Kirken skal tale tidens sprog. På pinsedag talte apostlene ’om Guds storværker på vore egne tungemål’, og
Luther oversatte Bibelen til tysk og ville holde gudstjeneste på modersmålet.

En typisk gudstjeneste i dag indeholder ikke en prædiken fra en fjern fortid, men én, som præsten
møjsommeligt har forberedt på vor tids sprog.

Ønsket om at tale tidens sprog kan imidlertid køre af sporet. Paradoksalt nok kan det ske, at det hele
havner i poesi og diffust sprog, som opleves som utilgængeligt af den gennemsnitlige dansker. Man vil – i
bedste mening – tale, så mennesker kan forstå det. Men det ender med det modsatte og bliver lidt som
med våd håndsæbe: når det skal holdes fast, smutter det ud af hånden.

Tendensen har rødder i en teologi, som vil løsne kristendommen fra det konkrete, det historiske og det
objektive. I stedet fokuseres på en filosofisk og poetisk forståelse af den kristne tro. Så bliver betydningen
af Jesu liv, død og opstandelse, af dåb og nadver, af Bibelens og trosbekendelsens ord ændret, så det hele
opfattes som billeder, eksempler og poesi, man kan spejle sig i.

Men i sidste ende har Maren i mosen og Ane i kæret ikke så meget brug for poetisk tilværelsestolkning og
uhåndgribelig eksistensfilosofi. De og alle vi andre har mere brug for at høre om Gud som skaber og far, om
Jesus som frelser og forsoner og om Helligånden, som trøster i livet og i døden.

For ansigt til ansigt med skylden, i mødet med sygdom og kriser, når følelsen af tomhed og meningsløshed
banker på – dér er der brug for mere end våd håndsæbe. Der er der brug for det, som står fast, så man kan
gribe om det – og lade sig bære af det.

Med et misforståeligt udtryk kunne det måske kaldes ’søndagsskole-teologi’. Det er den, som møder
Bibelens og trosbekendelsens ord med åbenhed og umiddelbar tillid. Som når præsten spørger
konfirmanderne: Hvorfor skal vi gå til alters – og ét af svarene lyder: Fordi Jesus har sagt det.

Eller som når en kirkegænger hører dåbsritualets ord om, at Gud ’gør os til sine børn’ og umiddelbart
tænker og tror, at netop dét sker i dåben.

Eller som når der ved en sygeseng bedes om helbredelse for den syge – og de tilstedeværende tager del i
det med den forståelse, at sådan gør man, fordi Gud kan gøre syge raske.

​Søndagsskole-teologien overflødiggør ikke præstens arbejde i studerekammeret eller studierne og
forskningen ved de teologiske fakulteter. Langtfra – og tværtimod. Men den tror, at Gud er en levende,
personlig virkelighed, at Jesu konkrete liv, død og opstandelse er altafgørende historiske begivenheder, og
at Gud fortsat handler helt konkret og nærværende i og med vand, brød og vin.

Og så kan man opleve, at enkelt sprog og klare ord faktisk er de bedste til at fastholde og formidle de
største og dybeste sandheder.

Kunne det tænkes, at et af den danske folkekirkes problemer er, at den satser mere på håndsæbe end på
søndagsskole-teologi? Så er det på tide at få sæben lagt til side og i stedet gribe fat i det, som holder – og
give dét videre.

Kristian S. Larsen
cand.theol., formand for Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse
Hassellunden 55, 6705 Esbjerg Ø

DEBAT: Kunne en del af konflikterne i folkekirken hænge sammen med, at det er blevet helt urimeligt uklart, hvad folkekirken tror, vil og skal? En tydelig markering af kirkens ’mission, vision og værdier’ vil tage noget af dampen af konflikterne, mener formand for Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse

Alt for ofte tales og skrives der om konflikter og samarbejdsvanskeligheder i sogne og menigheder. Bibelen taler om at "enes, så der ikke er splittelser iblandt jer, men så I holder sammen i tanke og sind."(1. Kor. 1,10)
Hvorfor gør vi så ofte det modsatte: strides og splittes? "Se, hvor de elsker hinanden," blev der i Kirkens første århundreder sagt om de kristne.

