af pastor H. O. Okkels, 
formand for Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse   

I radioens Religionsrapport 19. februar kunne man høre universitetslektor Hans Raun Iversen hævde, at kirkebygningerne tilhører hele folket, og at der burde være mulighed for, at ikke blot kristne trossamfund, men også ikke-religiøse organisationer og andre religioner kunne få adgang til at benytte kirkebygningerne. Han underbyggede sit synspunkt  ved at hævde, at efter luthersk tankegang er der ikke særlige hellige bygninger.

I mod dette synspunkt vil jeg hævde, at det er en sandhed med modifikationer. Det stemmer i hvert fald ikke med det gamle kirkevielsesritual her gengivet efter Vejledning i den danske folkekirkes Gudstjenesteordning (udgaven fra 1989), hvor  biskoppen indvier med ordene: "Så indvier jeg da nu på mit embedes vegne dette hus i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Jeg helliger og afsondrer dette rum fra verdens larm og fra al verdslig handel, til at Guds navn skal bo deri, at her skal være et Guds hus og en forgård til Himlene."--

Desværre er der senere kommet et nyt ritual, som er præget af superprotestantiske synspunkter på linie med Raun Iversens, men man må vel have lov at holde fast ved den tankegang, som ligger til grund for det gamle kirkeindvielsesritual.

De synspunkter, som Hans Raun Iversen hævder, forekommer mig højst uheldige, da de kan give kirkefjendske politikere et alibi for på sovjettisk vis at konfiskere kirkebygninger og bruge dem til noget helt andet end det, som de er indviet til. Man skal jo ikke glemme, at de er betalt af folkekirkelige menigheder. De kirkefondskirker, som trues med lukning, er rejst for penge, som er samlet ind over hele Danmark blandt kristne mennesker. 

af pastor Svend Erik Larsen

Det vakte betydelig opsigt, at et menighedsråd i forbindelse med opslag af et ledigt præsteembede annoncerede efter en troende præst. Enten måtte menighedsrådet ikke have tænkt sig ordentligt om, eller også var man helt på vildspor. For hvad menes der med udtrykket ”en troende præst”? Troen er jo ikke noget, man besidder. Den er en gave. Og den kan slet ikke måles! Hvordan forestiller man sig i øvrigt, at man kan afgøre om en eller anden er troende eller ej?

Sådan sagde mange kloge og tænksomme folk! Og nogle føjede endda til, at det var uluthersk at tale om tro på dén måde? Ja, det var lige før, man kunne få dét indtryk, at menighedsrådet havde optrådt ukristeligt ved at annoncere efter en ”troende præst”!

Det var også i strid med luthersk embedsteologi, blev det hævdet. Der var nemlig tale om en usund fokusering på præstens person. Præsteembedet er jo karakteriseret ved bestemte funktioner: Forkyndelse af evangeliet og forvaltning af sakramenterne. Her er præstens person ikke afgørende.

Hvad dette sidste angår, er der nu grund til at huske, at embedets funktioner/opgaver varetages af en person på Guds vegne, og at præsten er kaldet og indviet dertil! Personen er slet ikke uden betydning!

Deri ligger så i grunden, at personens tro er forudsat. Præsten handler jo som sagt på Guds vegne – som hans repræsentant, hvorfor han står i en personlig relation til Gud.

Det betyder, at præsten må hente sin forståelse af sig selv og sine opgaver i relationen til Gud.. Han må leve i tro. Eller anderledes sagt: Bekendelsen til den treenige Gud må være hans livs og tjenestes grundlag! Og dén bekendelse skal vel at mærke ikke forstås på nutidens vilkår, men derimod gøres gældende!

Naturligvis skal præster være troende! Ellers er de ikke troværdige!