BISPEGERNINGEN

af pastor Hans Olav Okkels

Der har været en del debat om biskopperne i den senere tid. Nogle efterlyser kontrol med, om de nu også holder deres valgløfter. Andre antyder, at præster kan være bange for at hævde meninger, som deres biskop ikke kan lide, for det er måske farligt at gå imod ”chefen”. Og er det nu også demokratisk med disse biskopper, som kan sidde i deres embede i mange år?

Problemet er ikke først og fremmest, at biskopperne løber fra deres valgløfter, men at de i det hele taget giver alle disse løfter. Sagen er jo den, at man vælger en biskop til at beklæde et embede, som hverken biskoppen eller hans vælgere er herre over. Det forhold kommer til udtryk i bispevielsen. Biskoppen skal ”som en ret Herrens tjener blive fast ved den sunde lære, som Herren og hans apostle har efterladt os i de hellige Skrifter.” Det er det, som biskoppen er forpligtet på, og det er den tjeneste, som menigheden beder Gud om at udruste den nyvalgte biskop til at varetage.

Biskoppen er ikke en chef, som kan bestemme over præster og menigheder, men en tilsynsmand, som inden for vide rammer skal føre tilsyn  med, at præsterne yder deres menigheder den tjeneste med Ordets forkyndelse, sakramenternes forvaltning, hellige handlinger, ungdommens kristelige oplæring og sjælesorg m.m., som deres menigheder har krav på.

Biskoppen skal også se til, at den enkelte menighed og præst holder fast ved alle kristne menigheders fælles tro, så enheden i Kirken styrkes og bevares – stadig inden for de vide rammer, som Ny Testamente sætter.

Ligesom regeringen ikke kan forvente, at meteorologerne lover det vejr, som regeringen måtte ønske, men at de forudsiger det kommende vejr, så man kan indrette sig efter det, således må kirkeminister og folketing heller ikke forvente, at biskopperne blot indretter ritualer efter, hvad folketinget har besluttet.

Det må forventes, at  biskopperne siger nej til ritualer, som rummer velsignelse af forhold, som i Bibelen nævnes som syndige. Derfor møder man i menighederne en vis skuffelse over, at 8 biskopper villigt udarbejdede et ritual for vielse af to af samme køn. Ja, men må der ikke være vide rammer for, hvordan biskopperne fortolker Skriften? Jo, men ikke så vide rammer, at det dækker over fornægtelse og bortfortolkning.

Og helt galt går det, når biskopperne hævder, at det nye vielsesritual ikke er kirkesplittende. De begrunder denne påstand med en minimalistisk fortolkning af artikel 7 i Den Augsburgske Bekendelse  - en fortolkning, som er problematisk ud fra den kirkehistoriske sammenhæng.

I forebindelse med den netop fejrede gamle Alle Helgens dag kunne man ønske, at danske biskopper ville følge den engelske ærkebiskop Thomas Beckets eksempel. Han var den engelske kong Henrik II s ven. Og kongen udnævnte ham til ærkebiskop i Canterbury. Men nu slog Thomas Becket om, så han følte sig mere forpligtet på sin embedslydighed mod Kirken end på at være sin kongelige ven til pas.

Kongen lod ham myrde, men som martyr blev Thomas Becket regnet for en helgen, så kongen måtte gøre bod.

(Trykt i Kristeligt Dagblad 13. nov. 2012)

af pastor Hartvig Wagner 

Ved bispevielsen i Odense Domkirke søndag den 4. november anvendte man ved nadverfejringen den såkaldte intinktion, d.v.s. at deltagerne modtog brødet dyppet i vinen. Denne praksis stemmer hverken med Jesu Kristi indstiftelse eller med klassisk luthersk lære om Den hellige Nadver.
 
Når Jesus siger: ”Gør dette”, indebærer det, at præsten ved nadveren skal gøre det samme. Jesus gav først disciplene brødet og dernæst efter et hovedmåltid vinen, det sidste med ordene: ”Drik alle deraf”. Svarende hertil definerer Luther i Lille Katekismus, at ”Nadveren er vor Herres Jesu Kristi sande legeme og blod, i brødets og vinens skikkelse, indstiftet af Kristus selv til mad og drikke for os kristne”. Eller som det tidligere hed: ”indstiftet af Kristus selv for os kristne til at spise og drikke”. Dette sker ikke ved intinktionen, som ofte begrundes med hensyn til særligt mange altergæster.

Men praktiske hensyn må aldrig være i konflikt med nadverlæren og den klassiske lutherske nadverpraksis. I det lange løb undergraves nadverens gudgivne indhold, hvis nadverforvaltningen mere eller mindre gøres afhængig af ydre forhold og individuelle skøn. Det er bedre at sløjfe altergang, hvis den ikke eller vanskeligt lader sig afholde i overensstemmelse med den forståelse af nadveren, som kommer til udtryk i Ny Testamente og folkekirkens bekendelsesskrifter.

Det fremmer heller ikke tilliden til det biskoppelige tilsyn, at nadveren blev forvaltet, som det skete ved bispevielsen i Odense, og som også efterlader det spørgsmål: Hvad skete efterfølgende med den indviede vin, som brødene blev dyppet i?