Hvad siges der i vor tid?
Årsagerne til splid og splittelse kan være mange, for eksempel forskellige temperamenter og traditioner. Er en årsag måske også, at der savnes fælles ’mission, vision og værdier’? Kunne en del af problemerne og konflikterne hænge sammen med, at det er blevet helt urimeligt uklart, hvad folkekirken tror, vil og skal? At dens mål og mening fortaber sig i pluralismens og postmodernismens tåger? At den fælles forståelse af, hvad kirken skal formidle til mennesker, er smuldret?
Hvis der er forvirring og uenighed om (for)målet og meningen med det hele, kan det være vanskeligt at opbygge og fastholde et konstruktivt arbejdsfællesskab. Det er som i et hjul: Jo længere egerne kommer fra navet, fra centrum, jo længere kommer de også fra hinanden.
Sådan er det i en virksomhed. Hvis grundlæggende uklarhed og usikkerhed om produktet eller projektet breder sig både oppe på direktionsgangen, ovre i produktionen, ude blandt sælgerne og inde på kontoret – så er basis lagt for opslidende og ødelæggende konflikter.

Brug for styrket kirkelig undervisning
Kirken er ikke nogen virksomhed, og evangeliet er ikke et projekt og slet ikke et produkt til salg. Men det gælder som i en virksomhed, at der er brug for en fælles forståelse af, hvad det hele går ud på: at formidle møde og kontakt mellem den uforanderlige Gud og hver ny tids foranderlige mennesker. At lade tidens mennesker møde det tidløse ord fra Gud – om skabelse og menneskeværd, om Jesu liv, død og opstandelse for os, om synd og nåde, om dåb og tro, om næstekærlighed og livet i kald og stand og om det evige liv.

Noget tyder på, at det er højaktuelt med en fornyet indsats for at holde fokus på det helt centrale i, hvad kirke og klassisk kristen tro er. En tydelig markering af ’mission, vision og værdier’ kan hjælpe til at tage noget af dampen af konflikterne.
​
Måske skulle hvert menighedsrådsmøde begynde med en bibeltekst, et afsnit fra Luthers lille katekismus, en bøn og en salme – alt sammen i en klassisk form og inkluderende atmosfære.  Samtidig er der brug for en styrket kirkelig undervisning for både læg og lærd. Hvad tror vi egentlig på? Dét må kirken aldrig blive færdig med at trænge dybere ind i – for også at kunne nå længere ud med det.

Alt sammen med det formål at fastholde og styrke fokus på Kirkens identitet og at holde sig tæt til Ham, som er centrum – og dermed ’holde sammen i tanke og sind’.

af 
Kristian S. Larsen
cand.theol.; formand for KSBB

1. Oplæg holdt af Jon Poulsen på KSBBs bestyrelsessamling d. 28.5.2021
2. Bilag til oplæg af Jon Poulsen
3. Artikel fra tidsskriftet "Budskabet" som er særligt relevant for Jon Poulsens oplæg

.

“At dåben er et virksomt tegn – sakramente –
betyder, at dåben ikke bare er en symbol-
eller tegnhandling, men en virkelighedsskabende
​ handling”.

Sådan lyder en af flere stærke og prægnante pointer i rapporten fra kirkeministeriets udvalg vedr. dåb og nadver (s. 24).[1] Rapportens første del rummer grundige redegørelser for dåbens bibelske baggrund og for Luthers dåbsteologi. Der er grund til glæde over rapportens betoning af, hvad dåb og nadver er og betyder. “Frelseshandlinger og vishedstegn” kaldes de (s. 16). Det er indholdsrige betegnelser, som er tiltrængte og relevante i en tid, hvor der er tendenser til at forstå sakramenterne symbolsk eller metaforisk.

“Gud har med sit bud og løfte bundet sig selv og mennesket til dåben i den forstand, at her kan man være sikker på at møde ham i ord og tegn: I dåben skaber Gud et nyt forhold mellem sig selv og mennesket”, hedder det også (s. 24).
Dåben er et knudepunkt i den kristne tro og er indgangen til Kirken og livet som kristen. For Luther og Grundtvig og utallige andre har det haft afgørende betydning at vide, at de var døbt. I troens og livets kampe var her noget, som tro og tanke kunne hage sig fast i og vende tilbage til. “Jeg er dog døbt”, sagde Luther så. Og Grundtvig digtede: “Gudsfingrene grande slog kors for din pande, Guds enbårnes røst slog kors for dit bryst, thi skal ingen djævel dig skade” (DDS 674,2).

