske initiativer og holdninger.

Mennesket er skabt som mand og kvinde. Det betyder ikke, at der er skabt to slags mennesker, men at mennesket er mand og kvinde. Deri ligger, at der er tale om en enhed – et kærligheds-fællesskab – som virkeliggøres i ægteskabet. Dermed ”afbildes” Guds kærlighed i grunden i verden.

Det kristne – eller bibelske – menneskesyn har altså konsekvenser både for den enkeltes liv og den måde, vi omgås hinanden på. Ja, - og for dén måde, vi indretter vores samfund på! Vi er – p.g.a. Gud – hinandens med-mennesker! Men det skal vi så også være i praksis!

 

af pastor Svend Erik Larsen

Ved begyndelsen af det nye kirkeår 1. søndag i advent er det værd at standse op og søge svar på, hvad kirkeåret er for et år, og hvad tanken bag det i grunden er. Selve udtrykket ”kirkeår” støder vi første gang på i 1585, men sagen selv er nu betydeligt ældre. Forud har en lang udvikling af en kirkelig festkalender, der har rødder tilbage i den første kristne kirkes liv, fundet sted.

For de første kristne var tanken om festdage, festuge og festår ikke noget fremmed, for det spillede alt sammen en stor rolle i jødisk liv. Man levede i første omgang med heri, men ret hurtigt begyndte man at holde søndag også. Søndagen blev fejret som Kristi opstandelsesfest, og allerede inden 100 kaldte man dagen for ”Herrens dag”. Dagen var en festdag og ikke en hviledag præget af sabbatsbudene. Dagen var nemlig både skabelsens og nyskabelsens første dag.

Snart blev også flere af ugens dage markeret. Allerede i 100-tallet blev onsdag (dagen, hvor rådet besluttede, at Jesus skulle dø) og fredag (Jesu korsfæstelsesdag) fastedage.

Da udgangspunktet var Kristi opstandelsedag, begyndte man i sidste halvdel af 100-tallet at fejre opstandelsen på årsbasis. Påskedagen blev fastlagt, og der udviklede sig en påskefest-kreds. Denne indledes med en forfaste, hvorefter fastetiden, hvor påskefejringen forberedes, begynder askeonsdag. Efter selve påsken følger så påsketiden, som fra 200-tallet indeholder markering af himmelfarten og afrunding med pinsen. Med til påskefestkredsen regnes også søndagene efter pinse – den nuværende trinitatistid.