FOLKEKIRKEN – GUDS ELLER FOLKETS OG STATENS KIRKE?
af pastor Svend Erik Larsen

På flere måder var det et afslørende forløb, vi oplevede omkring sommerens lovgivning om ægteskabet, der her blev omdefineret fra at være et forhold mellem en mand og en kvinde til at være et kønsneutralt forhold mellem to personer, og den efterfølgende autorisation af et nyt vielsesritual til brug i folkekirken.

Af grundloven fremgår det, at det er den evangelisk-lutherske kirke, der er den danske folkekirke, og det slås fast, at den som sådan understøttes af staten. Det betyder – meget kort sagt – at folkekirken er Guds kirke i og for folket, og at staten er forpligtet til at støtte den i at være det! Det er altså hverken folket eller staten, der er folkekirkens øverste myndighed, men Gud!

Derfor henter folkekirken naturligvis sin selvforståelse i sine bekendelsesskrifter. Der er ingen, der har myndighed til at gribe ind i dette udefra: hverken folkeopinionen eller regering og folketing. Men det var rent faktisk, hvad der skete!

Opinionsundersøgelser viste, at der var flertal i befolkningen for, at homoseksuellekunne blive gift i kirken, og for, at ægteskabet i sammenhæng hermed blev defineret som kønsneutralt. Derfor – hævdede man – måtte kirken naturligvis tilpasse sig, så den kunne servicere alle medlemmer, som de nu måtte ønske det!

Det, sørgede regering og folketing så for, blev gennemført! Og det til trods for at flertallet af biskopperne fastholdt, at et ægteskab er et forhold mellem en mand og en kvinde. På den baggrund er det da i øvrigt uforståeligt, at biskoppernes flertal accepterede et pålæg om at udarbejde forslag til et vielsesritual, der kunne autoriseres til brug ved indgåelse af kønsneutrale ”ægteskaber” i folkekirken.

Det, der herefter står tilbage, er et indtryk af, at staten (regering og folketing) åbenbart føler sig berettiget til at gribe ind i spørgsmål, der har med kirkens selvforståelse, som den foreligger i bekendelsesskrifterne, at gøre. Staten er altså nu at forstå som kirkens øverste myndighed!

Dermed er det ikke længere – som grundloven siger – den evangelisk-lutherske kirke, der er den danske folkekirke. Nej – nu er den danske folkekirke den danske stats religiøse serviceinstitution, som man stiller til rådighed for medlemmerne med den service, man måtte ønske! Den danske folkekirke er m.a.o. nu at forstå som folkets og statens kirke!

Historisk , men også rent praktisk, er kirken og teatret i familie med hinanden. Både i kirken og i teatret har man jo et budskab, der skal formidles til omverdenen. Spørgsmålet er begge steder: Hvordan?

Skuespilleren Waage Sandø, som også har mange års erfaring som teaterdirektør og instruktør gør sig i sine erindringer, der udkom i 2010, nogle overvejelser om forholdet mellem form og indhold, som begge dele altid må være til stede. Kunsten består – siger han – altid af form og indhold. Uanset hvor stærkt et budskab er i sig selv, kræver det en bearbejdet form for at nå frem.

Han understreger videre, at form og indhold skal passe sammen. Idealet er nemlig, at form og indhold smelter sammen.

Hvis man tænkte sig, at man så bort fra formen, ville indholdet ikke længere være et budskab, men blive til simpel information eller i værste fald til agitation. Og hvis vægten udelukkende blev lagt på formen, ville budskabet forsvinde. Et givet budskab må nødvendigvis have en dertil svarende form at smelte sammen med for at nå frem!

Det er uden videre klart, at dette ikke kun gælder i teatrets sammenhæng. Noget ganske tilsvarende gælder også i kirken. Ja, kirken selv må have en form, der svarer til – og kan smelte sammen med  - hvad en kirke er. Men også forkyndelsen af ordet og forvaltningen af sakramenterne må finde sted i en form, der svarer til indholdet.

Det betyder, at det ikke går an at lægge vægten på forkyndelsens og sakramenternes indhold - deres ”hvad” - og se bort fra formen - deres ”hvordan” - hvad der synes at være en tendens til. For ser man bort fra formen, vil resultatet med sikkerhed blive, at indholdet ændres! Form og indhold må smelte sammen!

Skal menighedsrådsmedlemmer gå i kirke?

af pastor Svend Erik Larsen

Helt naturligt er der i år forud for menighedsrådsvalget i dette efterår blevet gjort en indsats for at få folk til at stille sig til rådighed som kandidater. Det har da også været nødvendigt med en sådan indsats, fordi det en del steder har været svært at skaffe folk nok til et fuldt menighedsråd. Det er givetvis også en del forklaringen på, at der bliver stadig færre afstemningsvalg.

Et af de argumenter, der er blevet brugt i forbindelse med opfordring til at stille sig til rådighed som kandidat, har været: ”Menighedsrådsmedlemmer behøver ikke gå i kirke”.

Det er da naturligvis rigtigt, at der ikke er nogen lovbestemmelse, der pålægger menighedsrådsmedlemmer at gå i kirke, men det er nu alligevel både urimeligt og meningsløst, hvis man som medlem af et menighedsråd ikke gør det.

Som den nuværende lov om menighedsråd er udformet, har menighedsrådet faktisk status som kirkens/menighedens bestyrelse. Det har nemlig ikke kun ansvaret for sognets administrative sager, men også for sognets kirkelige liv. Og her er gudstjenesten med ordets forkyndelse og forvaltning af sakramenterne helt central. Gudstjenesten er ganske enkelt centrum i sognets kirkelige liv og derfor også udgangspunktet for sognets aktiviteter i øvrigt. Den evangelisk-lutherske bekendelse siger da også netop, at ”Kirken er de helliges forsamling, hvori evangeliet forkyndes rent og sakramenterne forvaltes ret.”

Alle menighedsrådsmedlemmer skal i øvrigt skrive under på følgende menighedsrådsløfte: ”Jeg lover på ære og samvittighed at udføre det mig betroede hverv i troskab mod den danske evange-lisk-lutherske folkekirke, så den kan byde gode vilkår for den kristne menigheds liv og vækst.”

Det betyder rent faktisk, at man som medlem af et menighedsråd – foruden en række praktiske opgaver – også  har påtaget sig den opgave at være kirkegænger! Derfor må det være en selvfølge, at menighedsrådsmedlemmer går i kirke!