I Folkekirkens liv og den folkelige relation til kirke og kristendom er dåben fortsat central, men den er også genstand for usikkerhed og modstridende forståelser. Det kan der ses eksempler på i den aktuelle debat og også i bogen Dåben klæder dig (Eksistensen 2018), hvor otte præster fortæller om dåbssamtaler. “Gud er da ligeglad med, om det enkelte menneske er døbt eller ej”, siges det her (s. 51). En sådan forståelse synes at være del af en generel tendens til at afrunde og nedvurdere dåbens betydning.

I dåben får vi at vide, at vi er Guds børn; her markeres og bekræftes det, at vi altid vil høre til hos ham, siges det. Sat på formel bliver det til, at “et menneske døbes ikke for Guds skyld, men for sin egen”. Fokus er altså subjektivt: menneskets tro og livsmod og samhørighed med andre og med en tradition. Til gengæld nedtones det objektive: Der foregår ikke i dyb og egentlig forstand en forandring i og ved dåben. Sådan lægges der afstand til en klassisk forståelse af dåben, og resultatet bliver en devaluering af dens dramatiske og sakramentale indhold.

Rapporten har her flere relevante pointer. “Der er forskel på at være Guds skabning og stå under Guds almene nærvær i det skabte – og at være Guds barn og dermed stå under Guds nærvær i Kristus”, hedder det bl.a. (s. 31).
Der er meget på spil her. Sådan som man ser på sin dåb, sådan ser man på hele kristendommen, sagde Vilhelm Beck – og prædikede så både tidligt og sent om dåben. Den norske biskop Olav Skjevesland har kaldt dåben “den kristne tros Charles de Gaulle-plads”. Sådan som denne plads i Paris har alléer, der løber i stråleform ud fra Triumfbuen, sådan har dåben forbindelse til alle centrale punkter i den kristne tro. Ændres noget her, får det betydning både for forståelsen af Gud, synet på mennesket, frelsen, sakramenterne, kirken og eskatologien, fastholder Skjevesland.

Begrebet “genfødelse” er her centralt – måske nærmest uundværligt. For klassisk luthersk teologi og klassisk teologi i det hele taget forstår dåben som et sted og en begivenhed, hvor et menneske bliver noget, det ikke i forvejen er. Det har Bibelen og teologien forskellige ord for, bl.a. “genfødelse”. Kort formuleret: I dåben får man ikke en bekræftelse på, at man allerede er Guds barn, men man gøres til det. Sådan tales der i Ny Testamente og i salmer og ritualer.

I NT siges det f.eks., at Gud frelste “ved det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden” (Tit 3,5). I dåbsritualets indledende bøn siges der tak til Gud, fordi “du ved din enbårne Søn har givet os den hellige dåb, hvori du gør os til dine børn…”. Efter overøsningen lyder det, at Gud har “genfødt dig ved vand og Helligånd…”. I et af konfirmationsritualerne siges det: “Den treenige Gud, som i dåben har antaget dig som sit barn…”, og i en dåbssalme skriver Brorson, at Gud “gav dig børne-ret og navn…” (DDS 452,4). 

Det er altså et gennemgående perspektiv, at der sker en forandring i og med dåben. Det menneske, der fra første begyndelse er Guds elskede skabning (og i dén forstand er “Guds barn”), men også født uden for Paradis og med ryggen til Gud, får nu hjemsted og arveret hos Gud.
Der sker altså meget mere end en markering eller bekræftelse. Bibeltekster, salmer og ritualer fremstiller det anderledes dybt og radikalt: Der skabes en relation, et barneforhold, som ikke var der i forvejen. Derfor er “genfødelse” et hovedord. Måske kan et sådant ord have kommunikative vanskeligheder, men dets indhold og pointe kan ikke opgives. Når lutherske kristne gennem tiderne har lagt vægt på at døbe hurtigst muligt, hænger det sammen med denne stærke forståelse af dåben. Barnet skulle tidligst muligt blive Guds barn.

