Hartvig Wagner På årsdagen for det kirkelige vielsesritual for homoseksuelle bragte Kristeligt Dagblad den 15. juni en kronik underskrevet af otte ledere fra den såkaldte kirkens højrefløj. Kronikken har rejst en heftig debat, hvori flere udsagn går igen. Her er fire af dem, som jeg gerne vil knytte en kort kommentar til:
Citat 1: Folkekirkens vigtigste rolle er at forkynde evangeliet.
Det understreges gang på gang. JA, evangeliet om Jesus Kristus, verdens frelser er hovedsagen. Vi må blot ikke glemme, at det glædelige budskab om Guds kærlighed og syndernes forladelse indebærer nogle vigtige følger. Tilsidesættes de, har vi ikke forkyndt det sande evangelium. Til kvinden, der blev grebet i ægteskabsbrud, sagde Jesus: “Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå og synd fra nu af ikke mere” (Joh 8,11). Sammen med budskabet om syndernes forladelse, må det også forkyndes, at der må gøres op med alt det, Bibelen kalder synd. Ellers er evangeliet, Jesu budskab, ikke forkyndt. Også alle Paulus’ formaninger er uløseligt forbundet med evangeliet. Om “Guds nåde, som er blevet åbenbaret til frelse for alle mennesker”, skriver Paulus videre, at “nåden opdrager os til at sige nej til ugudelighed og verdslige lyster og leve besindigt og retskaffent i denne verden” (Titus 2,11-12).
Citat 2: Folkekirkens rummelighed må ikke sættes over styr.
Det betones kraftigt i debatten. JA, der må være plads til både grundtvigianere, missionsfolk og tidehverv. Men når Jesus siger: “Vogt jer for de falske profeter” (Matt 7,15), og når selv kærlighedens apostel Johannes advarer mod at lukke falsk lære ind i menigheden (2 Joh 10-11), så har rummeligheden sine grænser. De sættes af sandheden, som først og sidst skal på dagsordenen. Og apostlene advarer flere gange med navns nævnelse mod sådanne personer f.eks. smeden Aleksander (2 Tim 4, 14-15), og en mand ved navn Diotrefes nævnes i 3 Joh, 9-10.
Citat 3: Vi lever jo ikke på apostlens tid, lyder et hyppigt argument for forandring.
JA, tider og skikke ændres. Det gør Guds ord derimod ikke. Ikke bare Guds løfter, men også hans bud og ordninger for menneskelivet gælder til evig tid (Es 40,8; Matt 24,35). Det må vi som kristne indrette vort liv efter – ikke efter tidens skiftende normer.
Citat 4: Bibelordet skal da fortolkes, hører vi tit.
JA, det skal. Men det bliver let til, at tidens og flertallets opfattelse presses ned over Bibelens ord, så resultatet bliver det stikmodsatte af det, der tydeligt står skrevet. Det Bibelen kalder synd, kan ligefrem blive kaldt kærlighed. Jo, fortolkning skal der til, men med det ene formål, at finde ud af, hvad der virkelig står skrevet, og hvad meningen med det skrevne er – set i hele den bibelske sammenhæng.
MEGET AF DET, der nærmest slagordsagtigt fremføres i den kirkelige debat, trænger virkelig til nærmere overvejelse og justering i lyset af hele det bibelske budskab, så det kan blive klart for alle, hvad sand kristendom virkelig er. Det kommer for resten tydeligt til udtryk i Luthers Lille Katekismus. Den kan hjælpe enhver, der søger sandheden, til klarhed og være hermed anbefalet til grundig læsning.
Citat 1: Folkekirkens vigtigste rolle er at forkynde evangeliet.
Det understreges gang på gang. JA, evangeliet om Jesus Kristus, verdens frelser er hovedsagen. Vi må blot ikke glemme, at det glædelige budskab om Guds kærlighed og syndernes forladelse indebærer nogle vigtige følger. Tilsidesættes de, har vi ikke forkyndt det sande evangelium. Til kvinden, der blev grebet i ægteskabsbrud, sagde Jesus: “Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå og synd fra nu af ikke mere” (Joh 8,11). Sammen med budskabet om syndernes forladelse, må det også forkyndes, at der må gøres op med alt det, Bibelen kalder synd. Ellers er evangeliet, Jesu budskab, ikke forkyndt. Også alle Paulus’ formaninger er uløseligt forbundet med evangeliet. Om “Guds nåde, som er blevet åbenbaret til frelse for alle mennesker”, skriver Paulus videre, at “nåden opdrager os til at sige nej til ugudelighed og verdslige lyster og leve besindigt og retskaffent i denne verden” (Titus 2,11-12).
Citat 2: Folkekirkens rummelighed må ikke sættes over styr.
Det betones kraftigt i debatten. JA, der må være plads til både grundtvigianere, missionsfolk og tidehverv. Men når Jesus siger: “Vogt jer for de falske profeter” (Matt 7,15), og når selv kærlighedens apostel Johannes advarer mod at lukke falsk lære ind i menigheden (2 Joh 10-11), så har rummeligheden sine grænser. De sættes af sandheden, som først og sidst skal på dagsordenen. Og apostlene advarer flere gange med navns nævnelse mod sådanne personer f.eks. smeden Aleksander (2 Tim 4, 14-15), og en mand ved navn Diotrefes nævnes i 3 Joh, 9-10.
Citat 3: Vi lever jo ikke på apostlens tid, lyder et hyppigt argument for forandring.
JA, tider og skikke ændres. Det gør Guds ord derimod ikke. Ikke bare Guds løfter, men også hans bud og ordninger for menneskelivet gælder til evig tid (Es 40,8; Matt 24,35). Det må vi som kristne indrette vort liv efter – ikke efter tidens skiftende normer.
Citat 4: Bibelordet skal da fortolkes, hører vi tit.
JA, det skal. Men det bliver let til, at tidens og flertallets opfattelse presses ned over Bibelens ord, så resultatet bliver det stikmodsatte af det, der tydeligt står skrevet. Det Bibelen kalder synd, kan ligefrem blive kaldt kærlighed. Jo, fortolkning skal der til, men med det ene formål, at finde ud af, hvad der virkelig står skrevet, og hvad meningen med det skrevne er – set i hele den bibelske sammenhæng.
MEGET AF DET, der nærmest slagordsagtigt fremføres i den kirkelige debat, trænger virkelig til nærmere overvejelse og justering i lyset af hele det bibelske budskab, så det kan blive klart for alle, hvad sand kristendom virkelig er. Det kommer for resten tydeligt til udtryk i Luthers Lille Katekismus. Den kan hjælpe enhver, der søger sandheden, til klarhed og være hermed anbefalet til grundig læsning.
RSS Feed