af pastor Svend Erik Larsen

Ikke så sjældent hævdes det, at man døbes på menighedens tro. Det er en misforståelse! Det, der sker i forbindelse med en dåb, er derimod, at dåbskandidaten spørges, om man tror, som menigheden gør. Betingelsen for dåb er faktisk et ja dertil. Det er altså i grunden ens egen tro, der spørges efter – og bekendelsen af den, man døbes på.

Faktisk blev trosbekendelsen i sin tid jo også til som en kort sammenfatning af, hvad kristen tro er – altså af, hvad der er menighedens tro. Og hensigten var så, at den, der ønskede dåb, kunne spørges konkret: Kan du sige ja til den kristne tro – til menighedens tro?

Når det så drejer sig om barnedåb, kan barnet, der skal døbes, af gode grunde naturligvis ikke selv svare. Derfor svarer gudmoderen på barnets – og egentlig også på forældrenes – vegne. Det betyder, at forældre og faddere påtager sig den forpligtelse at drage omsorg for, at barnet oplæres i netop den tro, der er menighedens. Det er det, der siges ja til!

Deri ligger så natrurligvis, at dåben ikke er privat. Den er derimod personlig! For den person, der bliver døbt, bliver ved dåben en del af det trosfællesskab, der bekender den tro, der siges ja til. Man bliver altså som person døbt ind i menigheden og bliver dermed et lem på Kristi legeme. Men skal det have konkret mening, betyder det naturligvis, at man døbes til at høre til i en konkret menighed i en konkret kirke. Man hører altså nok til i Kristi kirke i al almindelighed, men sådan som den fremtræder lokalt! Dåben betyder altså faktisk, at man kommer til konkret at høre til i et lokalt trosfællesskab!

Livet som døbt er altså at forstå som et trosliv. Et liv i den tro, man blev fælles om i dåben!

af pastor Svend Erik Larsen

Af Bibelen fremgår det, at Gud skabte mennesket som mand og kvinde, og at han dermed indstiftede ægteskabet som en livsvarig forbindelse mellem én mand og én kvinde. Som bekendt bekræfter Jesus, at det er sådan, det forholder sig.

Derfor opfattes det moderne ”ægteskab” mellem to personer af samme køn da også med rette som et angreb på det af Gud indstiftede ægteskab. Men sandheden i ære er der da andet, der vel i mindst lige så høj grad sætter spørgsmålstegn ved Guds indstiftelse af ægteskabet og det, han ville, det skulle være. Og når det kommer til stykket, er der måske endda tale om noget, der er farligere for ægteskabsopfattelsen end det samkønnede ”ægteskab”.

Det er velkendt, at antallet af skilsmisser er steget ganske meget. Det er samfundsmæssigt – ikke mindst af hensyn til børnene – et problem. Men i denne sammenhæng er det specielt problematisk, at der også bliver stadig flere skilsmisser blandt praktiserende kristne. Det kunne se ud til, at mange betragter det som noget uundgåeligt – som noget, der naturligvis sker i den moderne virkelighed.

Nu er det ganske vist sådan, at der kan være situationer, hvor skilsmisse synes at være den eneste udvej. Men det bør ikke blive sådan, at en skilsmisse bliver en acceptabel løsning på en evt. konflikt. Derimod må der fra kirkens side gøres en virkelig indsats for gennem vejledning og omsorg at finde løsninger på problemerne. Og så skal der ske en holdningspåvirkening i retning af, at skilsmisse ikke er en acceptabel løsning på noget som helst.

Endnu et problem må nævnes. Mange ser sådan på det, at forholdet mellem mand og kvinde er en privatsag. Det sætter også spørgsmålstegn ved ægteskabsforståelsen. Det har jo nemlig medvirket til, at man bare flytter sammen. Og i dag praktiseres dette af folk i alle aldre. Også af folk, der hører til i kirkelige sammenhænge.

Her er der afgjort også brug for at virke for en holdningsændring. Der er virkelig behov for at få sagt tydeligt, hvad et ægteskab er for en størrelse!