Enkelte kirker har haft den skik, at menigheden ikke rejser sig, når et dåbsbarn bæres ind i kirken, men først når det bæres ud efter dåben – for først da er det blevet et Guds barn. Skikken er ikke nævnt i rapporten, og man kan også mene forskelligt om den. Man kunne jo også rejse sig som velkomst og festlig modtagelse af barn og forældre; men baggrunden er tydeligvis en stærk forståelse af dåben.
Folkekirken har brug for at genfinde denne forståelse og derved styrke sin forkyndelse og undervisning om dåben. Måske er disse tanker ikke fremme i bevidstheden hos en typisk dåbsfamilie. Men så er der en stor og fin opgave i at hjælpe mennesker til at få et glimt af, at det, der sker her, er langt større, end vi umiddelbart tænkte det.
Sproglige ændringer kan være både meningsfulde og nødvendige. Men der er grund til varsomhed, for ordenes betydning skal jo i givet fald udtrykkes tilsvarende eller bedre af andre ord. Det er ikke enkelt – slet ikke med store og stærke ord. Faren er, at nye ord reelt modsiger de gamle. Et arbejde med evt. nye formuleringer skal lytte grundigt til tidens sprog og tankegange – og ikke mindre grundigt til Bibelens sprog og tankegange og til tidligere tiders ritualer, f.eks. Luthers dåbsritualer.

Rapporten nævner det vigtige ved “en bevidsthed om, hvad det i dag vil sige, at dåben er nødvendig til frelse, herunder en nutidssvarende forståelse af synd, genfødsel og af, hvad det vil sige at blive Guds barn i dåben” (s. 54.) Her er altså en opgave for teologi, forkyndelse og undervisning på alle niveauer. Grundbegreber som synd og genfødelse skal formidles på vor tids sprog, så de bliver mest muligt forståelige.
Her er det et vilkår, at der altid vil være noget provokerende i evangeliet, i ordene om synd og om behovet for nåde. Men netop derfor er dåben og forkyndelsen og undervisningen om den så vigtig. For her er mere end en festlig markering af livets begyndelse eller en stemningsfuld ceremoni med gode ønsker for fremtiden. Her befrier den treenige Gud et hjælpeløst menneske fra synd, død og djævel og gør det til sit barn – for at det skal leve i troen og være Hans i tid og evighed.

Mon ikke også det var sådanne tanker, der var baggrund for, at Luther kunne trøste sig med at sige: “Jeg er dog døbt”, og at Grundtvig kunne skrive til sig selv og andre: “Sov sødt, barnlille, lig rolig og stille”. Dette stærke, sakramentale perspektiv skal ikke tabes på gulvet, men fastholdes – i tro, ritualer og forkyndelse.

