Udsættelse af dåb er problematisk

af Kristian S. Larsen, cand.theol. og formand for Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse
(Bragt i Kristeligt Dagblad under debat d. 9/6 2020

Er det nødvendigt at gennemføre dåb under ydmyge omstændigheder og med kun få mennesker til stede, bliver gaven ikke mindre af den grund.

Coronakrisen har vendt op og ned på mangt og meget. Kirkebygningerne har måttet lukke, og gudstjenester og mange aktiviteter er blevet aflyst.
Vielser og begravelser har naturligvis kunnet afholdes. Det samme gælder dåb, men noget særligt har her gjort sig gældende, som kalder på eftertanke og refleksion.
Mange har nemlig valgt at udsætte deres barns dåb. I nogle sogne har kirken henstillet til at gøre det.
Det er forståeligt og glædeligt, at et forældrepar gerne vil have et større antal familiemedlemmer og venner samlet i kirken og til fest bagefter. Men at udsætte dåben i måneder er ikke uproblematisk.

I tidligere tider var hjemme- eller nøddåb ikke nogen sjældenhed. En af grundene var sikkert højere børnedødelighed. En anden grund var en stærk bevidsthed om dåbens vigtighed, der betød, at dåben var noget af det første, man gjorde for barnet. Kunne det ikke blive ved en gudstjeneste i kirken, måtte det ske på en anden måde.

Under coronakrisen har det været fuldt ud muligt at afholde dåb også i kirken – og så udsætte fremstilling ved en gudstjeneste og en fest på denne dag til senere.
I disse måneder er gudstjeneste og liturgi, herunder sakramenterne og deres betydning, til debat. Udsættelse af dåben i månedsvis bliver på en indirekte måde et indlæg i denne debat ved at sætte fokus på forståelsen af dåben og dens betydning.
Når dåben er noget, der kan sættes på standby, er dét så et udtryk for, at centrale elementer i forståelsen af dåben er sat på standby?
Kirken døber, fordi den har fået til opgave at gøre det. Før sin himmelfart gav Jesus apostlene besked om at gå ud i alverden og døbe og lære. Det var ikke et oplæg til drøftelse eller en idé til videre bearbejdelse. Det var en bunden opgave: gå ud, døb og lær. Og der var et stærkt løfte tilknyttet: Se, jeg er med jer.
Det, de skulle gå ud med, var og er afgørende og helt grundlæggende. Dåben er nødvendig til frelse, siger Den augsburgske Bekendelse (art. 9). Det betyder ikke, at børn, der ikke har nået at blive døbt, ikke kan blive frelst. Men dåben er større og mere end en hyggelig familiefest.
En klassisk sætning siger, at Gud har bundet os, men ikke sig selv til dåben. Det betyder mindst to ting. Dels betyder det, at Gud har sine veje og muligheder, som vi ikke kan begrænse eller gennemskue. Han er ikke bundet.
Det er vi derimod. For Gud har lovet at handle i dåben og dér på afgørende måde formidle sin nåde ind i et menneskes liv, og derfor er mennesker og menigheder bundet til dåben og til befalingen om at døbe. Derfor skal dåben ikke degraderes eller devalueres, men praktiseres og forkyndes som noget afgørende og grundlæggende og som et – med Luthers ord – ”guddommeligt, himmelsk og saligt vand”.
Er det nødvendigt at gennemføre dåb under ydmyge omstændigheder og med kun få mennesker til stede, bliver gaven ikke mindre af den grund. Tværtimod kan det komme til at lyse klarere, hvor højt og stort det er, at Gud dér opretter sin pagt med et menneske og giver det barnekår.
Større kan det ikke blive.