​Kristian S. Larsen
cand. theol., formand for KSBB
​

Gudstjenesten er kirkens og kristenlivets hjerteslag. Det er derfor noget helt centralt, der er på dagsordenen, når biskopperne har sat gudstjenesten og dens ritualer til debat, mener cand.theol. og formand for Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse Kristian S. Larsen
Alle kirkens aktiviteter skulle være ’trædesten’ til gudstjenesten, har daværende kirkeminister Mette Bock udtrykt det. Det er en fin formulering og et helt rigtigt perspektiv på kirkens liv og arbejde. Alle aktiviteter og arbejdsgrene skal holde forbindelsen til gudstjenesten og vise mennesker hen til den som kirkelivets fikspunkt.
Det, der sker her, kan nemlig ikke formuleres for stort eller vægtes for højt. I gudstjenesten møder menigheden ham, som den tror på: lytter til ham, synger og beder til ham, bekender troen og møder ham så fysisk og konkret i og med sakramenterne, at ord knap kan udtrykke det.
På den baggrund har han meget ret, den præst, der sagde, at ”der kan være så mange grunde til ikke at gå til gudstjeneste; der er én grund til at gøre det: Jesus selv er her”.
Folkekirkens liturgi til debat: Hvad skal ændres? Et af de centrale spørgsmål i drøftelserne om gudstjenesten er, i hvor høj grad højmessens ritual skal være fast og autoriseret. Hvor meget af højmessens forløb skal kunne ændres og afgøres lokalt?
Af mindst tre grunde er det vigtigt, at gudstjenestens hovedelementer fortsat er autoriserede og fælles for alle sognemenigheder.
For det første er det vigtigt af hensyn til genkendeligheden. Det skal være muligt at deltage i gudstjenesten i sin egen menighed eller et fremmed sted uden at opleve gudstjenesten som helt fremmed.
For det andet skal gudstjenesten holde forbindelsen bagud: til rødderne, historien, traditionen. Højmessen, som den kendes i dag, er jo ikke udtænkt i går. Den har stærke tråde tilbage til gudstjenesten på reformationstiden, i kirkens første tid og helt tilbage til den jødiske synagoge- og tempeltjeneste. Den er dybt præget og afhængig af bibelske ord og passager, som enten direkte citeres eller på anden måde former gudstjenesten. Uden dem bliver den i sidste ende noget andet end gudstjeneste.
I forlængelse af dette er det for det tredje vigtigt, at en fast gudstjenesteform skal være med til at holde troen og forkyndelsen på ret kurs. I en postmoderne og individualistisk tid har enkeltpersoner, menigheder og folkekirken som helhed brug for at blive støttet og styrket til at holde fast ved det, der er klassisk kristendom. Dette er en central opgave for liturgien.
Hvad er liturgi?Er for eksempel forståelsen af dåben som genfødelsens sakramente på vej til at smuldre, da er det betydningsfuldt, at ritualet fortsat taler om, at Gud ”gør os til sine børn og skænker os Helligånden med syndernes forladelse og det evige liv”.
Er forståelsen af nadveren under pres, da står ritualet klar til at hjælpe og vejlede for eksempel med ordene om, at vi der må ”modtage vor Herre Jesu Kristi legeme og blod og derved få del i hans fuldbragte offer til syndernes forladelse og evigt liv”.
Er selve billedet af Gud ved at blive trukket skævt, da er det godt med faste tekstrækker og med salmernes og trosbekendelsernes klassiske ord til at støtte og styrke troen på, hvor, hvem og hvordan Gud er.
Selv om højmessens ritual hverken er en del af bekendelsesskrifterne eller direkte står i Bibelen, har det altså afgørende betydning for kirkens liv og menneskers tro. Dette udelukker ikke nye ord eller varsomme ændringer. Men det understreger, hvor vigtigt det er med varsomhed og med opmærksomheden på den faste liturgis funktioner.
Den faste liturgi er nemlig ingen spændetrøje. Den er tværtimod frihed fra selv at skulle opfinde gudstjenesten, frihed fra smarte idéer og skiftende smag og behag og fra et usundt fokus på mennesker. Og den er frihed til med hele sin eksistens at møde Gud, som i og med gudstjenesten vil møde os ”med hele sin kærligheds rigdom”.

Har været bragt som indlæg i debatten på kristendom.dk

Tro på Gud er pr. definition noget personligt. Kristen tro er ikke noget privat, så den ikke kan eller skal deles, formuleres eller formidles til andre. Men den er personlig i den betydning, at den er noget, der angår hele mennesket, inkl. dets inderste identitet.

Udtrykket ’personlig tro’ giver derfor også god mening. Nogle vil indvende, at tro pr. definition er noget personligt, og at ’personlig tro’ derfor er dobbeltkonfekt. I et større perspektiv er dette måske mest en kamp om ord.
Betegnelsen ’personlig tro’ har været anvendt som modsætning til overfladiskhed, vanekristendom, tro uden konsekvens og egentlig betydning. Når et menneske kom til personlig tro, gik det måske fra sine forældres eller andre forbilleders tro eller fra ureflekterede vaner eller tom tradition til en selvstændig oplevelse og erkendelse af, at Gud og Hans ord har med netop mig at gøre.

Tro er en personlig, tillidsfuld relation. Tro er fast tillid, siges det i Bibelen (Hebr. 11). Luther betoner dette: ’Tro er en levende, dristig tillid til Guds nåde’. Han kalder også troen en vielsesring og siger, at ’troen forener også sjælen med Kristus som en brud med sin brudgom’.
Troen er altså en personlig relation. Men en relation har nødvendigvis to poler. Der må være et personligt ’du’ i den anden ende. Et personligt forhold forudsætter en person at forholde sig til.
Om troens relation har C. S. Lewis sagt: ’Det, Han [Gud] lægger vægt på, er, at vi er skabninger af en bestemt slags eller kvalitet – den slags skabninger, som han oprindelig havde til hensigt at gøre os til – skabninger, som står i et særligt forhold til Ham selv’.

I megen moderne og postmoderne tale og tænkning om Gud, er der imidlertid markante tendenser til at gøre Gud fjern og upersonlig. Han bliver i stedet et ord, et begreb, en betegnelse for det anderledes, det uforståelige og uforklarlige. Han bliver synonym med tilværelsens stjernestunder, med den menneskelige eksistens’ dybder, med kærlighed og hengivenhed mellem mennesker, med følelsen af mening og perspektiv.
Tendensen til at skubbe Gud ud på afstand har en lang historie. På et tidspunkt blev det til, at Gud er som en urmager, der har skabt verden og sat dens ur i gang, men i øvrigt ikke er en del af verden eller enkeltmenneskers dagligdag. Han blev underlagt en slags corona-vilkår: han måtte blive på afstand og fik maske på, så hans ord blev utydelige og hans ansigtsudtryk vanskelige at aflæse.
Senere teologer har mere eller mindre eksplicit talt om Gud som fjern og upersonlig. Gud er blevet til en værens-grund, til tilværelsens fundament, til eksistensens dybeste indhold, mens Gud som en personlig virkelighed fortoner sig og mister kontur og relevans.

Bliver man stående i dette billede af Gud som en magt – værens-magt, kærlighedens magt eller lignende - havner man for let og for hurtigt i et upersonligt og i sidste ende diffust og irrelevant billede af Gud. Troen på Gud som talende, lyttende, handlende og personlig virkelighed svækkes og opløses i sproglige finurligheder og tankemæssige tåger og glider gradvist ud i periferien eller helt ud af synsfeltet.
Men en personlig tro forudsætter en personlig Gud. Et begreb, en filosofi, en tilværelsesforklaring kan være interessant og meningsfyldt. Men den er vanskelig eller direkte umulig at have en personlig relation til. Hvor kan man møde den? Hvordan kan man lytte til den eller modtage noget fra den? Kan man bede til den?

Ad den vej når man frem til et punkt, hvor det hele smuldrer mellem fingrene, og resultatet bliver en upersonlig tro på en fjern og upersonlig Gud. Men er Gud ikke helt nær som levende og personlig, bliver han til sidst helt borte.
Og så bliver det jul. I skal finde et barn, svøbt og liggende i en krybbe, lyder meldingen. Et konkret, ægte, levende barn med hud og hår, med sult og tørst, med hænder og fødder, med begyndende smil og masser af gråd, med ånd, sjæl og legeme. Han er Kristus, Herren, lyder det.

Dette lille menneske med synlige træk og bittesmå lemmer er altså samtidig Herren med stort H. Det lader sig ikke rumme i en menneske-tanke. På en måde er det også for godt og for stort til at være sandt. Men sandt er det alligevel. Og dette lille barn er det største, der er sket på jorden.
For her er Gud! Helt nær og helt personlig. På et bestemt historisk tidspunkt ligger han her på et konkret geografisk sted på vores jord for at have kontakt og fællesskab med netop os.
Og det skete. Det gjorde det faktisk: det skete. For her er mere end myter og legender. Her er historiske begivenheder med ægte, personlige mennesker.

I de dage skete det – da Kvirinius var statholder, og kejser Augustus befalede at holde folketælling. Det foregår ikke i et tidløs eventyr-univers, men i den faktiske verdens historie.
Den fjerne Gud er kommet nær. Den usynlige Gud er blevet synlig og vil høres og ses. Vi kunne ikke komme til Ham. Nu kommer Han til os. Mange gange i historien havde han talt og kommunikeret med mennesker – men nu er Han her selv som aldrig før.

Forskellige religioner kan tale om, at guder kan komme forklædt som menneske – med udseende som menneske, men uden egentlig at være det. Altså en slags skuespil.

Men barnet i krybben er ikke skuespil. Nu kommer himlens og jordens skaber og bliver menneske så helt og konkret, at de skarpeste teologiske tænkere må bruge de mest indviklede formuleringer for at sætte ord på det. Inkarnationens under og mysterium er umuligt at se til bunds i. Samtidig er det dog både enkelt og sandt: Her er Gud selv som et ægte menneske.    

Dermed er tæppet trukket væk under afstanden, under det diffuse, symbolske og abstrakte. Her er der rettet et grundskud mod billedet af Gud som upersonlig. For her er Gud helt personlig. Og sådan er han kommet, fordi intet mindre er nok.

Det er sådan, som Gud og mand, han skal tale Guds ord og gøre sine tegn og undere, leve og lide, dø og opstå og fare til himmels. Det er kun sådan, han kan ofre sig på korset og sprænge graven.
Hans liv, død og opstandelse skal være mere end tidløse symboler eller etiske eksempler. De skal foregå på konkrete steder og tidspunkter, fordi det er konkrete, personlige mennesker Han vil i kontakt med – og være frelser for.
Denne personlige Gud kan den personlige tro favne og hage sig fast i, inklusive alt det, som forstanden ikke kan fatte og forstå. Ja, personlig tro er netop, at Han personligt kommer helt nær – helt ind i et konkret menneskes inderste, hvor Han kan ’blive trolig udi mit hjerte svøbt’.

Denne personlige Gud opsøger mennesker og kommer også til stede i og med sit ord og sine sakramenter. Formodentlig kunne det blotte øje ikke se så meget af den guddommelige herlighed ved det lille barn i krybben. Det var en åbenbaring, hvor meget samtidig var skjult. Sådan kan det blotte øje heller ikke se megen herlighed ved tre håndfulde vand eller ved et stykke brød og en tår vin. Men sandt er det alligevel: Her er han: Kristus, Herren.  
Derfor er det også helt konkret og personligt ham, vi møder og lytter til, når vi fejrer gudstjeneste. Der er der mere på spil end interessante tolkninger og inspirerende tanker om Gud. Da er Han selv til stede – som talende, lyttende, handlende. Da er prædikenen faktisk Hans ord. Da handler Han faktisk i sakramenterne. Da lytter han faktisk til bønnen og lovsangen.

Som en lovsang formulerer det:

Lover Herren han er nær,
når vi sjunge, når vi bede,
samles i Hans navn vi her,
er han midt blandt os til stede. (DDS 404,1).

For Gud er kommet nær. Helt personligt. Og troen må favne Ham. Helt personligt.
 
Kristian S. Larsen
cand. theol., formand for KSBB

Regeringens forslag om at åbne for juridisk kønsskifte for børn er en alvorlig skævert.
Mennesker i alle aldre kan opleve kriser og identitetsproblemer. Et barn er i sagens natur i gang med at lære og udforske mange ting. For en ny borger i denne verden er der meget at forholde sig til. Undervejs skal man finde sig til rette med sig selv, med sit køn og sin identitet, ja, med livet og tilværelsen som sådan. Det kan være en kompleks og udfordrende proces. Men en beslutning, om man skal være pige eller dreng, er ikke for børn. Fem-årige skuldre er ikke bygget til at bære en sådan beslutning.
Derimod er mødre og fædre bygget til at støtte og vejlede deres børn også i mødet med kriser, komplikationer og bump på vejen.
Børns behov er ikke adgang til at skifte køn. Børns behov er langt mere en mor og en far, lærere og pædagoger og andre, der vil være nærværende, tydelige og (selv)bevidste voksne.
Børn behøver samvær med voksne, der vil være rollemodeller og på troværdig måde vise vej i livet, blandt andet i forhold til det at være henholdsvis pige eller dreng, kvinde eller mand. Det er ikke altid let og ligetil, men det er en bunden opgave. Med andre ord: Børn skal ikke skifte køn, men voksne skal måske skifte karakter.
Adgang til juridisk kønsskifte er en forkert ordning. At give børn adgang til det vil være om muligt endnu mere forkert. Når lovgivere seriøst foreslår dette, kunne det tyde på en usund individualisme og nogle grundlæggende identitetsproblemer for vores land og kultur.
Vi behøver som samfund en besindelse på, at livet ikke er et supermarked med frit valg på alle hylder, men at det er skabt med indbyggede rammer og ordninger. Livet er både en gave og opgave, og der er forhold, vi ikke selv kan eller skal vælge eller designe.

af KSBB - formand
Kristian Larsen
​Hassellunden 55
Esbjerg Ø

Fantastisk – eller forfærdeligtI 2019 blev der født det hidtil laveste antal børn med Downs syndrom. Det viser tal fra Dansk Cytogenetisk Centralregister.
Det tal kan se ud som noget fantastisk. Men det er snarere forfærdeligt. For det hænger sammen med, at Danmark i 2004 indførte screening for Down syndrom som fast tilbud til alle gravide. Ad den vej er antallet af børn med Downs syndrom blevet så lavt.
At få et barn med sygdom, handicap eller særlige behov kan betyde stor sorg og sår på sjæl og sind for en familie. Det skal ingen bagatellisere eller romantisere.
Men den aktuelle praksis, hvor mange med Downs syndrom fravælges, er et dybt sår i samfundet. Det såkaldt frie valg, der lader forældre afgøre, om de ønsker at beholde deres barn, er reelt et dybt og undergravende svigt fra samfundets side.
Børnene var der jo, de lå i deres mors mave, men havde ingen retsbeskyttelse og blev fravalgt og fik ikke lov at komme videre. Det er der ikke noget fantastisk ved. Det er kun forfærdeligt. Og ansvaret er først og fremmest lovens og lovgivernes.
Der er menneskesyn på spil her. Måske har det, som vi gør ved børn med Downs syndrom, et eller andet sted forbindelse til det, vi gør ved demente Else og Niels på plejehjemmet?
Og bedre bliver det vist først, når vi finder tilbage til menneskesynet i den kristne tros og vor kulturs grundbog. Der kaldes ethvert menneske en unik og uvurderlig skabning fra første til sidste øjeblik.

af Kristian S. Larsen, cand.theol., formand for Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse

af Kristian S. Larsen, cand.theol. og formand for Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse
(Bragt i Kristeligt Dagblad under debat d. 9/6 2020

Er det nødvendigt at gennemføre dåb under ydmyge omstændigheder og med kun få mennesker til stede, bliver gaven ikke mindre af den grund.

Coronakrisen har vendt op og ned på mangt og meget. Kirkebygningerne har måttet lukke, og gudstjenester og mange aktiviteter er blevet aflyst.
Vielser og begravelser har naturligvis kunnet afholdes. Det samme gælder dåb, men noget særligt har her gjort sig gældende, som kalder på eftertanke og refleksion.
Mange har nemlig valgt at udsætte deres barns dåb. I nogle sogne har kirken henstillet til at gøre det.
Det er forståeligt og glædeligt, at et forældrepar gerne vil have et større antal familiemedlemmer og venner samlet i kirken og til fest bagefter. Men at udsætte dåben i måneder er ikke uproblematisk.

I tidligere tider var hjemme- eller nøddåb ikke nogen sjældenhed. En af grundene var sikkert højere børnedødelighed. En anden grund var en stærk bevidsthed om dåbens vigtighed, der betød, at dåben var noget af det første, man gjorde for barnet. Kunne det ikke blive ved en gudstjeneste i kirken, måtte det ske på en anden måde.

Under coronakrisen har det været fuldt ud muligt at afholde dåb også i kirken – og så udsætte fremstilling ved en gudstjeneste og en fest på denne dag til senere.
I disse måneder er gudstjeneste og liturgi, herunder sakramenterne og deres betydning, til debat. Udsættelse af dåben i månedsvis bliver på en indirekte måde et indlæg i denne debat ved at sætte fokus på forståelsen af dåben og dens betydning.
Når dåben er noget, der kan sættes på standby, er dét så et udtryk for, at centrale elementer i forståelsen af dåben er sat på standby?
Kirken døber, fordi den har fået til opgave at gøre det. Før sin himmelfart gav Jesus apostlene besked om at gå ud i alverden og døbe og lære. Det var ikke et oplæg til drøftelse eller en idé til videre bearbejdelse. Det var en bunden opgave: gå ud, døb og lær. Og der var et stærkt løfte tilknyttet: Se, jeg er med jer.
Det, de skulle gå ud med, var og er afgørende og helt grundlæggende. Dåben er nødvendig til frelse, siger Den augsburgske Bekendelse (art. 9). Det betyder ikke, at børn, der ikke har nået at blive døbt, ikke kan blive frelst. Men dåben er større og mere end en hyggelig familiefest.
En klassisk sætning siger, at Gud har bundet os, men ikke sig selv til dåben. Det betyder mindst to ting. Dels betyder det, at Gud har sine veje og muligheder, som vi ikke kan begrænse eller gennemskue. Han er ikke bundet.
Det er vi derimod. For Gud har lovet at handle i dåben og dér på afgørende måde formidle sin nåde ind i et menneskes liv, og derfor er mennesker og menigheder bundet til dåben og til befalingen om at døbe. Derfor skal dåben ikke degraderes eller devalueres, men praktiseres og forkyndes som noget afgørende og grundlæggende og som et – med Luthers ord – ”guddommeligt, himmelsk og saligt vand”.
Er det nødvendigt at gennemføre dåb under ydmyge omstændigheder og med kun få mennesker til stede, bliver gaven ikke mindre af den grund. Tværtimod kan det komme til at lyse klarere, hvor højt og stort det er, at Gud dér opretter sin pagt med et menneske og giver det barnekår.
Større kan det ikke blive.